Hvis vi nu legede at jeg gik i 10.C

På Femmøller var der ikke nogen klokker, der ringede ind og ud eller til middag. Der var faste tidspunkter, hvor vi skulle være til morgenmad, til morgensamling, til timerne, frokost, flere timer, aftensmad og i seng. De tidspunkter prøvede vi som regel at holde, og jeg selv var nok ok god til det. Men min kære roomie var ikke helt altid så god, så vi fik tit skæld ud når Henrik kom og tjekkede om vi var i seng. Det var som regel mandag aften han havde vagt, og så vankede der!
Årh, det var skønt. Det var dejligt at skoletimerne var korte, at vi havde 15 minutters pause efter hver, og at der blev stillet frugt og boller frem om eftermiddagen. Det skete alt for tit at vi, i matematik, listede os ud uden at Bjarne bim så det, hvorefter vi gik ned i spisesalen og tog en masse boller og frugt. Specielt når vi fik serveret chokoladeboller kunne vi ikke holde os tilbage, og bragte ofte flere med tilbage til klassen. Årh, det var nu dejligt at gå i 10.C!
I dansktimerne hyggede vi også. Samme med tysk (specielt når vi lavede rundkreds som "kom til" at vare 1 time!), engelsk og fysik. Der var seriøst intet der slog fysik. Luna og jeg styrede, og følte os tit som Henriks yndlings, når vi udførte forsøgene præcist! Ak ja, det er sjovt jeg kan være så skoletræt nu, og have elsket skolen så meget sidste år.

I dag har jeg fået postkort fra to af mine tre roomies, der var i Italien og stå på ski! Hold op hvor blev jeg glad for at se deres skrift, og generelt bare for at høre fra dem! De er vidunderlige! Sara lovede mig at kopiere og sende den lyserøde bog snart - jeg ser frem til det!!

... Årh. Hvad jeg dog ikke ville gøre for en uge mere på efterskole.

Linkin Park

Linkin Park.
Er du klar over hvilke forskellige mennesker jeg kan linke op på det band?
Næsten alle dem som virkelig har betydet noget specielt.
Dem der har brudt rytmen, og som jeg har brudt rytmen med.
Personer som jeg har ligget på tage med.
Personer som jeg har danset regndans med.
Personer som jeg har elsket, hadet og savnet.
Det er virkelig personer, som jeg har knyttet bånd til, og personer som jeg aldrig vil af med.

min ærlige mening omkring ordet skat.

"Det er okay at kalde sine venner og veninder for skat" er der en "synes godt om"-side på facebook der hedder. Den side pisser mig lidt af.. Sådan du ved, den generer mig ikke, men budskabet og tankerne bag den irriterer mig grænseløst!
Hvis vi tager det hele fra mit synspunkt, og starter fra bunden, så skal vi starte med at se på hvad ordet skat egentlig betyder. Ordet kommet vel egentlig fra de gamle sømænd og pirater der var på jagt efter "skatten af guld" med deres "skattekort" og "skattejægere". Ordet skat kommer altså efter noget værdifuldt, som man var på jagt efter. En skat er vel egentlig noget vi alle sammen søger, om det så er inde i os selv eller ude i verden. Og derfor, fordi en skat betegner noget så værdifuldt, at man er parat til at bruge flere år af sit liv og endda flere liv, på at finde denne ene skat, pisser det mig simpelthen af, at det er et så brugt ord.
Jeg har tidligere skrevet at jeg faktisk savner popsproget nogen gange. Og true, det gør jeg. Veninde-popsproget. Det sprog hvor alle ens veninder er nogle søde, skønne, smukke skatte alle sammen! Det kan jeg godt finde på at sætte mig ned og savne, men skatte-sproget mellem diverse drenge og piger (med andre kærester vel at mærke) kan jeg simpelthen ikke tage.
Helt seriøst, er jeg den eneste der har det sådan? Og nej, det ved jeg udmærket godt at jeg ikke er, for jeg omgås selv med pæne og ordenlige mennesker, der synes sådan et sprog mellem fuldstændig ligegyldige bekendtskaber er upassende. U-passende. IKKE-passende. Det er simpelthen for meget! Hvad skal det gøre godt for? At vise man holder af andre? Yeah right, skal man kalde alverdens piger eller drenge for ens skat, ens dybeste kærlighed eller ens største lidenskab, bare fordi man skal vise at "hey, du er da meget sød".
I don't think so...

Men ja, hvad så. Folk er som folk er, og jeg burde egentlig ikke blande mig. Men min mening står jeg stærkt fast ved, og jeg synes det er ubehageligt at jeg skal se og læse om piger der så åbenlyst flirter med min skat. MIT livs største fund. For ved du hvad? Der rammer pletskud i hjertet. Som en pil der gennemborer eller en sav med rustne klinger, der skærer sig langsomt og smertefuldt ind i én. Kort sagt, det gør ondt.

Jeg er så træt af massefabrikerede piger, der står til salg på samlebåndet til latterligt små priser. Der er simpelthen lavet så mange af dem efterhånden, at de alle sammen er blevet sat ned i pris. De er alle sammen blevet voldsomt billige.

Brudstykker af hvad der foregår inde i min hjerne at the moment.

Hjemvendt fra den  mest vidunderlige vinterferie i det elskede Århus! Ferien bød på både afslapning, poker, vin og en biograftur. Derudover en masse forsinkede busser, eller busser der kørte lige foran næsen på os, et besøg på skadestuen, pandekager, skøjtning, varm kakao, ingen mad og alligevel en masse toast og en helveds masse mere afslapning! Det var intet mindre end en vidunderlig ferie, og selvom det er en selvfølge, at min kæreste er den der kender mig bedst, så føler jeg nu endnu engang han er kommet dybere ind i hovedet og sjælen på mig. At kunne fortælle ham om mit syn på mig selv, som jeg aldrig har sagt højt, men har tænkt i de sidste mange år, var dejligt. Det var virkelig dejligt at kunne fortælle ham der, uden det var påtvunget eller akavet. Det var bare ganske naturligt.. Mhhm.. Det er sådan her parforhold virkelig skal være!
Nu hater jeg bare endnu engang på afstanden herfra og til Århus, samtidig med at jeg prøver at nedkæmpe det savn som på 4 timer igen voksede sig større end nogensinde.

Min hårbørste ligger i Jylland. Igen. Min freaking hårbørste er endnu engang glemt i Jylland. Det skete også for 2,5 år siden, da jeg glemte den hos min kære veninde i Nordjylland. Jeg fik den tilbage igen efter 1 år, den uge hvor vi startede på efterskole. Ej, men forhelvede det er lidt noget pis. Jeg har ingen hårbørste og mine udgronigner er grå. Jeg kommer ikke til at være gode venner med mit hår det næste stykke tid, kan jeg godt fornemme.
Nå, men jeg håber og stoler på at den denne gang finder vej hjem så hurtigt som muligt. Jeg kan egentlig godt forstå den ikke vil med hjem til Sjælland, for når man tænker over det har den nok boet i Jylland over halvdelen af sit liv! (1 år hos Anna + 1 år på efterskole + en masse ture til jylland = .. mere end den har været herhjemme)

De forskellige dufte i parfumeflaskerne bringer mig tilbage i tiden, ligesom forskellige toner sat sammen til sange før. Det er nogle gode tider, og halvdelen af dem savner jeg forbandet meget. Halvdelen af dem kan jeg aldrig komme tilbage til, men de er stadig i mit hjerte, gemt som glade minder der bringer et smil frem på mine læber. Jeg er 2 cm fra den perfekte sammensætning af venner og bekendte, men kan ikke gå de næste 2 cm, fordi jeg ikke vil knække det bånd, der holder sammen på det hele, og gør det hele så  perfekt.

"#¤%&/()=?(/&%¤#!!
Det er snart marts! Det vil sige vi er snart færdig med februar, og så også snart færdig med marts, og så er det april! Og ved i hvad april medfører? FORÅR!!!!! Og det medfører en mindre sur mig! Faktisk en rigtig glad mig, som gider noget og nyder vejret udenfor! Jeg kan simpelthen ikke vente. Det her bliver verdens bedste sommer! Med en festival, en tur til USA, en kæreste der henter en og en uge alene hjemme med ham plus et ret sikkert start på kørekort. Det kan simpelthen ikke slå fejl!
Iiihj, jeg glæder mig til sommer som et lille barn. Et lille, lykkeligt barn.

hvor, hvor, hvor...

Isak og Storm. Foran statens museum for kunst. Dagen før min fødselsdag.

Det var da utroligt. Jeg kan åbenbart ikke være "Lucca" i mere end et par få måneder af gangen, før folk lærer mig ordenligt at kende. Igen er jeg i situationen, og har lige tænkt "hvor er Lucca?"..

Just think about it

 

26

Jeg glæder mig til det øjeblik, ude i fremtiden, hvor jeg igen sidder med den lyserøde bog i mine hænder. Jeg glæder mig til at lade mine fingre løbe over siderne, der er farvet med grå blyant, sorte og røde kuglepenne og fulde af vores ord. Jeg glæder mig til at læse mit sidste indlæg, og genopleve mine sidste ord fra den dag og føle mig hjemme. Jeg savner de tøser, savner deres latter og personlighed. Det var godt nok den bedste idé med vores lyserøde bog. Ja tak, memories kept in words.

Den aften hvor vi alle 4 lå og sov i hemsen, fordi mit humør trængte til det og sammenholdet skulle styrkes. Det var skønt. Det var godt nok skønt!

Påmindelse til mig selv:

Bland dig udenom. Det er ikke dit foretagende, og du har ingen ret til at sige noget. Det er ikke fair overfor nogen af dem, og desuden har du det godt.

nu kommer de der poptøser endnu engang og skal spille smarte med deres.......................... nej bare glem det!

Jeg er irriteret! Over fysik, drenge og forbandede poptøser! Argh! Jeg har også lige set et billede af en pige, som ser så smuk, sød og uskyldig ud. Problemet er bare at jeg ved kællingen er all over drengene med sin krop og sine flirtende ord. Jeg kan virkelig ikke udstå dem! Ikke at jeg har noget som helst imod stilen eller udseendet på disse såkaldte poptøser (Ja, jeg er ikke en til at snakke, da jeg desværre selv ligner noget, der kunne være mere snobbet end jeg er), men jeg har simpelthen alt imod livsstilen. Jeg har noget imod tøser der vil kysse min kæreste, skriver det til ham og derefter påstår de ikke flirter. Nej, selvfølgelig gør du ikke det lille ven, men nu skal du høre; du går kun i 9., og der er flirt åbenbart noget der kommer efter en tur i kanen. Det siger jo så lidt om dig, ikk? Slutty misses Slut Slut.
Jeg er seriøst helt oppe i et-eller-andet-farvet felt lige nu. Jeg er pisse irriteret over dagen i dag, over euforiserende stoffer og 15-årige piger, der er værre end ludere og billige tøser, nemlig gratise. Søde venner, sådan hænger verden ikke sammen. I bliver nødt til at passe på jer selv, og på jeres værdighed. Gamle damer som mig (ja, hele 2 år ældre end jer), bliver jo forarget over at se jeres opførsel. Unge nu til dags! ... Og så alligevel ikke, vel? For er det jo forhelvede ikke normalt eller populært, ikke engang nu til dags, at kneppe alt hvad der bevæger sig i en alder af 11, 12, 13, 14 eller 15. Jeg ved godt det er denne alder man starter i, og jeg ved godt at nogen har så meget værdighed de venter til det rette øjeblik, MEN DET ER JO IKKE FORDI I SKAL HAVE KLARET ET MARATON I EN ALDER AF 14.

Og ja/nej/noget, jeg er ikke en gudinde eller én der burde blande sig i det her, men jeg bliver så forarget, når jeg ser folk ødelægge sig selv på den måde. Den snert af godhed er der trods alt et eller andet sted inde under min godt indpakkede tankegang.

IRH. Det er næsten værre end med min blender det her. Det er ikke til at holde ud af miste noget man har kært, om det er en effektiv blender eller ens kæreste. Heldigvis skal der dog mere til at miste en kæreste end en blender, og jeg kan godt love dig for at jeg kæmper. Egentlig er der ikke så meget en kamp, for jeg er 2 år ældre, klogere og mere virkelig end alle de pudderhoveder der træder mig over tæerne. Skrub af med jer, og lær at stave til "flirter".. Du ved, du skulle jo ikke pinliggøre dig selv mere ved kun at kunne skrive "fliter", vel?

Hey forresten. Jeg er glad for min blog, når jeg kan afreagere.

I stedet for at spørge hvorfor til alting, så prøv med "hvorfor ikke?"

Bare en lille update!
Alt hvad der var lort og fyldte mit hoved torsdag nat og dele af fredag, er nu snakket om og ude af verdenen (Jeg huskede faktisk alle tingene og fik snakket ud om dem!). Nu har jeg det bedre, og er igen endnu mere tryg ved det hele end før. Heldigvis går det da i den rigtige retning. Nu er vi mere et team end to kulturer der bekriger hinanden og finder fred i kærligheden. Nu er vi bedre end før, og vinterferien står for døren med en hel uges kys og kærlighed.

Jeg blev simpelthen så glad da jeg vågnede i nat, ved at han puttede sig ind i mine arme med et smil på læben. Kærlighed skal ikke staves til, den skal føles, og jeg kan føle den!

Nu er han taget af sted igen igen igen igen. Det er stadig ikke okay inde i hjertet når han eller jeg rejser, men det bliver bedre, for vi bliver mere og mere sikre i troen om endnu en weekend.
Det er fantastisk, hvad man kan opnå med viljestyrke. Og selvom det ser usundt og ødelagt ud på ydersiden, så er indersiden ved at danne byggeklodser, som vi fremover kan stå fast på.

Desuden har jeg overvejet tanken om at studere på Århus Universitet efter gymnasiet?
Jeg har ligesom indset, at jeg for altid vil være fanget i drømmen om Århus og Femmøller, og lige pludselig virkede det logisk og klart, at jeg skal studere i Århus. Jeg mener, hvorfor ikke? DSB vil jo altid være en god ven når det kommer til opretholdelsen af venskaber og familie?

Ja, jeg er rigtig glad, og i morgen bliver en god dag!

der skal to til tango

Der skal to til tango. To til følelser, to til skænderier, to til forhold, to til at få noget løst eller andet til at blomstre. Der skal to til tango, og man  fylder hver 100%. Når man er to fylder man lige meget, hvilket vil sige man udfør halvdelen. Halvdelen har lige så meget ret som den andel halvdel!!!

Det er så vigtigt ikke at miste sig selv..

Senge fyldt af minder, vinduer fyldt med fedtede fingeraftryk fra generationer og atter generationer, gamle badehoteller der bliver unges bedste og mest trofaste hjem.

Om lidt bliver her stille. Om lidt er det forbi. Fik du set det du ville? Fik du hørt din melodi?

Femøller Efterskole 09/10

Jeg har lige set Kaspers afskedstale, Rebeccas tale om året, og hørt Bjarne Bum's sang om kære Pikabu. Det gør ondt indeni. Det gør ondt, fordi jeg ikke kan give Eva og Lise et kram når det hele er lidt sort. Det gør ondt fordi jeg ikke skal gøre rent med Sara hver dag kl 12. Det gør ondt fordi at taletiden er forbi, og det er for sent at gøre noget. Hvad nu hvis jeg ikke fik set alt hvad jeg ville? Hvad nu hvis jeg aldrig fik hørt den melodi jeg allerede i den første måned besluttede mig for at synge? Hvad nu hvis jeg ikke fik givet det sidste kram, til personer der for evigt til pryde mit hjerte? Hvad nu hvis og hvis og hvis. Som sagt før, det er alt sammen glansbilledminderne jeg savner. Dem som jeg husker i mit hoved som det smukkeste, men som sikkert ikke engang var så lykkeligt. Jeg husker det og gemmer det i mit hjerte som jeg ønsker at se på det. 

Vi husker nok alle den sidste uge, hvor vi gik fortvivlet rundt og prøvede at holde fast i alt omkring os. Den sidste aften, hvor vi grinte med tårer strømmende ned af kinderne, da lærerne optrådte for os. Vi græd og græd og græd. Da vi skulle pille hele værelset ned.. Det var næsten umuligt. Vi tog én ting af gangen, men det føltes helt forkert. Da jeg skulle pakke hele mit skab ned i kasser. Mit tøj, mine breve, mine postkort, plakater, makeup, cremer, plastikposer, regntøj, skibukser, sengetøj, det hele.. Det gjorde ikke ondt. Selvom vi vidste at det sluttede LIGE OM LIDT, at vi ikke vil opleve det NOGENSINDE IGEN, så gjorde det ikke ondt på den måde vi troede det ville. Det var først da vi stod i cirklen udenfor, efter at have fået skolebilled, blå bog og karakterblad, at det gik op for os. Det gik op for mig, at det nu kom til sidste kram. Sara, Julia, Luna, Røsvik, Mads, Victor, Louise, Laura, Trisja, Anna.. alle.. Ja, selv Carl, som jeg brugte det meste af tiden på at være irriteret på. Han stortudede, mens han krammede mig og fortalte mig om de gode ting der var ved mig og ved at have mig på efterskolen. Det var forfærdeligt at give dem alle et sidste kram. Jeg vidste jeg skulle se mange af dem to dage efter - på Roskilde, men det var stadig.. forfærdeligt.

Jeg var glad for Jakob og jeg fortsat var sammen, for det gav mig en garanti på at se ham, og gjorde smerten i maven lidt bedre, da jeg skulle holde ham i mine arme for sidste gang i lang tid.
Hvordan tager man sin kæreste i armene og siger farvel? Siger farvel til 232 dage, hvor man har set hinanden. Hvordan gør man det? Jeg tror virkelig ikke der er nogen rigtig måde at give slip på, og lige meget hvad jeg prøvede, så kunne jeg ikke slippe ham. Det er ligesom nu, hver gang jeg skal hjem. Jeg skal hele tiden have et sidste kys, et sidste kram, et sidste ord.. Jeg vil aldrig give slip, og sådan har det været fra første dag jeg blev hevet op fra gulvet og ind i hans arme.

Jeg savner det. Ærligt og inderligt. Savner Femmøller Efterskole, og alle dens goder.

Hvis du ikke har oplevet efterskole, så er det ikke muligt at forholde sig til. Man kan forestille sig de gode tider, men man har ingen idé om hvordan de dårlige og hårde tider er. Og efterfølgende har man ingen idé om hvordan de gode tider bliver endnu endnu bedre. Efterskoleåret oversteg ALLE mine forventninger.

Nu spiller musikken i mine højtaler, og spreder billeder og minder ud om det år, som jeg for altid vil mangle. 

"Forladt og alene, danser cirkusprinsessen rundt. Går i stå...... på sin line, i et sanseløst sekund."

tilfældigheder

Hmm... Da Linkin Parks nye album udkom var "waiting for the end", den første sang jeg hørte. Jeg lagde mærke til et enkelt stykke, som ramte mig dybt. Et stykke der passede præcis ind i min daværende mangel på ord.

I know what it takes to move on
I know how it feels to lie
All I wanna do is trade this life for something new
Holding on to what I haven’t got

Da hele mit liv og indre faldt på plads stoppede min afhængighed af deres indforståede musik. I dag fandt jeg dem frem igen, og lyttede intenst på alle deres ord og toner. Da "waiting for the end" begyndte, var det nogle helt nye ord der vakte min opmærksomhed.

Waiting for the end to come
Wishing I had strenght to stand
This is not what I had planned
It’s out of my control

Flying at the speed of light
Thoughts were spinning in my head
So many things were left unsaid
It’s hard to let you go

Det er ikke tilfældigt at de to stykker rammer mig og modsiger lidt sig selv inde i mig. Det er ikke tilfældigt at det første var alt hvad jeg følte, og det er ikke tilfældigt at jeg nu, men først nu, kan nikke genkende til det sidste.

Der er intet der er tilfældigt mere, er der?

Hvad vil du, Lucca?

Er det vinteren eller noget helt andet der påvirker mig så meget? Ved ikke hvad jeg skal skrive, bliver hele tiden ved med at slette det.. Begynder at græde når jeg gør noget forkert. Begyndte at græde overfor lægen, der ellers var så sød og forstående, græd i telefonen. Ja, jeg var også ved at græde da min forbandede oplader pludselig holdt op med at virke. Hvad er der galt? Hvorfor er jeg så følsom? Og hvorfor begynder jeg at græde over ting jeg førhen har håndteret med stor prestige? Gør jeg det forkerte? Er jeg et forkert sted i min tilværelse? Eller er det simpelthen bare det grå og triste udenfor der har fået taget i mig?
Det eneste jeg har lyst til er at stikke af til Århus for 34567890. gang. Og blive der. I hvert fald i nogle uger.

Og seriøst.. Hvorfor har jeg ingen anelse om hvordan man laver mine fysikopgaver? Ellers engelsk? Eller matematik? Eller noget andet? Jeg plejer at lave dem med lethed?......... Iiiiih... Jeg har brug for et kram.