Jeg vidste egentlig ikke, at hendes ord havde sat sig så dybt.
En halvfuld aften i vejle på min venindes højskole sad jeg og snakkede med min veninde. Hun sagde til mig, at jeg ikke lukker folk ind. Ikke sådan rigtigt. Jeg fortæller dem gode og private historier, så de tror jeg har lukket dem ind, men jeg lukker dem ikke sådan helt rigtigt ind.

Jeg ved ikke om jeg er bange for det her faste forhold, fordi jeg ikke har lyst til at være sammen med ham resten af livet, eller fordi jeg er bange for at nogen skal kende mig så godt, som nogen vil, når de bor sammen med mig. Men et eller andet er jeg bange for, for jeg finder på undskyldninger hele tiden. Både over for mig selv og alle andre.

Jeg har et mål med mit liv; at være glad. Sindsoprivende og skingrende lykkelig. Og hvis jeg i perioder ikke er lykkelig, så vil jeg i det mindste være helt basic glad ind til benet.

Men hvordan opnår man så det? Mit svar gennem hele livet har været; ved at have en kæreste. Og ja, en kæreste gør dig både glad (og lykkelig) og får dig til at føle alt andet er mindre vigtigt. Et eller andet sted er jeg bare pisse bange for, at jeg ikke kan være lykkelig alene. Jeg er rædselsslagen over måske aldrig at opleve verden på egen hånd, uden flirt eller andet i baghånden. Jeg er bange for ikke at få lov at opleve den frihed, der er ved at være single. Og her mener jeg virkelig ikke den single-type, der kan score som hun vil. Det jeg mangler at opleve i mit liv, som jeg virkelig er bange for aldrig at opleve er at kunne tage ud at rejse, uden at savne hjem. Jeg mangler at kunne tage i byen og først komme hjem når festen for mig er slut, uden at have den mindste smule dårlig samvittighed over det måske var lidt sent. Jeg mangler ikke at have dårlig samvittighed over at drømme om en anden fremtid, ikke at have dårlig samvittighed over at han ikke er i alle mine drømme... Jeg mangler at forelske mig i mig. At have nok i mig.

Og det værste ved det her er, at jeg allerede kan ovenstående ting. Jeg har så meget frihed i mit forhold, at jeg som single-kvinde ville hade mig selv for at ønske noget så latterligt som frihed til at komme hjem klokken 8 om morgenen efter en fest, fordi det kan jeg allerede. Og alligevel er det de ting der dukker op, når jeg skal forklare hvad singlelivet egentlig er.

Jeg elsker den her flotte, vidunderlige mand jeg har fundet. Hvad fanden skal jeg gøre for at opretholde min kærlighed til ham?