Once you get some perspective, it's very easy to lose the fascination.

Jeg tog lige et hurtigt kig på ham den høje, gamle og flotte mand, som jeg for 1,5 år siden var helt fortabt i. I dag kan jeg godt se han er høj og flot. Gammel synes jeg ikke længere han er. Men det er sådan set også det. Der er ikke mere at komme efter. Han fascinerer mig simpelthen ikke længere.

Jeg synes jeg har sagt tak til ham, for at være den han var. For at være der i min sorteste tid og for at give mig så meget håb om en fantastisk fremtid. Jeg fik min fantastiske fremtid, bare ikke med ham. Og det gør ikke noget. Jeg tror et eller andet sted selv jeg valgte ham fra, da det gik op for mig, at det kun var mig der sad med fascinationen. Det er lidt hårdt at indse, at en mand aldrig har fundet dig så spændende og fantastisk, som du fandt ham. Dog er jeg glad for at have haft nok selvrespekt til at lade det glide ud i sandet.

Jeg kan skrive mig et ethvert humør - en færdighed jeg har fået af ham. Lige nu vil jeg skrive mig til taknemmelighed, håbe han er lykkelig et sted derude og fortsætte mit eget liv, med min egen fundne lykke.