"We live in an age where
everything is staged and
all we do is fake our
feelings i'm so scared to
put myself so out there
time is running out yeah
need to let your know...
that
last night i woke the fuck up,
i realised i need you here,
as desperate as that sounds yeah"
Hvorfor er vi så bange for at vise vores rigtige følelser? Hvorfor er vi så bange for at sortere de mennesker, der er forkerte for os, fra? Hvorfor har vi ansvarsfølelse, når nogen vi knapt nok kender vælger at betro sig til os? Hvorfor kan vi ikke sætte os selv i første række, når der kommer til lykke, men altid når det kommer til mad? Hvorfor er du stadig sammen med hende, når det så tydeligt ødelægger dig? Hvorfor kan du ikke se, at det er præcis de samme ting, som du advarede mig mod, da jeg havde en uduelig ødelæggende kæreste? Vågn for fanden. Vågn op og se den tydelig vej mod et bedre liv, som vi andre sagtens kan se.
Det er utroligt, hvor meget du fylder i mit liv. Du har været min ven, som jeg så op til, i mange år før du var min kæreste. Og du har været min kæreste i mange år derefter. Jeg har været opmærksom på din eksistens siden jeg var 13. Og nu er jeg 22. Det piner mig meget og ofte at vi ikke er i kontakt. Det piner mig, at jeg ikke kan være der for dig, sige de ting du vil blive gladere af at høre, give dig håb for fremtiden.
Jeg er ikke længere forelsket i dig. Det har jeg ikke været i lang tid. Men jeg holder stadig af dig. Og du ligger stadig på listen over mennesker jeg vil opgive alt på stedet for, for at være der for dig.Ved du egentlig det? For hvis du ikke gør, så skal du vide det. Hvis du rækker ud efter mig, så tager jeg det næste fly og er hos dig indenfor et par timer. Hvis du bare siger til, så snakker jeg hele natten med dig. Det vil jeg uden tøven gøre for dig, fordi du er så vigtig en del af mig.
Jeg går bare ud fra at du er ulykkelig, uden at have hørt det fra dig. For jeg beholder mig i min fulde ret til at sige, at jeg kender dig, selvom det er et år siden vi har snakket fuldstændig ærlig sammen. Måske er det forkert, og i så fald trækker jeg mine ord tilbage. Men jeg er bange for, at jeg ikke tager fejl.
At have en kæreste med depression og selvmordstanker er ikke nemt. Det er helt generelt ikke nemt for det mest stabile menneske, at være kærester med et lettere ustabilt menneske. Men din situation er endnu værre. Du skal trives med en pige, der ikke kan noget selv og forventer fra dig, at du tager ansvar for hendes liv. Det er ikke retfærdigt. Jeg ville ønske jeg kunne gøre noget.
Åh, søde du, det smerter inde i mig og optager alt for meget af min tid, at situationen er sådan her. Det er ikke mit liv, ikke min hverdag, ikke min kæreste, ikke mine følelser. Det er slet ikke noget der har noget som helst med mig at gøre, men det giver ingen mening inde i mig at være lykkelig, når du ikke er.
Jeg vil have du skal elskes, som jeg engang gjorde, lige nu. Jeg vil have du skal være lykkelig. Jeg vil så gerne møde den pige, som kan gøre dig det. Jeg vil elske hende lige så meget, som jeg elsker din personlighed. Om ikke andet vil jeg introducerer dig til hende, hvis jeg selv fandt hende. Men når du er sammen med så forkert et menneske, så bliver jeg sort indeni. Jeg vil ikke kalde det jalousi, for i så fald skulle du være min. Men det generer mig grænseløst, at et andet menneske kan finde på at ødelægge min engang så elskede kæreste.
Søde du, du fortjener bedre. Du fortjener at være lykkelig. Du fortjener at leve med et smil på, at have tid til alt du elsker.
Vågn op. Fortæl dine rigtige følelser. Anerkend dine følelser. Vær desperat efter forbedringer, hvis det er det du vil. Kom ud af det forhold, før hun bliver gravid og beholder dig på dårlig samvittighed resten af livet.
