Er det mig selv jeg græder over?
Er det min kærlighed, som jeg er så rædselslagen bliver væk?
Er det her i virkeligheden overhoved ikke om dig?

Jeg kan ikke forstå, at jeg skal være så rædselsslagen for, at du ikke elsker mig mere. At du elsker en anden. Jeg kan ikke forstå, at det skal være et problem nu, efter flere måneder. For jeg vil tydeligvis ikke tilbage selv. Det eneste jeg vil er at forhindre os i at komme videre hver for sig. Og hvorfor vil jeg det? Hvorfor vil jeg ikke selv videre?? Det vil jeg aldrig, og jeg forstår det ikke. Hvad er det ved fortiden, der virker så betryggende på mig? Det er mig, der altid flygter til nye steder, for at prøve noget nyt, møde nye mennesker og være en anden person. Hvorfor er det så jeg kigger tilbage og lever i fortiden hele tiden? Jeg gider ikke mere.
Det skal ikke være svært at komme videre, når det er det man har ønsket sig. Men det er svært at give slip, og det er svært at vide, at der er en hel del tryghed, som ryger med i faldet.
Men er det i virkeligheden mig selv, jeg skræmmes af? Er det min egen vej videre, der skræmmer mig så meget? Noget må gå mig ekstremt meget på, siden jeg så let bryder ud i tårer. Det er første gang jeg ikke aner, hvad der er galt med mig selv.

De sidste 7 dage har ikke været sjove. De har været lange, grå og tunge at bære på. De har slået mig halvt ihjel. Alle siger altid, at det aldrig er for sent. Men nogengange er tingene for sent. Det er for sent for mig, at lære mine bedsteforældre at kende. Nu er jeg bange for, at det er for sent for mig at være sammen med dig. Jeg er bange for at jeg har gjort mit livs fejltagelse. At den kærlighed jeg elskede så højt bliver væk. At den bliver erstattet med en anden kærlighed, videregivet til en anden person.
Og jeg er bange for, at den kærlighed jeg har haft til dig, som har holdt mig hos dig i så lang tid, bliver væk. Hvis det ikke er til dig, hvad betyder det så? Det er utroligt, hvad tiden gør ved os. Ud over langt hår og skæg, så er der også følelser der kommer og går. Og går...
I mindste er det nemt at se, hvor højt jeg har elsket dig, siden du er den eneste der stadig skinner igennem.

December har været en hård måned. Nu er det godt året snart skifter..

Et klogt menneske fortalte mig forleden, at det er kun gennem kunst, at vi får vores sande følelser ud. Kunst kan være mange ting, og et simpelt blogindlæg om sure følelser, kan være lige så stor kunst, som det mest berømte maleri. Der handler kun om, hvem kunsten rammer.
Denne kunst her er kun for mig. Du må gerne læse med, du må gerne føle mine følelser, men i virkeligheden så skriver jeg kun det her for mig selv. Jeg skriver det, så det kan hele mig i dag, og minde mig om min erfaring i morgen. Generelt er jeg ret godt tilfreds med det her arrangement.

Men noget er gået op for mig; hvorfor jeg er i tvivl om min beslutning. Det gik i virkeligheden ikke op for mit hoved, men for mine fingre i en besked til en anden. Jeg er bange for at jeg har smidt det bedste, som nogensinde er sket for mig, væk. Og jeg er rædselslagen for at der kommer en anden trunte og finder det.
Men mon det faktisk er tilfældet? For hvis det er det bedste for mig, så kommer der igen. Og så er det ligegyldig, hvilken trunte der i midlertidigt har prøvet at få det til at fungere. Nu hvor jeg alligevel tror så meget på skæbnen, så må jeg nok alligevel indrette mig med, at den også her skal føre mig lige det sted hen, hvor jeg bliver lykkeligst.

Nanna, efterfuglt af Johannes, har lige ringet. Selv om jeg er alene i weekenden, så er jeg ikke rigtig alene. Selvom de ikke kan ses, så er de her alligevel utrolig meget for mig. På det punkt må jeg aldrig glemme, hvor heldig jeg er!

Whatever's best for me

Hvordan har jeg det?
I maven har jeg et kæmpe stort hul.
Når jeg lukker øjnene og drømmer mig væk, ligger jeg i en seng i Miami. Ved siden af mig ligger en rejseveninde og i baggrunden spiller "Counting Stars" med OneRepublic. Der er jeg lykkelig.
Lige for tiden er jeg ikke lykkelig. Jeg har sindssyg svært ved at holde sammen på mig selv og mine tanker. Der sker hundrede ting rundt omkring mig, og jeg springer med på dem alle sammen. Men inde i hovedet står det stille.
De her dage bliver selv de gode ting grå. Beskeder fra udlandet betyder ingenting, lækker mad bliver til aske i munden på mig, opgaver og karakterer bliver ligegyldige. Det synes uoverskueligt, når jeg endelig har en aftale, men erfaring siger mig det hjælper. Det hjælper at skøjte rundt blandt små børn, der overhoved ikke har lært noget om rigtig kærlighed endnu. Det hjælper at se åndssvage film og spise dårlig pizza. Det hjælper mere, end jeg nogensinde kunne have forestillet mig. Og det må jeg være taknemmelig over. Det er jeg taknemmelig over.

Mig selv bekendt er jeg ret psykisk stærk. Ikke at jeg er god til at vise det, for jeg begynder jo at græde over den mindste ting, men jeg synes selv at jeg er god til at beskytte mit hjerte mod de fleste slag. Men nu trængte det sku igennem. Kvalmen og rystelserne bevidner om, at min krop ikke kan følge med. At den ikke er okay, at nu blev det for meget.
Men giver det ikke også god mening? Det er ikke fordi jeg har været 3,5 år på ferie. Det er ikke fordi det ikke gør ondt, når man bliver sat i anden række. Det er ikke fordi det har været nemt at opretholde så stærkt et bånd til en, man ikke vidste helt hvor man havde. Eller, det er måske løgn. Jeg vidste godt hvor jeg havde dig, jeg vidste bare at det ikke var ved mig.
Det virker så uretfærdigt mod dig at skrive det her, så jeg håber ikke du læser det. Og hvis du gør, så undskyld for de hårde ord.
Men forhelvede.. Jeg ved godt hvorfor jeg var og stadig er så jaloux. Når du kæmper så meget for én, og ikke er sikker på du får det igen, så kan den mindste bekymring du giver til andre, føles som et slag i maven.
Jeg ville have gjort alt for dig, og størstedelen af mig vil stadig. Jeg er træt af du er blevet til det her inde i mit hoved. Det er ikke dig jeg vil have, det er billedet af den person du havde potentiale til at være.

Jeg har dette hul inden i mig, fordi jeg ved noget dyrebart er blevet taget fra mig. Jeg har mig selv lige nu, og jeg har aldrig været mere positivt overrasket over mig. Jeg er et sødt, rart og elskende menneske. Jeg er den vigtigste person i mit eget liv, men jeg er ikke overskyggende egocentreret. Jeg er ikke ond og overfladisk, men jeg beskytter mig selv mod mennesker, som vil forringe min tilværelse. Jeg har altid troet jeg var ekstrovert, på grund af alle de mennesker rundt omkring mig. Men som tiden går, går det op for mig det måske slet ikke er tilfældet. Og måske er det. Jeg lærer mig selv at kende nu, og jeg kan godt lide mig selv, og mit eget selskab.
Det bedste af det hele er dog den ærlighed jeg har opdaget. Man må godt sige "JA, jeg har stadig følelser for ham!" uden at nogen vender øjne.. For, så længe du er ærlig, snyder du ingen. Man må godt have det skidt, på lige fod med at man må have det skide godt.

"Det bedste ved at være single, er at man ikke skal spørge om lov, når man vil noget." Det sagde du til mig. Og ja, det er det bedste, selvom det aldrig var et problem mellem os. Vi havde så mange gode elementer fra single-verdenen blandet sammen med uanede mængder af ægte kærlighed. Det var skide godt. Hvor er det ærgerligt at ødelægge noget så godt, men man må passe på sig selv, right? Selvom det lige nu ikke føles som det jeg gjorde.

Så det er sådan jeg har det. Mærkeligt. Tomt.
Gorillaz's tekst i Clint Eastwood giver endelig mening. Efter så lang tid, er det først nu jeg forstår det. Og det beskriver hvad jeg føler utrolig godt. Jeg er ikke lykkelig, men jeg føler mig "glad nok", jeg har en masse potentiale til at være lykkelig og se solskin lige her hos mig, men jeg beholder det gemt lidt endnu. Jeg er nyttesløs lige nu. Men det er kun lige nu, for jeg ved at  fremtiden kommer. Jeg ved jeg begynder at smile igen. Jeg ved at jeg finder solskinnet frem fra tasken og lader det stråle ud på alle. Jeg ved det kommer, men jeg giver mig selv lov til at drukne i sorgerne lidt endnu. Jeg skulle jo også gerne lære noget af denne oplevelse.

Ja, det er sådan jeg har det. Jeg savner dig, jeg spekulerer på om jeg har gjort det rigtige og jeg kører rundt i mine egne skavanker. Jeg har kommet videre hele mit liv, og det har aldrig virket optimalt. Nu lader jeg mig selv føle den rigtig smerte, indtil tiden er inde, og jeg har lyst til at komme videre. Og når det er sagt, så er jeg allerede overbevist om, at det er det der er bedst for mig!