K vs C

Lige nu fremprovokerer jeg følelser fra gamle tider, fordi det skræmmer mig at gå mod nye. 

Jeg finder gamle billeder frem og drømmer mig tilbage.. Til den gang vi var syv gode venner i byen, og jeg var ene pige. Tre er drengene på billedet kunne ikke være mere ligegyldige. Det er de sidste tre mine tanker går til. Det føles mærkeligt, at jeg har accepteret vores situation. At jeg endelig har accepteret virkeligheden. Men det er også hjerteskærende trist, at jeg aldrig sagde rigtig farvel til de to af jer.. 

Et år forinden jeg flyttede var vi uadskillelige. Da jeg skulle to enkelte måneder til udlandet kunne vi ikke få nok af hinanden. Den ene aktivitet erstattede den anden, så vi ikke behøvede at sige farvel...

I var mine bedste venner. Alle tre. I var de mænd, der gav livet mening på hverdagsplan. Og jeg savner jer rigtig meget. Alle tre. Men livet går videre. Og i går var det tre nye fyre, der prægede min snapchat, min aften og mit humør. 

Nu er tiden inde. Nu er dagen kommet, hvor jeg giver slip. Nu er tiden kommet, hvor det faktisk er for sent for os.

Mine hænder ryster af at skulle skrive det. For når det først står derude, så er det virkeligt. Og nu står det derude. 

Hvad er det ved alkohol, der får os til at se virkeligheden klarere? I går var mit hoved fyldt med tanker om alt hvad jeg skulle nå. I dag er der ro. Det eneste der plager mig er det savn, som opstår, når jeg ikke er sikker på han vil se mig lige så meget som jeg vil se ham. 

Jeg ved ikke om han vil danse med mig. Jeg ved ikke om han vil poserer for mig. Jeg ved ikke om han vil interesserer sig for de samme ting som mig. Jeg ved ikke om han vil kunne lide mig. Jeg ved ikke om han vil tørre mine øjne, om han vil forstå mine kampe. Jeg ved ikke om jeg kan stole på ham, om han vil smile til mig på gangen, om han vil tage med mig på ferie. Jeg ved ingenting om ham, andet end at han holder mig tæt om natten og får mig til at smile. Men jeg håber. Og jeg tror på det. 

Ham der står med frosted tips i baggrunden af mange af mine efterskolebilleder

Kære læser!
Ligemeget hvad du vælger, så bliver det altid forår.
Jeg valgte, om noget forkert, men det blev jo forår alligevel. For nu står jeg indhyllet i sol og glæder mig til hver dag.

Jeg kan ikke forstå hvad der skete. Jeg gik jo bare i byen. Jeg sagde endda nej til at kysse dig. Og så gik jeg og grinte af mig selv resten af aftenen, for hvad skulle det nu til for? Jeg tror ikke engang du havde lagt mærke til mig før den aften. Næste dag svarede jeg dig jo bare. Jeg var lidt ligeglad, for jeg havde en date senere på ugen. Men du blev ved. Og under en uge senere sad jeg og smilte over tanken om dig. Men hvad skete der? Jeg husker hverken at du eller jeg flirtede eller kom med kommentarer, men da jeg gik i seng en uge efter var det med et smil på læben og dig i tankerne.

Det bedste var, at der var ro. Mit sind var roligt, mine tanker var glade. Der var ikke mere giftigt kærestesorg tilbage, der var bare ro. Om det så var dig eller tiden der havde hjulpet, det er om noget ligegyldigt. Det eneste der betød noget for mig var, at jeg havde energi nok til at stå op om morgenen og smile til hele verdenen.

Jeg har svært ved at forstå hvad det er nu. For to uger siden vidste jeg ikke rigtig at du eksisterede, og nu glæder jeg mig til at se dig. Men lad os tage et skridt af gangen og se, hvad vi har at gøre med. Min største frygt er at jeg ikke kan være mig selv. Min fantastiske, dejlige selv, som jeg endelig er blevet genforenet med. Men sådanne tanker tror jeg er meget normale at have, når man bevæger sig ud i så ukendt farvand. For hvem er du? Andet end stille og bestemt? ... Altså andet end du er ham, der står med frosted tips i baggrunden på mange af mine efterskolebilleder.

"En sted ude i fremtiden sidder jeg og smiler, for jeg har lige lært, at min eneste ene også elsker mig."

Måske findes der ikke en eneste ene. Måske findes de kun i øjeblikket, indtil man vokser fra hinanden. Men det er jo også noget pis. For selvfølgelig findes der én eller flere personer derude, som følger min tidslinje og passer perfekt til mig. Der er simpelthen for mange mennesker til at det ikke ville kunne ske. Om jeg så møder ham, det er spørgsmålet.

Det går op og ned for tiden. Jeg bliver lagt mærke til af de forkerte personer og bliver brændt af af de rigtige. Tænk at vi er blevet sådan mod hinanden. Så egoistiske, at man ikke kan sige ordentligt fra. Det er blevet socialt acceptabelt ikke at dukke op, hvis man ikke gider. Ingen undskyldning behøvet. På samme måde, som det er blevet socialt accepteret at "skal vi danse?" betyder "skal vi kysse?". Jeg synes ikke det er i orden.