Jeg kæmper og kæmper for at holde mit hjerte åbent - så lille dig kan forblive hos mig. Den her afstand har ikke været god for mig. Jeg har glemt om du er sjov - hvilket er vigtigt for mig at du er. Jeg har glemt om du er flot, for de billeder du sender er intetsigende. Jeg har glemt hvordan dit smil ser ud, hvordan dine kærlige ord lyder og om du i virkeligheden gør mig glad. Jeg føler mig ikke glad. Jeg føler mig fanget. Og hvorfor? For jeg har selv valgt at tage til Colombia med dig. Jeg har selv valgt at tænke over en fremtid sammen.

Men søde du, hvis ikke du vil have en fremtid med ham, så behøver du ikke. Så tager du hjem - og så er du fri. 

Til gengæld har jeg lært, at jeg reagere voldsomt på ikke at blive forstået. Det er meget vigtigt for mig at blive forstået HVER GANG. Specielt af en som dig, som udgiver sig for at læse mig som en åben bog. Dig har jeg specielt brug for forstår mig hver gang. Dele af mig kan faktisk godt se fordelen i at åbne op og investere energi i dig. Dele af mig kan se en lykkelig fremtid. Og så er der dele af mig, der ikke kan se os ses igen efter Colombia. Dele af mig der ikke engang kan se os ses igen.

Jeg stoler ikke så vanvittigt meget på andre mennesker. Han siger det grunder i, at jeg ikke stoler på mig selv - og det kan jeg godt se, hvis jeg ser efter i krogene. Jeg har svært ved at stole på mig selv, for jeg ændrer seriøst mening som vinden blæser. Jeg har svært ved at stole på de glade følelser, specielt hvis de er associeret med en mand, for så snart jeg ikke kan se ham kan jeg ændre mening. Og nu siger jeg kan, for nogengange tager det mig 8 måneder at komme videre, når en mand har vist mig interesse. Men her spiller det selvfølgelig også ind, at netop disse mænd ikke forventer noget af mig - eller føler de skylder mig noget.

Selvom jeg oftest har lyst til en mand kun med øjne for mig, der tænker på mig og skriver til mig hele tiden, så vil jeg efter 3 uger helst have en mand, der lever sit eget liv, men som gerne vil dele det med mig.

Tro på dig selv.

Wauw. I am even more insecure about myself than I first thought.

Jeg synes egentligt jeg var begyndt at have det fint med at være alene. Jeg kunne tage nogle fine billeder, male i min malebog, gå nogle dejlige ture og snakke med mig selv. Én uge skulle der til at ændre det. En fyr skulle give mig kærlighed opmærksomhed igen, og nu skælver jeg ved tanken om at være alene igen. Det gør ondt i maven, når han ikke svarer eller skriver. Det får mig til at gennemtænke vores situation igen og igen, og jeg finder altid frem til, at det nok er fordi han har det bedre hvor han er nu.

Og jeg ved jo det er løgn. Jeg ved jo godt, at han ikke har ændret sig særlig meget på de sidste to dage. At han ikke har set hele verden i et nyt lys og at han ikke er gone forever. Jeg ved godt, at det er meningen han skal være min lige nu. Men forhelvede det gør ondt at 1) være uden ham og 2) ikke rigtig have kontakt med ham. Pludselig forsvinder alt tiltro til mig selv og min tro på ham. Pludselig er det ligegyldigt at han selv har sagt han kan lide mig, at han glæder sig til at se mig og dele hans oplevelser med mig. Pludselig tror jeg heller ikke på ham, ligesom jeg ikke tror på nogen andre. Og hvad fanden siger det ikke om mig selv?

Min tiltro til mig selv er så iturevet. Jeg stoler ikke på mig selv, og specielt ikke på mit værd. Så her sidder jeg, i paradis, hvor jeg for 9 dage siden var lykkelig og bider negle over om ham der, der er 4 år yngre end mig selv, som kaldte mig det vigtigste for to dage siden, for hvad nu hvis han ikke kan lide mig mere?

Det er latterligt. Det er forkert, og det er dét jeg har brug for at arbejde på. Min tro på mig selv. Intet andet.