Du ved, de der ord og sætninger som folk siger til dig, som du bare ikke kan få ud af hovedet.

For det første, Hej Pernille, og ja, jeg skal nok fortælle dig hvad meningen i dette blogindlæg er når vi ses igen! PS du er ret sød.

"Hvem er din bedste ven?"
"Øhmmm... (snakker noget om en eller anden dreng, som jeg ikke troede på var rigtigt) eller Lucas!"
"Hvem er så din bedste veninde?"
"Jeg tror hun sidder lige ved siden af mig.."

Og så stoppede min verden lidt. I sig selv var der jo fantastisk sødt, skønt og alt muligt, og jeg blev helt glad da jeg hørte det, og så igen.. what?

Godt jeg ikke ligner en krage, opfører mig som en luder og drikker som et svin. Jeg er nu ret godt tilpas med hvem jeg er!

En eller anden gang, når jeg får taget mig sammen, så dropper jeg altså facebook. Det er jo kilden til min tristhed! Lortefacebook, hvor man kan se alt hvad man går glip af.
Hvem siger man er lykkelig når man ved alt?
Jeg tror faktisk jeg er lykkeligst uviden, om hvad folk går rundt og tænker hele tiden. Sådan tror jeg også i andre har det. Hallo hvem ville blive glad for at vide mine fucked up tanker hele tiden?

Men well, well, well.. After all.. er jeg egentlig bare glad for at det ikke er mig der ligner en krage ;-)!

Når had virkelig er had..

Hvordan er det nu man klarer min situation? Hvordan er det man klarer de sindssyge "svigerforældre", den travle juletid, AT-forløbet, langdistanceforholdet, op- og nedturene og oveni en stressende gymnasietid? Hvordan er det nu lige formlen for dette pudslespil er? Hvad er det lige man gør når al kommunikation er skåret af på den ene eller den anden facon? Hvordan kommer man i kontakt med sig selv, tiden eller ens elskede når alt er skåret væk og afstanden gør det umuligt at råbe? Jeg vil bare råbe. Råbe og skrige så han eller hun hører mig og kan give mig et peg. Fuck det hele lige nu. Det eneste jeg har brug for er pengene, min families støtte og min kæreste i sikre hænder. Jeg er så træt af at være uvidende og tilskuer. Jeg vil gøre noget. Jeg vil hjælpe og have en løsning på det hele nu. Jeg er træt af at vandre i tåget. Jeg vil ikke droppes pga. ting der ikke er min skyld, og jeg vil ikke have mine kære påført smerte. Nu skal du herhen skat. Herhen til vi finder en løsning.
Det hele bliver ulideligt. Kan ikke gå i seng i nat i håb om svar. Kan ikke blive oppe pga. "vigtigt" AT-forløb i skolen i morgen. Jaja, jeg kommer sikker for sent, bliver sikkert en dårlig samarbejdspartner og får sikkert en dårlig karakter. Men så er det jo sådan det hele er.
Jeg er ligeglad med det hele. Har aldrig været mere ligeglad. Jeg vil bare have min kæreste i sikkerhed og mit hjerte i ro. Jeg får stress og flipper ud.

.. Og hvis nogen nævner noget med at jeg ikke kan klare det, eller at jeg ikke kan redde ham, så flipper jeg sikkert virkeligt ud. Der er ingen der kan sætte sig ind i hvad jeg føler eller hvor stærk jeg er i den her situation.
Jeg kan hvad jeg vil. Punktum.

Alt hvad man får ud af historietimerne.

Kære blog.
Jeg elsker min kæreste.
Jeg elsker mine venner.
Jeg elsker mit kamera.
Jeg elsker Jylland.
Jeg elsker Femmøller.
Jeg elsker mine minder.
Jeg elsker min tankegang.
Jeg elsker min kærlighed til min kæreste.
Og jeg elsker at være her.
Det kan godt være vi aldrig opnåede det perfekte samfund,
men alt er hvad vi gør det til. Så jeg gør det perfekt!

SØØØØØØØØØØØØSTER!

MARTINE♥
min skønne søster'mus. du lyser hver dag op.
du er et lys, en solstråle, som rammer mig.
og det elsker jeg! lad os opleve hver dag som
vores eget lille eventyr, bare fordi vi kan! ♥♥
...søster'søster'søster - kærlighed på dig :')

Det var hvad jeg skrev til Martine den 22. maj 2009. Altså før efterskole, før gymnasium og før alt mulig andet. Det skrev jeg dengang vi var gode veninder. Som tiderne dog skifter?!

lev nu livet som vi fortjener det.

Jeg vil hellere gå min vej end at føle hvad jeg gjorde i går.
Jeg vil hellere ligge mig ned og dø, end nogensinde have det så dårligt igen.
Jeg vil hellere leve livet halvt, end at være tvunget til at slå mig selv for at slappe af.......

Det værste er...
.... det er ikke første gang jeg har sagt det.

Og til trods for denne forfærdelige sjæleudrivende lortedag, så var der ét lys.
Min ven foreslog nemlig, at jeg kunne tage til Jylland som en fredsengel og gøre alt godt. Tænk det skulle komme fra ham, som minder så meget om dem der siger at jeg ikke kan redde alle...

endnu engang; efterskoleophold.

Min største drøm lige nu er som følgende:
Jeg vil stå i døren til lyseblå gang. Stå der hvor folk plejede at ryge i smug, under trappen op til himmelgangen. Jeg vil stå og kigge. Kigge ud på min kæreste der skulle have en smøg, fordi hans humør var ødelagt. Jeg ville stå i døren, med visheden om, at hvis jeg gik ud ville jeg fryse. Hvis du nu havde været sommer havde jeg gået ud. Jeg ville gå ud og læne mig op af træet, som stod ned til åen, måske ville jeg endda dyppe tæerne i åen, og føle det iskolde vand give mig gåsehud. Jeg ville tage min sædvanlige ice-tea i hånden og gå hen imod mørkeblås bagindgang. Der ville jeg stoppe op, lade som om de andre ikke så mig gå ind, og føle mig lidt mærkelig. Når jeg endelig - efter et par sekunder - havde taget mod til mig ville jeg hoppe op af trappen som så mange andre gange, og lydløst liste mig ind på være 24. Drengene ville kigge underligt på mig, og Jakob ville sende mig sit "øøøh- hva så?" smil. Sådan var det altid.
Måske er det ikke hvad jeg drømmer mest om lige nu. Men jeg drømmer om at stå i døren til lyseblå, hvor det grønne maling ligner et klemt blad, og dørmåtten er ulækker. Jeg drømmer om at gå en tur i femmøller, smide sten efter alting og afreagere. Jeg drømmer om at sidde på den lille bro ved femmøller kro og kigge ned i vandet. Drømmer om at sidde der og snakke, eller gå og snakke i telefon, fordi det var det første sted der var netdækning. Jeg drømmer om så meget, drømmer mig så mange gange tilbage. Drømmer om at gå lange ture, i mørke eller lys. Drømmer om opleve alle de små ting igen. Den duft der var, den stemning, når jeg gik rundt og fejede med de gode blå koste i hovedindgangen. Jeg drømmer om igen at sætte mig på min sædvanlige plads, gå hen og give Jakob et kys, eller bare kigge længselsfuldt ud på sneen og lastbilerne med "RYGAARD" stående på siden. Jeg drømmer om min seng. Om at ligge og kigge på de farverige postkort på væggen, og de søde breve i loftet. Jeg savner at få min lyskæde i hovedet, og at der ligger irriterende sand i  min seng når jeg skal sove. Jeg savner at stå op kl. 8 om morgenen i weekenderne for at få en masse scramble eggs. Generelt savner jeg weekenderne. Sådan en weekend der, på femmøller? Wow, det kunne jeg godt bruge.
Jeg bliver helt nostalgisk og får ondt i min pegefinger af at skrive alt det her. Jeg sidder og får billeder af mine fantastiske minder i hovedet. Jeg sidder og drømmer om at komme tilbage en mørk aften, efter en lang tid med 888 bussen til skolen. Jeg drømmer om den helt specielle stemning, som man aldrig kunne sætte fingeren på, men aldrig har oplevet siden. Den helt igennem perfekte tryghed der var, når man i natbukser og løs bluse lagde sig ind i tv-stuen for at se film med vennerne.
Jeg drømmer om at være tilbage med Jakob. Om at vi ligger og har det grinern, og pludselig opdager, at vi skal spise. Han skulle altid lige ordne håret før vi gik ned til aftensmad, og det resulterede i at vi næsten altid kom for sent og fik mad sidst. Den sidste der kom til bordet blev bordformand! Det jeg savner mest ved de perioder, var måden vi konkurrerede om at komme først ned, spritte vores hænder af og sætte os ned. De aftener hvor han var rigtig glad, der var alt godt.
Der er en masse småting jeg ikke savner eller drømmer om at komme tilbage til, for alt i alt, så ved jeg ikke hvem vi var dengang. Jeg er helt klart blevet gladere og friere af at stoppe på efterskole, men det betyder ikke, at jeg ikke elskede hvert et sekund af det.
Mange af de ting jeg husker bedst var de mindre behagelige ting, som at være utålmodig efter aftensmaden. Jeg skulle nå at smide min mad ud og hive fat i Jakob før han gik op på sit værelse, for af en eller anden grund ventede han aldrig. Når han så smuttede fra mig skulle jeg småløbe efter ham, for ofte var han i dårligt humør. Det er ikke direkte gode minder, men det ligger så tydeligt i mig, at jeg ikke kan glemme det. Og det var også okay, for det var jo en del af os..

Jeg savner det.
Jeg kunne græde mig selv i søvn hver aften, for savnet indeni mig har vokset sig gigantisk igen.
Jeg ved godt det ikke var fantastisk, og at vi faktisk havde det halvdårligt meget af tiden, men jeg lover dig for, at den resterende tid var fantastisk. Og jeg ved godt, at hvis jeg kom tilbage ville jeg efter lidt tid sætte mig nede på mit værelse, kigge på trappen op til hemsen og døren, som jeg hele tiden håbede på åbne. Jeg ville gå rundt på værelset, kigge på rodet på skrivebordet og i vindueskarmen, hade JP for at have ødelagt min vasketøjskurv, fordi tingene nu igen var faldet ned i den. Jeg ville sikkert gå i bad hvis jeg ikke havde noget at lave, eller sætte mig ind i tv stuen. Jeg var faktisk rastløs det meste af tiden, og jeg var bestemt ikke den samme. Men ved du hvad? Jeg elskede det.
Jeg elskede hvert et øjeblik af Femmøller Efterskole 09/10.
Det var det bedste år af mit liv.
Men som mads siger, vi skal ikke hænge os i fortiden.
Det gør jeg heller ikke. For jeg ved at min nutid på en måde er bedre. Derudover har jeg min kæreste, som minder mig om det hvilket fantastisk minde jeg har fra det år.

Måske er det også derfor den halskæde betød så meget for mig.. fordi den symboliserede mit efterskoleår ligeså meget, som den symboliserede min kærestes kærlighed.

Det der med drenge og deres veninder....

"Ja, det er rigtigt, at vi har været sammen med næsten alle vores veninder. Men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, for så er det prøvet, og så kan man bedre koncentrere sig om at være venner."

Jeg læste de sætninger i Kroation, da jeg sad på altanen i stegende sol. Jeg var en blanding af ked af det og lettet, så da denne tekst fløj forbi mine øjne blev jeg lidt opmuntret, og så på det hele lidt anderledes. Jeg begyndte at accepterer noget jeg ikke engang havde lov til at være utilfreds over.
Men nu hjælper den sætning mig igen, til at accepterer ting jeg i aller højeste grad kan være utilfreds med.
Lige pludselig er verden god.
Tak dameblade og stegende sol!

fucked up?

My familie is fucked up.
My friends are fucked up.
My room is fucked up.
My boyfriends family are fucked up.
My memories are fucked up.
My life seems to be fucked up.
What the hell is left for ME to be?

Savnet på det bedste år i mit liv nogensinde.

Hvorfor kan jeg ikke få "last to know" ud af mit hoved? Det har jo ingen betydning mere?
Jeg savner min kæreste. Jeg kan ikke klare at høre ham ked af det, det er det værste jeg ved... Er du klar over hvor stor en trang til at beskytte dig jeg får? Wow.. Jeg har aldrig følt sådan her før. Så.. Glad, afslappet og afklaret, desværre blandet med frygt og dårlige mavefornemmelser.
Jeg siger dig det er ikke nemt at være forelsket, hva? Men jeg er glad for det. Og for ham. Rigtig glad!!
Nogen gange undrer jeg mig dog over hvorfor jeg er begyndt at få de der spjæt igen. Ved godt hvorfor jeg startede med dem - opmærksomhedskrævende unge -  men nu kan jeg ikke engang styre det mere, nu gør jeg det bare. Det er ikke rart at spjætte og føle sig bange i skoletiden eller på vej hjem derfra. Det er ikke rart. Nu vil jeg bare have min kæreste. Have ham at passe på og putte med...............

Ih... Lortedag. Jeg var virkelig ked af at få den kommentar med, at min liv jo heller ikke var særlig meget værd smidt i hovedet. Tak....

Jeg glæder mig til at stikke af i et lyntog til Århus. Jeg vil hjem. Hjem til Århus. Hvorfor er Jylland så langt væk? Jeg savner også de der to dejlige roomies of mine. Gad vide om jeg nogensinde får den lyserøde bogs indhold at se igen? Wow, hvor gad jeg godt læse det jeg skrev sidste dag......
Hver gang jeg tænker over det - og over julestemningen - så er jeg ved at begynde at græde. Jeg har aldrig i mit liv følt så stort et savn. Det gør mere end ondt i hjertet.....
Undskyld at Sjælland ikke er godt nok for mig lige pt.. Jeg kan jo godt lide jer...

Do you think we'll ever make it?

Nogen gange drømmer jeg. Jeg drømmer at jeg står face to face med glæden, og at alt bliver godt og ender med et af de der fantastiske smil. Jeg drømmer at du kigger op, ser mig, og smiler. Dit strålende smil overstrømmer alt, og alle unødvendige tanker er glemt. Jeg drømmer om, at alt bliver godt.


Facebook, min gode ven. Jeg så lige en gammel bekendts kommentar. Han hader åbenbart julen, og selvom han er dybt deprimerende, så er det første gang jeg har smilt over noget han har skrevet. Det er alligevel dejligt med gamle bekendte!

Pony veninder.

"Give me your hand but realize I just wanna say goodbye
Please understand I have to leave and carry on my own life

I don't belong here, I gotta move on dear, escape from this.
’Cause this time I'm right to move on and on, far away from here
Got nothing against you and surely I'll miss you
This place full of peace and light, and I’d hope you might
take me back inside when the time is right"

Jeg har ubetinget kærlighed til den pige. Lige meget hvad og hvornår. Endda også lige meget hvorfor. Jeg vil altid elske dig. Elske dig så højt, som var du min kæreste. Vi er pony veninder, right?

kæreste.

Hmmmm?
På vej hjem i toget i dag, tænkte jeg det hele igennem. Altså alle de der tanker som var poppet ind i hovedet på mig i løbet af denne weekend.
Tanker om manipulation, og om at sno folk rundt om sin lillefinger. Tanker om hvorfor ens hjerne gør som den gør, og tanker om hvad jeg har oplevet, der får mig til at gøre de her skøre ting.
Jeg er egentlig ked af det, og på nogen punkter føler jeg virkelig at jeg skylder en undskyldning. Jeg er ked af sommerferien. JEG, mig, Lucca, min identitet og mit ego, har haft en skøn sommerferie. En uge på fantastiske Roskilde, nogle dage med min skønne kæreste, to ikke så vellykket uger i Kroatien, og så hjem til et fantastisk Danmark, hvor både selvtilliden og bevidstheden var i top. Jeg sluttede af med et brag. Både et festligt brag, og et følelsesmæssigt brag.
Ja, jeg troede jo jeg gjorde det rigtige, ikk?
Jeg troede forhelvede, i min angste og pressede situation, at den eneste vej mod bedring var at flygte. Selvfølgelig troede jeg det. Det tror jeg jo altid? Men nej, det bedste var ikke at stikke halen mellem benene, og slet ikke på den måde jeg gjorde det på.
Jeg skulle have bedt om en pause.... Ikke en pause fra mit forhold, en flirt eller mine venner. Men en pause fra verden. Jeg skulle have taget mig et pusterum, alene med mig selv, for at finde ud af hvad det var jeg ville med det hele. Men det gjorde jeg ikke. Jeg tog som sædvanligt drastiske beslutninger, og endte ud med selv at være ked af det.
Derfor føler jeg, at jeg burde undskylde.
Jeg skal undskylde for at have gjort tingene som jeg gjorde.
Inderst inde.. Inde under de mange lag af facader jeg tror er mig, så er der noget godt gemt. Det er jeg sikker på. Det er denne godhed der får mig til at savne min fantastiske veninde, som selv er gemt bag mange lag af mærkelige personligheder. Det er også denne godhed, der gang på gang får mig til at sige "Jeg elsker dig jo skat!", selvom jeg egentlig har lyst til at råbe og skrige.
Jeg tror der er noget godt gemt, og jeg vil have det gode ud.
For nu er jeg træt af at føle mig som et dårligt menneske, når jeg får mine kære til at græde, eller får dem til at synes jeg er sej. Jeg er ikke sej. Jeg er ikke speciel. Det eneste jeg med sikkerhed er, er en lille pige, der bare gerne vil have ro.
Og på en eller anden måde, så har jeg fundet ro.
Jeg har fundet ro i min kæreste, fordi han af alle mennesker ødelagde alle mine facader så meget, at jeg kunne se mig selv.
Prøv at tænk over det. Jeg troede jeg var en glad og lykkelig pige, der havde det sjovt med sine venner og veninder. Jeg var også glad, ingen tvivl om det, og det er jeg stadig. Jeg er en person der smiler og griner meget, og det var jeg også dengang i 4. klasse hvor vi skrev poesibøger. Men da jeg gik på efterskole - jeg husker tydeligt en dag jeg gik udenfor efter aftensmad, hvor Jakob kom ud efter mig, og hvor jeg brød sammen, fordi jeg simpelthen ikke anede hvem jeg var. Den der glade pige, som rendte rundt i sommerferien 2009 og var så lykkelig, hun var bare væk? Og ja. Hun både var og er væk, fordi det var ikke mig. Selvfølgelig var det mig, for lige meget hvor mange facader vi påfører os, så er vi jo stadig i den samme krop, med de samme vaner osv. Men for at holde mig til pointen; prøv at forestil dig, at du tror du er noget, men det bliver brudt ned, og så står du der forholdsvis nøgen, og kigger på en personlighed du næsten havde glemt eksisterede?
 Mærkelig mærkelig følelse. Men jeg tror det var det der holdte mig fast, at han viste mig hvem jeg var, på en måde jeg ikke selv kunne håndtere.
Han er ingen helgen, ikke på nogen måde. Han er ikke et vidunderbarn, der går rundt og hjælper folk i identitetskriser. Men han var min redning. Min redning i det net jeg havde forvildet mig lidt for langt ud i.
Nu har jeg det bare mærkeligt.
Jeg kan ikke helt holde styr på mine tanker, eller dette blogindlæg. Efter den her weekend med kærlighed og åbenbaringer, så har jeg stadig svært ved at finde hoved og hale på mig selv.
Én ting ved jeg dog er sikkert. Mit kendskab til ordet "manipulation" bliver snart større end det var før.

Tror i selv, at den dejlige, glade pige, som tilsyneladende ikke har noget problem med hverken venner eller drenge er et vidunderbarn? Det værste er, at jeg godt ved at jeg er den dårligste når det kommer til en masse punkter. I får det jo bare ikke at se.
That's my confession.
Og ja, jeg skylder jer en undskyldning.
Også fra i sommers, hvor jeg troede alt kunne løses ved at stikke af.
Det kan det ikke, og nu skal jeg betale for det.
Og selvom det lyder crazy, fordi kærlighed skal jo bare være rent og fint og fantastisk, så fuck af. Der er intet i det her forhold der er normalt, og jeg ville nok ikke være her hvis det var. Jeg er stærk nok til at klare det, det skal ikke betvivles.

Faktisk, så har jeg haft den mest fantastiske weekend.
Jeg har min kæreste, nu med ny månedsdag! Jeg har mig selv, og jeg er et skridt nærmere den der ro, som jeg søger så meget efter.

Three days grace.

"Last to know" med Three Days Grace rammer faktisk utrolig dybt.

You were the first to say
That we were not okay
You were the first to lie
When we were not alright
This was my first love
She was the first to go
And when she left me for you
I was the last to know

løøgn.

Jeg ved af erfaring, at der ikke kommer noget godt ud af at lyve.
Jeg ved af erfaring, at der ikke kommer noget godt ud af ikke at fortælle alt.
Og nu ved jeg også, af erfaring, at det ikke altid er det bedste at fortælle sandheden.
Folk tolker jo forhelvede på det som deres egne små hjerner vil alligevel.
Forhelvede hvor er jeg træt.
Træt af at føle jeg gør alting forkert, når jeg gør det rigtig for mig.
Træt af at føle jeg gør alting forkert, når jeg gør det bedste for andre.
Træt af at føle jeg ikke kommer nogen vegne lige meget hvor meget jeg kæmper.
Er du klar over hvor svært det er at kæmpe, når ingen kæmper med dig?



........ Hvor er min pude... jeg skal skrige.

.

Måske skulle jeg stoppe med at elske folk omkring mig så meget?

kæreste...

...........Og på hvilken planet skulle det så være okay at droppe sine venner og veninder? I hvilken fucked up virkelighed, skulle det være okay at sige til en person, som man elsker, at der ikke er mere venskab for den 5'øre.
I dag har virkelig været den værste dag af mange. I dag har ikke været en god dag. Og i morgen bliver kun god, hvis mit kamera gider at virke, så vi kan få taget nogle billeder til billedkunst. Det er virkelig noget lort. Alt er ikke godt. Det bedste der er sket i dag var næsten da børnene i min klasse kom hen og spurgte om jeg var okay.. De gav mig kram, og sagde generelt ikke så meget, de var der bare. Og så var der jo så også dem der spurgte ind til det på den forkerte måde, og fik flere tårer frem i mine allerede forgrædte øjne.
Jeg er så færdig på det her punkt. Jeg gider ikke blive ved med at kæmpe for at få folk jeg elsker til at blive i mit liv. Er det ikke en selvfølge at I bare skal være her?! Jeg har sku da ikke brugt så mange af år mit liv på at få venner, stole på mennesker, der pakker deres ting og skrider!?!
HVORFOR mig?
HVOROFR skal det gøres mod mig?
Det var fandme ikke okay da ham jeg kaldte min bedste ven sendte mig en sms om at nu var jeg altså "droppet som ven"... Og det er heller ikke okay, at du siger du ikke vil være min veninde, fordi... ja, det har jeg heller ikke helt forstået endnu.
Der skal to til tango, skal der ikke?
Der skal to til at skabe et venskab, et forhold eller en forbindelse på en måde.
Og der skal også to til at bryde det igen.
Du har ikke min støtte i det her. Jeg vil ikke give slip..


... Er du klar over hvor glad jeg var for at kunne skrive dit navn ned som en af dem jeg havde tættest her i livet?
Jeg er så træt af at græde......
Alt jeg ønsker er jo at være glad..


Og egentlig. Måske er det derfor lykken betyder så meget for mig.. Fordi den kun er der mellem mine kapitler i dette liv.
Lortelykke.
Ligesom hende der lorten der hedder Lykke til mellemnavn.
Og ligesom det emne jeg trak i dansk sidste år, mens alting også ramlede der...

hej livsglæde

I et kort øjeblik troede jeg faktisk, at jeg havde været i Jylland i går. Hvilken glæde det kunne have været, men nej. Jeg var i Ramløse, sammen med nogle af de skønne hoveder jeg lærte at kende i Jylland! Hold da kæft hvor var det godt at se dem igen. Lige pludselig forsvandt alt virkelighed. Gymnasie, venner, kærlighed, dramatik, lektier og sure miner forsvandt. Alt var ligegyldigt, for vi var jo sammen. Os fra efterskolen. Vores virkelig var dannet på ny, i en mindre, men stadig betydningsfuld forsamling. Og en ting er sikkert. Efterskolekærester er de sværeste af give slip  på, for de er så meget mere end bare en kæreste. Om det så var et ulykkeligt, lykkeligt eller pjattet forhold. Ingen af os vil give slip... Jeg føler mig heldig jeg ikke skal give slip. Tak for god mad, god stemning, god likør, vin og vodka. Tak for godt selskab og gode veninder. Det er utroligt hvad veninder kan gøre. Noget andet der også er utroligt er kærlighed. Jeg tror jeg har for meget af den. Jeg er simpelthen så sikker på det jeg føler, at en anden virkelighed ikke ville være til at bære.
Men trods alt, så er jeg rigtig glad for min tilværelse.
Lige det her øjeblik i dag, hvor jeg sidder i min seng og har alt, det nyder jeg!
Der er ikke mere jeg kan ønske mig!

xxxxxxxxxxxxxxxxx?

Jeg havde den bedste følelse i dag!
Du ved, ikke en sådan bestemt følelse, eller en konkret, eller en stor og spændende følelse. Bare en helt afslapper skøn følelse, da jeg efter en lang dag i skole med meget forvirring og træthed, kunne sige "jeg vil bare have min kæreste!" Ganske vidst er han ikke min kæreste, men det var bare følelsen af at kunne drømme sig væk og føle sig glad ved tanken, der udløste denne følelse! Jeg var ikke uvenner med ham, det gjorde ikke ondt indeni, når jeg tænkte på ham, men jeg manglede ham bare, fordi jeg vidste - og ved stadig - at i hans arme var jeg tryg. Nam siger jeg dig!

Desuden er det en underligt dag. Det er koldt og det er gråt og jeg forstår ingenting af nv. Jeg vil gerne være færdig og ud og bo i Århus eller København, i en smuk  lejlighed med stort akvarium og fladskærmstv. Jeg vil have en dinosaur i mit bad, som jeg kan vælte så tit jeg vil. Jeg vil have min fede hvide luksuskat, og et æbletræ i haven! Jeg vil have min dobbeltseng og dobbeltdyne, og leve livet som jeg nu gør det bedst. Jeg kan godt lide det der med planer, og denne dags plan blev ikke ført ud i livet, fordi min kære klassekammerat besluttede sig at tage i skole alligevel - hvilket han dog senere var glad for. Godt!

Jeg modtog et brev i dag. I brevet var der en tegning af en hval, og nogle kruseduller skrevet bagpå. Betydningsfulde krudseduller! Iihj hvor blev jeg glad for det brev!!
Men hvorfor sendte du det?
Fordi du havde lyst.
Ligesom jeg har lyst til at prikke til folk eller ligge mig ned på gulvet.
Måske er det derfor jeg ikke gør det.
Fordi normen siger, at det gør man ikke.
Vi har ikke mange lektier for til i morgen, alligevel kan jeg ikke overskue en skid.
Nu ønsker jeg mig igen hen i min ekskærestes arme.
Han er lidt fantastisk!

Sikke en fantastisk weekend!

Jeg er, nok for første gang i flere måneder, løbet tør for ord.

Bare at få lov at se dig smile på den måde, gør mig lykkelig.

er ved at løbe tør for fancy overskrifter. that sucks!

Goddag fesne små venner. I er mega hyggelige, at i bare ved det!
Det her skulle egentlig være et mega sejt og underligt blogindlæg, som de andre jeg for tiden har fået for vane at skrive, men det tror jeg ikke rigtig det bliver, for jeg er forholdsvis meget nede på jorden! Ej, det er faktisk løgn. Jeg ryster af kulde og hopper af glæde (på samme tid!), men jeg venter på at skulle tage toget ind til Købehavn! Ham der's ekskæreste har lige spurgt mig om jeg ikke kommer ud til hende og drikker julebajere sammen med ham der's anden ekskæreste, men mine planer for i aften er anderledes. Anderledes på den gode måde!
Jeg er glad, og det var været en god dag. Ja, i dag er en god dag! (Læg lige mærke til det ikke er i morgen der er en god dag, men selve den dag jeg er i gang med nu, der faktisk er helt fantastisk! (Ved godt det ikke gav så meget mening, men jaja!)).
Jeg er nervøs for min søde pinkhårede kæreste, fordi jeg gerne vil have hende til at have det perfekt og dejligt sammen med mig. Nogen mennesker har bare en anden måde at leve deres hverdag på. Jeg savner min pinkhårede kæreste, og håber hun har det nogenlunde godt. Du er elsket, at du ved det?
Jeg elsker faktisk ret meget og ret mange lige for tiden. Jeg elsker at i er så søde og kærlige og dejlige og vil hjælpe mig med mine matematiske problemer såvel som mine syge humørsvingninger.
Mmhm, jeg har det godt. Og har raset ud til min mor hele aftensmaden.. Ja tak, godt at komme af med endnu flere agrressioner.
Ej nu stopper jeg. Det her er random. Min søster spiller koncert med sig selv ude i stuen. Se, dét er random!
Godnat. eller nej. God aften, for det får jeg i hvert fald!

MØS! Ja tak. Lige om lidt!

torsdage er altid gode!

Okay, helt seriøst! Jeg  ved ikke hvor den kom fra, men da jeg så Topsi smøre smør på UNDERSIDEN af sin croissant, der sammenlignede jeg det simpelthen med en dinosaur. Både hende og hendes mor flækkede, da jeg udbrød "Det er jo ligesom hvis du vælter en dinosaur!! Den kan du jo heller ikke få op og stå igen!", og det var faktisk ret fucked up sjovt! Det bedste var, at da jeg kom hjem og fortalte om episoden, så kunne min mor godt forstå mig! Hun tænkte præcis det samme som mig, da jeg fortalte det - at croissanten selvfølgelig lignede en dinosaur! Altså hvor dum kan man være?!

Fuck en fed dag. Og vores matematik gik op. Åbenbaring ftw! Jeg kan bedre og bedre lide at gå i skole. Ting går op ad bakke!
Og Topsi siger jeg er god til et langdistanceforhold.... med lige netop ham! Tak Topsi. Topsi er lidt min gud i dag!

I morgen bliver dejlig.
Nv med Pernille. HURRA! NV!
Og så står aftenen ellers på afhentning af mit vidunderlige jyske bekendtskab, og masser af kærlighed!
Nam! Han siger han har nye øreringe til mig.. HVOR HAN DEJLIG!
Jeg har ikke noget til ham.
Jeg køber noget ice tea og nogle cookies i morgen! Bare fordi vi kan.

Fuck det er godt at være mig. Selvom jeg føler mig lidt som et kæledyr, eller måske en tilskuer i min klasse, når de andre tager seriøse beslutninger. Det der med seriøsitet? Jaja.. Glem det!
Kaffebal bliver godt. Alt er godt.
Men jeg savner stadig min multifunkionelle blender.. Og mit værelse på Femmøller.
Femmøller er mega savnet! Jeg tror, at det er det mest livsvækkende der nogensinde er sket for mig.
Tak!
Nu skal jeg sove, og glæde mig til i morgen og weekenden, som bliver det bedste. Waauw.
Har i nogensinde overvejet hvor meget en telefonsamtale gør? Altså en vellykket én?
Det har vi. De er fantastiske.
Jeg eeeeeeeeeeeelsker dig!

PS. Det er torsdag og alt er godt. Og Jerry er manglet.

over and over.

Den der skrækkelige aften på Femmøller.. Den der følelse. Alle de der følelser, men helt bestem den følelse, at føle sig fuldstændig ligegyldig og uden betydning. Ja, den. Den havde jeg igen i dag. Stærkest da jeg cyklede mod min veninde. Da jeg opdagede hvad jeg igen var blevet rodet ud i. Jeg brød næsten sammen på cyklen. Hvis man overhoved kan det?.. Skulle kæmpe for ikke at miste kontrollen fuldstændig. For jeg skulle jo stadig cykle videre..
Lort.
Tving mig ikke til at vælge dig fra. Det vil jeg virkelig ikke. Hør p mig.. Jeg VIL ikke vælge dig fra, lige meget hvad du gør. Men måske bliver jeg nødt til det. Og jeg vil det ikke... Så hjælp mig dog forhelvede.
Don't mess us up.

Men måske har vi bare brug for at være badass engang imellem når det hele føles for uoverskueligt. Måske er den smukke pige man elsker bare ikke nok, når fortidens minder presser sig på og får ens blod i kog. Måske har man bare brug for at være dum og gøre noget vi sine problemer. Ærlig talt.. Havde jeg ikke også gået hen og sparket kuglerne af ham, hvis han åbnede munden for at sige ét ord mere om mig? Tror jeg faktisk at jeg havde...............
Vold er ikke løsningen. Den er aldrig løsningen..... Og det gør ondt at føle sådan her igen.... Rigtig ondt. Men hvad kan jeg gøre? Hvad skal jeg sige.. Endnu et drama løser ingenting.. Og inderst inde tror jeg nok, at jeg forstår. Måske havde du bare brug for at tage den smøg, som så åbenlyst var noget forkert at gøre?


Jeg elsker dig..
Også selvom du efterlod mig på det bare gulv.

"Over and over" med Three Days Grace. For os.

hej lille tulipan?

Vi er ved at blive syge i hovederne. For mange lektier, for mange afleveringer, for mange følelser, frustrationer og uafklarede spørgsmål flyver rundt i hovederne på os. Så bliver den ene klippet, og så er den anden i dårligt humør. Ingen af os virker normale mere. Vi er alle sammen stressede, syge i hovedet eller bare ganske normalt mærkelige. Det skal nok blive godt. Eller nej, tror faktisk det snart blive værre. Det er noget mærkeligt noget. For mange tal og bogstaver der skal gå op i hinanden og passe sammen. Det fungerer ikke. Men i morgen bliver en god dag! Ja det gør så. Forresten så er jeg angst. Ret tit, og ret meget. Men jeg kan ikke gøre noget ved det, andet end at tage mig selv i hånden og sige at jeg skal tage mig sammen. De elsker mig alle sammen derude, og ligesom jeg fik af vide i går, så vil intet nogensinde hjælpe. Intet andet end tryghed. Jeg får snart tryghed, og så bliver det hele lidt bedre. Vi skal bare holde ud, og kæmpe med os selv. Åh gud, gid du ville skrive dig selv, danske kronik om Afghanistan krigen. Jeg kan ikke lide dig. Tænk hvis kærlighed var noget vi havde privat. Noget vi kunne pakke ned i en lille æske og gemme væk når den ikke skulle bruges, men samtidig også  tages frem og iklæde os, når det var noget vi havde behov for. Tænk hvis kærlighed ikke omhandlede andre mennesker, og deres liv og behov og tanker. Det kunne være smart.. Og en smule ensomt.
Jeg glæder mig til i morgen.

GODDAG!

Nu smider jeg dig ud. Gemmer dig væk. Ligger dig på hylden. Glemmer dig. Tilgiver dig. Skriver dig ned på et stykke papir og brænder dig. Maler dig til. Sletter dig. Jeg trækker vejret og giver simpelthen slip på dig. Farvel, og tak for at have gjort mig til den jeg er!

Mhhm, i dag er en god dag. Jeg føler mig afklaret, tilfreds, glad, fri, frisk, klar på det hele og tilmed også en smukke lykkelig! Besøget hos psykologen i dag gav mig meget, og fysikprøven i morges som jeg klarede godt trak i hver fald heller ikke ned på humøret! Jeg gik tidligere fra skole, og har ikke fået fravær endnu. Jeg har det godt og er glad, og vinteren udenfor kan bare komme an, for her sidder jeg, udstyret med både vinterjakke og godt humør! Så kom an, hvis du tør!

Jeg forstod hvorfor jeg lige pludselig i sommerferien fik tilbagefald og begyndte at hade dig så grusomt igen, og i dag giver jeg simpelthen slip. Min egen lykke er lige udenfor. Den står lige der ude og banker på, og nu vil jeg gå ud og lukke den ind! Goddag lykke, kom indenfor og vær min ven!

Og vi to? Ja, vi skal nok klare den. Vi skal have det godt og sund og lære det fantastiske ved tillid. Jeg ved vi kan, og jeg tror på os.
Tak verden, for denne fantastiske dag.
Ja, selv regnen er tilgivet for at ødelægge mit hår, da jeg ventede på min bus.

Hurra for kærligheden, ærligheden, livet og lykken!

ham der der forstår mig.

Misundelse er en grim ting, ikk?

Jeg ser tit andres billeder og tænker "Ha, er det alt de kan?", "Ej, det der det kan man altså ikke!" eller "Efteraber.... bare fordi I gerne vil være med...". Du ved, sådan nogle rigtige dumme 'nøøøh! jeg er bare bedre!.. tror jeg nok' ting, som overhoved ikke er behøvet i hverdagen.
Så siger jeg til mig selv, at jeg nok bare er misundelig.
Men ærlig talt, hvad er det jeg er misundelig på?

Jeg er ikke misundelig på at nogen kan skrive flere ord i sin tysk stil end mig. Jeg er ikke misundelig på at nogen har flere veninder end mig. Jeg er ikke misundelig på alle de tøse ting andre kan lave. Jeg er ikke misundelig på andres udseende, tøj eller kærester (jo, måske forelsker jeg måske i min venindes tøj og tænker, at jeg bare MÅ eje noget i samme stil, men hvem gør ikke det?). Jeg er ikke misundelig på andres skills i fagene, eller andres måde ikke at lave lektier på. Jeg er ikke særlig misundeligt anlagt, for jeg har stort set alt hvad jeg ønsker mig (når man ikke tænker på jeg dagligt brokker mig over skolen og afstanden til Århus), men et eller andet må tricke mig.
Måske er jeg simpelthen misundelig på, at jeg ikke fik den samme opvækst som alle andre. Måske er jeg misundelig på, at jeg ikke er pigen der får normale karakterer i skolen, har en fast og stabil kæreste, har det skide godt med alle sine veninder og lever et ganske normalt liv. For dét er i hvert fald ikke noget jeg hverken gør eller har.
Det hele skal enten være helt i den ene eller den anden ende. Enten skal jeg være skide god til det, og det skal gå pisse godt, eller også skal jeg slet ikke kunne finde ud af det eller det skal bare være noget lort. Sådan er mit liv vidst lidt bygget op..
Hvis I forstår?

Måske ikke. Min mor ville ikke forstå det.
Men det ved jeg heldigvis at han gør.

jajajaja.

Jeg overvejer lidt, hvornår noget som helst nogensinde er ægte?
Hvornår er folk ægte? Hvordan og hvornår ved man om de lyver?
Hvad fanden er vi? Og hvor skal vi hen? Hvad skal vi bruge vores liv til?
Hmm.. Tror jeg har en smule meningsløshed i min skoledag.

Er han mon ægte? Eller er det bare sådan en af de der forestillinger om, at alt er helt vildt godt, som jeg har mig nogen gange?

ærlighed

Nogen gange tænker jeg tilbage på den aften.
Og det er det eneste jeg kan sige. At jeg stadig tænker på den.


Faktisk havde jeg skrevet et langt blogindlæg om den aften, og om mine følelser. Et ærligt blogindlæg. Men nu ligger det i word i stedet for. Det er ikke for sarte sjæle, og ikke for omverdenen, selvom jeg egentlig gerne vil fortælle jer om mit liv. Jeg ved hvad i vil sige, og jeg vil ikke høre det.

Alligevel så tak til Sara, for at være der for mig den aften. Jeg er dig evigt taknemmelig for det.

Ferie, Femmøller og fantastiske minder.

Kan i huske efterårsferien sidste år? Kan i huske FE for et år siden? Kan i huske hvordan det stak i alle hjerter, da vi for første gang skulle skilles i mere end en weekend? Kan i huske hvor underligt naturligt det var at være væk fra vores nye samfund, men endnu mere crazy at komme tilbage og indfinde sig i det igen?


Lige nu går der så en myg hen over mit gulv. Jeg nænner ikke at slå den ihjel. Den kære skabning har jo måske også et liv at leve. Måske har den også minder om et andet smukt liv, som den savner.

Jeg savner Femmøller. Savner hver og ét af de mennesker. Jeg savner lærerne, stemningen, hyggen, oplevelserne, minderne. Jeg savner at være et latterligt efterskolebarn, men ved i hvad? Det var det bedste!
Men selvom jeg savner det, og selvfølgelig gør jeg det, så er jeg også glad for min nutid. Selvom jeg hader at stå slavisk op hver morgen, køre med 385 bussen i skole, som altid kommer for sent, og hader at sidde og lave absolut ingenting i skoletimerne, så kan jeg nu meget godt lide det.
Spcielt kan jeg lide de øjeblikke, hvor der lige pludselig går "efterskole" i os, og vi render rundt og ter os som tossede. Det er det bedste. Det bringer en milliard gode minder frem, og det er lige der alt har sit grundlag. I minderne.
Minder er fantastiske, glædesfremkalende og smukke. De kan være alt, både positivt og negativt, men bedst af alt, så er minder det eneste i dit liv, som aldrig vil forandre sig. De vil altid være dine personlige på nethinden, som kan få et smil frem i din hverdag. Måske er det derfor vi holder så godt fast på dem.

*Laver det der ansigt, jeg altid laver når nogen eller noget irriterer mig*

Forhekselse! Ja, det er lige ordet.

Farvel kvalitet, og goddag kære kære skod-blender.

I dag skal jeg lave pandekager til aftensmad. Mums? Ja da! Men bare ikke i dag, eller nogensinde igen. Og ingen sjov i at lave det mere, for mine kære forældre synes det var en god idé at smide MIN smoothieblender ud!?

Grunden var den, at da jeg kom hjem fra efterskole sagde de en masse pis om at den var gået helt i stykker, hvorefter jeg gik ud, trykkede på knappen og min elskede blender startede i fuld fart igen. Se? Ingen fejl ved den. Men alligevel, 3 måneder efter, synes de, at vi skulle have en ny, fordi den var jo gået i stykker (mmhm, nårja!?), så vi fik en sort, grim, glas-blender, som vejer en milliard ton (før der er kommet noget i), og er meget meget mindre. Hurra tænker jeg og brokker mig over det, for den anden virker fint. De siger, at den er nede i kælderen, så det tænker jeg ikke mere over.
Og hvad så nu? Jo, da jeg nu skal til at lave pandekager, så ser jeg til min skræk, at min højtelskede blender ikke er nede i kælderen. Hvor er den så? Jo ser du, den har min far kørt på lossepladsen.

For det er jo også smart?! Ja da! Lad os smide Luccas fantastiske, praktiske, fintvirkende og multifunktionelle blender ud, for nu har vi jo købt en anden skrotbunke. Ja tak.. Nej vel?

Men denne blender ville jeg så prøve, efter jeg var kommet mig lidt over mit bitchflip på den, men opdager så til min skræk, at lortet ikke engang er stort nok til at indeholde den lille portion mælk/sukker/æg/mel osv. der skal til at lave pandekager til 4 mennesker!? ................

Og, bare for at gøre det endnu mere perfekt, så havde min gamle blender en tud, hvorfra man kunne hælde væsken direkte ned i en kop i passende mængde, så man kunne hælde den på panden og lave en pandekage ud fra den mængde væske. Så kan i nok også gætte, at det har den glasspand til den nye blender ikke. Så ikke nok med at den er tungere (ja, glas er tungt), mindre og grimmere, så er den fandme også umulig at bruge til pandekager! Se! Min smoothieblender var bedre til pandekager end dig, lorteblender. Jeg hader dig. Grusomt. Jeg gider slet ikke lave pandekager mere. Du har frataget mig min lyst. Lorteblender.

Så farvel super skønne, dejlige, flotte, loyale, praktiske, hjælpende, lette og brugbare smoothieblender, jeg tror du var mit hjertes udkårende. Men nu ses vi aldrig mere. Måske mente min far du var for ung til mig, og kørte dig derfor på lossepladsen. Men jeg er ligeglad! Kærlighed har nemlig ingen alder!!

.

Lige nu.. Der har jeg følelsen af at være sat fri.
Fuldstændig fri!

Ærlighedens puslespil.

De siger jeg er stærk.
Jeg kæmper mig, med hjælp fra min styrke, op af den dybe grøft jeg er i.
Jeg vil ikke give op, selvom jeg er så forbandet udmattet af at blive smasket i gulvet gang på gang.
Hvor er der ro? Er der nogensinde ro nogen steder?

Tillid er den eneste ting.

Jeg flyver.
Tror jeg.
Det føltes som at flyve.
Som at svæve gennem det tynde luftlag uden at have noget at kunne tage fat i. Det kilder faktisk lidt i maven - ligesom det gør når man kører i karrusellerne i Tivoli eller Djurs sommerland. Det er en god følelse, tror jeg nok. Jeg tror nok den har været savnet, selvom den er lidt distraherende.
Få mig ned.
En eller anden. Hiv mig ned fra dette mærkelige sted. Jeg føler, at jeg er fanget. Fanget i de milliard tråde som en eller anden engang pakkede mig ind i. De vil ikke give slip. Jeg klipper dem alle sammen over, men de sniger sig stadig rundt omkring mig. De vil ikke forsvinde, heller ikke engang hvis jeg sætter ild til dem. Jeg er fanget.
Nu er der lyst. Jeg kan se lyset. Og livet. Kan se meningen, og lysets stråler berører let min hud. Følelsen af frihed slutter sig om mig. Følelsen af forståelse. Af mening.
Men der blev koldt igen. Lyset forbliver, men sneen daler nu ned fra det. Hele himlen er hvid som sneen, og selvom natten er sort, bliver alt lyst op af sneen. Der er børn. De har fakler. De er lykkelige, mens de går og synger julesange. Selvom der er koldt og de fryser, så tror jeg nok de er glade. De ser sådan ud. De går alle sammen hånd i hånd. Som små børnehavebørn.
Følelsen af at flyve er der igen. Jeg danser. Danser på noget der godt kunne ligne roser, men de stikker. Tornene er for store til, at det kan være roser. De stikker mig alle sammen. Mine fødder rives til blods.
Faktisk gør det ondt, men jeg bider smerten i mig. De andre skal jo ikke se, at det ikke er en dans på roser.
Jeg danser videre. Nu er alle tornene væk. Det, der lignede roser, er også væk. Der er et nøgent gulv. En bar bund. Jeg danser på det nøgne gulv, men stopper efter noget tid. Det gør jo ikke ondt? Det føltes som om der er noget der mangler. Hjælp mig. Hiv mig væk. Væk fra det tomme gulv. Det er jo tomt - tomt, som et menneske uden kærlighed. Hjælp mig væk herfra.
Jeg er fanget. Fanget af trådene. Jeg er flyvende, flyvende af vinden, der bærer mig alle vegne hen. Den bærer mig hvorhen mit hjerte er. Den bærer mig hjem. Men den skifter hele tiden retning. Hjem er hele tiden et nyt sted, uden nogensinde at være noget konkret sted. Jeg flyver og flyver. Jeg er fri - og på farten. Men jeg er fanget. Trådene giver stadig ikke slip. De holder mig tilbage. Gør mig kold og bange. Men samtidig.. Jeg tror de gør mig tryg. De holder fast i mig. Holder fast i hvem jeg er. Der er lyst mens jeg flyver. Der er helt lyst og klart og meningsfuldt når jeg flyver. Men når jeg lander bliver der mørkt. Bælgravende mørkt. Der er ingen sne til at lyse det op. Heller ej nogen fakler. Alt er mørkt, når jeg står med mine forrevne fødder på den kolde jord. Tag mig op og flyve. Hjælp mig væk fra det kolde gulv. Hold mig nede. Gør mig tryg. Klip snorerne. Sæt mig fri. Hold mig tilbage. Gør hvad det passer dig. Gør dig selv lykkelig. Gør os lykkelige. Gør mig lykkelig.. Lykkelig. Lykkelig.
Ja. Lykke! Det er det. Det jeg ikke er. Eller det jeg er. Verden er et stort virvar. Jeg er forvirret. Hvem er du? Hvem er jeg? Hvem er bag dig? Hvem er personen bag mig? Hvem er nogen, og hvorfor er de her? Hvad laver vi? Hvorfor flyver jeg? Hvorfor flyver jeg som en fugl, men føler jeg falder som en sten? Nej. Nu må det stoppe. Hvad gør vi?
Du må aldrig klippe snorerne.
I må aldrig tage mig væk. Aldrig gøre mig bange igen. Hold mig tryg. Hold mig sikker. Hold mig bag de lukkede døre, så jeg ikke stikker af. I må aldrig klippe snorerne.. Det er dem der får mig til at flyve.
Ligesom dragerne.
Jeg elskede drager som lille. Både de uhyggelige og dem der var farverige.
Hvor er det lang tid siden jeg var lille.
Jeg tror stadig, at jeg er lille.
Jeg kan i hvert fald stadig flyve..
Jeg håber aldrig, at jeg falder. 

Play the keys!

Trist musik gør mig i trist humør.
Klaverspil i mol får mig til at tænke på de endeløse timer jeg brugte på at mangle selvskab.
Stemmer, der lyder som om de får alt livet suget ud af sig, får mig til at føle mig skyldig.
Enkelte klavertoner får mig til at lyse helt op, kigge mig omkring og tænke, at der er noget nyt i gære.
Jaja, vi bliver alle påvirkede af det der musik.. Men jeg er glad for at nogen giver sig tid til at skabe musik, for det er da en vidunderlighed i sig selv.

kyllerylle

Jeg fik lige et stalker-flip på facebook, som denne gang gik ud over en pige, jeg engang har kaldt min bedste veninde. Og netop den titel slog mig - hvorfor fik hun nogensinde den? For mens jeg nu kigger på billederne af hende have det sjovt, så slår det mig, at jeg ikke aner hvem hun er. Jeg ved ikke hvad hun interessere sig for, ved ikke hvem hun er venner med, eller hvad hun har oplevet i sit liv. Hvor er det sørgeligt, at jeg ikke aner hvem hun er, når hun har været så "tæt" på mig. Gad vide hvem jeg selv var dengang, og mon hun kendte mig? Hmm..
I hvert fald kom jeg til den konklution, at jeg er glad for hvem jeg er, og jeg er glad for jeg er kommet videre siden hvornår det nu end var...

!!"#¤%&>78"%&#)=?

Forhelvede! Kender i de tidspunkter, hvor opblæste narrøve bare SKAL ødelægge ens dag og ens forhåbninger om en god weekend? Jeg gør i hvert fald! Hold da kæft hvor blev jeg sur, da jeg opdagede at du skulle med til efterskolernes dag på Femmøller. Hvor er du strid! Du er så streng og ond og.. unfair!
Helt ærligt. Du får gammel elevdag. Hele dagen med lærer og gamle venner og bekendte, uden der render en eller anden irriterende ekskæreste rundt et sted. Der kan du få lov at glæde dig over alle dem du kender og elsker. Men det er åbenbart ikke nok for dig. Du skal åbenbart også ødelægge min weekend. Det virker fuldstændig urealistisk at du skulle have lyst til at komme til Femmøller. Det er Anna og jeg der startede den "event" på facebook. Ja, ANNA OG JEG. Din eks, som du slet ikke kan klare at se eller snakke med, fordi det er så hårdt for dig, og så en af hendes allerbedste veninder. Hvis ikke det er for at se mig, hvorfor fuck kommer du så? Og hvis du kommer for at se mig, så kunne du da lige så godt tage sig sammen og være min ven i stedet for. Du kan ikke sige at du slet ikke kan klare at snakke med mig, og så gerne ville se mig. Jeg forstår ikke det her, men jeg ved jeg er sur over det. Jeg er lige så sur som dengang du gav mig en skulder i kinden efter aftensmaden. Der var jeg rigtig sur, ligesom nu. Pissed, sur, aggressiv. Så dum har man bare ikke lov til at være.
Jeg synes du er så unfair, for tror du jeg kan klare at se dig? Det ville jeg kunne, hvis jeg kunne smile til dig, sige hej og grine sammen med dig. Ja, så kunne jeg klare det. Jeg er sku da heller ikke stærk nok til at rende rundt på Femmøller igen, og være uvenner med dig, ligesom vi fucking plejede. Jeg gider det ikke! Jeg vil ikke starte forfra igen, nu hvor jeg faktisk nåede så langt. Jeg vil ikke græde mere foran lærerne, jeg vil ikke være ked af det overfor flere af eleverne. Jeg er ikke ked af det mere. Ikke på samme måde i hvert fald.
Ihj.. lige nu er jeg på grænsen til at hade dig. Du skylder mig virkelig at blive væk, men dit store ego vil åbenbart ikke. Du vil bare have payback. Fucking payback, som alting også altid handlede om. Jeg håber virkelig på at du ikke kommer, for jeg har helt ærligt ikke lyst til at se dig.
Og hvis du kommer - så er jeg cool. Det har jeg lært i dag. Jeg er stærk og glad for hvem jeg er. Der skal to til en diskussion, to til et skænderi, og to til tango. Jeg vil ikke danse tango med dig. Ikke denne gang. Jeg vil gerne sige hej til dig og spørge hvordan det går, men jeg er ikke din lille dukke. Ikke mere. Jeg er så meget mere. Et individ. En person. En, der gerne vil være sig selv, så please.. lad være med at fuck det op denne gang.
Please...

Lykkelighed!

Så kom den igen! Ja, det gjorde den nemlig. Den kom igen og blev min gode ven, igen. Lykken selvfølgelig! Følelsen af ren og skær lykke. Den følelse jeg så sjældent føler, men altid længes efter; og nu er den her!
Goddag kære lykke. Kære livsglæde. Hvor er det fantastisk at møde dig igen. Du har været savnet så længe, men nu er du her igen, i mit hjerte. Måske kun for en kort stund, hvem ved? Men jeg er sikker på du vil følge mig med pragt gennem weekenden, og holde mit hoved højt! Lykke, jeg elsker dig!

Jeg fandt lykken i åbenheden. I de følelse jeg føler - de gode af dem. De sunde af dem. I de mennesker jeg omgås med. I de piger, der tog mig med ned til Netto, for hver især at købe en 1½ liter ice tea vi kunne fråde. Jeg fandt den i den klasse, der alle sammen blev glade for mig da jeg muntert delte cookies ud til dem alle sammen. Jeg fandt den i, at vores billedkunstlærer blev glad for vores fremlæggelse. I min far, der kørte mig til Hillerød for at jeg kunne købe min billet, og ikke mindst i, at jeg skal til FANTASTISKE Århus i morgen! Jeg glæder mig sådan til at bo hos Laura, og til at få snakket alt igennem med hende. Jeg fandt lykken i, at jeg er i stand til at beholde en veninde, selv gennem de værste følelsesudbrud.

Lykke - hvis du noget jeg kunne gribe om, ville jeg kysse dig!

vær kreativ - og spontan!

Jeg kan godt lide spontane ting. Spontanitet er noget af det mest geniale jeg kender til, for man bliver så glad når man gør noget spontant, eller andre overrasker én på en sådan måde.
Jeg forestillede mig hvordan det ville være, at være på vej hjem fra skole, og så pludselig se én af ens kære der på fortorvet, på vej hjem til dig. Nøj, en fed tanke, ikk? Desværre forestillede jeg mig det så klart og tydeligt, at jeg blev lidt skuffet, da jeg nåede til min hoveddør uden at have set nogle af de betydningsfulde mennesker længere væk fra. Fuck, tænkte jeg lidt. Det er lidt øv, at mennesker ikke gør sådan nogle ting for at glæde hinanden! Jeg kan godt se det er lidt besværligt at tage hjem til en ven eller veninde (specielt hvis de bor i Jylland) og sige hej, for hvad nu hvis de havde planer eller ikke var hjemme? Forhelvede altså!
Men udover det.. Jeg ville elske hvis folk gjorde det. Besøgte mig uden opfordring eller planlægning, bare tænkte "Hey, jeg vil se Lucca!" for derefter at hoppe på et tog eller en bus. Yay, glad tanke!!

"Den bedste lykke, er den du ikke forventer."
Det snakkede vi om i en dansktime på Femmøller, og yes indeed. Den lykke der opstår ud af ingenting er fantastisk!
Men er jeg virkelig den eneste der kan finde på de meget spontane ting? I can't be.

FU PER!

Goddag. Jeg falder i søvn i fysik. Min lærer, der kun kan tale i ét toneleje har ødelagt al min fysik glæde. Nu tænker jeg bare "skyd mig" hver andet sekund. Giv mig fysik-Henrik, Luna og Femmøllers fysiktimer (Ja, fysikhold 10.E) tilbage! Farvel igen.

888

Uh, uh! (siger jeg og hopper op og ned som den lille pige jeg nu engang er)
Jeg fik lige en følelse. En meget velkendt og mærkelig følelse, at se stå på Odden færgehavn, vente på færgen til Ebeltoft sammen med de halvtågede drenge og de højtråbende piger. Det var en mærkelig følelse, for det føltes slet ikke som mig. Jeg kan huske, at jeg tit var den der stod stille ved siden af og lyttede med store øjne. Jeg smilte, grinte og svarede på deres spørgsmål, men jeg var aldrig hende der stilte mig op og snakkede selv, eller fortalte de andre om hvad jeg havde lavet i min weekend.
Før jeg startede på efterskole havde jeg været det der snakkehoved, der var glad for alt og alle, og hende er jeg kommet ret godt tilbage til at være, men hvad skete der egentlig lige for, at den del af min personlighed forsvandt på forskellige tidspunkter på efterskolen?
Dét er i hvert fald ikke en følelse jeg savner. Jeg er så glad for at være "hende den glade" igen. Hende der kan få andre til at grine og smile og have det godt med dem selv. Jeg er glad for, at der i min klasse ikke går nogen af de nedværdigende, irriterende og arrogante mennesker, som jeg, selv efter et år på efterskole, ikke kan snuppe.
Jeg vil sige jeg savner de fede øjeblikke vi havde i bussen, når vi alle sammen lå op af hinanden og sov. Der havde vi det rigtig godt, men nøj hvor kan man også bare blive træt af mennesker. Specielt de bumsede drenge, der ikke lavede andet end at disse folk jeg faktisk brød mig om på efterskolen.
Og når det er sagt, så er jeg da egentlig ret glad for kun at have 12 minutter hjem fra skole i bus med Pernille hver dag (-;

udpluk?

• Det modsatte af kærlighed er ikke had, men ligegyldighed.
• Uvenskab opstår ved folk der svigter dig, ikke folk der tager videre fra en fest til en anden fest.
• Kender du følelsen af at gå forbi et spejl, stoppe op, og spørge dig selv hvem fanden du egentlig er?
• Lorteferskenvin. og hvorfor er alt forresten fersken? 
• "I know what's best for me, but....."
• "Hey, det er første gang mit ejet tøj sidder oven på mig!" - citat Pernille.
• DET RIGE SVIN SKAL DØ... 
• Følelsen af gerne at ville kunne ændre sig.
• "Selvmord" af Selvmord.
• Martins knivsæt, knivmagnet, køkken og nu opvaskemaskiner. Hvad blev der af askebæger og akupunktur?
• Skuffelsen ved at blive misforstået, når man prøver at gøre en anden glad..
• Firkløvere....
• Værelsessnakke.. årh ja, dejlige, lange, filosofiske og mærkelige værelsessnakke!
• Femmøller Efterskole, altid i hjertet.
• Uendelig hukommelse. Evnen til at huske alt. Undtagen skolearbejde og hvad jeg allerede har fortalt folk om.
• Sangcitater. Kære smukke sangcitater, der passer ind i små hjørner i ens liv man ikke tænkte over før man hørte sangen.
• Last call, last song, last dance.
• Jeg forstår ærlig talt ikke, hvad der gik galt.
• At indse hvordan det er man viser verden sig selv, og ikke bryde sig om det.
• En verden af internheder.

Øjeblikke, hvor du er helt igennem lykkelig. De splitsekunder af dit liv, der gør dig lykkelig, er dem der gør det værd at leve. Mmhm, jeg elsker de øjeblikke.

Det kommer der ud af at lave lektier en hel søndag.

 

Nanna: "Men Lucca skat. Du er sku lidt poppet xD!"

Hvad er vigtigst?

Jeg har en kronik jeg skal have skrevet, en Linkin Park koncertbus-billet jeg skal have købt, et værelse jeg skal have ryddet op, to skabe jeg skal have pyntet og en ice tea jeg skal have sat i køleskabet. Derudover har jeg en blækregning, noget tysk og noget samfundsfag for. Meeeeen jeg gider ikke rigtig. Jeg har mere lyst til at ligge mig i græsset, kigge på skyerne og lade solen varme mig. Jeg har mere lyst til at dyrke min forkølelse lidt, og slappe rigtig meget af.
På onsdag skal jeg første gang til den der psykolog... Det skræmmer mig. Meget. Er bange for hun vil sige ting, som jeg ikke vil høre.

Verdens små vidundre

Godmorgen! Og ja, hvilken pragtfuld morgen! I går var der "scor-en-put" fest på BG - dejligdejlig aften!
Aftenen var præget af både liv, glæde og dansende, smilende mennesker! Jeg siger dig, aldrig har jeg været så glad for min klasse, og helt specielt 3 af de tøser der går i den! Vi fik alle skrevet put i panden, og nogle blev tegnet flere steder. Nogen var endda så heldig at få skrevet "Ziingle" over brystet, MUMS! De der 3.g'er ikk? De er lidt onde!

Jeg havde en god snak med Julie om de irriterende kyssende kærestepar og distanceforhold.
"I kan jo bare være kærester når i ses."
Jeg er glad for at gå på skole med Julie. Vi kunne ikke snakke så godt i folkeskolen, men det kan vi da i hvert fald nu! Hun var et år i USA, jeg var et år i Mols Bjerge, og det ændrede os begge i den rigtige retning! Det er så dejligt at vide, føle og se!

Jeg skulle på computeren for at tjekke togtider, for ved i hvad jeg skal i dag? JEG SKAL SE ZIWI! Yay! Det dejlige pigebarn har jeg dog forhelvede savnet! Nu håber og beder jeg bare til, at det ikke bliver akavet eller ligegyldigt. Jeg håber det bliver så sjovt og lige så "en dag ud af virkeligheden" som det plejer. Gamle veninder er i sandhed guld værd.

"Hey Soul Sister" med Train satte jeg på i morges, for lige at høre den igennem. Hørte den i går, og havde hørt den en milliard gange før, men aldrig lige tænkt over den, så det var hvad jeg gjorde i dag.
Specielt lagde jeg mærke til stykket, hvor de synger:
"You see, I can be myself now finally.
In fact there's nothing i can't be.
I want the world to see you'll be with me."
Teksten taler for sig selv. Hvor er jeg glad for at være mig selv og fri. Dog alligevel, som tiden går og tingene udspiller sig, så kan jeg godt se hvad du mente. Jeg er ikke helt den perfekte pige, og du gennemskuede mig 10 gange hurtigere end jeg selv nogensinde vil være i stand til. Nu er jeg heldigvis forberedt på mig selv. Nu er jeg heldigvis min egen ven.


"Heeeey soul sister, ain't that mister mister? on the radio, sterio? The way you move ain't fair, you know!"

10hi f9s...!?

"  Heeeeij miíneneste ii;<3"

Vi disser sproget, vi disser stilen, vi disser make-uppen der er lagt i tykke plamager ud i hele ansigtet. Vi brokker os over måden de snakker på, måden de skriver på, selv måden de flirter efter første blik, som om det gjaldt deres liv. Nogen gange laver vi ikke særlig meget andet end at se ned på popmenneskernes popmiljø. Jeg især kan sagtens tænke "Ha, det var da godt nok overfladisk de skriver sammen!" når jeg ser nogen skrive med hjerter, kyssesmileys og ordene "skat", "elskede" og "eneste", og faktisk har jeg brugt mange måneder på at undre mig over det. Men er det så slemt igen? Nej, faktisk ikke. 
Jeg synes helt bestemt, at det er for meget, at en dreng kan kalde en tilfældig pige for "minskat", når han selv har en kæreste, for man føler sig så dum, når man som kæresten smugkigger i de sms'er. Man føler sig uelsket og ret så ligegyldig, når man ser at kæresten skriver alle de store ord TIL VENINDERNE, når han ikke engang gør det til én selv. Nå men, nej. Det var et sidespor. 
Det jeg ville sige var, at selvom det lyder overfladisk og utrolig dumt når popmenneskerne kommunikerer, så savner jeg faktisk at være en del af det.
Jeg savner at få en sms hvor der står, at jeg er en anden persons liv, også selvom vedkommende ikke lige mente det på dén måde. Jeg savner at ofte få kys og hjerter i mine beskeder, for det varmer altså lidt. 

Ja.. selvom jeg bruger meget tid på at smågrine over andres morsomme måder at skrive på, så savner jeg egentlig selv, at kunne slippe af med at skrive eneste og skat i min hverdag. Jeg savner også at skrive de overdrevne smileys, som bare viser at jeg egentlig synes en anden person er lidt sød.

Popmiljøet er ikke slemt. Tværtimod. Jeg kom ind i det med den største frygt for at blive lukket ude med det samme, fordi jeg ikke havde den samme snobbede overflade. Men nu, set i bakspejlet, så har jeg aldrig har mødt så ærlige og søde mennesker, som jeg gjorde der.

Fordi jeg kan.

På vej hjem fra busstoppestedet i dag havde jeg denne tanke: "Du kan i princippet få alle de piger du vil have, så længe jeg får lov at beholde mine veninder, min værdighed og min kærlighed."
Jeg er lidt træt af at gøre mig selv jalux ved at småkigge, for hvis jeg tænker mig ordenligt om, så ved jeg allerede mere end jeg kan få ud af en fucking facebookprofil. Jeg kender ham bedre og dybere end han vil lukke andre ind, og det kan jeg være stolt af. Vi bliver venner igen, engang når tiden er rigtig, og vi begge har fundet os til rette. I mellemtiden kan jeg grine af både L'et i hendes navn og Lykke i hendes mellemnavn.

Jeg har det godt i dag. Måske skyldes det min mors lange taler om at jeg holder fast i hvad der er dårligt, måske skyldes det mine skønne veninder i skolen og måske skyldes det at jeg tager mig sammen. Måske egentlig også noget helt fjerde, men jeg er ligeglad. Jeg er bare glad for, at jeg er glad.
Dog oplevede jeg noget mærkeligt i dag. Jeg var på vej hjem fra IKEA med min mor, og så to drenge cykle over vejen. Jeg kiggede efter dem, og tænkte på en bestemt person, da jeg så den bagerste passager. En person jeg bestemt ikke nærer nogle andre følelser end had for, men det rørte mig ikke. Selv hvis det var ham havde jeg været ligeglad. For hvad så om det var ham? Hvad betyder han egentlig for mig? Ingenting.

Jeg er glad for mine veninder. Glad for mine venner. Glad for min familie og for mig selv. Slå den. Jeg tror jeg er på vej ovenpå igen. Fordi jeg kan.

Emails from far away!

Jeg har lige læst en mail fra min dejlige Helen-Ann på 80 i texas, hun sluttede af ned: "Write me, when you have time, and don't feel bad about not being in touch more.  I know, you are enjoying life.  That's the most important thing right now.."

Jeg blev både varm og hjertet og glad da jeg læste dette, for når en dame på hendes alder fortæller mig, at det er nu jeg skal nyde livet, så er det fordi hun ved det bedre end nogen anden. Disse ord vil jeg huske, for de rørte helt sikkert et eller andet inde i mig.

Elefanter glemmer aldrig.

Kære elektroniske blog, og dermed også computer.
Jeg beskylder lidt dig for at ødelægge mit humør. Man kan faktisk være nok så lykkelig uden mobil og computeren (facebook), og så kommer man her hen, til sin trofaste computer, og så husker man hvad det var man havde glemt. Så fuck jer, jeg tror jeg vil tage så meget afstand fra jer, som jeg er i stand til (hvilket vil sige næsten overhoved ikke, men fuck også det!).
Jeg har nemlig haft en rigtig god weekend! Ikke sådan en hvilken som helst weekend, men en skøn weekend sammen med Niklas. Sådan en rigtig hygge/lav-ingenting-weekend. "Yes!" tænker man så lige, og smiler!

"I'm gonna love you like, I've never been hurt before. I'm gonna love you like, I'm indestructible!"

PS. min lille lilla elefant står og kigger på min ko, som bukker hovedet for den. Kære lille elefant, du er lige så perfekt som den dag jeg fik dig, også selvom du ikke pryder værelse 26's vindueskarm med de andre små elefanter. Men som Sara sagde, nu kan de små elefanter savne hinanden, ligesom vi savner hinanden på værelset.

Bedstevenner.

Det kan godt være, at jeg ikke kan snakke med den dreng der egentlig er min bedste ven, men hvor er det vidunderligt at jeg så har Tobias. Måske ligger kilden til glæde i ham og Pernille, og chokolade, og gåture, og latterlige snakke, og filmaftener, og alt det vi plejede. Måske ligger lykken i at få det man i 1½ år savnede tilbage på fuldtid..

Fortabt?

Jeg føler mig.......... fortabt.
Måske har bloggen et forkert navn. Jeg oprettede den, da jeg var i min 2 ugers høj-af-lykke-trip. Det er jeg lige så stillet kommet ud af eftersom vi er startet på gym, og vejret er begyndt at dræbe alt.
Jeg ville ønske jeg kunne skrive sandheden om mit liv her. Men nej. Heller ikke på skum gør jeg det. Ikke engang i min lille bog, der ellers ligger og fylder mange minder, erindringer og tanker derhjemme ved skrivebordet. Men heller ikke den nej. Der står et utal af hentydninger til hvordan det går, men jeg har ikke fået skrevet mit egentlige humør ned. Måske er der heller ikke engang ord til at beskrive det hele. Dumme lille bog. Jeg snakker med mennesker om hvordan jeg har det, men det er også kun nogen der forstår det. Der er ufattelig lidt der gider hører på mig, og endnu mindre der forstår det.
Ligesom dengang med Tobias, så er der inde i mit hoved kun én løsning. Fedt....................

KAGE...

"kage vil jeg have i min mave efter skole hos bageren i Birkerød som ligger i rudersdal kummune på sjælland i danmark i verden i universet på mælkevejen lige ved siden af orion som også er en scene på roskilde festival i roskilde hvor der er utrolig mange telte og mange øller som man kan drikke og blive rigtig fuld af mens man synger nik og jay og hopper og danser på vej til en koncert som man længe har drømt om fordi at man er kæmpe nik og jay fan og har været det i mange år og er begyndt og blive justin bieber fan selvom ens egentlige hobby er basketball fordi at det er verdens sejeste sport lige efter curling"

Det var sådan Fredrik & jeg brugte vores sidste nv time i fredags. Vi fik simpelthen tiden til at gå med at skrive én lang sætning, hvor vi skiftedes til at skrive nogle ord af gangen, og så kom Madelaine til sidst og skrev sin holdning. Hvor er det dog dejligt når vi stener i 1.t!

Der er ingen passende titel til et mindefyldt hoved..

Skillet - Don't wake me. 

Jeg kunne skrive hele sangteksten, for hvert eneste ord passer ind.

Vi skulle have taget os sammen, men det gjorde vi ikke, så nu må vi betale. 

"Hvor er du egentlig smuk.. jeg siger det aldrig nok."

Billedet taler lidt for sig selv. Hmm, og minder mig om rainbow cookies!

Erfaring gør dig kun klogere.

Kærlighed er den eneste ting, der er kraftig nok til at fælde selv det ondeste og stærkeste menneske. Lige meget hvor sej, respekteret, kold, arrogant, ligeglad og kynisk, eller måske en eller anden posetiv ting, du er, så vil kærlighed altid kunne gøre dig blød i knæene. Kærlighed kan fælde dig med ét hug, og kærlighed er vores svage punkt. 

Dérfor er det ikke godt at være kronisk in looooove.

xD

Lige i dette øjeblik, der har jeg lidt mit eget lille grineflip over Jakobs fede stunt med apostrofferne over bogstaverne, og ændrede fornavn. Det faktisk helt okay nice!

at være taknemmelig.

"It's harder starting over, then never to have changed."
Efter 6 års intens krig med mig selv, er der endelig nogen der har blandet sig.
Jeg var til lægen og snakkede med ham om psykolog & depression. Jeg har ingen depression, men psykologhjælpen ville nok være en gavn. Jeg er lettet. Han sagde "om et år har du glemt alt om det her, og kan leve dit liv uden at tænke tilbage hele tiden." Han gav mig en grund til at kæmpe videre.

Tak, fordi du hjalp mig til det her <3

"Det er rigtigt, når folk siger kærlighed gør blind. Jeg kan jo forhelvede ikke se noget!"

Så var der lige det der billed på facebook, der beviste hvorfor jeg så ynkeligt har savlet over dig de sidste 5 år. Så var der lige det billed der beviste, at jeg stadig kan give dig skylden, og stadig gør. Og selvsamme billed beviste også at Mr. Øv fra BG ikke på nogen måde når op til din standart. Don deal!

Og så var der lige dét der med han sagde han elskede mig...........
Wauw.

262626262626262626

I dag er det den 26. august.
Det er 2 måneder siden jeg stoppede på Femmøller Efterskole. Og så også 2 måneder siden jeg lige havde opnået alt, og vidste hvad jeg ville med mit liv. Det er den ret øv-ting ved den her dag. Jeg sidder konstant og drømmer mig tilbage, og savnet vokser bare. Desuden kan jeg ikke komme med til Århus festuge i den her weekend, og det betyder at jeg ikke får genset halvdelen af de elskede mennesker fra sidste år. Øv.
Den gode ting ved i dag er, at det er én måned tilbage til at s-togene igen kører fra Allerød st.! Det betyder kortere transporttid, og at jeg kan komme hurtigere ud til Hedehusene! Og såmænd også alle andre steder!
Desuden boede jeg på værelse 26.. wauw, wauw, wauw! <3

why does love always feel like a battlefield?

Her sidder jeg. Alene og fortabt er nok ikke helt rigtigt, men det føles lidt sådan.
Jeg savner, mere end jeg nogensinde har prøvet før. Og ja, selvfølgelig er det efterskole jeg savner. Min roomie havde fødselsdag i går. Det betyder, at der var 6 uger til min fødselsdag i går, og 5 uger + 6 dage i dag. Og alt er "et år siden" i denne her tid.
I går var det fx et år siden vi havde rullende grammatik på Femmøller Efterskole. Det betyder, at det var et år siden jeg lidt småbange kom hen til Jakob, sagde vi var i "gruppe en" og at jeg ikke kunne finde ud af grammatik til ham. Han begyndte at grine af mig over jeg ikke kunne sige "gruppe et", som det jo rigtigt hed, men det var et oprigtigt grin, så allerede der begyndte jeg at holde lidt af ham. Vi styrede til grammatik. Vi løb ud til posten, smed vores røv i gulvet og stirrede blankt på papiret, hvor vi skulle sætte kryds, bolle og bølgestreg. Først anden gang forstod vi det, og 3. gang var vores rekord. På omkring 15 sekunder løb vi derud, satte kryds, bolle og bølgestreg (okay, jeg gjorde. Jakob sad og var lidt lost), og løb hurtigt tilbage. Fuck vi var stolte af os selv, og det var starten på en genial weekend, der senere skulle blive til en genial flirt, men et desværre problemfyldt forhold..
Dagen efter (for nu præcis et år siden), satte Simon "the butterfly effect" på inde i tv-stuen, og jeg hoppede direkte over ved siden af Jakob og nakkede hans dyne. Jeg ved faktisk ikke om det var Jakob jeg lå ved siden af, men jeg tror det næsten, for det er det der ville give mest mening, og mest betydning. Egentlig var mine tanker et helt andet sted efter den film. Det var ikke Jakob mine øjne søgte, men at tænke tilbage på det var ham der var ved min side, varmer nu alligevel. Wow, en dejlig weekend. Fik jeg egentlig nogensinde sagt tak, for at du hjalp med at gøre rent på dobbleren? Tak for det i hvert fald.
I dag er det også et år siden den fjollede dreng hoppede op og ned af mig, med begge arme i vejret, fordi han skulle vise noget han havde set på youtube. Wtf? Det var så underligt. Jeg blev næsten bange for dig, men på den anden side fik det mig også til at holde lidt mere af dig.
Så uskyldigt det hele var i starten. Så fantastisk det var. Jeg blev lykkelig, når du ville holde mig i hånden i offentlighed. Jeg flækkede af grin når vi snakkede om små legemsdele, og søgte på det på youtube. Wauw, jeg savner dig dreng. Du gjorde mig virkelig til et nyt menneske.

Alt er et år siden. Den lykkelige start på efterskole er et år siden. Nu er den den lykkelige start på gymnasiummet det præget min hverdag - og klart, jeg elsker det! Gymnasium er helt klart lige noget for mig.. men havde jeg chancen var jeg tilbage på FE på et splitsekund.
Det er virkelig utroligt, hvor meget efterskole kan betyde. Ligemeget hvor meget eller lidt man deltog i det.

234567890098765432345

Jeg føler mig splittet i 17 dele.
1. Jeg savner Femmøller... no fun about that. Specielt fordi jeg ikke kan komme med til gammel elev dag ): !
2. Jeg savner Tønning/Træden, hvilket jeg virkelig ikke burde.. Og så alligevel, jeg savner virkelig de søde mennesker og deres forpulede popsprog. Jeg savner at grine af min daværende kæreste låne min foundation. Jeg savner at dulle mig så meget op til en fest, at jeg skammer mig over mig selv. Jeg savner at være mega klam, og have så lidt at lave, at dagen foregår i sengen og foran tv'et, og sådan kunne jeg jo fortsætte. Kort fortalt, jeg savner Tønning/Træden, og de mennesker jeg kendte/kender der..
3. Jeg savner mine venner og veninder i Allerød, som jeg ikke ser særlig meget til, fordi gym, lektier og kærligheden tager al min tid!
4. Jeg savner Nordjylland/Støvring, men det i sig selv er ingen overraskelse, da jeg altid savner de mennesker derfra.
5. Jeg savner Anna. Kære, søde, glade Anna, der passer ind alle vegne. Anna, jeg savner og elsker dig, at du ved det.
6. Jeg savner at drikke cocio og spise kage i byen efter skole. Måske skal det indføres nu igen, hvor jeg går i skole tæt på hjem?
7. JEG SAVNER SOLEN.

Okay, det var måske ikke 17, og måske har jeg også glemt nogle ting som jeg savner, netop pga jeg savner så meget, men pointen er, at jeg er splittet. Jeg savner så mange ting, og vil være så gerne være så mange stedet, men det kan jeg ikke. Og ærlig talt, så har jeg det faktisk også rigtig godt, som jeg har det nu. Gymnasietiden er sku fantastisk..


Wauw.

wauw..

Hmm.. jeg tænkte på noget.
Jeg oprettede denne blog for at skrive lidt om lykke, og den glæde der får en i gang her i livet, og da mine tidligere indlæg måske ikke helt har været om lykke, tænkte jeg at det da måtte være på tide.
Først og fremmest, hvor er jeg dog glad for at være i live. Jeg er lige i dette øjeblik glad for alt. For at have en skøn klasse på mit gymnasium, for at have det sjovt i skolen, for at have kærlighed i mit liv, for at have mine venner og mine alt for vidunderlige minder, selv for at føle at jeg lærer noget igen!
I går fløj jeg hjem på en lyserød sky. Godt nok var jeg meget gnaven over togene ikke ville køre mig hjem, pga oversvømmelser og sporarbejde, men det ændrede ikke på at dagen havde været F A N T A S T I S K. Wauw, siger jeg dig! Kærlighed skal ikke undervurderes, for selvom det er noget af det mest hjerteknusende, så er det også noget af det stærkeste medicin. At ligge i en drengs arme, og vide at der ingen bekymringer er, er virkelig lykke på høj plan. At grine og fjolle rundt som små børn, selvom man nærmer sig myndighedsalderen, eller allerede er der, er også bare lykkefremkaldende. Og i går, der var jeg lykkelig!
Efterfulgt af i dag, gjorde ikke noget værre, for jeg havde en grinern og første rigtig skoledag sammen med de kære mennesker i min klasse. Jeg stod op i morges og følte mig uovervindelig. Jeg glædede mig næsten til at komme i skole. Nej, ikke næsten, jeg glædede mig faktisk! Fordi jeg vidste jeg kunne se frem til en nice dag med nice mennesker! Tak 1.t, i er fandeme unikke!?

Nattero?

Søvnen er en fantastisk ting. Den åbner vores sind og viser os verden. Den får os til at se, at gud er en lort. Men hvis gud ikke findes, og lort gør, hvad er svaret på regnestykket så? Hvorfor er svaret 42? Og hvordan kom man frem til at verden er vores? Der er ingenting der passer, selvom alting falder i hak. Vi vil alle sammen føde gud i os selv, danne denne gud og følge ham. Gud er forskellig fra person til person, også selvom vi nogen gange kalder dette væsen for noget andet. Betegnelsen er gud, og det er det mennesket følger. Vi har bildt os selv ind at verden er vores, men det er ikke rigtig. Vi tilhører verden, ikke omvendt. 
Alting giver poludselig mening, selvom intet nogensinde har været uforståeligt. Alle følges ad, ned af den samme vej, hvor bier og blomster udfolder sig og skaber glæde. Glæden afspejles i honning, som vi kommer på vores morgenbrød eller i yougurten. Nogen putter også denne glæde i teen, og alle nyder godt af det. honning indeholder sukker. Honning er sukker. Og sukker skaber liv, også selvom vi indtager for meget af den. Sukker er med til at gøre små glæder størrer og på andre tidspunkter er det som et plaster på såret. Men man skal ikke altid komme plaster på såret, for så vil det ikke hele. Man skal holde såret udenfor i kulden, så man kan mærke det i hele sin krop, og kan vende sig til det. Først der kan man trække sig tilbage og se såret bliver til et ar. Arret vil med tiden forsvinde. Medmindre man er blevet bidt så dybt af sin egen hund, at der for altid vil være sammensyningen af ens hud vist som et rødt ar. Men stadig, tiden læger alle sår, og man lærer at leve med det røde mærke på hånden. Man lærer at leve med det knuste hjerte i sit bryst, selvom det brænder og sviger. Man skal se verden, indse hvad der gik galt, og derfra kan man komme i gang igen. Man skal ikke kaste med sten for at få hævn, for fysisk hævn gør kun ondt på oversiden. Man skal heller ikke kaste med stenfrugter, hvis den anden person ikke kan tåle dem, for så kan man risikerer at blive tiltalt for mord.

Det var meningen alting skulle give mening, og det gør det også, hvis du tænker dig om, og slår hjernen fra. Man forstår bedst ting når man ikke prøver at forstå dem. Man følger bedst med når man slapper af. Ens sind er kun åbent når man slår hjernen fra og kun bruger sine sanser. Ligesom når storesøster tvinger en til ikke at gøre sit bedste når nogen ser på. Slap af, gør dit bedste alligevel, så vil folk alligevel elske dig. 
Kærlighed er vigtigt. Men den vigtigeste kærlighed kommer ikke fra en man tænder på. Den vigtigeste kærlighed kommer fra hjertet, og er den man giver til sig selv. Men stadig skal man bruge nogen til at lærer sig at elske. For det bruger vi et fint ord; Mor. Tak gud/lort/eller hvad det nu er, som skabte mor. Mor er grunden til livet fungerer. Engang bliver man selv mor, eller far, afhængig af hvad man er og kan. Engang bliver man til noget, for engang går verden op for en, også selvom man ikke er i søvnens univers. Det kaldes at blive voksen, og det kan ikke være sundt. Det dræner ens livsenergi og formindsker ens evne til at se verden i et højere perspektiv. 
I nat vil jeg nyde denne vidunderlig gave igen, som vi har fået tildelt af verden. den gave som giver evnen til at se verden forfra, før vi forpestede den med fjollerier. Søvn er den bedste opfindelse, den udvikler vores hjerne. Måske vil jeg for altid blive ved med at se verden på denne måde, så meget som jeg sover?

hvad er lykke, det er stykke, af en kage, som alle vil smage!

Goddag fremtidig lykke.
I dag er jeg lykkelig. Ikke fuldt ud glad og tilfreds, men jeg er lykkelig, og det er nok til mig!
Dagen har nemlig budt på diverse goder! Sjov skoledag med 1.t, romantik på bakken og senere en klasse og en betydningsfuld dreng i Dyrehaven ved ulvedalen.
Jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige, andet end wauw! De der snakke med min mor, og at få grædt ud hjalp virkelig på mit syn på verden! Lige pludselig ser alt meget lysere ud, også selvom der er lektier for til næste uge, og min bioteknologilærer er kedelig at høre på!

Hey you, I AM HAPPY!

Det værste er på en eller anden måde at vide, at de nye elever på femmøller efterskole snart ligger sig til at sove trygt og godt i deres senge, ja, selv i min seng.

What a daaaaay.

Første skoledag på BG, og "wuuuuut" var nok min første tanke. Efter noget tid gik det op for mig hvilken klasse jeg havde valgt, og ja, den er nørdet, ligesom jeg egentlig selv er, når det gælder skolefag. Menmen, jeg håber og tror på det bliver godt. Ja, for vi skal være posetive!

Derudover har jeg haft en lang snak med min mor om savn, had, psykologer, forelskelser og livet. Det hjalp på mit meget nedtrykte og forvirrede humør. Det var dejligt at få tømt hjertet og få de ord, som hun kunne give, proppet ind i mine ellers så overfyldte tanker.

Og udover alt det så savner jeg min kære Anna! Hende kunne jeg godt bruge i min hverdag. Men Anna, jeg er glad for dig. Las os leve og være til i denne triste, men stadig på en eller anden måde fantastiske, tilværelse.

min elskede...

Jeg skrev noget uforskammet til William. Noget der ville fik en lang diskussion igang om hvorvidt jeg var barnlig og lav. Det var jeg selvfølgelig i deres øjne, for sådan noget kan man slet ikke tillade sig at skrive i en sms. Hvis jeg virkelig ville sige det, bad de mig om at ringe, men som om jeg ville kunne finde på at ringe. Mange ville nok sige jeg ikke turde og bare var en kylling, men mange ville nok også bare ligge sig ned og dø af grin, for de fleste ville se det fra min synsvinkel. Jeg skrev en masse lort, en masse ting som var for onde eller for lavstammede til at slynge ud. Jeg skrev ting jeg ikke vidste noget om, men bare ville ud med, og jeg skrev ting, der gerne skulle have været sårene. Du vil nu helt sikkert få både sms'en at se og en masse ord i hovedet om, tjaa, hvor lav jeg egentlig er. Men jeg ved også, at selvom du vil blive sur på mig over den besked, og selvom du vil være pinlig berørt og føle at jeg ikke respekterer dig, så vil du nok også grine lidt. Jeg håber du inderst inde vil smile og se, hvorfor jeg skrev den. For du kender mig. ja, trods alle mine modsigende ord, så kender du mig faktisk rigtig rigtig godt.
Men for at komme til pointen, så var det som virkelig pissede mig af, er at to personer uden særlig stor betydning skulle blande sig. De har begge både været venner og flirts for os, men ingen af disse titler giver dem ret til at gøre, hvad de gør nu. Hvorfor er der folk der skal fortælle os hvad vi har gjort forkert? Vi har ingenting gjort forkert. vi har levet, taget af hinanden, lært af hinanden, hjulpet hinanden og sammen har vi skabt noget, som ingen af os nogensinde vil kunne glemme. Vi skabte kærlighed. Ren og frisk kærlighed. Godt nok var der mange huller i vores kærlighedsvej, alt for mange endda, men vi skabte stadig noget der for altid vil binde vores hjerter sammen. For de er bundet sammen, og de savner hinanden, ligemeget hvad vores hjerner siger.
William har ingen betydning, og hvad jeg skrev var ondt. Jeg ved det godt, og du ved også godt, at jeg sad med det største smil på læben mens jeg skrev den besked. Jeg ved dog ikke hvad det skulle være godt for, men jeg har besluttet mig at leve efter lysten og ikke efter hvad jeg burde. Men ligesom mit hjerte er imod min hjerne, så er min lyst også imod min "jeg burde", så derfor måske det store kaos i mit hoved. Jeg håber ikke du bliver for såret når du hører om mig fra dine venner, og jeg håber ikke det vil ændre dit syn på mig, for ligesom vi altid sagde på skolen, så fuck da dem. Der er ingen mennesker i verden, udover os selv, der skal fortælle os om hvad vi føler. Det var i hvert fald noget vi lærte igennem vores tid sammen.
Men igen! for at holde os til pointen, så er jeg ked af at jeg har såret dig så meget. Det jeg er allermest ked af, er nok, at det nu ikke er os der styrer vores liv, men savnet og afhængigheden der fører os i en bestemt retning.
Jeg er ked af at vi er adskilt, for på tidspunkter er det ikke engang her, jeg har lyst til at være.
Du sagde jeg var knækket, og jeg skulle have hjælp. nu har jeg for første gang accepteret, at du har ret.

random

Jeg kan huske dengang det bare gik op og op ad bakke, med ham jeg kaldte min.

Det er lang tid siden.

Nu går det bare op og op ad bakke med hende jeg kalder mig.

Hvorfor?

Det er spørgsmålét. Dét spørgsmål som har fyldt mit hoved lige siden jeg var 10 år gammel og gik i 4. klasse. Jeg kan tydeligt huske mig selv sidde og skrive "hvorfor?" ned på en masse papirer, og tænke en masse sætninger med ordet "hvorfor" i starten. Jeg var fascineret af det ord dengang, og det er jeg på sin vis også stadig.
Man kan spørge hvorfor til ALT. Hvorfor købte jeg en mobil over nettet, når det ville være nemmere at købe den nede i butikken? Hvorfor hang jeg postkortene på min væg op så de formede et halvt hjerte - og hvorfor ikke et helt? Hvorfor kan jeg nogen gange ikke vente med at komme ud at rejse, og hvorfor vil jeg nogen gange hellere ligge under dynen? Sådan er der så evigt mange spørgsmål, nogen af dem er fuldstændig ligegyldige spørgsmål, men andre, som fx. "hvorfor nyder du at såre mig?" er mere dybtegående.
Livet er et stort spørgsmål, er det ikke? Vi stiller spørgsmål ved alt! Selv ved hvorfor VI er i live, og hvad vi skal bruge det til.
Men lige nu er det eneste spørgsmål der fylder mit hoved, et spørgsmål om HVORFOR han opfører sig sådan her. Han fortalte mig alverdens ting, og nu beviser han gang på gang, at det bare var løgn. Det var intet andet end tomme ord han fyldte i hovedet på mig, for at jeg skulle blive, så han kunne bevise overfor omverdenen, at han også kunne score og være elsket. Men løgn var det, og havde det ikke været for "den sidste chance", som blev opbrugt, så ville vi sikkert bare LEVE på en løgn nu. Det hele var løgn og latin, og det sårer mig.
Nu sidder jeg så her, såret og med hovedet fyldt med hvorfor-spørgsmål. Men egentlig, så har jeg det godt. JEG har det godt med hvem JEG ER, og måske er det bare alt der skal til for at tilgive løgnene og blive glad igen? For ja, hvorfor skulle jeg ikke kunne være glad? "De kan kun få dig ned med nakken, hvis du selv giver dem lov" læste jeg engang. Det er et skønt citat, for det viser at vi hver især er stærke og kan gøre hvad vi vil - hvis vi vil. Og jeg vil gerne. Jeg vil gerne være glad og lykkelig. Jeg vil gerne være fri for alle tanker om sårende mennesker og hvorfor-spørgsmål hele tiden, og det kan jeg også blive, hvis jeg giver mig selv lov.
Så det er her vi starter; med at give mig selv lov til at give slip.

kommer vi, eller går vi sammen?

humøret kommer og går. vennerne kommer og går. musiksmagen kommer og går. timerne går bare. minderne kommer ikke tilbage. men livet går bare videre. jeg kommer ingen vegne, fordi jeg ikke går. jeg ved ikke om du nogensinde går igen, eller om du nogen sinde kommer her. sæbeboblerne går lige så snart de er blevet selvstændige. alting går. alting kommer. det hele flyder bare sammen. kom og gå, som du selv vil bygge på dit liv.