Tillid er den eneste ting.

Jeg flyver.
Tror jeg.
Det føltes som at flyve.
Som at svæve gennem det tynde luftlag uden at have noget at kunne tage fat i. Det kilder faktisk lidt i maven - ligesom det gør når man kører i karrusellerne i Tivoli eller Djurs sommerland. Det er en god følelse, tror jeg nok. Jeg tror nok den har været savnet, selvom den er lidt distraherende.
Få mig ned.
En eller anden. Hiv mig ned fra dette mærkelige sted. Jeg føler, at jeg er fanget. Fanget i de milliard tråde som en eller anden engang pakkede mig ind i. De vil ikke give slip. Jeg klipper dem alle sammen over, men de sniger sig stadig rundt omkring mig. De vil ikke forsvinde, heller ikke engang hvis jeg sætter ild til dem. Jeg er fanget.
Nu er der lyst. Jeg kan se lyset. Og livet. Kan se meningen, og lysets stråler berører let min hud. Følelsen af frihed slutter sig om mig. Følelsen af forståelse. Af mening.
Men der blev koldt igen. Lyset forbliver, men sneen daler nu ned fra det. Hele himlen er hvid som sneen, og selvom natten er sort, bliver alt lyst op af sneen. Der er børn. De har fakler. De er lykkelige, mens de går og synger julesange. Selvom der er koldt og de fryser, så tror jeg nok de er glade. De ser sådan ud. De går alle sammen hånd i hånd. Som små børnehavebørn.
Følelsen af at flyve er der igen. Jeg danser. Danser på noget der godt kunne ligne roser, men de stikker. Tornene er for store til, at det kan være roser. De stikker mig alle sammen. Mine fødder rives til blods.
Faktisk gør det ondt, men jeg bider smerten i mig. De andre skal jo ikke se, at det ikke er en dans på roser.
Jeg danser videre. Nu er alle tornene væk. Det, der lignede roser, er også væk. Der er et nøgent gulv. En bar bund. Jeg danser på det nøgne gulv, men stopper efter noget tid. Det gør jo ikke ondt? Det føltes som om der er noget der mangler. Hjælp mig. Hiv mig væk. Væk fra det tomme gulv. Det er jo tomt - tomt, som et menneske uden kærlighed. Hjælp mig væk herfra.
Jeg er fanget. Fanget af trådene. Jeg er flyvende, flyvende af vinden, der bærer mig alle vegne hen. Den bærer mig hvorhen mit hjerte er. Den bærer mig hjem. Men den skifter hele tiden retning. Hjem er hele tiden et nyt sted, uden nogensinde at være noget konkret sted. Jeg flyver og flyver. Jeg er fri - og på farten. Men jeg er fanget. Trådene giver stadig ikke slip. De holder mig tilbage. Gør mig kold og bange. Men samtidig.. Jeg tror de gør mig tryg. De holder fast i mig. Holder fast i hvem jeg er. Der er lyst mens jeg flyver. Der er helt lyst og klart og meningsfuldt når jeg flyver. Men når jeg lander bliver der mørkt. Bælgravende mørkt. Der er ingen sne til at lyse det op. Heller ej nogen fakler. Alt er mørkt, når jeg står med mine forrevne fødder på den kolde jord. Tag mig op og flyve. Hjælp mig væk fra det kolde gulv. Hold mig nede. Gør mig tryg. Klip snorerne. Sæt mig fri. Hold mig tilbage. Gør hvad det passer dig. Gør dig selv lykkelig. Gør os lykkelige. Gør mig lykkelig.. Lykkelig. Lykkelig.
Ja. Lykke! Det er det. Det jeg ikke er. Eller det jeg er. Verden er et stort virvar. Jeg er forvirret. Hvem er du? Hvem er jeg? Hvem er bag dig? Hvem er personen bag mig? Hvem er nogen, og hvorfor er de her? Hvad laver vi? Hvorfor flyver jeg? Hvorfor flyver jeg som en fugl, men føler jeg falder som en sten? Nej. Nu må det stoppe. Hvad gør vi?
Du må aldrig klippe snorerne.
I må aldrig tage mig væk. Aldrig gøre mig bange igen. Hold mig tryg. Hold mig sikker. Hold mig bag de lukkede døre, så jeg ikke stikker af. I må aldrig klippe snorerne.. Det er dem der får mig til at flyve.
Ligesom dragerne.
Jeg elskede drager som lille. Både de uhyggelige og dem der var farverige.
Hvor er det lang tid siden jeg var lille.
Jeg tror stadig, at jeg er lille.
Jeg kan i hvert fald stadig flyve..
Jeg håber aldrig, at jeg falder. 

Play the keys!

Trist musik gør mig i trist humør.
Klaverspil i mol får mig til at tænke på de endeløse timer jeg brugte på at mangle selvskab.
Stemmer, der lyder som om de får alt livet suget ud af sig, får mig til at føle mig skyldig.
Enkelte klavertoner får mig til at lyse helt op, kigge mig omkring og tænke, at der er noget nyt i gære.
Jaja, vi bliver alle påvirkede af det der musik.. Men jeg er glad for at nogen giver sig tid til at skabe musik, for det er da en vidunderlighed i sig selv.

kyllerylle

Jeg fik lige et stalker-flip på facebook, som denne gang gik ud over en pige, jeg engang har kaldt min bedste veninde. Og netop den titel slog mig - hvorfor fik hun nogensinde den? For mens jeg nu kigger på billederne af hende have det sjovt, så slår det mig, at jeg ikke aner hvem hun er. Jeg ved ikke hvad hun interessere sig for, ved ikke hvem hun er venner med, eller hvad hun har oplevet i sit liv. Hvor er det sørgeligt, at jeg ikke aner hvem hun er, når hun har været så "tæt" på mig. Gad vide hvem jeg selv var dengang, og mon hun kendte mig? Hmm..
I hvert fald kom jeg til den konklution, at jeg er glad for hvem jeg er, og jeg er glad for jeg er kommet videre siden hvornår det nu end var...

!!"#¤%&>78"%&#)=?

Forhelvede! Kender i de tidspunkter, hvor opblæste narrøve bare SKAL ødelægge ens dag og ens forhåbninger om en god weekend? Jeg gør i hvert fald! Hold da kæft hvor blev jeg sur, da jeg opdagede at du skulle med til efterskolernes dag på Femmøller. Hvor er du strid! Du er så streng og ond og.. unfair!
Helt ærligt. Du får gammel elevdag. Hele dagen med lærer og gamle venner og bekendte, uden der render en eller anden irriterende ekskæreste rundt et sted. Der kan du få lov at glæde dig over alle dem du kender og elsker. Men det er åbenbart ikke nok for dig. Du skal åbenbart også ødelægge min weekend. Det virker fuldstændig urealistisk at du skulle have lyst til at komme til Femmøller. Det er Anna og jeg der startede den "event" på facebook. Ja, ANNA OG JEG. Din eks, som du slet ikke kan klare at se eller snakke med, fordi det er så hårdt for dig, og så en af hendes allerbedste veninder. Hvis ikke det er for at se mig, hvorfor fuck kommer du så? Og hvis du kommer for at se mig, så kunne du da lige så godt tage sig sammen og være min ven i stedet for. Du kan ikke sige at du slet ikke kan klare at snakke med mig, og så gerne ville se mig. Jeg forstår ikke det her, men jeg ved jeg er sur over det. Jeg er lige så sur som dengang du gav mig en skulder i kinden efter aftensmaden. Der var jeg rigtig sur, ligesom nu. Pissed, sur, aggressiv. Så dum har man bare ikke lov til at være.
Jeg synes du er så unfair, for tror du jeg kan klare at se dig? Det ville jeg kunne, hvis jeg kunne smile til dig, sige hej og grine sammen med dig. Ja, så kunne jeg klare det. Jeg er sku da heller ikke stærk nok til at rende rundt på Femmøller igen, og være uvenner med dig, ligesom vi fucking plejede. Jeg gider det ikke! Jeg vil ikke starte forfra igen, nu hvor jeg faktisk nåede så langt. Jeg vil ikke græde mere foran lærerne, jeg vil ikke være ked af det overfor flere af eleverne. Jeg er ikke ked af det mere. Ikke på samme måde i hvert fald.
Ihj.. lige nu er jeg på grænsen til at hade dig. Du skylder mig virkelig at blive væk, men dit store ego vil åbenbart ikke. Du vil bare have payback. Fucking payback, som alting også altid handlede om. Jeg håber virkelig på at du ikke kommer, for jeg har helt ærligt ikke lyst til at se dig.
Og hvis du kommer - så er jeg cool. Det har jeg lært i dag. Jeg er stærk og glad for hvem jeg er. Der skal to til en diskussion, to til et skænderi, og to til tango. Jeg vil ikke danse tango med dig. Ikke denne gang. Jeg vil gerne sige hej til dig og spørge hvordan det går, men jeg er ikke din lille dukke. Ikke mere. Jeg er så meget mere. Et individ. En person. En, der gerne vil være sig selv, så please.. lad være med at fuck det op denne gang.
Please...

Lykkelighed!

Så kom den igen! Ja, det gjorde den nemlig. Den kom igen og blev min gode ven, igen. Lykken selvfølgelig! Følelsen af ren og skær lykke. Den følelse jeg så sjældent føler, men altid længes efter; og nu er den her!
Goddag kære lykke. Kære livsglæde. Hvor er det fantastisk at møde dig igen. Du har været savnet så længe, men nu er du her igen, i mit hjerte. Måske kun for en kort stund, hvem ved? Men jeg er sikker på du vil følge mig med pragt gennem weekenden, og holde mit hoved højt! Lykke, jeg elsker dig!

Jeg fandt lykken i åbenheden. I de følelse jeg føler - de gode af dem. De sunde af dem. I de mennesker jeg omgås med. I de piger, der tog mig med ned til Netto, for hver især at købe en 1½ liter ice tea vi kunne fråde. Jeg fandt den i den klasse, der alle sammen blev glade for mig da jeg muntert delte cookies ud til dem alle sammen. Jeg fandt den i, at vores billedkunstlærer blev glad for vores fremlæggelse. I min far, der kørte mig til Hillerød for at jeg kunne købe min billet, og ikke mindst i, at jeg skal til FANTASTISKE Århus i morgen! Jeg glæder mig sådan til at bo hos Laura, og til at få snakket alt igennem med hende. Jeg fandt lykken i, at jeg er i stand til at beholde en veninde, selv gennem de værste følelsesudbrud.

Lykke - hvis du noget jeg kunne gribe om, ville jeg kysse dig!

vær kreativ - og spontan!

Jeg kan godt lide spontane ting. Spontanitet er noget af det mest geniale jeg kender til, for man bliver så glad når man gør noget spontant, eller andre overrasker én på en sådan måde.
Jeg forestillede mig hvordan det ville være, at være på vej hjem fra skole, og så pludselig se én af ens kære der på fortorvet, på vej hjem til dig. Nøj, en fed tanke, ikk? Desværre forestillede jeg mig det så klart og tydeligt, at jeg blev lidt skuffet, da jeg nåede til min hoveddør uden at have set nogle af de betydningsfulde mennesker længere væk fra. Fuck, tænkte jeg lidt. Det er lidt øv, at mennesker ikke gør sådan nogle ting for at glæde hinanden! Jeg kan godt se det er lidt besværligt at tage hjem til en ven eller veninde (specielt hvis de bor i Jylland) og sige hej, for hvad nu hvis de havde planer eller ikke var hjemme? Forhelvede altså!
Men udover det.. Jeg ville elske hvis folk gjorde det. Besøgte mig uden opfordring eller planlægning, bare tænkte "Hey, jeg vil se Lucca!" for derefter at hoppe på et tog eller en bus. Yay, glad tanke!!

"Den bedste lykke, er den du ikke forventer."
Det snakkede vi om i en dansktime på Femmøller, og yes indeed. Den lykke der opstår ud af ingenting er fantastisk!
Men er jeg virkelig den eneste der kan finde på de meget spontane ting? I can't be.

FU PER!

Goddag. Jeg falder i søvn i fysik. Min lærer, der kun kan tale i ét toneleje har ødelagt al min fysik glæde. Nu tænker jeg bare "skyd mig" hver andet sekund. Giv mig fysik-Henrik, Luna og Femmøllers fysiktimer (Ja, fysikhold 10.E) tilbage! Farvel igen.

888

Uh, uh! (siger jeg og hopper op og ned som den lille pige jeg nu engang er)
Jeg fik lige en følelse. En meget velkendt og mærkelig følelse, at se stå på Odden færgehavn, vente på færgen til Ebeltoft sammen med de halvtågede drenge og de højtråbende piger. Det var en mærkelig følelse, for det føltes slet ikke som mig. Jeg kan huske, at jeg tit var den der stod stille ved siden af og lyttede med store øjne. Jeg smilte, grinte og svarede på deres spørgsmål, men jeg var aldrig hende der stilte mig op og snakkede selv, eller fortalte de andre om hvad jeg havde lavet i min weekend.
Før jeg startede på efterskole havde jeg været det der snakkehoved, der var glad for alt og alle, og hende er jeg kommet ret godt tilbage til at være, men hvad skete der egentlig lige for, at den del af min personlighed forsvandt på forskellige tidspunkter på efterskolen?
Dét er i hvert fald ikke en følelse jeg savner. Jeg er så glad for at være "hende den glade" igen. Hende der kan få andre til at grine og smile og have det godt med dem selv. Jeg er glad for, at der i min klasse ikke går nogen af de nedværdigende, irriterende og arrogante mennesker, som jeg, selv efter et år på efterskole, ikke kan snuppe.
Jeg vil sige jeg savner de fede øjeblikke vi havde i bussen, når vi alle sammen lå op af hinanden og sov. Der havde vi det rigtig godt, men nøj hvor kan man også bare blive træt af mennesker. Specielt de bumsede drenge, der ikke lavede andet end at disse folk jeg faktisk brød mig om på efterskolen.
Og når det er sagt, så er jeg da egentlig ret glad for kun at have 12 minutter hjem fra skole i bus med Pernille hver dag (-;

udpluk?

• Det modsatte af kærlighed er ikke had, men ligegyldighed.
• Uvenskab opstår ved folk der svigter dig, ikke folk der tager videre fra en fest til en anden fest.
• Kender du følelsen af at gå forbi et spejl, stoppe op, og spørge dig selv hvem fanden du egentlig er?
• Lorteferskenvin. og hvorfor er alt forresten fersken? 
• "I know what's best for me, but....."
• "Hey, det er første gang mit ejet tøj sidder oven på mig!" - citat Pernille.
• DET RIGE SVIN SKAL DØ... 
• Følelsen af gerne at ville kunne ændre sig.
• "Selvmord" af Selvmord.
• Martins knivsæt, knivmagnet, køkken og nu opvaskemaskiner. Hvad blev der af askebæger og akupunktur?
• Skuffelsen ved at blive misforstået, når man prøver at gøre en anden glad..
• Firkløvere....
• Værelsessnakke.. årh ja, dejlige, lange, filosofiske og mærkelige værelsessnakke!
• Femmøller Efterskole, altid i hjertet.
• Uendelig hukommelse. Evnen til at huske alt. Undtagen skolearbejde og hvad jeg allerede har fortalt folk om.
• Sangcitater. Kære smukke sangcitater, der passer ind i små hjørner i ens liv man ikke tænkte over før man hørte sangen.
• Last call, last song, last dance.
• Jeg forstår ærlig talt ikke, hvad der gik galt.
• At indse hvordan det er man viser verden sig selv, og ikke bryde sig om det.
• En verden af internheder.

Øjeblikke, hvor du er helt igennem lykkelig. De splitsekunder af dit liv, der gør dig lykkelig, er dem der gør det værd at leve. Mmhm, jeg elsker de øjeblikke.

Det kommer der ud af at lave lektier en hel søndag.

 

Nanna: "Men Lucca skat. Du er sku lidt poppet xD!"

Hvad er vigtigst?

Jeg har en kronik jeg skal have skrevet, en Linkin Park koncertbus-billet jeg skal have købt, et værelse jeg skal have ryddet op, to skabe jeg skal have pyntet og en ice tea jeg skal have sat i køleskabet. Derudover har jeg en blækregning, noget tysk og noget samfundsfag for. Meeeeen jeg gider ikke rigtig. Jeg har mere lyst til at ligge mig i græsset, kigge på skyerne og lade solen varme mig. Jeg har mere lyst til at dyrke min forkølelse lidt, og slappe rigtig meget af.
På onsdag skal jeg første gang til den der psykolog... Det skræmmer mig. Meget. Er bange for hun vil sige ting, som jeg ikke vil høre.

Verdens små vidundre

Godmorgen! Og ja, hvilken pragtfuld morgen! I går var der "scor-en-put" fest på BG - dejligdejlig aften!
Aftenen var præget af både liv, glæde og dansende, smilende mennesker! Jeg siger dig, aldrig har jeg været så glad for min klasse, og helt specielt 3 af de tøser der går i den! Vi fik alle skrevet put i panden, og nogle blev tegnet flere steder. Nogen var endda så heldig at få skrevet "Ziingle" over brystet, MUMS! De der 3.g'er ikk? De er lidt onde!

Jeg havde en god snak med Julie om de irriterende kyssende kærestepar og distanceforhold.
"I kan jo bare være kærester når i ses."
Jeg er glad for at gå på skole med Julie. Vi kunne ikke snakke så godt i folkeskolen, men det kan vi da i hvert fald nu! Hun var et år i USA, jeg var et år i Mols Bjerge, og det ændrede os begge i den rigtige retning! Det er så dejligt at vide, føle og se!

Jeg skulle på computeren for at tjekke togtider, for ved i hvad jeg skal i dag? JEG SKAL SE ZIWI! Yay! Det dejlige pigebarn har jeg dog forhelvede savnet! Nu håber og beder jeg bare til, at det ikke bliver akavet eller ligegyldigt. Jeg håber det bliver så sjovt og lige så "en dag ud af virkeligheden" som det plejer. Gamle veninder er i sandhed guld værd.

"Hey Soul Sister" med Train satte jeg på i morges, for lige at høre den igennem. Hørte den i går, og havde hørt den en milliard gange før, men aldrig lige tænkt over den, så det var hvad jeg gjorde i dag.
Specielt lagde jeg mærke til stykket, hvor de synger:
"You see, I can be myself now finally.
In fact there's nothing i can't be.
I want the world to see you'll be with me."
Teksten taler for sig selv. Hvor er jeg glad for at være mig selv og fri. Dog alligevel, som tiden går og tingene udspiller sig, så kan jeg godt se hvad du mente. Jeg er ikke helt den perfekte pige, og du gennemskuede mig 10 gange hurtigere end jeg selv nogensinde vil være i stand til. Nu er jeg heldigvis forberedt på mig selv. Nu er jeg heldigvis min egen ven.


"Heeeey soul sister, ain't that mister mister? on the radio, sterio? The way you move ain't fair, you know!"

10hi f9s...!?

"  Heeeeij miíneneste ii;<3"

Vi disser sproget, vi disser stilen, vi disser make-uppen der er lagt i tykke plamager ud i hele ansigtet. Vi brokker os over måden de snakker på, måden de skriver på, selv måden de flirter efter første blik, som om det gjaldt deres liv. Nogen gange laver vi ikke særlig meget andet end at se ned på popmenneskernes popmiljø. Jeg især kan sagtens tænke "Ha, det var da godt nok overfladisk de skriver sammen!" når jeg ser nogen skrive med hjerter, kyssesmileys og ordene "skat", "elskede" og "eneste", og faktisk har jeg brugt mange måneder på at undre mig over det. Men er det så slemt igen? Nej, faktisk ikke. 
Jeg synes helt bestemt, at det er for meget, at en dreng kan kalde en tilfældig pige for "minskat", når han selv har en kæreste, for man føler sig så dum, når man som kæresten smugkigger i de sms'er. Man føler sig uelsket og ret så ligegyldig, når man ser at kæresten skriver alle de store ord TIL VENINDERNE, når han ikke engang gør det til én selv. Nå men, nej. Det var et sidespor. 
Det jeg ville sige var, at selvom det lyder overfladisk og utrolig dumt når popmenneskerne kommunikerer, så savner jeg faktisk at være en del af det.
Jeg savner at få en sms hvor der står, at jeg er en anden persons liv, også selvom vedkommende ikke lige mente det på dén måde. Jeg savner at ofte få kys og hjerter i mine beskeder, for det varmer altså lidt. 

Ja.. selvom jeg bruger meget tid på at smågrine over andres morsomme måder at skrive på, så savner jeg egentlig selv, at kunne slippe af med at skrive eneste og skat i min hverdag. Jeg savner også at skrive de overdrevne smileys, som bare viser at jeg egentlig synes en anden person er lidt sød.

Popmiljøet er ikke slemt. Tværtimod. Jeg kom ind i det med den største frygt for at blive lukket ude med det samme, fordi jeg ikke havde den samme snobbede overflade. Men nu, set i bakspejlet, så har jeg aldrig har mødt så ærlige og søde mennesker, som jeg gjorde der.

Fordi jeg kan.

På vej hjem fra busstoppestedet i dag havde jeg denne tanke: "Du kan i princippet få alle de piger du vil have, så længe jeg får lov at beholde mine veninder, min værdighed og min kærlighed."
Jeg er lidt træt af at gøre mig selv jalux ved at småkigge, for hvis jeg tænker mig ordenligt om, så ved jeg allerede mere end jeg kan få ud af en fucking facebookprofil. Jeg kender ham bedre og dybere end han vil lukke andre ind, og det kan jeg være stolt af. Vi bliver venner igen, engang når tiden er rigtig, og vi begge har fundet os til rette. I mellemtiden kan jeg grine af både L'et i hendes navn og Lykke i hendes mellemnavn.

Jeg har det godt i dag. Måske skyldes det min mors lange taler om at jeg holder fast i hvad der er dårligt, måske skyldes det mine skønne veninder i skolen og måske skyldes det at jeg tager mig sammen. Måske egentlig også noget helt fjerde, men jeg er ligeglad. Jeg er bare glad for, at jeg er glad.
Dog oplevede jeg noget mærkeligt i dag. Jeg var på vej hjem fra IKEA med min mor, og så to drenge cykle over vejen. Jeg kiggede efter dem, og tænkte på en bestemt person, da jeg så den bagerste passager. En person jeg bestemt ikke nærer nogle andre følelser end had for, men det rørte mig ikke. Selv hvis det var ham havde jeg været ligeglad. For hvad så om det var ham? Hvad betyder han egentlig for mig? Ingenting.

Jeg er glad for mine veninder. Glad for mine venner. Glad for min familie og for mig selv. Slå den. Jeg tror jeg er på vej ovenpå igen. Fordi jeg kan.

Emails from far away!

Jeg har lige læst en mail fra min dejlige Helen-Ann på 80 i texas, hun sluttede af ned: "Write me, when you have time, and don't feel bad about not being in touch more.  I know, you are enjoying life.  That's the most important thing right now.."

Jeg blev både varm og hjertet og glad da jeg læste dette, for når en dame på hendes alder fortæller mig, at det er nu jeg skal nyde livet, så er det fordi hun ved det bedre end nogen anden. Disse ord vil jeg huske, for de rørte helt sikkert et eller andet inde i mig.

Elefanter glemmer aldrig.

Kære elektroniske blog, og dermed også computer.
Jeg beskylder lidt dig for at ødelægge mit humør. Man kan faktisk være nok så lykkelig uden mobil og computeren (facebook), og så kommer man her hen, til sin trofaste computer, og så husker man hvad det var man havde glemt. Så fuck jer, jeg tror jeg vil tage så meget afstand fra jer, som jeg er i stand til (hvilket vil sige næsten overhoved ikke, men fuck også det!).
Jeg har nemlig haft en rigtig god weekend! Ikke sådan en hvilken som helst weekend, men en skøn weekend sammen med Niklas. Sådan en rigtig hygge/lav-ingenting-weekend. "Yes!" tænker man så lige, og smiler!

"I'm gonna love you like, I've never been hurt before. I'm gonna love you like, I'm indestructible!"

PS. min lille lilla elefant står og kigger på min ko, som bukker hovedet for den. Kære lille elefant, du er lige så perfekt som den dag jeg fik dig, også selvom du ikke pryder værelse 26's vindueskarm med de andre små elefanter. Men som Sara sagde, nu kan de små elefanter savne hinanden, ligesom vi savner hinanden på værelset.

Bedstevenner.

Det kan godt være, at jeg ikke kan snakke med den dreng der egentlig er min bedste ven, men hvor er det vidunderligt at jeg så har Tobias. Måske ligger kilden til glæde i ham og Pernille, og chokolade, og gåture, og latterlige snakke, og filmaftener, og alt det vi plejede. Måske ligger lykken i at få det man i 1½ år savnede tilbage på fuldtid..

Fortabt?

Jeg føler mig.......... fortabt.
Måske har bloggen et forkert navn. Jeg oprettede den, da jeg var i min 2 ugers høj-af-lykke-trip. Det er jeg lige så stillet kommet ud af eftersom vi er startet på gym, og vejret er begyndt at dræbe alt.
Jeg ville ønske jeg kunne skrive sandheden om mit liv her. Men nej. Heller ikke på skum gør jeg det. Ikke engang i min lille bog, der ellers ligger og fylder mange minder, erindringer og tanker derhjemme ved skrivebordet. Men heller ikke den nej. Der står et utal af hentydninger til hvordan det går, men jeg har ikke fået skrevet mit egentlige humør ned. Måske er der heller ikke engang ord til at beskrive det hele. Dumme lille bog. Jeg snakker med mennesker om hvordan jeg har det, men det er også kun nogen der forstår det. Der er ufattelig lidt der gider hører på mig, og endnu mindre der forstår det.
Ligesom dengang med Tobias, så er der inde i mit hoved kun én løsning. Fedt....................

KAGE...

"kage vil jeg have i min mave efter skole hos bageren i Birkerød som ligger i rudersdal kummune på sjælland i danmark i verden i universet på mælkevejen lige ved siden af orion som også er en scene på roskilde festival i roskilde hvor der er utrolig mange telte og mange øller som man kan drikke og blive rigtig fuld af mens man synger nik og jay og hopper og danser på vej til en koncert som man længe har drømt om fordi at man er kæmpe nik og jay fan og har været det i mange år og er begyndt og blive justin bieber fan selvom ens egentlige hobby er basketball fordi at det er verdens sejeste sport lige efter curling"

Det var sådan Fredrik & jeg brugte vores sidste nv time i fredags. Vi fik simpelthen tiden til at gå med at skrive én lang sætning, hvor vi skiftedes til at skrive nogle ord af gangen, og så kom Madelaine til sidst og skrev sin holdning. Hvor er det dog dejligt når vi stener i 1.t!

Der er ingen passende titel til et mindefyldt hoved..

Skillet - Don't wake me. 

Jeg kunne skrive hele sangteksten, for hvert eneste ord passer ind.

Vi skulle have taget os sammen, men det gjorde vi ikke, så nu må vi betale. 

"Hvor er du egentlig smuk.. jeg siger det aldrig nok."

Billedet taler lidt for sig selv. Hmm, og minder mig om rainbow cookies!

Erfaring gør dig kun klogere.

Kærlighed er den eneste ting, der er kraftig nok til at fælde selv det ondeste og stærkeste menneske. Lige meget hvor sej, respekteret, kold, arrogant, ligeglad og kynisk, eller måske en eller anden posetiv ting, du er, så vil kærlighed altid kunne gøre dig blød i knæene. Kærlighed kan fælde dig med ét hug, og kærlighed er vores svage punkt. 

Dérfor er det ikke godt at være kronisk in looooove.