Er jeg for ung og for forkert?

Jeg siger til mig selv, at jeg ikke vil nøjes.
Så derfor nøjes jeg ikke. Jeg siger til mig selv, at jeg først vil slå mig ned med ham, der får mig til at glemme ham den anden.
Men det kan umiddelbart godt blive et problem, for "ham den anden" er jo ham jeg vil have. Og kærlighed deler sig som regel ikke ud på flere personer.

Så hvad gør jeg nu? Jeg er 6,5 år for ung, bor det helt forkerte sted og er ikke engang sikker på min personlighed er hvad han søger. Så hvordan klarer jeg den her?
Jeg er blevet et halvt år ældre, et helt år mere moden og en hel del mere sikker på mine prioriteter. Men er det nok til at han vil have mig?
Skal vi ikke håbe på, at jeg faktisk er så unik, som alle citaterne siger? Skal vi ikke håbe på, at vi på et tidspunkt ender på samme linje, og retter os mod det samme mål? Jeg sagde jeg ville opsøge ham senere, han sagde det kunne være for sent, for hvad nu hvis han fandt en anden? Det gjorde han. Og det gik i opløsning igen. Men jeg står her stadig. Med stålfast vilje og bløde knæ. Og jeg opsøger ham.

Det farlige ved at række efter noget frem for at nøjes - det er brandfaren. Hvis jeg brænder fingrene her, så tager gløderne nok en del mere med. Men er det ikke det vi lærer fra nutiden film? At kærlighed kræver ofre og sats? Forhelvede, hvis jeg bare vidste hvad jeg skulle gøre...

Men når alt kommer til alt står jeg stadig efter så mange måneder med bløde knæ og hovedet fuld af to dages snurrende romance. Min stemme bliver blød og mit sind lyst, når jeg tænker på ham. Så hvorfor skulle jeg nøjes med et åndssvagt tinder-match, når der er chance for den helt store romance? Hvis jeg da bare lige kommer over på den anden side af vandet........

Hvordan jeg nok skal klare mig

På efterskolen, da forholdet gik skævt - da fik jeg problemer. Jeg fik problemer med mig selv og min krop - den begyndte at opføre sig fuldstændig modsat af mine forventninger.

Jeg medførte de problemer til næste forhold, og er først nu begyndt at bearbejde dem. Nu går det op for mig, at det aldrig var min krop der var noget galt med. Det var mit hoved. Mine tanker. Jeg var bundet i et mønster jeg ikke kunne bryde ud af. Kun i beruset tilstand kunne jeg se et glimt af den anden verden - den min krop mente jeg hørte til.

Jeg var glad for mit forhold. Rigtig ovenud lykkelig i flere perioder. Du gjorde mig tosset, glad og svimmel 80 % af tiden, men jeg har for nyligt lært, at 80 % kun er nok i et ægteskab med børn. I et ungdomsforhold skal det være godt altid. Selv når det er skidt.
Selvom det piner mig at tænke på det, så må jeg nok indse, at vi to aldrig var ment til at holde. Vi var for forskellige. Vi fandt hinanden i nød, og fik sammen kæmpet os stærkere. Med hånden på hjertet ved jeg godt, at jeg aldrig havde klaret de sidste fire år uden dig. Du har reddet mig, og det er jeg dig evigt taknemmelig for. Desværre ændrer det ikke på den kendsgerning, at vi ikke var ment til hinanden. I hvert fald ikke for evigt.

Så derfor ved jeg at jeg bliver okay. Jeg ved at der er en for mig derude, som det fungerer med 100 % af tiden og som min krop vil reagere positivt på. Og derfor vil jeg ikke lade mig nøjes.

Jeg har ingen idé om hvor hurtigt du forelskede dig i hende, og om det vil holde. Jeg kan ikke forestille mig, at du nogensinde ville gide et forhold, hvis du ikke var helt klar på det. Samtidig kan jeg heller ikke forestille mig et forhold kan holde, når det starter med at skulle holde kærligheden skjult for din eks.
Men hvis du læser dette, så giv slip på din skyldfølelse. Lær af den, og lad den gå. Jeg er ikke helt okay endnu, men for hver dag der går, giver jeg mere og mere slip. På et tidspunkt skal vi nok mødes i midten til hvad end vi har tilbage mellem os.
Hvis hun er din eneste ene, så er der ikke mere at gøre der. Hvis hun ikke er, så skal du nok også lære det. Alt imens lever jeg mit eget liv som single, og nyder at min krop og mit sind endelig er i balance.