Kort om tatoveringer

Selvom tatoveringer er blevet populære i nutidens Danmark hos en hel del forskellige slags mennesker, så er det stadig lidt uset, at en akademisk uddannet pige lader sig tegne på med blæk. For at være helt ærlig ser jeg tit med et skævt øje til folk, der har mange underlige tatoveringer. Og det er på trods af, at jeg selv har både synlige og mærkelige tegninger på huden. Jeg undrer mig tit over mit behov for at få dem lavet. For dels er det spændingen i at udvælge et design, få en tid, gå og glæde sig, sidde i smertehelvede og derefter bruge mange måneder på at pleje den, vænne sig til den og vise den frem. Jeg elsker det simpelthen. Og når månederne så er gået og roen igen har lagt sig over mig, så er jeg glad for at have den lille tegning af noget betydningsfuldt på mig. Jeg er det type menneske, der har brug for konstante og synlige reminders om, at alting nok skal gå, at jeg har nok i mig selv og at jeg er et feminint mennesker, der sagtens kan connecte med andre. Det er fuldstændig tåbeligt, at smykker, nips eller andet i den dur ikke kan være nok for mig, når jeg skal mindes et vigtigt minde eller pointe. Men det er det altså ikke altid. Så derfor tegner jeg på huden.
Derudover så er historien om mig, at jeg altid ødelægger ting jeg holder af. Ikke nødvendigvis psykisk, men fysisk er jeg simpelthen så klodset. Enten glemmer jeg min yndlingsring på toilettet, smider min halskæde væk til en fest eller slår min højtelskede sovenier i stykker når jeg skal gøre rent. Sådan er jeg, og jeg har efterhånden lært at trække på skuldrene og sige pyt. Men det er for pokker da ikke pyt, når jeg så mange år efter stadig ærgre mig over ødelagte og forsvundne genstande. Tatoveringer kan du ikke smide væk, og det gør mig et eller andet sted meget rolig. De er der gennem resten af livet for at minde mig om enten hvor dum jeg var som ung eller hvor fantastisk en tid jeg har haft. Nu må vi se, jeg håber på det sidste.
Og til sidst, så er tatoveringer for mig nogle fantastiske fortæller om hvem jeg har været på givne tidspunkter. Skulle jeg vælge i dag ville jeg måske ikke få en rokke tatoveret. Men fordi jeg har, så har det lagt bunden for et seriøst fascinerende forhold til rokker. Og til trekanter. Og jeg elsker det.

Så ja.. Mine små blækklatter bliver nok upopulære, grimme og totalt kiksede med tiden, men jeg elsker dem for det de er; en helt speciel del af mig.

Hver kærlighedserklæring jeg ser på film minder mig om dig. Hver kærlighedssang får mig til at savne din omfavnelse. Jeg ved godt jeg har svært ved at komme hjem, hver gang jeg har været ude i det store udland, men dig.. dig er jeg glad for at være hjemme ved igen.