Inde i mit hoved er der tre versioner af dig. Og tre versioner af virkeligheden.
Der er virkeligheden med drømmescenariet, hvor du var verdens bedste for mig. Hvor alt var lidt nemmere end nu, fordi vi var to. Alting så lidt lysere ud, fordi du altid kunne tage mig i armene og opmuntre mig. Vi var os to mod verden, et unbreakable bånd. Det var vores to mands klub, som ingen forstod. Det er denne virkelighed jeg savner. Det er den jeg stræber efter i svære tider, og den jeg er sur over jeg nogensinde forlod.
Der er den virkelighed, som jeg husker gennem mine egne ord. Følelsesmæssigt er den væk, men gennem udtalelser og nedskrevne ting husker jeg den. Det er den virkelighed der var svær. Den der var hård at komme igennem, fordi jeg følte mig på den forkerte sti. Det er den virkelighed, hvor jeg ville læse til psykolog og flytte sammen med dig. Men det er også den virkelighed, hvor vi ikke var to. Vi var mange flere, og der var ikke rigtig plads til mig. Du var min bedste ven, men også min største udfordring. Det er den virkelighed, der er rar at glemme, men som jeg alligevel er glad for at jeg ikke er en del af.
Og så er der den virkelighed, som jeg ser, hver eneste gang jeg snakker med dig. Det er den virkelighed, hvor du er min ven, min støttende klippe, som ikke på noget tidspunkt fejler. Det er her tågen letter, og jeg indser at alting ikke er så hårdt. At det ikke var det mest forkerte valg jeg tog. Det er her jeg indser, at alt nok skal blive okay igen engang. Og bedre end det, det er den virkelighed, som jeg faktisk kan udleve. Det er sandheden, som bare alt for tit ligger gemt bag tåge og bekymringer. Det er den virkelighed, der bliver min virkelighed, når jeg vælger at have det godt.
Det er hoved årsagen til min utallige opkald til dig. Jeg gider ikke se på dig som en helt eller en skurk. Jeg vil se på dig som den du er; det bedste og mest godhjertede mennesker jeg kender. Alle mine bekymringer og tanker forsvinder, når din stemme optræder. Du minder mig om hvem jeg selv er. Du heler mig. Igen.
