Men så gav jeg slip

Det føles lidt som en falliterklæring, at sige den mest inspirerende person, som jeg har mødt i Danmark, er din farfar.

Men ikke desto mindre er det sandt. Så nu nyder jeg regnen, fuglesang kl 3 om morgenen og at gøre en forskel.

Desuden aner jeg ikke, hvorfor jeg tog kontakt til ham den 26-årige igen, men jeg er glad for at jeg gjorde det. Man må nu engang værne om de mennesker, som bliver sat på ens vej.

Min hukommelse er et kæmpe univers, som kun jeg kan navigere rundt i. Jeg er ked af alle i andre synes det er en byrde at skulle huske, hvad jeg fortæller jer. Jeg forventer ikke i husker det hele. Hvis i vil, så fortæller jeg gerne det hele igen. Men jeg er nu engang glad for at alle minderne ligger gemt i små galakser inde i hovedet på mig. Og mest af alt er jeg glad for, at jeg kan navigere så let rundt imellem dem.

Mit liv er på vej den rigtige retning. Jeg er meget tilfreds i min utilfredshed. Jeg er taknemlig for hvad jeg har fået, hvad jeg har givet og hvad jeg er blevet. Tak til lørdag aften og fuglesang.
Der var et øjeblik jeg troede jeg skulle falde, for aldrig at rejse mig igen. Men så gav jeg slip.

It's you, it's you, it's all for you.

Det var den bedste beslutning at medbringe mit kamera den dag.
Det var den bedste beslutning at tage det polaroidbillede.
Det var den bedste beslutning at drikke dig fuld.
Det var den bedste beslutning at danse til langt ud på natten.
Det var den bedste beslutning at du kom i seng så sent.
Det var den bedste beslutning, fordi det betød du blev.
Det var den bedste beslutning at sætte mig ved siden af dig.
Det var den bedste beslutning at svømme med dig.
Det var den bedste beslutning at købe ind til mad med dig.
Det var den bedste beslutning at få taget billeder med dig.
Det var den bedste beslutning, for nu kan jeg bruge det som baggrundsbillede.
Nu kan jeg sidde og kigge på dit smil, hver gang det revner indeni.

Jeg håber du er okay, der hvor du er. Jeg håber du heler i takt med mig. Jeg håber vi ses til forår. Jeg håber du bliver ved med at snakke med mig. Jeg kan godt lide at snakke med dig.

Jeg skylder dig utrolig meget lige nu, eller også skylder jeg skylden på dig nu?
Regardless what, så er du den klippe jeg klamrer mig til nu.
Tak, for alt hvad du giver mig.

Jeg elskede dig i øjeblikket, og jeg håber der kommer flere af de øjeblikke.

Tror du på soulmates? Tror du på den eneste ene?

Ja.
Det har været mit svar hver eneste gang nogen har spurgt mig. For det gør jeg. Jeg tror på, at der ud af alle de millioner mennesker der findes, findes ét enkelt individ, som er fuldstændig perfekt for mig, og jeg for vedkommende. Og udover det, så tror jeg på, at når jeg finder vedkommende, så vil vi vide det med det samme.
Der er mange der ikke tror på en såkaldt soulmate. Og jeg forstår dem godt. For hvad er chancen for, at du finder ham eller hende, blandt så mange mennesker, hvorad du aldrig møder størstedelen af dem? Chancen er lille. Og hvis du skulle ud og lede, så tror jeg heller ikke nødvendigvis, at du ville kunne opspore vedkommende. Og det er derfor vi har skæbnen.
Jeg tror på skæbnen. Jeg tror på, at når jeg går rundt for mig selv, så tager skæbnen mig af de rigtige stiger, og fører mig de rigtige steder hen. Det synes jeg også allerede, at jeg har bevist for mig selv. Men jeg bliver jo også nødt til at tro lidt på skæbnen, for ellers er det nogengange svært at acceptere, at jeg ikke kom ind på psykologi-studiet i København, og at jeg pludselig flyttede til Aalborg mod en stor del af min lyst.
Jeg tror der er en mening med det hele, og samtidig er jeg også overbevist om, at vi selv kan vælge vores veje her i livet. Men der må komme nogle vendepunkter, som vi ikke kan komme uden om. Mennesker som vi skal møde, ligemeget hvad. Valg som vi skal tage, ligemeget hvordan vores liv ser ud.
Tag fx min første kæreste. Jeg mødte ham først på den ene internet side, for derefter at miste al kontakt og næsten snuble over ham på den anden. Anden gang holdt vi kontakten ved lige, hvilket førte til et hav af nye bekendtskaber, og i sidste ende, at jeg sidder her i dag.

Men det var ikke nødvendigvis skæbnen jeg skulle diskutere, det var den der soulmate. Jeg læste et citat i dag:
"You don't measure love in time. You measure love in transformation. Sometimes the longest connections yield very little growth, hvilke the briefest of encounters change everything. The heart doesn't wear a watch - it's timeless. I doesn't care if you has 40 year anniversary if there is no juice in the connection. What the heart cares about is resonance. Resonance that opens it, resonance that enlives it, resonance that calls it home. And when it finds it, the transformation begins..."

Du, kære du, havde samme hjerterytme som jeg. Du blev mit hjem, ligegyldigt hvor få timer vi havde sammen. Du var bragt til mig af skæbnen, det er jeg ikke et sekund i tvivl om. Jeg tror ikke du var min soulmate, men du var fandens tæt på. Jeg har aldrig mødt nogen, der inspirerede og udfordrede mig så meget. Jeg har mødt nogen, som fik mg til at kæmpe lige så meget, som du får mig til at gøre nu, men aldrig på så elskelig en måde.
Mit liv er blevet beriget af mødet med dig. Jeg håber vi har en fremtid i hinandens liv, for hvordan skulle jeg kunne være mig, uden dig?