Du ved, de der ord og sætninger som folk siger til dig, som du bare ikke kan få ud af hovedet.

For det første, Hej Pernille, og ja, jeg skal nok fortælle dig hvad meningen i dette blogindlæg er når vi ses igen! PS du er ret sød.

"Hvem er din bedste ven?"
"Øhmmm... (snakker noget om en eller anden dreng, som jeg ikke troede på var rigtigt) eller Lucas!"
"Hvem er så din bedste veninde?"
"Jeg tror hun sidder lige ved siden af mig.."

Og så stoppede min verden lidt. I sig selv var der jo fantastisk sødt, skønt og alt muligt, og jeg blev helt glad da jeg hørte det, og så igen.. what?

Godt jeg ikke ligner en krage, opfører mig som en luder og drikker som et svin. Jeg er nu ret godt tilpas med hvem jeg er!

En eller anden gang, når jeg får taget mig sammen, så dropper jeg altså facebook. Det er jo kilden til min tristhed! Lortefacebook, hvor man kan se alt hvad man går glip af.
Hvem siger man er lykkelig når man ved alt?
Jeg tror faktisk jeg er lykkeligst uviden, om hvad folk går rundt og tænker hele tiden. Sådan tror jeg også i andre har det. Hallo hvem ville blive glad for at vide mine fucked up tanker hele tiden?

Men well, well, well.. After all.. er jeg egentlig bare glad for at det ikke er mig der ligner en krage ;-)!

Når had virkelig er had..

Hvordan er det nu man klarer min situation? Hvordan er det man klarer de sindssyge "svigerforældre", den travle juletid, AT-forløbet, langdistanceforholdet, op- og nedturene og oveni en stressende gymnasietid? Hvordan er det nu lige formlen for dette pudslespil er? Hvad er det lige man gør når al kommunikation er skåret af på den ene eller den anden facon? Hvordan kommer man i kontakt med sig selv, tiden eller ens elskede når alt er skåret væk og afstanden gør det umuligt at råbe? Jeg vil bare råbe. Råbe og skrige så han eller hun hører mig og kan give mig et peg. Fuck det hele lige nu. Det eneste jeg har brug for er pengene, min families støtte og min kæreste i sikre hænder. Jeg er så træt af at være uvidende og tilskuer. Jeg vil gøre noget. Jeg vil hjælpe og have en løsning på det hele nu. Jeg er træt af at vandre i tåget. Jeg vil ikke droppes pga. ting der ikke er min skyld, og jeg vil ikke have mine kære påført smerte. Nu skal du herhen skat. Herhen til vi finder en løsning.
Det hele bliver ulideligt. Kan ikke gå i seng i nat i håb om svar. Kan ikke blive oppe pga. "vigtigt" AT-forløb i skolen i morgen. Jaja, jeg kommer sikker for sent, bliver sikkert en dårlig samarbejdspartner og får sikkert en dårlig karakter. Men så er det jo sådan det hele er.
Jeg er ligeglad med det hele. Har aldrig været mere ligeglad. Jeg vil bare have min kæreste i sikkerhed og mit hjerte i ro. Jeg får stress og flipper ud.

.. Og hvis nogen nævner noget med at jeg ikke kan klare det, eller at jeg ikke kan redde ham, så flipper jeg sikkert virkeligt ud. Der er ingen der kan sætte sig ind i hvad jeg føler eller hvor stærk jeg er i den her situation.
Jeg kan hvad jeg vil. Punktum.

Alt hvad man får ud af historietimerne.

Kære blog.
Jeg elsker min kæreste.
Jeg elsker mine venner.
Jeg elsker mit kamera.
Jeg elsker Jylland.
Jeg elsker Femmøller.
Jeg elsker mine minder.
Jeg elsker min tankegang.
Jeg elsker min kærlighed til min kæreste.
Og jeg elsker at være her.
Det kan godt være vi aldrig opnåede det perfekte samfund,
men alt er hvad vi gør det til. Så jeg gør det perfekt!

SØØØØØØØØØØØØSTER!

MARTINE♥
min skønne søster'mus. du lyser hver dag op.
du er et lys, en solstråle, som rammer mig.
og det elsker jeg! lad os opleve hver dag som
vores eget lille eventyr, bare fordi vi kan! ♥♥
...søster'søster'søster - kærlighed på dig :')

Det var hvad jeg skrev til Martine den 22. maj 2009. Altså før efterskole, før gymnasium og før alt mulig andet. Det skrev jeg dengang vi var gode veninder. Som tiderne dog skifter?!

lev nu livet som vi fortjener det.

Jeg vil hellere gå min vej end at føle hvad jeg gjorde i går.
Jeg vil hellere ligge mig ned og dø, end nogensinde have det så dårligt igen.
Jeg vil hellere leve livet halvt, end at være tvunget til at slå mig selv for at slappe af.......

Det værste er...
.... det er ikke første gang jeg har sagt det.

Og til trods for denne forfærdelige sjæleudrivende lortedag, så var der ét lys.
Min ven foreslog nemlig, at jeg kunne tage til Jylland som en fredsengel og gøre alt godt. Tænk det skulle komme fra ham, som minder så meget om dem der siger at jeg ikke kan redde alle...

endnu engang; efterskoleophold.

Min største drøm lige nu er som følgende:
Jeg vil stå i døren til lyseblå gang. Stå der hvor folk plejede at ryge i smug, under trappen op til himmelgangen. Jeg vil stå og kigge. Kigge ud på min kæreste der skulle have en smøg, fordi hans humør var ødelagt. Jeg ville stå i døren, med visheden om, at hvis jeg gik ud ville jeg fryse. Hvis du nu havde været sommer havde jeg gået ud. Jeg ville gå ud og læne mig op af træet, som stod ned til åen, måske ville jeg endda dyppe tæerne i åen, og føle det iskolde vand give mig gåsehud. Jeg ville tage min sædvanlige ice-tea i hånden og gå hen imod mørkeblås bagindgang. Der ville jeg stoppe op, lade som om de andre ikke så mig gå ind, og føle mig lidt mærkelig. Når jeg endelig - efter et par sekunder - havde taget mod til mig ville jeg hoppe op af trappen som så mange andre gange, og lydløst liste mig ind på være 24. Drengene ville kigge underligt på mig, og Jakob ville sende mig sit "øøøh- hva så?" smil. Sådan var det altid.
Måske er det ikke hvad jeg drømmer mest om lige nu. Men jeg drømmer om at stå i døren til lyseblå, hvor det grønne maling ligner et klemt blad, og dørmåtten er ulækker. Jeg drømmer om at gå en tur i femmøller, smide sten efter alting og afreagere. Jeg drømmer om at sidde på den lille bro ved femmøller kro og kigge ned i vandet. Drømmer om at sidde der og snakke, eller gå og snakke i telefon, fordi det var det første sted der var netdækning. Jeg drømmer om så meget, drømmer mig så mange gange tilbage. Drømmer om at gå lange ture, i mørke eller lys. Drømmer om opleve alle de små ting igen. Den duft der var, den stemning, når jeg gik rundt og fejede med de gode blå koste i hovedindgangen. Jeg drømmer om igen at sætte mig på min sædvanlige plads, gå hen og give Jakob et kys, eller bare kigge længselsfuldt ud på sneen og lastbilerne med "RYGAARD" stående på siden. Jeg drømmer om min seng. Om at ligge og kigge på de farverige postkort på væggen, og de søde breve i loftet. Jeg savner at få min lyskæde i hovedet, og at der ligger irriterende sand i  min seng når jeg skal sove. Jeg savner at stå op kl. 8 om morgenen i weekenderne for at få en masse scramble eggs. Generelt savner jeg weekenderne. Sådan en weekend der, på femmøller? Wow, det kunne jeg godt bruge.
Jeg bliver helt nostalgisk og får ondt i min pegefinger af at skrive alt det her. Jeg sidder og får billeder af mine fantastiske minder i hovedet. Jeg sidder og drømmer om at komme tilbage en mørk aften, efter en lang tid med 888 bussen til skolen. Jeg drømmer om den helt specielle stemning, som man aldrig kunne sætte fingeren på, men aldrig har oplevet siden. Den helt igennem perfekte tryghed der var, når man i natbukser og løs bluse lagde sig ind i tv-stuen for at se film med vennerne.
Jeg drømmer om at være tilbage med Jakob. Om at vi ligger og har det grinern, og pludselig opdager, at vi skal spise. Han skulle altid lige ordne håret før vi gik ned til aftensmad, og det resulterede i at vi næsten altid kom for sent og fik mad sidst. Den sidste der kom til bordet blev bordformand! Det jeg savner mest ved de perioder, var måden vi konkurrerede om at komme først ned, spritte vores hænder af og sætte os ned. De aftener hvor han var rigtig glad, der var alt godt.
Der er en masse småting jeg ikke savner eller drømmer om at komme tilbage til, for alt i alt, så ved jeg ikke hvem vi var dengang. Jeg er helt klart blevet gladere og friere af at stoppe på efterskole, men det betyder ikke, at jeg ikke elskede hvert et sekund af det.
Mange af de ting jeg husker bedst var de mindre behagelige ting, som at være utålmodig efter aftensmaden. Jeg skulle nå at smide min mad ud og hive fat i Jakob før han gik op på sit værelse, for af en eller anden grund ventede han aldrig. Når han så smuttede fra mig skulle jeg småløbe efter ham, for ofte var han i dårligt humør. Det er ikke direkte gode minder, men det ligger så tydeligt i mig, at jeg ikke kan glemme det. Og det var også okay, for det var jo en del af os..

Jeg savner det.
Jeg kunne græde mig selv i søvn hver aften, for savnet indeni mig har vokset sig gigantisk igen.
Jeg ved godt det ikke var fantastisk, og at vi faktisk havde det halvdårligt meget af tiden, men jeg lover dig for, at den resterende tid var fantastisk. Og jeg ved godt, at hvis jeg kom tilbage ville jeg efter lidt tid sætte mig nede på mit værelse, kigge på trappen op til hemsen og døren, som jeg hele tiden håbede på åbne. Jeg ville gå rundt på værelset, kigge på rodet på skrivebordet og i vindueskarmen, hade JP for at have ødelagt min vasketøjskurv, fordi tingene nu igen var faldet ned i den. Jeg ville sikkert gå i bad hvis jeg ikke havde noget at lave, eller sætte mig ind i tv stuen. Jeg var faktisk rastløs det meste af tiden, og jeg var bestemt ikke den samme. Men ved du hvad? Jeg elskede det.
Jeg elskede hvert et øjeblik af Femmøller Efterskole 09/10.
Det var det bedste år af mit liv.
Men som mads siger, vi skal ikke hænge os i fortiden.
Det gør jeg heller ikke. For jeg ved at min nutid på en måde er bedre. Derudover har jeg min kæreste, som minder mig om det hvilket fantastisk minde jeg har fra det år.

Måske er det også derfor den halskæde betød så meget for mig.. fordi den symboliserede mit efterskoleår ligeså meget, som den symboliserede min kærestes kærlighed.

Det der med drenge og deres veninder....

"Ja, det er rigtigt, at vi har været sammen med næsten alle vores veninder. Men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, for så er det prøvet, og så kan man bedre koncentrere sig om at være venner."

Jeg læste de sætninger i Kroation, da jeg sad på altanen i stegende sol. Jeg var en blanding af ked af det og lettet, så da denne tekst fløj forbi mine øjne blev jeg lidt opmuntret, og så på det hele lidt anderledes. Jeg begyndte at accepterer noget jeg ikke engang havde lov til at være utilfreds over.
Men nu hjælper den sætning mig igen, til at accepterer ting jeg i aller højeste grad kan være utilfreds med.
Lige pludselig er verden god.
Tak dameblade og stegende sol!

fucked up?

My familie is fucked up.
My friends are fucked up.
My room is fucked up.
My boyfriends family are fucked up.
My memories are fucked up.
My life seems to be fucked up.
What the hell is left for ME to be?

Savnet på det bedste år i mit liv nogensinde.

Hvorfor kan jeg ikke få "last to know" ud af mit hoved? Det har jo ingen betydning mere?
Jeg savner min kæreste. Jeg kan ikke klare at høre ham ked af det, det er det værste jeg ved... Er du klar over hvor stor en trang til at beskytte dig jeg får? Wow.. Jeg har aldrig følt sådan her før. Så.. Glad, afslappet og afklaret, desværre blandet med frygt og dårlige mavefornemmelser.
Jeg siger dig det er ikke nemt at være forelsket, hva? Men jeg er glad for det. Og for ham. Rigtig glad!!
Nogen gange undrer jeg mig dog over hvorfor jeg er begyndt at få de der spjæt igen. Ved godt hvorfor jeg startede med dem - opmærksomhedskrævende unge -  men nu kan jeg ikke engang styre det mere, nu gør jeg det bare. Det er ikke rart at spjætte og føle sig bange i skoletiden eller på vej hjem derfra. Det er ikke rart. Nu vil jeg bare have min kæreste. Have ham at passe på og putte med...............

Ih... Lortedag. Jeg var virkelig ked af at få den kommentar med, at min liv jo heller ikke var særlig meget værd smidt i hovedet. Tak....

Jeg glæder mig til at stikke af i et lyntog til Århus. Jeg vil hjem. Hjem til Århus. Hvorfor er Jylland så langt væk? Jeg savner også de der to dejlige roomies of mine. Gad vide om jeg nogensinde får den lyserøde bogs indhold at se igen? Wow, hvor gad jeg godt læse det jeg skrev sidste dag......
Hver gang jeg tænker over det - og over julestemningen - så er jeg ved at begynde at græde. Jeg har aldrig i mit liv følt så stort et savn. Det gør mere end ondt i hjertet.....
Undskyld at Sjælland ikke er godt nok for mig lige pt.. Jeg kan jo godt lide jer...

Do you think we'll ever make it?

Nogen gange drømmer jeg. Jeg drømmer at jeg står face to face med glæden, og at alt bliver godt og ender med et af de der fantastiske smil. Jeg drømmer at du kigger op, ser mig, og smiler. Dit strålende smil overstrømmer alt, og alle unødvendige tanker er glemt. Jeg drømmer om, at alt bliver godt.


Facebook, min gode ven. Jeg så lige en gammel bekendts kommentar. Han hader åbenbart julen, og selvom han er dybt deprimerende, så er det første gang jeg har smilt over noget han har skrevet. Det er alligevel dejligt med gamle bekendte!