Lige nu, hvor alting går med en alt for stejl hældning ned af bakke, har jeg én ting i hovedet; Maj 2009. Nemlig. En enkelt måned som fandt sted i et år alt for lang tid siden. Lige netop denne måned har i virkeligheden en enorm betydning for mig, og jeg synes det er ærgerligt at alle de personer der var i den er long-gone. Nogen er taget ud at rejse, nogen har startet virksomhed, nogen går stadig i skole og en enkelt er til min store sorg gået bort. Men hold da op for en måned, som jeg højst sandsynligt ville give min højre arm, for at opleve endnu en gang!
Men hvad var der så specielt ved lige netop disse 31 dage i 2009? Jo nu skal du høre! Forestil dig alle dine kæreste venner. Ikke nogen af dem du kun halvt kan lide, men dem du virkelig holder af og glædes ved. Forestil dig derefter tanken om frihed, fordi 9. klasse er ved at nå til ende. Forestil dig sidste skoledag, hvor du bliver set op til. Set op til af folk du aldrig har turdet tænke på som dine venner. Forestil dig solens varme, glæden ved fuldskab, tivoliture, koncerter, fremtidsdrømme, maledage, grineflip, pizza, karameller, vandkampe, ønsketænkning og hulens masse selvtillid (på den gode måde). Selvfølgelig kan jeg ikke benægte, at der nok et eller andet sted også var en romance, for ligemeget om vi vil kendes til de gamle romancer eller ej, så er der dem der sætter hele livet i et lidt lysere perspektiv. Og selvfølgelig var der også sådan en. Men forestil dig alt dette, inklusiv romancen og komprimer det til en lille måned. 31 dage. 774 timer. 44640 minutter.
Wow.
Det var komprimeret lykke, som jeg aldrig troede jeg havde fotjent, på et tidspunkt jeg ikke kunne have behøvet det mere. Og selvom romancen ikke holdt meget mere end den måned, selvom vennerne forsvandt som livet gik videre, selvom 9. klasse sluttede, friheden forsvandt, koncerterne sluttede, fremtidsdrømmende blev knuste og pizzaen blev for gammel, så kan ingen fjerne dette glædelige minde.
Men når både mor og far græder, så er det svært at holde styr på noget som helst. Specielt det der glæde.. Så tænker jeg på Maj 2009, og at gode tider faktisk findes.
