Hvorfor kunne min psykolog ikke se han var sociopat?

"Han får sommerfuglene til at flyve rundt i din mave, han charmerer dig på alle leder og kanter, og du tror faktisk, at han er dit livs kærlighed. Det kan være svært at gennemskue, at den mand, du har forelsket dig dybt i faktisk kan blive din største ulykke, fordi han er det man betegner som sociopat."

Så deeet... Det er godt at kunne sætte et label på dig efter så mange år. Og endnu bedre er det at få opbakning i, at det ikke var mig der var ved at gå i stykker, men dig der faktisk ødelagde mig.

Jeg har været kærester med en sociopat i 1,5 år. Og i dag har jeg ondt af mig selv.
Jeg fik lov at erstatte min første forelskelse - i en dreng der ved bekendtskab til mine følelser valgte at mobbe mig ud af folkeskolen - med en sociopat. Og nu indser jeg endnu engang, hvor heldig jeg var at gå direkte i armene på en dreng, der med alt hvad han havde hjalp mig på rette vej igen.

Da vi startede med at ses var jeg ikke forelsket i dig. Jeg brugte hver mulighed jeg kunne på at tænke på gode gamle tider, længtes væk til de hankøn, som egentlig bare gjorde mig ondt. Du vidste det godt, og du lod mig. Kan du huske, at jeg gav mange spjæt, da vi startede med at ses? Det var klumper af følelser, gode og onde, der forlod min krop. Hver gang jeg tænkte tilbage, reagerede min krop fysisk ved at spjætte. Det var møghamrende ubehageligt, og jeg troede det var noget jeg gjorde mod dig, men det var det måske slet ikke. Hver gang jeg fik et spjæt kiggede du bekymret på mig, holdt om mig og hjalp mig til ro igen.
Hvordan kunne du holde mig ud? Hvordan fandt du dig i at jeg flirtede med alle omkring os, var så følelsesmæssig fjern fra dig og lukkede dig så meget ude? Jeg forstår dig ikke, men jeg er så evigt taknemlig!

Grunden til vi slog op, var fordi jeg ikke følte du elskede mig. Ved nærmere omtanke, så er jeg ret sikker på du elskede mig. Du glemte bare at vise det nok, fordi du selv havde ting at tænke på. Du havde selv problemer at døje med.
Jeg har en smule skyldfølelse lige nu. Over at jeg skred på så mange måder, som jeg nu gjorde. Efter alt hvad du har gjort for mig, så fortjente du noget mere respekt. Men det kunne jeg ikke give dig på daværende tidspunkt, og undskyld for det.
Jeg forstår dig godt. Jeg forstår godt hvorfor du ikke fortalte mig om din nye dame, og jeg bebrejder dig ikke længere. Jeg er bare glad for at jeg fik den tid med dig, som jeg gjorde. Og jeg er ovenud lykkelig for, at du holdt sammen på mig, indtil jeg helede. Tak!

Fra mobber til sociopat. Fra sociopat til indelukket helt. Fra indelukket helt til ham. Nu er det faktisk tid til at turde at elske igen.

Er der nogensinde nogen, der savner nogen?

Jeg ved, at jeg savner nogen. Jeg savner mange. På daglig basis og på ærlig vis. Men gør I andre det? For det hører man ikke rigtig om. Man hører om kærester, der savner hinanden på grund af fysisk afstand. Men hvad med vennerne? Savner I nogensinde hinanden?

For i skriver ikke. I ringer ikke. I tager ikke kontakt.
De fleste af jer sidder derhjemme og er sørgmodige over, at flere af jeres venskaber er gået i stykker. I fik aldrig liige taget jer sammen til at skrive til hinanden - men hey, vedkommende skrev jo heller ikke til jer? Så er det nok okay, at det venskab er gået til spilde. Man skal jo ikke påtvinge venskab. Afstand giver jo perspektiv på hvem der er ens rigtige venner, ikke?

Jeg er træt af jer. Jeg er træt af at I ikke ringer til mig eller jeres venner, når I savner dem. Jeg er træt af at I ikke tror I er gode venner længere, fordi I ikke kan finde ud af at holde kontakten. I er nogle røvhuller. Mod mig, mod jeres venner, mod jer selv.

De fleste gange skal man huske at feje foran sin egen dør, før man peger fingre af andres fejltrin. I dette tilfælde har jeg fejet godt og grundigt, for jeg holder kontakten. Jeg skriver til jer, så snart i dukker op i mine tanker, så snart jeg savner jer. Jeg skriver og ringer for at holde gnisten i live og dele mit liv med jer. Og I er gang på gang glade for initiativet - Ja, det er sørme også lang tid siden, lad os finde ud af noget! - men det bliver ikke vedligeholdt. Og I ringer aldrig tilbage. I skriver aldrig tilbage. I skriver aldrig.

Rigtige venner kan gå dage, uger, måneder uden at snakke sammen, og stadig være lige så fine venner, når man endelig ses. Men ved I godt, at det fortager sig med tiden, jo længere tid vi ikke har snakket sammen?

Jeg forstår ikke hvordan I kan være så optaget af jer selv og at andre skal kontakte jer. Vi er forhelvede kun en spritbilists dårlige valg væk fra evigheden. Vi må tage os sammen, og elske hinanden, i stedet for at savne hinanden i smug.

Lige nu sidder jeg med en følelse af, at der aldrig er andre end min mor der har savnet mig. Jeg kan ikke forestille mig nogen tænke på mig med et smil på læben og en tanke om, at det forhelvede kunne være godt at se mig igen. For det er der ikke nogen der siger. Jo, bevares, I svarer pænt "lige over" og "i lige måde" når jeg utallige gange siger det til jer - men siger I det nogensinde?
Jeg håber inderligt, at nogen savner mig. At nogen gider tænke på mig og mindes mit selskab, når jeg ikke er der.

Det er en modbydelig tanke at have - at ingen savner dig. Jeg formoder det kommer af de nedslagtninger jeg selv, som alle andre, har haft gennem livet. Hvem fanden kan også finde på at mobbe en anden person, fordi hun giver dig det dyrebareste hun har - sin kærlighed? Fucking børn..

Nåååår, nu jeg med!

Sooo... Now i get it.
Og alt jeg kan sige... er undskyld.

Undskyld for at påføre dig den smerte, der kommer af at være forelsket i én man ikke kan regne ud. Det var på ingen måde pænt gjort af mig. Og nej, selvfølgelig kunne du ikke regne det ud, selvom jeg synes jeg lagde en masse tydelige tegn. Selvfølgelig kunne du ikke forstå det, selvom jeg fortalte dig jeg ikke var noget anderledes alle de andre sindssyge kvindemennesker. Hvad regnede jeg med? Du var forelsket!

Det er ikke sjovt at stå i den situation, hvor du kan mærke dit hjerte slå for en anden, uden at være sikker på det er gengældt. Og man ved bare det er for sent, at din skæbne er i en andens hænder. Ligemeget hvor meget du fortæller dig selv, at selv hvis det går galt, så skal det nok gå, så frygter du. Frygter at du en dag skal leve uden den anden. Også selv efter så kort tid.

Nanna siger jeg ikke har holdt en pause. At jeg ikke har skubbet kærligheden væk. Det mener jeg dog, at jeg har. Fysisk kærlighed er ikke det samme som psykisk kærlighed. Og jeg har ikke ville nøjes. Jeg har ikke lukket nogen ind. Indtil nu.

For satan, hvor skulle jeg have set den komme. Jeg skulle have tænkt det, første gang jeg så dig. Jeg ville ønske jeg havde set på dig og vidst, at du ville være ham. Ham jeg havde drømt så længe om at møde. Men det gjorde jeg ikke. Jeg fejede dig direkte ind under gulvtæppet sammen med de resterende uopnåelige fyre. De fyre, som er lidt for selvfede og lidt for gode til at være sande. Hvad siger det ikke om mig, at have tiltrukket en fyr som dig? Jeg kan umuligt være den samme længere. Denne gang må jeg virkelig have ændret mig.

Jeg skulle have tænkt mere over dig, da jeg pegede på billedet og fortalte min veninde, at jeg havde mødt din ven i byen. Jeg skulle have tænkt mere over dit så indbydende udseende. Men det gjorde jeg ikke.

Men her er vi så. Og der er ingen vej tilbage. Jeg er så helt igennem vild med dig. Med din personlighed, dit udseende, din opførsel, din stemme, din smag, din bevidsthed. Alt ved dig trækker mig ind, og beder mig om at blive. Jeg kan ikke forestille mig noget bedre sted at være, end hos dig. I dine arme... Jeg håber du har det bare halvt lige så godt som mig.

Og lige netop af den grund forstår jeg det. Jeg forstår hvordan det er, at være så åndssvagt forelsket i et andet menneske, og lide under den uvished der er, når tingene ikke er afklaret. Så hvis der nogensinde kommer et øjeblik, hvor jeg igen har en andens hjerte i hænderne, så passer jeg på det.