"Hey, I know it hurts, but remember it's not being replaced. It's moving on. I'm starting to feel like I should never have come back to London, not a good start to the week here wither. We'll both be strong, huh? Get through the night, the next few days, the week, and see if time can't shift things into better focus. Sleep well *****."

Når jeg snakker om dig, så synes jeg oftest du var en idiot. Hovedsaligt fordi du skred uden et farvel, da jeg fik en kæreste. Lige nu, når jeg læser et screenshot af en enkel besked du sendte mig, så er jeg taknemmelig. For dine ord er så ægte, så rare og så hjælpende på mine forskellige situationer. Du forstår at sige "Mee too", når jeg har det hårdt. Du forstår af forstå. Og du forstår at pensle "tiden heler alle sår" ud så enkelt, at selv tårevædede jeg forstår det. Så selvom beskeden er mange mange dage gamle, og tiden faktisk har helet det sår du hentyder til, så hjælper din besked mig igen.

Jeg kommer igennem i dag. Jeg kommer igennem de næste dage, den næste uge og vi vender det her rundt, så det ikke gør så smertefuldt ondt, at vi ikke får lov at gøre det vi vil.

Mænd som jer burde have noget mere erfaring på det lidenskabelige plan. Det går ikke at have den samme rytme under hver kysseseance - det bliver nemt en smule forudsigeligt. Derudover nytter det ikke at være så fastspændt i ens vaner, at bare fordi de seksten andre kunne lide det på en bestemt måde, så gælder det nok også de seksten næste.

Det kan være det var fordi i var så gamle. Havde såå meget erfaring. At i derfor ikke kunne omstille jer til noget andet, end det i førhen havde været vant til. Men det er okay, for det behøves jeg heldigvis ikke nøjes med.

Lige pt har min hjerne åbenbart valgt at gennemarbejde jer to, selvom jeg ikke mangler jer i mit liv længere. Men det er okay, og egentlig lidt spændende hele tiden at finde ud af hvad der har irriteret mig ved jer. Når der ikke er noget jeg kan gøre ved det, så kan jeg vel lige så godt lære af det.

Er der måske en der kan drømmetyde?

På randen til gråd fortalte jeg min veninde, at en bestemt engelsk herre var spottet til festen, som min kæreste var til den aften. Derudover var en anden gamle flamme, det burde have befundet sig i Thailand også til stede. Det var for meget for mig at håndtere, at der sad tre mennesker med så stor følelsesmæssig betydning for mig i det samme lokale. Min stemme og min krop rystede, mens jeg prøvede at overskue situationen. For hvad gør man egentlig? Det handler ikke længere om kærlighed og hvem man helst vil have. Det handler om relationer i livet, som man er ked af at have mistet og pludselig har en chance for at genoptage. Men skridtet er så uendeligt langt, og man er bange for at kikse i forsøget. I drømmen havde jeg formået at skrive til ham, der burde have været i Thailand. Han ville gerne mødes og snakke med mig, hvilket i første omgang var et kæmpe skridt. Vi mødtes, og vi kom på god fod igen. Det var for mig en stor lettelse pludselig at have ham og hans geniale sind i mit liv igen. Hvad angår ham den anden. Ham min store envejs forelskelse.. Ham var jeg sur på. Pludselig var min mor dukket op til festen, og hun havde formået at introducere sig selv til ham og vide hvem han var. Så glædelig fortalte hun mig, at han var der. Tak mor, hvis nu jeg ikke selv kunne genkende ham. Men det kunne jeg. Og jeg rakte ham pænt fingeren, fortalte ham at man ikke kan opføre sig så dumt overfor en pige, som man helt selv har fået til at forelske sig i en og så gik jeg ellers.

Det er nu nogle timer siden jeg stod op, og drømmen er sivet mere eller mindre ud af mit hoved. Det der stadig undrer mig er, at hovedpersonerne i denne drøm er to mænd på næsten 30, som jeg havde i mit liv for 2 år siden. Jeg har ikke tænkt på dem i lang tid, men nu skal dårlig samvittighed og sure miner åbenbart præge mine drømme så meget, at jeg bliver forvirret af at vågne op ved siden af min kæreste.

Jeg har været ovre det faktum, at min ekskæreste og jeg ikke skulle være sammen længere, meget længe. Men at acceptere at den ven, som jeg har haft siden jeg var 13 pludselig var ude af mit liv tog mig en del længere tid. Det var faktisk først i går, to år efter jeg besluttede mig for at det var slut mellem os, at det gik op for mig, at vi ikke var venner længere. Og at jeg altså havde det fint med det.

Kort om tatoveringer

Selvom tatoveringer er blevet populære i nutidens Danmark hos en hel del forskellige slags mennesker, så er det stadig lidt uset, at en akademisk uddannet pige lader sig tegne på med blæk. For at være helt ærlig ser jeg tit med et skævt øje til folk, der har mange underlige tatoveringer. Og det er på trods af, at jeg selv har både synlige og mærkelige tegninger på huden. Jeg undrer mig tit over mit behov for at få dem lavet. For dels er det spændingen i at udvælge et design, få en tid, gå og glæde sig, sidde i smertehelvede og derefter bruge mange måneder på at pleje den, vænne sig til den og vise den frem. Jeg elsker det simpelthen. Og når månederne så er gået og roen igen har lagt sig over mig, så er jeg glad for at have den lille tegning af noget betydningsfuldt på mig. Jeg er det type menneske, der har brug for konstante og synlige reminders om, at alting nok skal gå, at jeg har nok i mig selv og at jeg er et feminint mennesker, der sagtens kan connecte med andre. Det er fuldstændig tåbeligt, at smykker, nips eller andet i den dur ikke kan være nok for mig, når jeg skal mindes et vigtigt minde eller pointe. Men det er det altså ikke altid. Så derfor tegner jeg på huden.
Derudover så er historien om mig, at jeg altid ødelægger ting jeg holder af. Ikke nødvendigvis psykisk, men fysisk er jeg simpelthen så klodset. Enten glemmer jeg min yndlingsring på toilettet, smider min halskæde væk til en fest eller slår min højtelskede sovenier i stykker når jeg skal gøre rent. Sådan er jeg, og jeg har efterhånden lært at trække på skuldrene og sige pyt. Men det er for pokker da ikke pyt, når jeg så mange år efter stadig ærgre mig over ødelagte og forsvundne genstande. Tatoveringer kan du ikke smide væk, og det gør mig et eller andet sted meget rolig. De er der gennem resten af livet for at minde mig om enten hvor dum jeg var som ung eller hvor fantastisk en tid jeg har haft. Nu må vi se, jeg håber på det sidste.
Og til sidst, så er tatoveringer for mig nogle fantastiske fortæller om hvem jeg har været på givne tidspunkter. Skulle jeg vælge i dag ville jeg måske ikke få en rokke tatoveret. Men fordi jeg har, så har det lagt bunden for et seriøst fascinerende forhold til rokker. Og til trekanter. Og jeg elsker det.

Så ja.. Mine små blækklatter bliver nok upopulære, grimme og totalt kiksede med tiden, men jeg elsker dem for det de er; en helt speciel del af mig.

Hver kærlighedserklæring jeg ser på film minder mig om dig. Hver kærlighedssang får mig til at savne din omfavnelse. Jeg ved godt jeg har svært ved at komme hjem, hver gang jeg har været ude i det store udland, men dig.. dig er jeg glad for at være hjemme ved igen.

Når to mennesker stopper kontakten, så stopper tiden også mellem dem. Det vil sige, at tiden siden man sidst så hinanden virker ikke-eksiterende. Alle minder om hinanden står stille, og man husker hinanden præcis som de var dengang. Så når man efter et års tids pause ser billeder af hinanden igen, så undres man. Wow, hvorfor ser du sådan ud? Du kan jo ikke lide langt hår? Eller langt skæg? Du går da normalt ikke med kasket? Har du ikke tabt dig? Man glemmer, at alle vokser. Jeg selv er vokset utrolig meget, selvom jeg ikke nødvendigvis selv synes det. Ansigter modnes og man kan se på kroppen at den bliver ældre. Det er nogen gange en dejlig opvågning, når man sidder der og længes efter hvad der var en gang. For man må vel egentlig godt længes, så længe man indser, at hvad der var en gang ikke længere eksisterer. Vi er blevet ældre. Vi er modnet i det miljø vi befinder os i. Og det er ikke sikkert jeg vil passe ind i dit eller du i mit længere. For selv dengang gik vi med forskellig hastighed gennem livet, og det gør vi for så vidt muligt nok stadig.

Vi har alle sammen de her magiske øjeblikke i vores liv. Magiske øjeblikke med andre mennesker, der gør at vi forelsker os og sætter standarder for vores kærlighedsliv. Og hvad nu hvis jeg ikke er af høj nok standard til at hænge ved?

Selvom savnet om gamle dage stadig plager mig, så har jeg fået det bedre igen. Jeg tror det bliver rigtig godt for mig at få noget afstand fra Danmark og de bekendtskaber jeg har mig her. Men ærlig talt er jeg også bange for de mennesker jeg kommer til at møde og hvilket indtryk de gør på mig. Jeg håber at komme hjem fra det varme asien med en flot hudfarve, et stort smil og en masse savn efter mine kære herhjemme. Jeg håber at få en masse gode minder med i bagagen, uden at skulle slæbe på endnu flere uafklarede venskaber.

Det er ikke sjovt, når du en dag vågner op i dit eget paradis og ikke føler dig glad.

I dag savner jeg at være fuld i byen med mine tre drenge omkring mig. Mest af alt savner jeg at falde i søvn som lille ske. Bare lige i dag. Jeg håber den her følelse går over.

Og mens jeg sidder her i al min ulykkelige kærligshedstanker og lægger hints op på de sociale medier, i håb om at det måske vil vække den samme tanke hos andre - så liker han det. Altså ham der, der er min. Og så er alt vidunderlige igen, for han er jo i virkeligheden min store kærlighed!

Hvis nogen tog mig tilbage i tiden, satte mig på Utila for første gang, for at genopleve det hele igen.. Ville jeg så have gjort det anderledes? Ja.

Det river i hjertet at tænke på den chance jeg har spildt. Det gør op for det ved at tænke på den chance jeg tog, samme sted, næsten samme situation.

Jeg forelsker mig hurtigt i varmen. Jeg forelske mig i initiativer, blå øjne og ærlige ord. Jeg forelsker mig i brede skuldre eller lyst hår, lækre accenter og rejselystne tanker. Jeg forelsker mig, når rokkerne svømmer forbi og plasker til mig.

Jeg tog lige en tur ned af memory lane. Jeg huskede lige alle følelser, som jeg havde for dig. Det er helt utroligt, hvor meget man kan nå at føle, når man ikke har mere end en uge. Gad vide om det havde holdt mere end en uge, hvis vi havde haft muligheden? Jeg tror det ikke, men man ved aldrig. Du var det mest betydningsfulde i mit hoved og i min indbakke i otte måneder, før jeg tog af sted igen. Anden gang var slem. Anden gang var du der ikke, selvom alt jeg ønskede mig var dig. Men så var der ham den anden, som erstattede dig fuldstændig og forfulgte mig de næste otte måneder. I var begge fantastiske. Fuldstændig vanvittig langt uden for min standard. Helt fantastisk vidunderlige på hver jeres måde. Og måske var det sommervarmen, måske var det mit sted i livet og måske var i bare de der slags mennesker, som gør dit eget liv bedre. Jeg fik min rokke og mine minder, og dem er jeg glad for.

Vender vi så lige tilbage til virkeligheden og husker på, hvad der egentlig skete dér, otte måneder efter. Jeg tog i byen, håbede på en ting, oplevede noget andet og faldt pludselig pladask for denne her bredskuldrede, lyshårede dreng. Og når afstand pludselig ikke er et problem, så udviklede det sig hurtigt til noget endnu mere fantastisk. For den fyr, som på flere punkter er en blanding af jer to - og på andre punkter er lige præcis det enhver kvinde har brug for og lyst til - han er min. Og af hjertet tak for det!

.. Og midt i gråden og ubehagen begyndte min mimose at spire... Og så trillede tårene endnu hårdere ned af kinderne, fordi den skide plante pludselig fremstod som et symbol på et bedre liv. Aldrig har jeg følt mig så åndssvag og lettet på samme tid... Idiot hormoner.

Men alt blev bedre dagen efter, da jeg bestod min eksamen og fik lov til at fejre det ved at danse hele natten med mennesker, som jeg både elsker og hader. Sommernatten var blid ved mig, og det er altid dejligt med godt selskab.

Hvordan har mit liv fungeret de sidste 6 år uden synderligt stor sex-lyst? Nu hvor jeg står uden prævention og ikke ved, hvornår jeg kan få anden form for beskytellse end kondom, er jeg ved at bryde helt sammen... Men ingen lyst til sex i så lang tid? No problemo, det kan vi sagtens.

Idiot krop.

Jeg elsker dig alligevel.

Verdens største selvtillidsboost

Jeg har i mange år døjet med mindsket og ingen sexlyst. Bom. Der var den. Ude i det blå, hvor man ikke kan trække det tilbage. Det har været så vanvittigt et tabu, men det er det ikke længere. Jeg får det, som med alt, bedre af at snakke om det. Og det er ingen skam længere, for jeg har formået at holde 3 lange forhold i live, selv uden passion for sex.

Jeg stopper snart på p-piller. Efter 7 år på en pille, der muligvis har frataget mig mennesket største gave, er jeg klar til at stoppe. Jeg er klar til at have uregelmæssig menstruation, nedlæggende smerter og større chance for graviditet. Alt sammen for at komme tilbage til min krop.
Når man først får øjnene op for, hvad det egentlig er jeg udsætter sin krop for ved dårlig mad og hormoner, så får jeg sgu lidt skyldfølelse. Nu har min krop passet og plejet mig, elsket og accepteret mig i alle 22 år jeg har levet. Og hvad gør jeg? Stopper cheeseburgers, kemikalier og hormoner i den, for at tilfredsstille normen. Idiot Lucca. Og undskyld krop!

Så nu stopper det. Eller i hvert fald inden for den næste måned, så min cyklus lige kan være med. Jeg siger farvel til et kapitel med regelmæssige menstruationer, perfekte cyklusser og forhåbentlig siger jeg også farvel til et dårligt sexliv. Jeg velkommer alt, hvad der medfører, med åbne arme, hvis bare jeg kan få lov til at have lyst til min fantastiske kæreste!

Men for at komme frem til pointen, om verdens største selvtillidsboost. Jeg har haft det sådan her i 7 år. På de sidste 7 år har jeg haft 3 lange forhold. Forhold, der alle har lidt under min manglende sexlyst, hvilket har ført til halvhjertede samlejer. Jeg vil ikke lyve, for det gik fint i starten. Jeg kan ikke huske at have haft særlig mange problemer i det første års tid, men det blev langsomt værre og værre for at have nået det ultimative omgang lort nu. Og det er ikke fordi jeg ikke vil have sex. Jeg hungre efter nærheden og orgasmerne, tro mig! Men lige så snart muligheden er der, siger både hovedet og kroppen nej tak. Så tænker jeg på matematikopgaver, begravelser og hvorfor i alverden der ikke er fugtigt mellem benene på mig.
Alligevel har jeg formået at have 3 lange forhold.. Med 3 drenge, jeg ikke har været mange øjeblikke i tvivl om, at de elskede mig. Og specielt det sidste forhold her, som jeg er så heldig at have. På trods af virkelig mange besværlige omgange elskov, så er han her stadig, uden et øjebliks tvivl om den kærlighed vi har. Dét tager jeg som et kompliment. Derudover styrker det min selvtillid for vildt. For hvis han ikke er her for mine kundskaber i sengen... Så må han virkelig kunne lide mig for mig. Og efter flere år med dårlig selvtillid på grund af mobning, så varmer det mere end ord kan beskrive.

Hvem blogger, når man har det godt?

Kæreste du,

Jeg har det godt. Jeg har det så skønt og dejligt for tiden, at jeg på alle måder glemmer at skrive om det. For hvem gider også at læse om at solen skinner, min kæreste er vidunderlig og at jeg både har et job og en jobsamtale om lidt? Derudover har jeg fået min egen lejlighed, hvilket betyder at jeg er sluppet af med det helvede af en roomie, som jeg havde mig for blot 1,5 måned siden.

For 3 måneder siden sagde jeg min lejlighed på Reberbansgade op. Det gjorde jeg velvidende, at jeg ikke havde noget andet sted at bo. Jeg var forvivlet, irriteret, modløs og i rigtig dårligt humør hele tiden, fordi hvordan skulle det dog ikke gå! Men så blev jeg tilbudt en lejlihed (aaaalt for dyr, men jeg sagde ja tak). Derefter fik jeg et job (dårlig løn, men hallo, penge!). Pludselig løste alle mine problemer sig, og nu sidder jeg har i min perfekte 2-værelses lejlighed i den roligste gade i midten af Aalborg. Jeg elsker den, selvom gulvene er skæve og knirker. Jeg elsker den, selvom min seng ryster, når de andre beboere smækker deres døre. Her bor jeg, og det er fantastisk!

Hvad der er endnu mere håbefuldt og fantastisk er, at jeg på tirsdag har en jobsamtale i en af mine absolut drømme-arbejds-butikker. Det ville simpelthen være det mest fantastiske studiejob jeg kunne forestille mig, og jeg krydser alt hvad jeg ejer og har for at de accepterer mine 5 ugers sommerferie og kan lide mig for den jeg er! Jeg kan love jer for, at hvis det job bliver mit, så kan tingene seriøst ikke gå bedre (så bliver man lidt bange for de kun kan gå dårligere, ikke?).

Livet er lige som det skal være, sommeren er her og jeg er glad.

Og på onsdag tager jeg til lægen for at snakke om de der p-piller. Jeg tror det er på tide jeg smider de hormoner og finder den rigtige Lucca frem fra gemmerne.

Once you get some perspective, it's very easy to lose the fascination.

Jeg tog lige et hurtigt kig på ham den høje, gamle og flotte mand, som jeg for 1,5 år siden var helt fortabt i. I dag kan jeg godt se han er høj og flot. Gammel synes jeg ikke længere han er. Men det er sådan set også det. Der er ikke mere at komme efter. Han fascinerer mig simpelthen ikke længere.

Jeg synes jeg har sagt tak til ham, for at være den han var. For at være der i min sorteste tid og for at give mig så meget håb om en fantastisk fremtid. Jeg fik min fantastiske fremtid, bare ikke med ham. Og det gør ikke noget. Jeg tror et eller andet sted selv jeg valgte ham fra, da det gik op for mig, at det kun var mig der sad med fascinationen. Det er lidt hårdt at indse, at en mand aldrig har fundet dig så spændende og fantastisk, som du fandt ham. Dog er jeg glad for at have haft nok selvrespekt til at lade det glide ud i sandet.

Jeg kan skrive mig et ethvert humør - en færdighed jeg har fået af ham. Lige nu vil jeg skrive mig til taknemmelighed, håbe han er lykkelig et sted derude og fortsætte mit eget liv, med min egen fundne lykke.

Hvad har jeg egentlig lært siden sidst?

Det er vigtigt at vokse. Dernæst er det vigtigt nogen gange at stoppe op og se sig tilbage. På den måde kan man reflektere over, hvor meget man er vokset, og om man er tilfreds med udviklingen. Når jeg ser mig tilbage over skulderen er jeg vokset meget på mange punkter. Og jeg er i virkeligheden rigtig tilfreds med mig selv!

1. Jeg er blevet rigtig god til at være i et forhold.
Man må jo i virkeligheden ikke rigtig sammenligne sig med andre forhold, da det kan skabe seriøse problemer i ens sexliv og med ens selvtillid (ja, jeg taler af erfaring her!). Men jeg sammenligner så helt ekstremt meget alligevel. Og lige på dette punkt er det godt for mit selvværd. For jeg er i virkeligheden utrolig god til de der forhold. Jeg forstår at give plads og kærlighed i de helt rigtige mængder. Jeg forstår når modparten har brug for at være alene og når han bare vil putte. Men jeg forstår også at være ærlig omkring de ting jeg går og kæmper med, så vi sammen kan bearbejde dem og blive stærkere.
Jeg har før i tiden haft mange forventninger til, hvordan tingene skulle hænge sammen. Man er vel kvinde, så selvfølgelig har jeg stadig mange af dem, men jeg har skåret drastisk ned! Det betyder, at jeg ikke bliver sur eller mopset, når planerne ændre sig for næsen af mig. Og sker det, at jeg bliver lidt utilpas over min søde kæreste tager i byen en dag, hvor jeg gerne ville se ham (som jeg vil alle dage!), så siger jeg til, og så beroliger han mig på en helt perfekt måde.
Bedst af alt, så er jeg ikke kærestekedelig. Jeg har masser af tid til mine veninder og venner, og når vi alle sammen ses, så sidder jeg ikke på skødet eller kissemisser med min udkårne - SELVOM jeg selvfølgelig har svært ved at holde mig fra ham!

2. Jeg er rar at snakke med.
Okay, nu bliver jeg meget selvhøjtidelig og alt det der, men jeg gør virkelig mit bedste for at være en rar person at snakke med. Jeg lytter til hvad du siger, accepterer dine holdninger, spørger ind til hvordan du har det og generelt opfører jeg mig lige som jeg gerne ville have andre var over for mig (desværre også en egenskab mange nu til dags har glemt)!

3. Jeg har accepteret at jeg er ekstrovert.
At være ekstrovert, som prøver at spille introvert, er lidt af en udfordring. Jeg synes nemlig bestemt ikke det er sjovt at være alene fredag og lørdag aften. Selvom jeg nyder mit eget selskab og en god film, så vil jeg rigtig gerne have noget at lave i weekenden. Det har der været mange, der har haft svært ved at forstå. De er blevet irriteret over, at jeg gerne ville ses, når de gerne ville slappe af (det er faktisk lidt strengt at blive irriteret over sådan noget). Nu har jeg lært at acceptere, at jeg bare behøver mere stimuli. Og hvis mine medmennesker ikke har tid, så glæder jeg bare nogle andre ved at skrive/ringe/besøge dem!

4. Jeg siger stop, når jeg ikke vil være med mere.
Hvis det er sejt at tage med på skiferie, men jeg ikke har lyst, så kan jeg nu finde ud af at sige nej tak (det virker logisk, men det har ikke altid været nemt). Hvis jeg ikke vil i byen, så siger jeg nej tak. Hvis jeg ikke vil have kage, så siger jeg nej tak. Jeg respekterer mig selv, lytter til mig selv og giver mig selv lov til at være præcis hvem jeg er.

Jeg var bange for, at et nyt forhold ville ændre på den person, jeg havde fundet frem til at være. Og selvfølgelig har det gjort det - fordi det vil alle forhold altid gøre. Men jeg er glad for hvem jeg er, så mon ikke det går?