Sidste dag i Cartagena. Sidste dag for denne gang.
Nu er festen forbi, og i morgen vender jeg næsen mod Danmark. Selvom jeg kun skal være der i 6 dage, før jeg tager ned til varme Vietnam, så runder vi alligevel et hjørne og afslutter et kapitel i dag. De sidste dage har været vidunderlige. Jeg har brugt dem med Thomas, som deltog i mit arrangerede smykkekursus og gav mig enorme mængder af kærlighed.
Men hvad har jeg egentlig lært? Før jeg tog af sted var jeg træt. Træt og følelsesløs. Jeg glædede mig ikke til at komme af sted, jeg følte mig forkert og bagud, fordi jeg hverken havde en kæreste, et barn eller en lejlighed jeg delte med nogen. De første dage i Italien var ikke gode. De var hårde at komme igennem og jeg følte mig ikke særlig godt tilpas. Men det er også en følelse, og det resulterede i at jeg efter en uge fandt mig en date at snakke med, arrangerede at komme videre fra vingården og gøre ting, der gjorde mig glad. På Vingården i Assisi lærte jeg en masse om kærlighed, mens jeg brugte tiden på at lave ingenting og falde ned ovenpå min stressede januar. Sønnen i familien og hans kæreste havde et langdistance forhold med ham i Italien og hende i Miami. Det fantastiske var, at deres forhold var så tydeligt fyldt med kærlighed. Det gjorde ikke noget, at han flirtede med andre eller havde været sammen med hele byen, han ville have hende nu, og hun ville have ham. Og det blev så klart, at kærlighed handler om mere end hvem man boller med. Deres kærlighed var ægte, ren og de havde bare deres lille tomands-klub, hvor de respekterede og elskede hinanden. Det var smukt.
Så tog jeg videre til Lucca og arbejdede lidt hos en familie der. Her lærte jeg noget mere om kærlighed. Moren var 37 med en mand på nogen-og-halvtreds og to børn på 13 og 8. Og hun var ikke færdig med at være ung. Hun var ikke færdig med at bokse og udvikle sig. Hun ville videre i sin karriere, hun ville ud og feste, hun var bare ikke færdig. Og det gjorde mig glad at opdage, at hvis jeg fik en kæreste og barn lige nu, så ville det være mig om 13 år. Og jeg skal forfanden da ikke tage en beslutning nu, fordi jeg er ensom, der gør mig ulykkelig om 13 år, når jeg ikke kan løbe fra mand og barn. Så det var en god lektie. Det er faktisk helt okay at være single!
Videre til Rom med Jerie. Det var fantastisk dejligt at se en veninde, der har kendt én så længe. Hun kunne huske alle betydningsfulde ting fra mine yngre år, så vi havde en masse gode snakke om det! Jeg er glad for at hun stadig er i mit liv. Så det jeg lærte der, var at jeg har gode venner, også selvom de er lidt langt væk på nogle tidspunkter.
Nice var rar, smuk, og jeg fik gåsehud bare af at se havet i solskin. Jeg elsker havet, og der skulle ikke mere til end det, før jeg følte mig rigtig godt tilpas der. Elena og jeg havde en god uge, fyldt med shopping og kiggen på byen. Jeg lærte ikke så meget, men kunne godt mærke at det er svært for mig altid at være den ledende rolle. Specielt når hun bare gerne vil sige ja til alting.
Og så tog jeg til Jamaica. Og Jamaica var fantastisk. Der var sol og varme, blåt vand, en fantastisk stjernehimmel, ildfluer og mimoser i græsset. Jeg var så glad, og det blev selvfølgelig ikke dæmpet af at møde Lukas der. Han var så sød og betænksom, og fik mig til at se alting derhjemme så klart. Jeg indså, at de søde 3 drenge jeg har brugt rigtig mange måneder på at have gående rundt i hovedet ikke er gode nok. De giver mig ikke kærlighed og tid, når jeg har brug for det. De er ikke lige så betænksomme, og på mange punkter er de bare et middel for at overleve. Men ham Lukas, han gjorde mig glad. Og mine kinder stoppede ikke med at gøre ondt hele ugen han var der. Jeg følte mig så elsket og værdifuld. Det var fantastisk. Og det var svært at undvære ham, da han tog videre til Colombia, selvom jeg vidste 2 uger ville gå hurtigt, før jeg ville følge efter. I denne tid mødte jeg dog andre skønne mennesker, blandt andet Zoé, som om noget er det bedste jeg har oplevet på min tur. Vi havde det fantastisk sammen. Vi grinte og grinte, vi pjattede og dansede og var virkelig gode veninder på den korte tid vi havde sammen. Af hende lærte jeg, at jeg ikke har brug for en mand, jeg har bare brug for nogen at grine med. We had a blast, og det var hjerteskærende at sige farvel til hende og tage mod Colombia.
Og shit, Colombia. Det var aldrig meningen jeg skulle ende op i sydamerika, og slet ikke Colombia, et land, som jeg ingenting aner om! Men jeg fulgte Lukas hertil og blev hurtigt klar over han bare slet ikke var den samme, som jeg mødte på Jamaica. Han var sur og nedladende, og jeg følte mig ærlig talt rigtig dårligt tilpas i hans selskab. Så jeg forlod ham. Og dét var sværere end meget andet jeg har prøvet, for det betød mere eller mindre at jeg ville skulle finde rundt i Colombia alene, hvis ikke der lige var andre at klikke med. Men det var det bedste jeg kunne gøre for mig selv, og så snart han var ude af billedet kunne jeg trække vejret igen! Dér lærte jeg at stole på mig selv. Og så derudover, at alting nok skal gå, for jeg rejste da bare videre med Tim efter det, så det var ikke noget problem at jeg ikke kunne et ord spansk i et rimelig farligt land.
Colombia lærte mig, at jeg ikke er lesbisk, og at jeg faktisk ikke er interesseret i at prøve en pige. Jeg havde muligheden, men endte op med en veninde i stedet for en pige-kæreste. Og sammen med alt andet er jeg også taknemmelig for det! Colombia lærte mig at stoffer ikke er det farligste i verden, når du ikke har et misbrug. Tiden her lærte mig, at jeg er god nok præcis som jeg er, men at jeg altid haf-asser alting. Jeg sætter ikke mig selv først og jeg gør det meste for at være på okay fod med de andre i stedet for at gøre hvad gør mig glad. Colombia lærte mig ikke at være så bange for andre mennesker og kulturer, for selvom en masse mennesker stjæler og slår ihjel, så er vi her alle sammen for at overleve, og hvis nogen får mad på bordet ved at stjæle min telefon, så go ahead. Jeg vil ikke lade min glæde afhænge af den.
Jeg har lært at konstant prævention og konstant kontakt med omverdenen ikke rigtig er nødvendig for at være glad. Jeg har lært at hvile meget mere i min krop, om den er oppustet eller ubeskyttet, så elsker jeg den hver dag. Praktisk har jeg lært noget om smykketeknik, hvilket var mere end fantastisk! At sidde der og nørkle med smykker er lige så meget meditation for mig som min meditations-app, og det kan meget vel være den måde jeg kan deale med stress i fremtiden.
Sidst men bestemt ikke mindst har Tom lært mig, at jeg ikke skal nøjes. Den perfekte fyr, som jeg faktisk gerne vil bruge min energi, tid og kærlighed på, findes. Og jeg er mere værd end at blive brugt engang imellem af en eks eller en liderlig fyr, der ikke kan finde ud af hvad han vil. Det er okay at sige nej, det mister jeg ikke noget på.
Så tak. Tak til mig selv, for at gøre lige præcis hvad jeg havde brug for. Tak til Italien, Frankrig, Jamaica og Colombia for at lære mig præcis hvad jeg ville. Tak for tiden her, tak for venskaberne og tak for at give mig præcis det jeg kom for. Jeg er evigt taknemmelig, og jeg er så glad for at have en solsikke på min krop resten af livet, der kan symbolisere alt dette.
