Kære du..
Jeg er ked af, at du ikke er blandt os længere. Jeg sidder tilbage med skyldfølelse og uafklarede følelser, på trods af det er 7 måneder siden du gik bort. På trods af at jeg kun er halvt så gammel som du blev, så følte jeg et enormt pres på mine skuldre. En usynlig forventing om at jeg skulle være der for dig, for jeg følte om nogen, at jeg kunne trænge igennem. Men det gjorde jeg ikke. For jeg havde nok at se til med mig selv.. Jeg sad i præcis den situation, som alle andre nok gør nu, når de kigger på mig og ikke kan se hvor slemt den nogen dage står til. Og jeg har skyldfølelse. Jeg har dårlig smag i munden. Jeg har enormt dårlig samvittighed. Jeg ville ønske jeg havde kigget på dig, givet dig de flere kram, ringet til dig, bare været der. Jeg ville ønske jeg havde gjort noget, når nu du ikke havde det godt, og når nu jeg så tydeligt kunne se det. Men det gjorde jeg ikke. Og nu er du væk. Du kommer aldrig nogensinde tilbage. Jeg kommer ikke til at høre din stemme igen, dit grin eller dine flabede kommentarer. På den anden side kommer jeg aldrig til at bekymre mig om dig heller, men bekymringen lyder næsten bedre, end denne skyldfølelse gør.
Hvis du var i live, så ville jeg ringe til dig. Lige nu. Og spørge hvordan det går. Hvis du var i live, så ville jeg bide den akavede stemning i mig og besøge dig. Bruge tid med dig, lave ting med dig. Give begge vores liv mening på en ny måde. Hvis du var i live... Men det er du ikke. Og det knuser mit hjerte. Igen og igen. For jeg er ikke færdig med at kende dig. Jeg er ikke færdig med at drømme om dengang du får en kone og børn. Omend det ikke er dine egne børn - måske er det børn fra hendes tidligere forhold. Men der er børn. Og det hele giver dit liv mening. Men det kommer aldrig til at ske, for du er her ikke længere...
Hold op hvor er du uafsluttet inde i mit hoved. Jeg forstår ikke hvordan det hele gik fra dig, der sidder glad i vores sofa med gode gaver til Elena og jeg, til at jeg sidder alene i min seng og modtager et opkald fra min fra. Jeg forstår ikke hvordan vi pludselig stod til din begravelse, og at du lå derinde i kisten. Det giver ikke mening inde i mit hoved. Regnestykket går ikke op.. For du var jo kun 48?
Jeg savner dig. Og jeg er stadig sur. Jeg ved ikke hvordan jeg skal give slip på den sure følelse, der fylder min krop og giver mig dårlig samvittighed. Jeg ved ikke hvordan jeg skal give slip på dig, og huske dig for de gode ting. Jeg ville bare ønske jeg kunne gøre mere, end at sidde og fælde tårer over billeder, som jeg aldrig vidste ville komme til at betyde så meget for mig.
