Er det mig selv jeg græder over?
Er det min kærlighed, som jeg er så rædselslagen bliver væk?
Er det her i virkeligheden overhoved ikke om dig?

Jeg kan ikke forstå, at jeg skal være så rædselsslagen for, at du ikke elsker mig mere. At du elsker en anden. Jeg kan ikke forstå, at det skal være et problem nu, efter flere måneder. For jeg vil tydeligvis ikke tilbage selv. Det eneste jeg vil er at forhindre os i at komme videre hver for sig. Og hvorfor vil jeg det? Hvorfor vil jeg ikke selv videre?? Det vil jeg aldrig, og jeg forstår det ikke. Hvad er det ved fortiden, der virker så betryggende på mig? Det er mig, der altid flygter til nye steder, for at prøve noget nyt, møde nye mennesker og være en anden person. Hvorfor er det så jeg kigger tilbage og lever i fortiden hele tiden? Jeg gider ikke mere.
Det skal ikke være svært at komme videre, når det er det man har ønsket sig. Men det er svært at give slip, og det er svært at vide, at der er en hel del tryghed, som ryger med i faldet.
Men er det i virkeligheden mig selv, jeg skræmmes af? Er det min egen vej videre, der skræmmer mig så meget? Noget må gå mig ekstremt meget på, siden jeg så let bryder ud i tårer. Det er første gang jeg ikke aner, hvad der er galt med mig selv.

De sidste 7 dage har ikke været sjove. De har været lange, grå og tunge at bære på. De har slået mig halvt ihjel. Alle siger altid, at det aldrig er for sent. Men nogengange er tingene for sent. Det er for sent for mig, at lære mine bedsteforældre at kende. Nu er jeg bange for, at det er for sent for mig at være sammen med dig. Jeg er bange for at jeg har gjort mit livs fejltagelse. At den kærlighed jeg elskede så højt bliver væk. At den bliver erstattet med en anden kærlighed, videregivet til en anden person.
Og jeg er bange for, at den kærlighed jeg har haft til dig, som har holdt mig hos dig i så lang tid, bliver væk. Hvis det ikke er til dig, hvad betyder det så? Det er utroligt, hvad tiden gør ved os. Ud over langt hår og skæg, så er der også følelser der kommer og går. Og går...
I mindste er det nemt at se, hvor højt jeg har elsket dig, siden du er den eneste der stadig skinner igennem.

December har været en hård måned. Nu er det godt året snart skifter..

Et klogt menneske fortalte mig forleden, at det er kun gennem kunst, at vi får vores sande følelser ud. Kunst kan være mange ting, og et simpelt blogindlæg om sure følelser, kan være lige så stor kunst, som det mest berømte maleri. Der handler kun om, hvem kunsten rammer.
Denne kunst her er kun for mig. Du må gerne læse med, du må gerne føle mine følelser, men i virkeligheden så skriver jeg kun det her for mig selv. Jeg skriver det, så det kan hele mig i dag, og minde mig om min erfaring i morgen. Generelt er jeg ret godt tilfreds med det her arrangement.

Men noget er gået op for mig; hvorfor jeg er i tvivl om min beslutning. Det gik i virkeligheden ikke op for mit hoved, men for mine fingre i en besked til en anden. Jeg er bange for at jeg har smidt det bedste, som nogensinde er sket for mig, væk. Og jeg er rædselslagen for at der kommer en anden trunte og finder det.
Men mon det faktisk er tilfældet? For hvis det er det bedste for mig, så kommer der igen. Og så er det ligegyldig, hvilken trunte der i midlertidigt har prøvet at få det til at fungere. Nu hvor jeg alligevel tror så meget på skæbnen, så må jeg nok alligevel indrette mig med, at den også her skal føre mig lige det sted hen, hvor jeg bliver lykkeligst.

Nanna, efterfuglt af Johannes, har lige ringet. Selv om jeg er alene i weekenden, så er jeg ikke rigtig alene. Selvom de ikke kan ses, så er de her alligevel utrolig meget for mig. På det punkt må jeg aldrig glemme, hvor heldig jeg er!

Whatever's best for me

Hvordan har jeg det?
I maven har jeg et kæmpe stort hul.
Når jeg lukker øjnene og drømmer mig væk, ligger jeg i en seng i Miami. Ved siden af mig ligger en rejseveninde og i baggrunden spiller "Counting Stars" med OneRepublic. Der er jeg lykkelig.
Lige for tiden er jeg ikke lykkelig. Jeg har sindssyg svært ved at holde sammen på mig selv og mine tanker. Der sker hundrede ting rundt omkring mig, og jeg springer med på dem alle sammen. Men inde i hovedet står det stille.
De her dage bliver selv de gode ting grå. Beskeder fra udlandet betyder ingenting, lækker mad bliver til aske i munden på mig, opgaver og karakterer bliver ligegyldige. Det synes uoverskueligt, når jeg endelig har en aftale, men erfaring siger mig det hjælper. Det hjælper at skøjte rundt blandt små børn, der overhoved ikke har lært noget om rigtig kærlighed endnu. Det hjælper at se åndssvage film og spise dårlig pizza. Det hjælper mere, end jeg nogensinde kunne have forestillet mig. Og det må jeg være taknemmelig over. Det er jeg taknemmelig over.

Mig selv bekendt er jeg ret psykisk stærk. Ikke at jeg er god til at vise det, for jeg begynder jo at græde over den mindste ting, men jeg synes selv at jeg er god til at beskytte mit hjerte mod de fleste slag. Men nu trængte det sku igennem. Kvalmen og rystelserne bevidner om, at min krop ikke kan følge med. At den ikke er okay, at nu blev det for meget.
Men giver det ikke også god mening? Det er ikke fordi jeg har været 3,5 år på ferie. Det er ikke fordi det ikke gør ondt, når man bliver sat i anden række. Det er ikke fordi det har været nemt at opretholde så stærkt et bånd til en, man ikke vidste helt hvor man havde. Eller, det er måske løgn. Jeg vidste godt hvor jeg havde dig, jeg vidste bare at det ikke var ved mig.
Det virker så uretfærdigt mod dig at skrive det her, så jeg håber ikke du læser det. Og hvis du gør, så undskyld for de hårde ord.
Men forhelvede.. Jeg ved godt hvorfor jeg var og stadig er så jaloux. Når du kæmper så meget for én, og ikke er sikker på du får det igen, så kan den mindste bekymring du giver til andre, føles som et slag i maven.
Jeg ville have gjort alt for dig, og størstedelen af mig vil stadig. Jeg er træt af du er blevet til det her inde i mit hoved. Det er ikke dig jeg vil have, det er billedet af den person du havde potentiale til at være.

Jeg har dette hul inden i mig, fordi jeg ved noget dyrebart er blevet taget fra mig. Jeg har mig selv lige nu, og jeg har aldrig været mere positivt overrasket over mig. Jeg er et sødt, rart og elskende menneske. Jeg er den vigtigste person i mit eget liv, men jeg er ikke overskyggende egocentreret. Jeg er ikke ond og overfladisk, men jeg beskytter mig selv mod mennesker, som vil forringe min tilværelse. Jeg har altid troet jeg var ekstrovert, på grund af alle de mennesker rundt omkring mig. Men som tiden går, går det op for mig det måske slet ikke er tilfældet. Og måske er det. Jeg lærer mig selv at kende nu, og jeg kan godt lide mig selv, og mit eget selskab.
Det bedste af det hele er dog den ærlighed jeg har opdaget. Man må godt sige "JA, jeg har stadig følelser for ham!" uden at nogen vender øjne.. For, så længe du er ærlig, snyder du ingen. Man må godt have det skidt, på lige fod med at man må have det skide godt.

"Det bedste ved at være single, er at man ikke skal spørge om lov, når man vil noget." Det sagde du til mig. Og ja, det er det bedste, selvom det aldrig var et problem mellem os. Vi havde så mange gode elementer fra single-verdenen blandet sammen med uanede mængder af ægte kærlighed. Det var skide godt. Hvor er det ærgerligt at ødelægge noget så godt, men man må passe på sig selv, right? Selvom det lige nu ikke føles som det jeg gjorde.

Så det er sådan jeg har det. Mærkeligt. Tomt.
Gorillaz's tekst i Clint Eastwood giver endelig mening. Efter så lang tid, er det først nu jeg forstår det. Og det beskriver hvad jeg føler utrolig godt. Jeg er ikke lykkelig, men jeg føler mig "glad nok", jeg har en masse potentiale til at være lykkelig og se solskin lige her hos mig, men jeg beholder det gemt lidt endnu. Jeg er nyttesløs lige nu. Men det er kun lige nu, for jeg ved at  fremtiden kommer. Jeg ved jeg begynder at smile igen. Jeg ved at jeg finder solskinnet frem fra tasken og lader det stråle ud på alle. Jeg ved det kommer, men jeg giver mig selv lov til at drukne i sorgerne lidt endnu. Jeg skulle jo også gerne lære noget af denne oplevelse.

Ja, det er sådan jeg har det. Jeg savner dig, jeg spekulerer på om jeg har gjort det rigtige og jeg kører rundt i mine egne skavanker. Jeg har kommet videre hele mit liv, og det har aldrig virket optimalt. Nu lader jeg mig selv føle den rigtig smerte, indtil tiden er inde, og jeg har lyst til at komme videre. Og når det er sagt, så er jeg allerede overbevist om, at det er det der er bedst for mig!

Følgende er skrevet den 21/10-2011

Lucca, du er en stærk pige. Jeg håber du kommer langt i dit liv, og bliver ved med at holde fast i denne styrke, som du endnu engang har tilkæmpet dig. Husk dette øjeblik, for i virkeligheden har du intet at klage over lige nu. Du er venner med de drenge der har betydet mest for dig i dit liv, du er veninder med alle du vil, og du har endda overskud til at tænke på andre. Du er fri og glad og kan gøre hvad du vil. Dit eneste ansvar er en kæreste, som du er så fantastisk glad for. Han elsker dig, og du elsker ham. Husk på denne kærlighed, for den er på alle måder mere værd end et lille crush du sikkert får på en masse drenge fremover. Det er Niklas du vil savne som en vanvittig, hvis han var væk. Det er Niklas der er den prins, som du har allermest brug for og lyst til nu. Hvis du nogensinde kommer ud i det rod med uvenskaber og længsel efter folk igen, så husk på dette øjeblik. Du skal vide, at det altid vil blive gode igen.

Du er en sej pige, en hård pige og en god pige. Du har hjertet på det rette sted, så fuck alt andet.
Jeg elsker dig.

I'm wearing the smile you gave me

Åh du, søde menneske. Mine mundviger vender opad, mine øjne stråler og mit hoved bliver fyldt med gode minder når jeg tænker på dig. Jeg troede helt seriøst ikke, at så kort tid kunne betyde så meget. Det var så inspirerende at møde dig, at høre dit syn på livet og at lære af dig. Du havde så meget at sige, så meget at give. Og selvom du holdt godt igen med at give, så fik jeg stadig så meget. Om ikke andet, så fik jeg en vished omkring mig selv. En vished, som jeg hver gang jeg er i tvivl, tager frem og læner mig op ad.
Jeg har kendt de fleste mennesker i mit liv langt længere tid end dig. Men det er som om, at jo længere tid dit ansigt eksistere i mit hoved, jo mere stoler jeg på dig. Dine ord betyder meget mere end alle andres, selvom de er præcis de samme.
Jeg ved godt vi ikke har en fremtid sammen. Vi har ikke engang en nutid sammen. Men du er en af de mennesker, som har tændt en uslukkelig flamme inden i mig. Du vil være et af de mennesker jeg tænker på, når jeg skal vælge min fremtid. "Hvad ville du gøre?" "Hvordan vælger jeg, så jeg selv bliver gladest?"

De sidste par år er jeg begyndt at tro på skæbnen. At alt sker, fordi der er en mening med det. Du tager så mange valg i dit liv, der har betydning på så mange ting. Jeg kan kigge mange år tilbage, og se lige præcis hvorfor jeg endte her, hvor jeg er nu. Men der var godt nok mange ting der talte imod, at jeg endte her. Jeg tror du var det element, der tog alle mine omveje, og rettede dem ind på samme, rigtige spor.
Det rigtig spor. Mit spor. Min vej gennem livet er i virkeligheden en helt unik vej, som muligvis kun min soulmate også følger. Gennem livet har jeg stødt på mange andre veje. Disse veje har lokket meget, og jeg er da også blevet på dem længe, nogen længere end andre. Men på et eller andet tidspunkt har du levet nok i andres fodspor, gået nok på forkerte stier. Det er her du ser op, og ser din egen vej ligge et par afstande til højre, venstre, under dig, over dig, foran dig eller bagved dig. Giver det ikke lidt sig selv, at du ikke kan være rigtig lykkelig, hvis din personlige vej ligger for langt væk fra der hvor du befinder dig? Hvis du kan kigge på din skæbne, så kan du næsten ikke udleve den.
Jeg kan lige nu kigge hen på min gamle vej, den vej jeg troede var min egen. Den vej jeg drejede af lidt for sent, men dog i tide.

Jeg tror du er god for mig. Du er det helt rigtige at stræbe efter. Du er ikke perfekt selv, og det ved du, men du er perfekt for mig. Det perfekte idol. Du er ham, der gav mig et kæmpe smil på læberne. Det smil, som jeg i dag bærer med stolthed!

Kærlighed gør ondt

"... But i miss him."
"So miss him. And send him a little love and a little light every time."

Kære, søde du, jeg savner dig.
Hvis du ikke savner mig, eller ikke kan holde ud hvor meget du savner mig, så synes jeg du skal gå igen. For det her er ikke for sjov. Det her gør ondt.

Jeg ville selv mene, at jeg er en stærk person. Men min underbevidsthed er ikke i lige så stærk som mig, og derudover har den en enorm trang til drama. Min underbevidsthed er en hel sucker for drama, hvilket ofte har ført mig ud på et sidespor, med halvdelen af min vennekreds stående ved siden af, nærmest råbende, at jeg skulle passe på mig selv. Men jeg er ligeglad. Jeg synes generelt min underbevidsthed har helt styr på mine værdier og lyster. Indtil denne gang. Denne gang er det ikke sjovt at drømme om dig. Der er intet at hente i dybtfølte drømme, for ligemeget hvad de siger, er jeg fast besluttet. Det er egentlig også meget godt, at jeg er så fast besluttet, for jeg lover dig, min underbevidsthed gør hvad den kan for at få mig løbende hjem til dig igen. Det gør så ondt at drømme om dig. Det gør ondt at savne dig. Det gør næsten så ondt, at jeg overvejer om det er det rigtige valg jeg tog...
Men det var det. Og det er det stadig. Der er ingen grund til at holde to parter sammen, hvis de ikke bliver lykkelige af det. Du gav mig din del af lykken. Jeg havde i så lang tid så meget lykke i mig. Jeg var og er dig så taknemmelig for alt hvad du har givet mig. Det føles så nemt at sige vi var perfekte sammen. Det føles så nemt at savne dig, at mangle dig, at ville have dig.. Men det er ikke det vi skal. Det er slut, jeg er alene, og det er sådan det må være.

Jeg kigger tit på datoen, og kan knapt nok forstå vi stadig er i samme måned. Så ekstremt meget er sket på de sidste ugers tid, men det er først nu det går op for mig, at sket er sket. Virkeligheden går op for mig lidt efter lidt. Hver gang føles det som en helt ny åbenbaring, selvom det kun er en lille viderebygning af gårsdagens åbenbaring.

Men søde, kære du. Jeg håber du har det godt. Eller i hvert fald bedre end mig lige nu. Og jeg håber du savner mig lige så meget som jeg savner dig, for hvem skulle jeg ellers dele dette savn med? Jeg håber du tager en dyb indånding hver dag, og får det bedste ud af hvad du har. Og så håber jeg inderligt jeg engang ser dig igen, for det venskab som vi tabte hen af vejen, det ligger lige nu på jorden og skriger efter at blive taget op. Men jeg kan ikke nå det endnu, jeg kan ikke holde ud at samle det op.. endnu. Men en skønne dag skal alt nok blive godt igen. Det lover jeg det vil!

Tanker om fortiden

Dette indlæg har jeg skrevet for nogle år siden, men det er stadig vanvittig relevant:

"Det var dig, der var utilstrækkelig. Det var dig, der ikke fungerede. Men på en eller anden syg måde fik du hevet mig ind i det. Du fik mig til at fremstå som uundværlig. En byrde ingen pige på 16-17 år burde have. Jeg ville ønske nogen havde kommet og taget den byrde af mine skuldre. Jeg ville ønske en mor eller far havde sagt til mig, at det var okay at gå. De skulle nok tage den derfra. Men det gjorde de ikke. Hvorfor gjorde I ikke noget?
I alt for lang tid har jeg været vred og hadsk overfor mindet om den pige, som rent faktisk tog byrden fra mig. Vreden har kogt i mig ved tanken om hendes ord til mig. Måske er det tid til at finde ro og tilgive hende hendes ugerninger. Måske var det det bedste der nogensinde kunne være sket for mig. Hun tog min byrde. Tog mit ansvar, og efterlod mig med en følelse af frihed. Jeg burde have hadet den følelse jeg blev efterladt med, men jeg elskede hvert sekund af den. Månederne efter break-uppet var de bedste nogensinde. Det er først år efter, at fortiden er begyndt at indhente mig.

Her til aften sendte P3 en historie om en pige og hendes voldelige forhold. Og på trods af der aldrig var direkte fysisk vold i vores forhold, så kunne jeg, der sjældent føler nogen virkelig forstår mig, følge hver en tanke, hændelse og følelse i hendes historie. Måske var der alligevel inddirekte vold i vores forhold. For han gjorde mig jo utryg, da han bankede hånden ind i væggen lige ved siden af mit hoved. Han gjorde mig utryg når han greb min arm i et forsøg på at holde mig fast. Han gjorde mig utryg når han smækkede med døre eller råbte af mig. Der blev plantet en frygt, som jeg kan mærke stadig sidder dybt begravet i mig.
Pigen i radioen havde et forhold med sin voldelige kæreste i 2,5 år. Men det var kun de 3 sidste måneder der var voldelige. Mit forhold varede sammenlagt og rundt regnet 1,5 år. Det skræmmer mig, at tænke på hvor gruelig galt det kunne have gået, hvis omstændighederne havde givet os et år mere sammen. Hvor havde jeg trukket grænsen?
Nu anser jeg mig selv som en stærk person, og jeg vil nødigt tænke på mig selv, som én der faktisk ville finde sig i at blive slået. Alligevel ligger tanken i baghovedet og rumsterer, for hvem ved om jeg kunne have sluppet byrden af mig selv?
Men jeg kom ud. Jeg kom videre. Jeg slap fri.
Det gjorde pigen i radioen også. Efterfølgende fik hun en kæreste, som var noget så vild med hende. De var sammen i 2 år. I deres forhold blev den nye kæreste dog testet utrolig meget. Testet for hans kærlighed - var den nu ægte nok? Ville det samme kunne ske igen?

I et ekstremt forhold som dette oplever man følelser, når de er på sit højeste. Glæde bliver til lykke, bitterhed bliver til vrede, nervøsitet bliver til angst. Ligepludselig bliver det svært at forstå en anden person kan elske en, uden at det skal forklares gennem tåre og store kærlighedserklæringer.

Nu skal man selvfølgelig ikke lade sit kærlighedsliv og tanker styres af en enkelt piges historie fortalt i radioen. Men når en fortælling rammer plet på den måde, så kan man ikke lade være med at tænke en ekstra gang over den. Jeg vil gerne tænke i årssagssammenhænge. Jeg vil gerne vide at mine fejl og mangler kan skyldes noget i min fortid, så jeg har en chance for at rette op på den. Måske er det mig der ikke kan se virkelighedens sammenhæng, og måske er sammenhængen helt som beskrevet. Dog ville det da være dejligt at finde en forklaring på, hvorfor jeg kan gå i panik når min kæreste bare vil kærtegn mig."

Ensomhed

Hvor føles det hele dog tomt. For først gang i flere evigheder føler jeg, at jeg ikke hører til nogen stedet. Jeg hører ikke til hos nogen, som jeg ellers altid har gjort. Der er ikke den ene person, som kan gøre mig i godt humør. Lige nu er jeg bare mig. Alene blandt mennesker jeg kalder venner.
Men min ensomhed er selvforskyldt. Det er konsekvenserne af mit helt eget valg. Det første eget valg jeg har taget i mange år. Det er noget jeg har gjort for mig selv, og ingen andre. Der stod nemlig ikke nogen på den anden side med åbne arme, som det altid har gjort. Det overrasker mig en smule, selvom jeg egentlig havde set frem til at være alene. Det overrasker mig, hvor elsket jeg har været før, af så mange rundt omkring mig. Og det gør ondt i hjertet at vide, at de nu er uendelig langt væk. Det er ikke sjovt, når glæden afhænger af andre mennesker, og du sidder alene i din seng.

Men mist nu ikke modet, vejen til glæden er ikke så lang. Du kan finde den på egen hånd. Er det ikke lige netop derfor du er i denne her situation? For at stå på egne ben og finde din egen glæde. Du ved jo godt, at når du finder glæde i dig selv og dine egne hobbyer, så kommer alle de andre uanmeldt rendende.

Men puha, hvor gør det ondt at være alene. Jeg tror det er sundt for mig.