Hvis ud efterlader et rod, kommer du hjem til et rod. Jeg burde rydde op.

Og så synes jeg lige vi manglede lidt stemning. Så her er et billede til ære for en smuk sejltur og et par meget savnede solbriller, som jeg ønsker at se igen snart! 

nye tider

Nyt blogdesign, yay!

I morgen står den på årsprøve i matematik og glædeligt gensyn med en gammel ven.

Resten af ugen står på en masse gamle velkendte ansigter og glade smil!

Måske står den endda også på en tur til mindefyldte Østhimmerlands Ungdomsskole, for at give min savnede Nanna en svingtur!

Det er pudsigt med det der savn. Nogle mennesker kan man ikke se i år, men stadig vide, at de er lige der ved ens side. Andre mennesker er det ikke engang et helt døgn siden man så, men alligevel savner man dem mere end man tør indrømme!

Ja, søde du, jeg savner dig.

Du er ret fantastisk. Tak for det!

good times

"Watching you walk out of my life hasn’t made me bitter or cynical about love, but rather, it has shown me that if I wanted so badly to be with the wrong person, how beautiful it will be when the right one comes along."

- jeg kunne simpelthen ikke stå for det citat!

frihed til at være hvem man vil

Hvor kan drenge, og for denne sags skyld også piger, dog være nederen.
Jeg hørte nogen drenge stå og snakke om en hvis pige. Hun havde uglet hår og "anderledes" tøjstil. De sagde, at hvis hun bare gad at "gøre noget mere ud af sig selv" ved fx at redde håret og tage noget "normalt" tøj på, så kunne hun faktisk se meget godt ud.

... wtf?
Det er ikke første gang jeg hører det. Og er det også blevet sagt til mig. "Lucca, du skal bare lade dit hår gro og gå i noget mere normalt tøj!"
.. og igen.. wtf?

Er det dét, som drenge vil have? Piger med gennemredt hår og "pænt" tøj?
Hvad blev der af "bare vær dig selv" eller "det er fedest når I ikke er som alle andre"? Nu skal vi åbenbart igen have langt, redt hår og gå i "normalt" tøj.
Men hvad er der galt med de piger, som har vildt hår og tøj, som ikke alle render rundt i? For deres tøj, hår eller så vidt øjenvipper siger vel intet om deres personlighed? Og for så vidt slet ikke noget om hvor gode venner eller kærester, de kan være?
Jeg synes det er så irriterende langt ude, at man bliver bedømt på det. Jeg ved jo godt der er folk der ser kiksede ud, og jeg ved godt at alle mennesker har forskellig smag, men jeg synes bare det er ved at blive for ofte at man hører spørgsmålene; "hvorfor har du klippet dit hår?", "jeg synes det ville klæde dig at gå i noget mere normalt tøj" og "hvorfor har du det der på?".
Folk er vel folk, og hende pigen bliver ikke smukkere eller grimmere af at redde håret eller tage noget andet tøj på. Hun er smuk som hun er, og jeg må indrømme jeg har synes hun var sej fra første dag jeg så hende.
Derudover så ved jeg jo godt at nogen mennesker er smukkere end andre, men igen, det har jo intet med deres tøj at gøre?

Og resten af verdens tøser? Ja, de er smukke præcis som de er. Om det er vildt, fladt, krøllet, kort eller langt hår. Ligesom drenge også kan have deres charme med forskelligt hår og tøj. Jeg foretrækker en ting, mens min veninde har en helt anden holdning til drenges udseende. Sådan får vi det til at fungere.

Måske er det bare mig der har hørt på "for små" drenge snakke om piger, for man udvikler sig og tænker vel mindre over det, når man når op i årene. Men stadig er der den der indirekte regel, om at piger skal have langt hår og drenge kort. Men hvad nu, hvis jeg som pige ønsker mig kort hår og rødternede skovmandskjorter? Er jeg så ikke et mål man gider at gå efter, indtil håret er vokset ud og stilen er på plads igen?

Det er da latterligt..
Men det er efter erfaring sådan hang sammen.
Og efter hvad jeg hører, er det stadig sådan det er.

hvor er livet skønt!

Det er dette tidspunkt jeg gerne vil have fortælleren kommer ind og siger "Og de levede lykkeligt til deres dages ende!".

Jamie Woon - Street

You can try on anything for free
Pick up anything you need
And I'm wishing you were here with me
Walking on a city street

fantastiskhed

Engang.. På femmøller.. Mindes jeg at have kigget mig selv i spejlet, revet mig i håret og tænkt "DU KLARER DIG FINT SÅDAN DER! KIG DIG PÅ DIG SELV KVINDE... DU ER FRII! SÅ HOLD NU OP MED AT OPFØR DIG SÅDAN DER!" ... Ja? Jeg synes også det lyder som mig.
I dag kiggede jeg mig i spejlet og tænkte "Jeg er stolt af dig". For det er jeg. Jeg er stolt af mig selv. Stolt af den måde min hverdag løber rundt, stolt af den måde min tankegang den sidste tid har været så fantastisk optimistisk, stolt af jeg ikke har tænkt negative tanker om mig selv, eller skældt mig selv ud for at være som jeg nu engang er. Min mor og far var også stolte af mig, da jeg i dag rejste mig op til min søsters konfirmation, og holdt en tale om hvor meget hun egentlig betyder for mig. For min søster betyder meget! Mere end jeg selv kunne have forventet, og det føles fantastisk at have fortalt det til hende.

Det er bare en dejlig tid, kan jeg love jer for.
Jeg har lidt svært ved at tro på, at jeg virkelig har det så godt. Jeg går lidt og venter på det der slag i maven der får mig til at mindes det ene og det andet.. Men som tiden går bliver jeg mere og mere sikker på det ikke kommer. I alt fald kan jeg da bare lade være med at opsøge det. Så screw it - jeg har det faktisk virkelig godt!

(Og jeg glæder mig til i morgen!)

apropros drømme

Når man er syg, så bliver man hjemme fra skole og sover. Det gør jeg i hvert fald altid. Og engang, for mange år siden, sov jeg nede på sofaen i den nye stue.
Jeg drømte en drøm. En drøm om en dreng og en pige. Pigen var mig og drengen var fantastisk. Jeg er ret sikker på de gik en tur i skoven. En romantisk en af slagsen! Jeg kan huske de kyssede. Jeg kan huske et vidunderligt kys i en smuk, grøn skov. Derefter kan jeg huske mit værelse. Han var der stadig. Og han var stadig dejlig. Men så ringede det på døren. Tre velkendte og elskede mennesker stod uden for min dør. En pige, en dreng og en større dreng med hat. Drengen med hatten var jeg ikke glad for at se, på trods af han var en person med stor betydning. De to andre var ligegyldige. Ikke fordi de ikke betyder alverden for mig, også i dag, men fordi de ikke hørte til i drømmen som noget vigtigt. Det var de to andre drenge det handlede om... Og så kan man vel godt gætte sig til hvad netop det handlede om.

Denne drøm drømte jeg på et tidspunkt før det hele blev virkeligt. Før drenge med hatten blev min, og før drengen i skoven var helt virkelig i mit hovede. Jeg drømte den før Alter Bridge, før efterskole, før Roskilde... Og alligevel beskrev den perfekt min kommende virkelighed. Og endda med de rigtige personer.
Jeg kan huske at vågne op med en kilden i maven, skyldfølelse og forvirring. Jeg var meget syg, og meget træt, men jeg formåede alligevel at drømme om min egen fremtid.
Så spørgsmålet er, om det bare var en tilfældig drøm om en tilfældig situation, eller om der har været en mening i det allerede der.
Det undrer mig faktisk at jeg overhovede kan huske det, men hvad undrer mig mere er, at de mennesker fra den drøm ikke var nogen jeg kendte synderligt godt. Men i dag er de nogen af de tætteste jeg har. Hvis ikke de i virkeligheden er de tætteste.

Drømme, ikke sandt? Så fantastiske, så mærkelige og så forbandet ærlige.

grrr.. gå væk drøm!

Nedern drøm. Igen.
Når de i Skillets "Don't wake me" synger "We're together like we used to be", så må jeg give dem evigt ret. Forskellen her er bare, at jeg gerne vil vågne. Jeg vil gerne ud af den helveds drøm, hvor vi igen er fanget i det dilemma, at vi gerne vil slå op, men ikke vil af med hinanden.
Jeg forstår ikke helt min underbevidsthed for tiden. Ikke at jeg nogensinde har forstået den fuldt ud, men jeg har da tit kunne følge den. Nu irriterer den mig bare.
Hold op, hvor var det dejligt at vågne op i morges!

Og det var 1.g

... Og så var det slut.
Så var der ikke mere undervisning tilbage. Kun en stor opgave, en skriftlig årsprøve og en mundtlig samfundsfageksamen.
Sådan gik året. Med op- og ned- og mellemliggende ture. Hold da op en rutsjebanetur! Den har både snoet sig ud og ind mellem de mærkeligste mennesker, i de mærkeligste dele af landet og med det mest svingende humør. Den ene dag har alt været perfekt, mens den næste har det været det værste. Frem og tilbage i en uendelig storm, hvor fodfæstet aldrig var at finde.
Men nu.. nu er det slut. Nu er 1.g overstået for good, og hvis jeg skal finde en konklusion på alt dette, så må det være, at alt nu er præcis tilbage hvor det startede.

Det er da spøjst, synes i ikke? Men hvad ved først hvad man har, når man mister det, og jeg kan godt mærke at sammenholdet i min klasse har været savnet i en lang periode.
Nu er alt tilbage ved det gamle, med kram, drillerier og glade dage. Måske er det bare sommeren, der gør os alle så lykkelige, men jeg tror nu, at der inderst inde ligger meget mere end bare i det.
Jeg håber i hvert fald på det. Fuck vinterdepressioner og alt det andet pis - fra nu af skal vi bare være glade!

av følelse indeni

Der er sku da ingen tvivl om hvorfor jeg finder sådan nogle idioter at holde af, når man tænker på hvor jeg kommer fra. Der er absolut ingen tvivl om hvorfor jeg er så fuld af had, når man tænker på de ting du kan finde på at sige til os. Lige nu er jeg forbandet sur på dig. Du kan kraftederme selv være et fæ.

nogle ting er bare for dumme.

"Nogen gange tænker jeg tilbage på den aften.
Og det er det eneste jeg kan sige. At jeg stadig tænker på den.
 Den går mig på, ved du det? Den gik dybt ind. Faktisk så dybt ind, at jeg stadig kan se mig selv sidde på lyseblås kolde gulv, ryste af skræk. Jeg kan stadig mærke den angst der fyldte hele min krop, og føle den trang jeg havde til, at du skulle komme ud og holde om mig. Holde om mig og fortælle mig du ikke mente det. At du altid ville være der. Men det gjorde du ikke.
Der var ingen der hørte mig. For første gang i mit liv følte jeg mig som Palle alene i verden, mens jeg sad på det lange kolde stengulv. Det var mørkt udenfor, lyset var gået ud på gangen. Jeg sad og fokuserede på den grønne maling nederst på døren ud til åen, som hele året har lignet et blad der var kommet i klemme i døren. Jeg sad og stirrede intenst på fliserne, på de blå madrasser og på døren. Håbede på at nogen ville høre mig.
Og som sendt fra himlen var der en der faktisk hørte mig. Da jeg hørte døren fra mit værelse gå op og mærkede mig selv i hendes arme, åndede jeg op for første gang i en time. Jeg trak vejret, og tårerne strømmede ud. Jeg kan huske jeg knugede mig ind til hende og græd. Det var ligesom man ser på film. Jeg brød fuldstændig sammen og tilstod alt overfor hende. Jeg fortalte hende alt, imens tårerne strømmede ned af kinderne på mig. Hun var forarget, og havde ondt af mig. Eller også var hun stolt af mig. Stolt af jeg havde været så stærk.

Der skete så meget den aften og nat.
Det var den aften jeg havde set film med Malou.
Eller hvordan var det det hele det startede?
Jo. Jeg vrissede af dig uden for is-butikken.
Det startede med is. Fucking is. Kørte videre hele dagen. Min veninde tog mig væk fra aftenmaden. Jeg undgik dig. Hele dagen faktisk. Tror endda også det var dengang jeg fortalte dig om mine tanker. Om mine tanker om livet.
Is. Skolen. Maling. Trækasse. Tanker. Åen. Pornofilm. Aftensmad. Loungen. Spørgsmål. Svar. Nej vent, ingen svar. Tøser. Lussinger. Kys. Kram. Skub. Tårer. Rigtig mange tårer.
Kan du huske hvordan jeg ikke kunne tale? Hvordan jeg stirrede med had på dig da du fortalte læreren, at jeg "nok ikke kunne sige noget lige nu"? Kan du overhoved huske den her aften? For den plager mig. Inderligt."

Jeg har lige fundet og genlæst dette nedskrevne minde.
Ville gerne skrive noget klogt om hvad jeg tænker om det, men det kan jeg egentlig ikke.. Det er simpelthen bare for dumt?

baby i'm back

Jeg tror overskriften siger det hele i dette tilfælde.

Anna stod tit på trappen og sagde til mig "Lucsi, du er sej!", hvortil jeg svarede "jeg var..". Men det slutter også her. Med en fantastisk weekend, gulerødder, øl, et glad sind og nyt tøj er jeg på vej mod de tider alle teenagere fortjener.

Selvfølgelig savner jeg ham. Og jeg sender ham alle mine tanker og den tilbageblevne kærlighed hver gang jeg tænker på ham. Og selvfølgelig elsker jeg ham og blablabla. Men det er bare ikke det, som det handler om mere. Nu handler det om mig. For jeg er centrum i mit eget univers, og det er der ingen der nogensinde skal ændre på igen.

Livet er her. Her og nu, og jeg griber det med alle mine arme!

Et dejligt øjeblik.

Dette er et skønt øjeblik.
Det er vidunderligt, fordi jeg ved at min besked gjorde både ham og den lille frue utilpas. Det er skønt, fordi jeg nu har taget tyren mere eller mindre ved hornene og sagt stop. Selvom han og hun påstår de selv har sagt det til mig, så er det altså først nu jeg mener, at tingene er helt sluttet.

Og selvom det føles af helveds til at skulle sige farvel, så er det sten sikkert for det bedste.
Nu klarer tingene op, med venner, veninder og to år mere med min t'klasse!

Jeg tror altså der er noget i vejen med datidens hjælp mod kærestesorger.

Is? Mod kærestesorger?
Helt ærligt, jeg er jo proppet til randen af kvalme over frk. firkantpat. Tror i selv jeg kan spise is?!
Det er så sødt, at alle er så hjælpsomme og gavmilde når man har det skidt, og jeg ærgre mig over jeg ikke kan tage imod godterne!

Og så kom dagen.

Hvor er det synd. Hvor er det skidt. Hvor er det afkræftende, nedern, sørgeligt og ærgerligt at det skulle slutte på den måde. Jeg er ikke tom for ord. Modsat er jeg fuld af had, raseri og massere af grimme ord, som jeg bare venter på at slynge ud af mig. Jeg er pisse ked af det, virkelig såret og inderligt rasende.

For ved i hvad der skete? Jeg gav en helt fantastisk dreng alt for mange chancer.
Jeg elskede for højt, og lod mig udnytte af en skøn personlighed, der ikke var klar til at have et sådan ansvar, som langdistance forhold, eller sådan set også normale forhold, indebærer.
Jeg vælger at skrive det her forholdsvis roligt, for rolighed er nok nu engang vejen frem. Og selvom raseriet brænder i mig i alle hjørner af min krop, og giver mig lyst til at flå alting i stykker, så forholder jeg mig så roligt som jeg kan, fordi jeg havde jo set den komme.
Jeg vidste jo godt han ikke var til at stole på. Da jeg lå i sengen med mobilen i hånden og læste de beskeder, der fik mig til at krybe totalt sammen indeni, der vidste jeg det jo også godt. Jeg tog netop mobilen og kiggede den igennem, fordi jeg decideret ikke stolede på den dreng, som jeg så inderligt vidste at jeg elskede.

Og selvom der blev sagt det ene og det andet, og følelserne var store og klare, så døde det altså. For da den ene var ude svansede den anden ind. Det ene falske pigebarn efter det andet, og igen og igen faldt han for deres manipulerende ord og forståelse overfor hans had til min ven. For hver gang blev han mere og mere en marionetdukke, og til sidst skulle der åbenbart ingenting til, for at få ham snoet rundt om fingeren og ødelægge de sidste rester.
Jeg er ked af det. Jeg er oprigtigt og inderligt ked af, at skulle have brugt så mange fantastiske dage af mit liv, på i sidste ende at blive såret på denne måde. Jeg er ked af at skulle opgive mit livs kærlighed, det lys, der så længe har fået mig til at skinne. Jeg er så ked af det, at der konstant skal én eller noget til at holde mig i en perfekt linje, så jeg ikke bryder sammen i gråd endnu engang.
Men ved du hvad? Det er ikke rart, men det er i orden.
For jeg vidste det ville ske. Jeg vidste denne dag ville komme med et brag, ud af det blå, og feje benene væk under mig.
Og dagen kom, for her står jeg. Alene og på egne ben, med tårer ned af kinderne og minderne eksploderende i mit hovede.
Jeg er ked af det.
Men hvad der gør mig sur, rasende og får mig til at gå helt ud af mit gode skind, er den kvindelige skikkelse, som har ødelagt det hele.

Jeg ved godt, at de sidste ord han sagde til mig var "Jeg elsker også dig, Lucca, vi skrives snart". Han ville nemlig bare have en pause. Jeg ved det, fordi jeg tudede og klamrede mig fast til de ord om, at han ville komme igen.
Resten er ikke sagt af ham eller mig. Resten er sagt af en blondine, hvis navn er lige så blankt som hendes hovede. Hans nye dukkefører har overtaget al kontakt fra ham, og har efterladt det uafklaret og svært at vide, om vi overhoved er sammen mere.
Helt ærligt? Hvordan kan hun komme svansende på den måde, brase ind i vores forhold og ødelægge hvad vi har bygget op på 1,5 år? Hvilket menneske, med fornuft i hovedet eller sjæl i kroppen kan gøre det?
Det kan jeg godt sige dig. Det er der intet menneske der kan. Denne "pige" har hverken fornuft i hovedet eller sjæl i kroppen, på trods af hendes blanke stemme og lyse hår, der ellers normalt virker så overbevisende.

Så Jakob, tak for de mest fantastiske måneder. Tak for alt hvad du har gjort, og alt hvad jeg har følt. Tak for at have vist mig kærlighed ud over alle grænser. Tak for virkelig alle hjørner af det fantastiske forhold vi har haft. Jeg har sat så meget pris på det og nu i den sidste time, føler jeg alt hvad jeg har manglet før. Der er kærlighed og følelser i alle afskygninger inden i mig, til dig, min kære Jakob. Jeg elsker dig, og det vil jeg uden tvivl gøre til mine dages ende.
Og det er derfor jeg er så skuffet som jeg er. Jeg synes det er så disrespektfuldt, for at bruge dine ord, at du ikke bare kunne slå op med mig. Simpelt og enkelt kunne du bruge de 3 ord, som folk normalt bruger: "Jeg slår op". Sværer er det ikke. Men ved du hvad? Ikke engang det kunne du klare. Du skulle have din veninde til at skrive upassende og klamme ting til mig, for endnu engang bare at såre mig inderligt, og efterlade mig alene der på gulvet.
Hvor modent er det lige?
For det er åbenbart alt dette handler om. At være moden.

faldet

Mine ben ryster under mig. Umuligt at holde balancen. Føles som om jeg falder og falder og falder, og selvom man prøver, er det umuligt at gribe fast i noget.
Hvordan var det nu det sluttede? Jeg ved det ikke. Er det sluttet?
Det gør så ondt, så ondt, så ondt.. Værre end sidste gang. Langt værre.
Jeg elsker ham.. Det var det sidste jeg sagde til ham, og så var det pludselig slut?
Fatter ingenting.
Hold op hvor er jeg ked af det..

Min far siger han kommer tilbage hvis han virkelig elsker mig. Det ved jeg han gør. Men jeg er ikke sikker på hans nye dukkeføre vil lade ham. Endnu en følelse af dybt og inderligt had.
Svigtet....

ost

Nedenstående kan kraftigt anbefales når man mangler et citat eller smil på læben:
Hvem har flyttet min ost

Citater derfra:
"Hvis du ikke forandre dig, kan du blive udslettet"
"Hvad ville du gøre, hvis du ikke var bange?"
"At bevæge dig i en ny retning, hjælper dig med at finde ny ost"
"Når du trodser din frygt, vil du føle dig fri!"
"Jo hurtigere du giver slip på gammel ost, jo før finder du ny ost"
"Det man er bange for er ikke nær så slemt, som man forestiller sig det vil være. Den frygt du lader opstå i dit sind, er værre end situationen i virkeligheden."

Nuhrnuhrnuhrnuhr. Hvilken glæde at genlæse disse gamle minder.
Jeg må indrømme, at jeg stadig utrolig gerne vil have min gamle ost tilbage, men jeg har flyttet mig videre og leder efter ny god ost!

plads til livet

Jeg sidder i min seng, kigger billeder igennem, hører kærlighedssange og føler mig meget dårligt tilpas...
Lige meget hvad jeg gør eller siger er åbenbart forkert... Min skulder, ryg og arm gør ondt. Hele min tilværelse gør ondt..

Ikeas trailer var ellers sej.. "Plads til livet" stod der på..
Nuhr..

nedernhed

Det er lidt som om, at hver gang jeg sætter mig her foran min computer, og skal til at skrive noget smart og glædeligt i min blog, så dør al min kreativitet.
Hvor er jeg nedern og sur for tiden. Jeg er rigtig sådan en type, jeg ikke selv gider at hænge ud med.
Nu gider jeg altså ikke være nedern mere. Det er da lige meget hvad alle har og gør og tænker. Jeg har mit, og det vil jeg lære at være tilfreds med.

Men nøøøj.... hvor kunne jeg godt...
Nej. Søde tanker, Lucca. Søde tanker.

et godt menneske

Min onkel har ikke nogen kæreste.
Det havde han engang. Én gang har jeg set ham med en pige. Den gang var det vidst også meget seriøst.
Jeg har glemt hendes navn, men ikke hendes ansigt. Hun var smuk og havde lyse krøller.
Hun gav mig og min søster en stofengel første gang vi mødte hende, og jeg havde tegnet hende en tegning.
Jeg tror vi nåede at mødes 2-3 gange. Men så slog de op. Og siden har jeg ikke set skyggen af hende.

Jeg synes det er ubehageligt. Det er dybt ubehageligt, at folk man kender og så småt begynder at udvikle et forhold til forsvinder ud af ens liv. Det ubehagelige i det er, at man ikke selv har nogen som helst indflydelse på det.

Man har brug for at have kontrol over sit liv hele tiden, så man kan følge med og stoppe ubehagelige ting. Nogen gange er det simpelthen ikke op til en selv, om hvad der skal ske, og det gør mig ubehageligt til mode! Men kan det egentlig ikke, i bund og grund, sammenlignes med break-ups? Det tror jeg nok det kan.
Prøv med øv.

Og selvom jeg ikke har noget tæt eller specielt forhold til denne person, så er der alligevel nok til at gøre mig trist til mode. Det var jo ham der stod udenfor og fortalte de små børn, at "de to der var kærester" dengang. Det var ham der fik joken til at føles så vidunderlig god inde i maven. Øvøv. Jeg tror faktisk jeg vil savne ham lidt.

tilfældigheder

Tror i på tilfældigheder?
Tror i på, at ting, som forhindre folk i at fortsætte deres handlinger, er tilfældige?
Jeg kom til at tænke på det forleden, da jeg gravede i nogle gamle minder.
Jeg kan ikke huske om det er sket tit, men én gang er min handling blevet brat afbrudt af noget der syntes alt andet end tilfældigt. Det var som et hint, en besked fra noget længere væk om, at nu måtte det stoppe.

Nu må jeg hellere stoppe. Jeg tror det er et for følsomt emne..