Musikproducerkæreste

Min kæreste er dygtig. Han producerer musik, og jeg elsker at lytte til det og vide, at hovedet bag de sammensatte toner er MIN kæreste. Hæhæhæ, hvis i vil høre har jeg smidt et link ind. Det er noget af hans nyeste!

Are we all just people, trying to fit in where we doesn't really belong?

Min rose. Min yndige rose, der hænger fra loftet i en elastik, med hårspray på blade og stilk. Nu hænger den der og tørrer, og bliver snart et skrøbeligt minde. Et minde om et ligeså skrøbeligt forhold, der besidder så meget og stærk kærlighed, som kun en rose kan vise.

jeg længes så meget efter det jeg stadig kalder hjem.

Det er 3 dage siden jeg var i Jakobs arme... Og i dag, i engelsk helt præcist, så jeg på datoen og tænkte "Ja, nu må det sku også snart være tid til at vi ses igen..". Der er 9 dage før han kommer her.... Det er ikke godt. Selv hvis jeg skulle se ham i den kommende weekend ville jeg synes det var langt væk, men 9 dage?.. Hvordan kan tiden lige pludselig gå så langsomt? I mandags tænkte jeg også "Ej! Hvor er det fedt, vi har klaret herre lang tid uden et skænderi!".. Yeah.. et var ikke engang et døgn siden vi sidste havde set hiandnen, wtf dude?
Hvad sker der for min tidsfornemmelse og min længsel efter mit andet hjem?
I dag, her til aften, virker det fuldstændig ulogisk jeg nogensinde kom hjem derovre fra fastlandet af. Min kæreste, mit hjem og mine bedste venner er der over, gemt væk fra mig af 2 broer, en dum Ø og en masse vand..
Det eneste jeg føler jeg har på Sjælland er et ansvar. Ja.. faktisk kan alt hvad jeg har her, kan pakkes ind under ordet ansvar.

Gi' os lyset tilbage!

Har fordybet mig i efterskolens fortryllende rus, og gemt mig i alle minderne. Fuck fysik, matematik, kemi eller alle andre opgaver, jeg er lige pt forført af tekster, billeder og sange der når helt ind i hjertet.

1. Kloden har mange forskellige slags.

Alle må leve og dø.

Glæd dig – du er her alligevel nu!

Meningen er vel at så sine frø,

på en overladt stjerneø.

Gi’ os tiden tilbag’,

og lad os bruge ethvert timeslag.

Dørene åbne og smilene slidt.

Sådan er landet, jeg gerne vil kalde for mit.

2. Lykken du holder i hænderne nu,

den er vist egentlig min.

Og at du lever og bærer og er,

gør at jeg også kan værne om din;

denne smukkeste disciplin.

Gi’ os glæden tilbag’,

og lad os leve af dét trylleslag:

Kroppene mange, men styrken er en.

Sådan er landet, der står på de viseste sten.

3. Ser du kun mørke, hvor du vender hen?

Tomhedens sorte protest?

Skyggerne lever kun hvor der er lys.

Husk nu at solsiden klæder dig bedst!

Og i aften, så se mod vest!

Gi’ os lyset tilbag’.

Vi vender op på ethvert nederlag.

Lukket bli’r åbnet og støjen bli’r tyst.

Nu skal der danses og elskes, hvor mørket er lyst!

4. Alt hvad vi kom for at give og få:

dele og elske og slås.

Blev på et år, det vi levede på,

fællesskab fødes når JEG bli’r til OS!

Og vi vandrer med Helios.

Gi’ os landet tilbag’.

Gi’ tolerancen et nyt folkeslag.

Hjertet er åbent og sindet er frit.

Sådan er landet, jeg gerne vil kalde for mit.

Femmøller Efterskole, mit indtilvidere livs bedste valg ♥♥.

jeg vil ikke være en prototype.

Kigger mig for sidste gange ind i spejlet, før jeg sætter mig ved computeren og begynder at skrive dette indlæg.
Helt bogstavelig talt og bund seriøst, hvad fanden er der sket?
Jeg ser mig i selv i spejlet, retter min makeup, kører håret tilbage så det sidder godt og smiler til mig selv. Jeg har da efterhånden fået godt styr på mig selv, hva? Sådan du ved, en blanding af at gå i tøj der klæder én, uden samtidig at være for slutty. Tjaee, hvis jeg selv må sige det, så klarede jeg det sku da godt.
Yeah.. right? Not a fucking shit. Hvor helvede er jeg henne?
Der var engang en pige, en blond pige med for stort tøj og afslappet stil, der rente rundt til en fest, med en kjole, der faldt ned og en  kæreste der for første gang nogensinde, troede jeg var ham utro. Den pige, der lå ude på trampolinen sammen med 3 andre. 2 drenge og en pige, som jeg tydeligt husker hvem var, og snakkede om venskaber. Den pige der senere gik og snakkede med sin ven, sin gode ven (den selvsamme ven, som efter en uge og en dag, havde taget hende til side, tørret hendes tårer væk og sagt opmuntrende ord) om bedste venskaber. For jeg var hans bedste veninde. Ja, jeg var. Han sagde udtrykkeligt, at jeg var en af hans allerbedste veninder.
......
........
....
Sidste skoledag sagde han tak, for den skønne tid vi havde haft sammen, og den havde han været rigtig glad for. Der var absolut ingen kærlighed indblandet, det var ren og skær fantastisk venskab, som forsvandt... Ligesom så meget andet. Men hvad skete der....
Jeg kan kigge tilbage i tiden, forestille mig de samme scenarier og genopleve de fantastiske stunder med forskellige mennesker, og se mig selv høre og fortælle hemmeligheder, fordi vi var venner. Og så kan jeg sidde her. Jeg kan huske tiderne, men ikke forestille mig de har været ægte. Og det skræmmer mig. Det ærger og skræmmer mig, at jeg ikke har de venskaber mere. Jeg er endda bange for at skrive til mine roomies, for hvad skal jeg sige? Og hvordan skal jeg sige det på en måde, så det er ærligt og ikke bare "Hej-vi-bliver-nok-nødt-til-at-snakke-sammen-vi-er-trods-alt-gamle-roomies". Jeg vil så gerne... Men jeg ved ikke hvordan. Og netop derfor stiller jeg spørgsmål til hvem fanden jeg er.
Jeg ved godt at alle skifter venner, omgangskredse og livsstil engang imellem, men hvorfor har der været så mange faser hos mig? Jeg kan se mig selv være nære venner med et hav af mennesker, som jeg ikke engang ville turde sige hej til i dag, og uden grund. For vi blev aldrig uvenner? Det er fandme da mærkeligt..
Og hvad så om ½ år? Hvad så om 2½, når vi  går ud af gymnasiet? Hvordan mon de venskaber holder sig? Hvad skal der mon til, før jeg befinder mig i en ny vennegruppe, og kigger længselsfuldt tilbage til 1.t og vores lille crew?
Jeg vil ikke væk fra "vores lille crew".. Jeg har det godt der, og bryder mig godt om det. Men igen, jeg elskede jo også mine gamle venskaber? Men lod tiden rive dem fra hinanden.
I min lektiebog for 2½ år siden skrev jeg 5 pigenavne, for 2 år siden var det forkortet til 4, og nu er der kun 2 af dem som jeg snakker oprigtig med stadig. Men jeg savner de andre, og vil gerne have dem i mit liv...
Måske har det bare noget med tid og prioteringer at gøre? Der må jo også være en grænse. Vi kan jo ikke være venner med alt og alle som vi møder.
Eller kan vi?


Som regel afspejler mine blogindlæg dagens handlinger, som regel gør alles blogindlæg det, men i dag er det virkelig med hensigt på én ting. Mine venskaber. For dem bliver der stillet mange spørgsmål ved i dag..
Det er rigtigt, at jeg aldrig har tid til min gode ven gennem 13-14 år. Men jeg har en grund, et overskudsproblem, som jeg kæmper med. Og efter 8 timers lang skoledag, irriterende tanker og den største hovedpine du kan tænke dig, så er det bare ikke det nemmeste at have overskud til gamle venner. Det eneste man har brug for der er sin seng, og sin kæreste der kan holde om én, og fortælle at han i det mindste altid vil være der.
Jeg vil ikke miste nogen venner, og jeg er inderligt ked af at jeg mistede venskaber til min daværende bedste ven... Jeg er også ked af at i ikke alle sammen er mine bedste venner, selvom vi er røv-tætte, men hvad er bedste venskab egentlig?
Den der gang hvor vi stod og nød natteluften ud af altanvinduet, med dobbeltdynen omkring vores letbeklædte kroppe og snakkede om det hele, der vidste jeg hvad bedste venskab var.
For mig er det, når man er så tæt på et andet menneske, at man kan aflæse hvert et åndedrag, hvert et blink og hver en skjult tanke.
Måske er det derfor bedste venskaber er så uhyre specielt for mig...
Vi ligger jo ikke alle sammen det samme i alting, vel?

Men det er mærkeligt.. At man kan ændre sig så meget, over så forholdsvis kort tid. Jeg har ikke lyst til at ændre mig, for jeg havde det godt som skrupskør og lalleglad blondine. Jeg har det også godt som halvsindssyg, kageglad brunette, men jeg vil bare aldrig ende op med ensformige venner, valgt ud fra den norm vores samfund skaber, som en kedelig poptøs. Jeg vil bare være mig, frigjort fra det hele, med verden foran mine fødder.
Og jaja, jeg ved godt det er meget at forlange, men uden drømmene, så ender vi jo op som røvkedelige prototyper...

DSB 1. !!

Oh yeah. Her sidder jeg. på DSB 1., i et gyngende tog, der febrilsk prøver at indhente tiden, da det allerede er 25. min forsinket, og DSB nok helst ikke vil betale penge tilbage til passagerende, hvis vi når op på de 30 mins forsinkelse. Oh yes det er dejligt, og vi har kurs direkte mod Århus! I Århus er der dejligt. Og trods det kun er 2 uger siden jeg sidst satte mine ben der, så savner jeg det ud og ind. Dejlige Århus, med kæreste, 123-busser, chance for at støde ind i gamle elskede venner og vidunderlige minder. Ja tak siger jeg dig! Jeg nyder at kunne blogge og være på vej ud i det blå samtidig! Tilgengæld har jeg ikke fået lavet mit fysik færdigt, og min rapport om øjenbadevand (mums?) er heller ikke færdig. Shame, Shame, men måske når jeg det i næste uge? Heldigvis har jeg da kun naturvidenskabelige opgaver for, hvis man ikke regner den der store AT opgave med. Lektier? Iiihj, vi er bare SÅ meget ikke venner mere.
Nu kommer den søde dame rundt med godter. Det betyder lækkert chokolade og frugt. M to the UMS! Fuck jeg elsker 1. klasse. Ved i hvad? Jeg tror Jakob og jeg skal blive stenrige og rejse verden rundt på 1. klasse. Ja, så mange penge skal vi have!
Seriøst hvordan kan man nogensinde vende sig til standart, når man har prøvet bedre? Hvis bedre er muligt, er godt ikke godt nok.

Men iih og ååh hvor har jeg glædet mig til det her. Ikke så meget til det jeg skal, men til at komme væk fra det hele, og hen i armene på en by, hvor jeg føler mig hjemme. Det er ikke fordi jeg ikke føler mig godt tilpas derhjemme, det er bare fordi alting er mindre kompliceret når jeg er her........... Yeah.... Jeg ved godt det er dumt.

Hey! Nu er vi i horsens! Det minder mig om nytåret 2009! Ja, gode tider. Før.... Ja, du ved, alt..

Nå, nu er det snart slut med DSB 1., og så er det hej til kys og kram. Yay!


PS trebrevene på DSB 1. er så freaking nice!
PPS god fest i aften, 1.t, vær nogle gode vikinger!

bedsteforældre..

Min farmor er indlagt på et hospital - jeg ved ikke hvilket. Hun fejler noget med hendes blodsukker - det eneste jeg ved, er at hun ser syner. Min farfar er for træt til at lave noget - så vidt jeg har fået fortalt. Han gider ikke noget, og det eneste han nogenlunde ved, er at bilen nok ikke duer, hvilket min mor modbeviste, da den nu står i vores garage i stedet for deres. Det er ikke lang tid siden, at min farfar var indlagt med maveblødninger, og der vidste jeg stort set heller ikke noget. Det er faktisk heller ikke særlig lang tid siden min farmor var en tur på hospitalet sidst.. Seriøst.... Det er lidt forfærdeligt.
Og ved du hvad?
Den eneste der bekymre sig er min MOR.

Jeg er fucking misundelig på alle jer, der har en mormor, morfar, farmor eller farfar som i snakker godt med.
Hvor ville jeg dog inderligt ønske det var mig...

hvem savner ikke efterskole?

Lige nu har jeg lyst til at skrive om det hele. Om efterskole. Ja, rigtig meget efterskole! Fordi jeg savner det helt ind til knoglerne. Jeg savner vidunderlige Julia, Sara og Clara. Jeg savner mit virkelig skønne værelse 26, og alle menneskerne der besøgte. Jeg savner vennerne der, kæresten, lærerne, køkkenmedhjælperne, stolene, sengene, klasseværelserne, klaverene, gulvtæpperne, aulaen, poolbordet, toiletterne, sofaerne, de sovende mennesker, lydende, duftene.. ALT.. Jeg er ved at gå fuldstændig ud af mit gode skind, når jeg tænker på hvor meget er der ved fantastisk Femmøller Efterskole som jeg savner. Og ja, det er "bare" en efterskole, og jeg skal nyde nuet. Og ja forhelvede, det gør jeg også, men min mave trækker sig sammen, mine øjne løber i vand og min tilværelse føles ligegyldig når jeg tænker tilbage. Jeg vil skrive det var det mest fantastiske år i mit liv, men det ville jo alligevel ikke være sandt. Jeg mangler ord for at beskrive det. For det var både det mest fantastiske, vidunderlige, skønneste, lærerige, oplevelsesfyldte og helt igennem geniale år. Men samtidig var det også det mest krævende, hårde, udfordrende, ugidelige, overvågede år. Det var en blanding af det bedste man ved, og reglerne vi alle hader. En blanding af lykke og ulykke. Jeg siger dig, der var ikke den følelse, som ikke fandt sted der. Alt var samlet... Og det skabte rammerne for det bedste hjem i mit liv.
Og selvom jeg var træt af folkene, kæresten, lærerne, de lange ture frem og tilbage og alt det andet, så elskede jeg det. Ingen ville nogensinde rigtig væk fra Femmøller... Alle de følelser, tanker og stemninger man fik op i sig var fantastisk. Jeg har virkelig aldrig oplevet noget lignende. Det var det bedste år i mit liv.
Derudover så har jeg lyst til at skrive om det fantastiske ved sange, minder, BG, Roskilde, venner, billeder, kærester og bare generelt.. livet!
For nøj hvor er det hele dog fantastisk!! Det er vidunderligt at gå på BG med de fantastiske mennesker! Ja, halvdelen af jer går mig på, og resten er tossede, men i er dejlige, og i fuldender min hverdag. Jeg ville ønske jeg kunne tage jer alle sammen med på Roskilde festival, og få jer til at opleve skønheden ved en frigjort festival. Der er ikke noget bedre?! Jeg elsker tiden på Roskilde næsten lige så meget som efterskole. DER. ER. FANTASTISK. Jeg elsker det så meget, og drømmer mig også hele tiden tilbage dertil.
På Roskilde var det der jeg mødte en ven for livet. En skør dreng med bakkenbarter og kilt, som i første omgang bare var sjov, og senere begyndte at fylde en hel del i mit liv. Og når alt fejler, så tænker jeg skjult tilbage på den der livsglade dreng, og her ved jeg, at jeg har en støtte for livet. En ven, som ikke svigter. Og i burde alle sammen tage med på Roskilde, og opleve og blive opdraget. Roskilde er fantastisk, i regn, sol eller begge dele. Tag nu med, og lær at leve!

Selvom jeg savner efterskolen så meget, at det er ved at tage pusten ud af mig, og selvom jeg har en kæreste, som det til tider går lodret nedad med, så er jeg stadig glad. Jeg er glad for at skulle på Roskilde igen til sommer, jeg er glad for at skulle til Århus på fredag, men ikke mindst er jeg glad for, at der i morgen er endnu en dag med tæskeholdssnak, bakke-jokes og latterlige blondinedumheder. Jeg elsker det simpelthen, og det giver mig lyst til at skrive om det hele!
Jeg ville ønske de der dejlige gamle roomies kunne se mig nu, og blive stolte. Jeg ville ønske de kunne se mig stråle og være glad, for det er jeg (lige nu kører jeg på et mærkeligt rush af glæde, som jeg ikke helt er sikker på hvor kom fra?). Jeg er glad og glad og lidt mere glad.
Og selvom der ikke skal særlig meget til, før alle kan se den knuste, tårefyldte Lucca, som endnu engang har fået en komplet ligegyldig ting i hovedet, så vælger jeg at tro, at mine smil nok skal klare sig. Mine smil har været igennem det meste, og er stadig stærkt plantet i mig, så fuck det hele. Jeg overlever.

Lige nu hører jeg "flying" af nice little penguins, og undrer mig over hvad fuck det her blog-indlæg har handlet om. Sikkert et eller random, som det plejer, men jeg tror det var godt at skrive lidt. Mine pegefingre gør dog lidt ondt nu... hmm.. Sådan er det jo!
Hej verden, jeg freaking fucking elsker dig.

Og seriøst... ikke nogen der lige gider give mig en uge på efterskolen tilbage? Taktaktak!

manipulation...

"Pas nu på dig selv!"
Det er nok den sætning, som er blevet sagt flest fange til mig det sidste lange stykke tid. Og den er rigtig.
Jeg skal passe rigtig meget på. Ikke nok med at jeg skal passe på ikke at knuse mit hjerte, brænde mine fingre eller noget i den dur, så skal jeg også passe på mit hoved. Jeg skal holde tungen lige i munden, og sætte både tanker og ord op i ordnede rækker, så jeg kan holde øje med dem og ikke lade dem snyde mig. Jeg må ikke lade dem snyde mig, for det øjeblik jeg mister overblikket, så tør jeg ikke tænke på hvad der sker.
Jeg er bange. Lidt bange for hvad der sker med mig, men mest bange for, hvad jeg kan forårsage andre senere hen, hvis de ord, tanker, vendinger og manipulerende ting overrumpler mig.

Først var der mig der var den manipulerende. Og ja, det var det. Jeg kan godt sno dig rundt om mine pølsefingre, men hey, det gør jeg ikke? Nu er jeg ikke længere problemet. Jeg ved godt, at jeg sagtens kunne være et ondt menneske, kan vi ikke alle det? Men jeg tager Pernilles ord til mig, og ved, at det er jeg ikke.

Jeg skal passe på mig selv. Jeg skal huske at holde orden i det hele, for en dag så er det mig der bliver erklæret sindssyg.
Jeg tror, at jeg har bevæget mig ud hvor jeg ikke kan bunde.
Lige nu er jeg bare evigt taknemmelig for, at i andre kan svømme.
Jeg vil ikke dukke jeres hoveder ned under vandet i mit forsøg på selv at få luft, men jeg er taknemmelig for at kunne få lov at holde fast i jer, så jeg ikke selv synker helt til bunds.

Jeg er bange..... Jeg tror fysik Henrik havde ret..
Damn...

poptøs vs emo?

Der er egentlig ikke så meget forskel på poptøserne i Århus, og emo'erne/scenekids'ne i Kongens Have. Begge parter laver ikke andet end at gøre livet surt for andre, ved at ødelægge forhold? Er det seriøst det eneste i dur til?
Tshhhh.. Selvom jeg brokker mig over jeg ligner en poptøs i spejlet, så er jeg glad for at jeg i det mindste har hjertet på det rigtige sted. Derudover er jeg glad for de helt afslappede, normale og respekterede mennesker jeg omgås!

OJ er mærkelig

Det er simpelthen så OJ at lave en mappe i lectio, for at lægge ét dokument vedrørende vores lommeregner ind, med ét link. Hvorfor helvede ikke bare lægge linket ind under den dag hvor vi skal have læst det til? Du er fjollet OJ, men jeg fandt udgangen i din labyrint, og hvad venter mig? Lektier! JUHU....