Mit mål er din lykke

"We live in an age where
everything is staged and
all we do is fake our
feelings i'm so scared to
put myself so out there
time is running out yeah
need to let your know...
that
last night i woke the fuck up,
i realised i need you here,
as desperate as that sounds yeah"

Hvorfor er vi så bange for at vise vores rigtige følelser? Hvorfor er vi så bange for at sortere de mennesker, der er forkerte for os, fra? Hvorfor har vi ansvarsfølelse, når nogen vi knapt nok kender vælger at betro sig til os? Hvorfor kan vi ikke sætte os selv i første række, når der kommer til lykke, men altid når det kommer til mad? Hvorfor er du stadig sammen med hende, når det så tydeligt ødelægger dig? Hvorfor kan du ikke se, at det er præcis de samme ting, som du advarede mig mod, da jeg havde en uduelig ødelæggende kæreste? Vågn for fanden. Vågn op og se den tydelig vej mod et bedre liv, som vi andre sagtens kan se.

Det er utroligt, hvor meget du fylder i mit liv. Du har været min ven, som jeg så op til, i mange år før du var min kæreste. Og du har været min kæreste i mange år derefter. Jeg har været opmærksom på din eksistens siden jeg var 13. Og nu er jeg 22. Det piner mig meget og ofte at vi ikke er i kontakt. Det piner mig, at jeg ikke kan være der for dig, sige de ting du vil blive gladere af at høre, give dig håb for fremtiden.
Jeg er ikke længere forelsket i dig. Det har jeg ikke været i lang tid. Men jeg holder stadig af dig. Og du ligger stadig på listen over mennesker jeg vil opgive alt på stedet for, for at være der for dig.Ved du egentlig det? For hvis du ikke gør, så skal du vide det. Hvis du rækker ud efter mig, så tager jeg det næste fly og er hos dig indenfor et par timer. Hvis du bare siger til, så snakker jeg hele natten med dig. Det vil jeg uden tøven gøre for dig, fordi du er så vigtig en del af mig.

Jeg går bare ud fra at du er ulykkelig, uden at have hørt det fra dig. For jeg beholder mig i min fulde ret til at sige, at jeg kender dig, selvom det er et år siden vi har snakket fuldstændig ærlig sammen. Måske er det forkert, og i så fald trækker jeg mine ord tilbage. Men jeg er bange for, at jeg ikke tager fejl.
At have en kæreste med depression og selvmordstanker er ikke nemt. Det er helt generelt ikke nemt for det mest stabile menneske, at være kærester med et lettere ustabilt menneske. Men din situation er endnu værre. Du skal trives med en pige, der ikke kan noget selv og forventer fra dig, at du tager ansvar for hendes liv. Det er ikke retfærdigt. Jeg ville ønske jeg kunne gøre noget.

Åh, søde du, det smerter inde i mig og optager alt for meget af min tid, at situationen er sådan her. Det er ikke mit liv, ikke min hverdag, ikke min kæreste, ikke mine følelser. Det er slet ikke noget der har noget som helst med mig at gøre, men det giver ingen mening inde i mig at være lykkelig, når du ikke er.
Jeg vil have du skal elskes, som jeg engang gjorde, lige nu. Jeg vil have du skal være lykkelig. Jeg vil så gerne møde den pige, som kan gøre dig det. Jeg vil elske hende lige så meget, som jeg elsker din personlighed. Om ikke andet vil jeg introducerer dig til hende, hvis jeg selv fandt hende. Men når du er sammen med så forkert et menneske, så bliver jeg sort indeni. Jeg vil ikke kalde det jalousi, for i så fald skulle du være min. Men det generer mig grænseløst, at et andet menneske kan finde på at ødelægge min engang så elskede kæreste.

Søde du, du fortjener bedre. Du fortjener at være lykkelig. Du fortjener at leve med et smil på, at have tid til alt du elsker.

Vågn op. Fortæl dine rigtige følelser. Anerkend dine følelser. Vær desperat efter forbedringer, hvis det er det du vil. Kom ud af det forhold, før hun bliver gravid og beholder dig på dårlig samvittighed resten af livet. 

Sandheden om at være mig

Midt oktober 2013 begyndte jeg at betvivle mit liv. Jeg blev usikker på, hvorvidt jeg var det rigtige sted i mit liv. Der befandt jeg mig på en paradisisk ø i Caribien. På daværende tidspunkt var jeg omringet af piger, der kun ville mig det værste, drenge, der ville i bukserne på mig og derhjemme befandt mine venner og kæreste sig. Jeg var overbevist om at jeg havde det godt, for om noget, så havde jeg tiltro til mig selv.

Da jeg kom hjem gik der derimod ned ad bakke. Jeg havde mistet glæden ved mit forhold, og ret hurtigt efter fik jeg konstateret svamp i underlivet. Jeg ved ikke om det har nogen sammenhæng. Højst sandsynligt ikke, jeg var jo lige kommet hjem fra Honduras - det kan lige så godt have været årsagen, men lige nu forbinder jeg de to ting. Jeg kom til lægen, fik noget medicin - men jeg fik det ikke bedre. Efter en uges tid ringede jeg derop igen, fik af vide jeg skulle vente, fik det ikke bedre, ringede der op igen - og det var starten på den ondeste cirkel, jeg nogensinde har befundet mig i. 

At have svamp i underlivet er en mærkelig ting. Det ses på som noget ulækkert, men i virkeligheden er det bare en gene. En konstant gene, der minder en om, at man altså ikke er helt rask. Men de tager det ikke alvorligt nok hos lægerne, så der gik nogle måneder før jeg fik en henvisning til en speciallæge. De tager det midlertidigt heller ikke særlig seriøst, for der skal man vente et halvt år, før der er tid til én. Jeg var dog et af de bedre stillede mennesker, hvis forældre havde en god sundhedsforsikring, hviket betød, at jeg efter et par dage kunne komme til den længe ventede speciallæge. Og nyheden der var så nedslående som alle andre; der er ikke noget at se. Er du sikker på det stadig gør ondt og klør? JA.

Og sådan har det fortsat siden da. Det klør, jeg tager medicin, det holder op en dag eller to, jeg bliver glad.. lige indtil symptomerne starter igen. 

Du lærer at leve med det efterhånden. Og så er der de nætter, hvor det æder dig op indefra, og du ligger grædende i din seng hele natten, fordi smerten ikke vil stoppe. Det skete fornylig igen.

Så jeg tog til lægen - du har svamp, sagde han. Sikke en overraskelse. Hjem og tag dine sædvanlige piller, som du på nuværende tidspunkt har spist så mange af, at du er overbevist om at du er imun over for dem. 

Jeg ringede til min mor, som foreslog zoneterapi og alternativ medicin. Og det var så vejen ind til hvad der for tiden er min hverdag. Jeg fik lov til at snakke med en rigtig usympatisk dame nede i helsekostbutikken, der mest af alt fortalte mig, at jeg ikke gjorde det rigtigt. Så der stod jeg, fuldstændig psykisk udmattet af at have et kløende underlig for 23. måned i træk, fuldstændig uvidende om noget som helst, andet end at lægens medicin ikke virkede, og blev skældt ud over min kost. Det var ikke en god oplevelse, og jeg gav godt nok op, da jeg bagefter skulle betale 300 kr. til en uges naturmedicin - på SU. 

Men det klør, og jeg vil være rask, så jeg har taget opgaven på mig, at spise rigtigt. Og hvis du ikke ved hvad en candida kur er, så kan jeg fortælle dig, at der intet er over den kur, som er betegnet direkte sundt. Jeg må ikke spise noget, som jeg plejer. Jeg må spise grøntsager (men naturligvis ikke alle), kylling, fisk, æg og A38. Og det er sådan set det. Jeg skal holde mig fra frugt, rødt kød, hvedemel, gær, sukker og alt andet, som kan indeholde kulhydrater eller noget man plejer at spise. Men i det mindste må jeg få avokado, så det lever jeg højt og dyrt på. 

Nu har jeg været på den her kur i en halv uge. Det er ingenting, men jeg er udmattet. Så fandens udmattet, fordi hele mit liv synes at handle om hvordan jeg kommer op ad bakken i skole og hvordan jeg bliver mæt den pågældende dag. 

Jeg er... det stærkeste menneske jeg selv kender, men jeg må anerkende, at jeg er ved at knække. For en ting er maden, og åh gud, hvis det nu bare var den. En anden ting er den ulidelige kløe der følger mig hele tiden, og tvinger mig ud af koncentration, når jeg prøver at læse i en bog eller have sex med min kæreste. Jeg kan ingenting af betydning. Jeg har hjemve og savner de venner, som jeg har kendt mere end et halvt år. Jeg har ikke lyst til at være sød, jeg har ikke lyst til at sige undskyld, når jeg siger noget forkert. Jeg er ligeglad med at skændes eller putte. Jeg er ligeglad med universitet og alt der følger med. 

Jeg har undertrykt min helbredelsestilstand så godt jeg har kunnet de sidste to år. I morgen undertrykker jeg den højst sandsynligt igen, men i dag er det svært, og det var det også i går. Jeg beder med alt hvad jeg har til, at blive rask igen. Rask i både krop og sind, så jeg kan nyde andres selskab, nyde kærligheden til min kæreste og glæde mig over at være mig igen. 

Men kære Lucca, jeg lover dig, at jeg nok skal kæmpe det bedste jeg kan. Du fortjener at have det godt.

Vi er kærester

Vi er kærester. Sådan rigtig voksne flyttet hjemmefra kærester. Sådan rigtig voksne tag-på-ferie-sammen kærester, hvor vi skriftes med at betale maden fra restauranten. Jeg passer dig med tømmermænd og du passer mig med menstruationssmerter. Vi elsker hinanden i handlinger frem for ord, og jeg elsker det.

Vi har været sammen som officielle kærester i to små måneder, men får af vide vi opfører os som nogle der har været sammen i halvandet år. Første gang jeg fik det af vide, for fire år siden, tog jeg det som et kompliment på det daværende forhold. Denne gang tog jeg det som et kompliment af mig og min måde at eksistere sammen med et andet menneske på.

Sagen er, at han er fantastisk. Jeg føler helt utrolig heldig, at han er min. Jeg bliver overrasket over mit eget held, hver morgen jeg vågner op ved siden af ham. Jeg forstår ikke, hvordan så alsidig fantastisk en fyr ikke for længst er blevet taget af markedet, men jeg er lykkelig over han var single længe nok, til at jeg kunne møde ham.

"Engang i fremtiden sidder jeg og smiler, fordi jeg lige har fundet ud af, at min eneste ene også elsker mig."
- Fremtiden var ikke så langt væk, som jeg engang frygtede. Og det er fantastisk!

Hvorfor kunne min psykolog ikke se han var sociopat?

"Han får sommerfuglene til at flyve rundt i din mave, han charmerer dig på alle leder og kanter, og du tror faktisk, at han er dit livs kærlighed. Det kan være svært at gennemskue, at den mand, du har forelsket dig dybt i faktisk kan blive din største ulykke, fordi han er det man betegner som sociopat."

Så deeet... Det er godt at kunne sætte et label på dig efter så mange år. Og endnu bedre er det at få opbakning i, at det ikke var mig der var ved at gå i stykker, men dig der faktisk ødelagde mig.

Jeg har været kærester med en sociopat i 1,5 år. Og i dag har jeg ondt af mig selv.
Jeg fik lov at erstatte min første forelskelse - i en dreng der ved bekendtskab til mine følelser valgte at mobbe mig ud af folkeskolen - med en sociopat. Og nu indser jeg endnu engang, hvor heldig jeg var at gå direkte i armene på en dreng, der med alt hvad han havde hjalp mig på rette vej igen.

Da vi startede med at ses var jeg ikke forelsket i dig. Jeg brugte hver mulighed jeg kunne på at tænke på gode gamle tider, længtes væk til de hankøn, som egentlig bare gjorde mig ondt. Du vidste det godt, og du lod mig. Kan du huske, at jeg gav mange spjæt, da vi startede med at ses? Det var klumper af følelser, gode og onde, der forlod min krop. Hver gang jeg tænkte tilbage, reagerede min krop fysisk ved at spjætte. Det var møghamrende ubehageligt, og jeg troede det var noget jeg gjorde mod dig, men det var det måske slet ikke. Hver gang jeg fik et spjæt kiggede du bekymret på mig, holdt om mig og hjalp mig til ro igen.
Hvordan kunne du holde mig ud? Hvordan fandt du dig i at jeg flirtede med alle omkring os, var så følelsesmæssig fjern fra dig og lukkede dig så meget ude? Jeg forstår dig ikke, men jeg er så evigt taknemlig!

Grunden til vi slog op, var fordi jeg ikke følte du elskede mig. Ved nærmere omtanke, så er jeg ret sikker på du elskede mig. Du glemte bare at vise det nok, fordi du selv havde ting at tænke på. Du havde selv problemer at døje med.
Jeg har en smule skyldfølelse lige nu. Over at jeg skred på så mange måder, som jeg nu gjorde. Efter alt hvad du har gjort for mig, så fortjente du noget mere respekt. Men det kunne jeg ikke give dig på daværende tidspunkt, og undskyld for det.
Jeg forstår dig godt. Jeg forstår godt hvorfor du ikke fortalte mig om din nye dame, og jeg bebrejder dig ikke længere. Jeg er bare glad for at jeg fik den tid med dig, som jeg gjorde. Og jeg er ovenud lykkelig for, at du holdt sammen på mig, indtil jeg helede. Tak!

Fra mobber til sociopat. Fra sociopat til indelukket helt. Fra indelukket helt til ham. Nu er det faktisk tid til at turde at elske igen.

Er der nogensinde nogen, der savner nogen?

Jeg ved, at jeg savner nogen. Jeg savner mange. På daglig basis og på ærlig vis. Men gør I andre det? For det hører man ikke rigtig om. Man hører om kærester, der savner hinanden på grund af fysisk afstand. Men hvad med vennerne? Savner I nogensinde hinanden?

For i skriver ikke. I ringer ikke. I tager ikke kontakt.
De fleste af jer sidder derhjemme og er sørgmodige over, at flere af jeres venskaber er gået i stykker. I fik aldrig liige taget jer sammen til at skrive til hinanden - men hey, vedkommende skrev jo heller ikke til jer? Så er det nok okay, at det venskab er gået til spilde. Man skal jo ikke påtvinge venskab. Afstand giver jo perspektiv på hvem der er ens rigtige venner, ikke?

Jeg er træt af jer. Jeg er træt af at I ikke ringer til mig eller jeres venner, når I savner dem. Jeg er træt af at I ikke tror I er gode venner længere, fordi I ikke kan finde ud af at holde kontakten. I er nogle røvhuller. Mod mig, mod jeres venner, mod jer selv.

De fleste gange skal man huske at feje foran sin egen dør, før man peger fingre af andres fejltrin. I dette tilfælde har jeg fejet godt og grundigt, for jeg holder kontakten. Jeg skriver til jer, så snart i dukker op i mine tanker, så snart jeg savner jer. Jeg skriver og ringer for at holde gnisten i live og dele mit liv med jer. Og I er gang på gang glade for initiativet - Ja, det er sørme også lang tid siden, lad os finde ud af noget! - men det bliver ikke vedligeholdt. Og I ringer aldrig tilbage. I skriver aldrig tilbage. I skriver aldrig.

Rigtige venner kan gå dage, uger, måneder uden at snakke sammen, og stadig være lige så fine venner, når man endelig ses. Men ved I godt, at det fortager sig med tiden, jo længere tid vi ikke har snakket sammen?

Jeg forstår ikke hvordan I kan være så optaget af jer selv og at andre skal kontakte jer. Vi er forhelvede kun en spritbilists dårlige valg væk fra evigheden. Vi må tage os sammen, og elske hinanden, i stedet for at savne hinanden i smug.

Lige nu sidder jeg med en følelse af, at der aldrig er andre end min mor der har savnet mig. Jeg kan ikke forestille mig nogen tænke på mig med et smil på læben og en tanke om, at det forhelvede kunne være godt at se mig igen. For det er der ikke nogen der siger. Jo, bevares, I svarer pænt "lige over" og "i lige måde" når jeg utallige gange siger det til jer - men siger I det nogensinde?
Jeg håber inderligt, at nogen savner mig. At nogen gider tænke på mig og mindes mit selskab, når jeg ikke er der.

Det er en modbydelig tanke at have - at ingen savner dig. Jeg formoder det kommer af de nedslagtninger jeg selv, som alle andre, har haft gennem livet. Hvem fanden kan også finde på at mobbe en anden person, fordi hun giver dig det dyrebareste hun har - sin kærlighed? Fucking børn..

Nåååår, nu jeg med!

Sooo... Now i get it.
Og alt jeg kan sige... er undskyld.

Undskyld for at påføre dig den smerte, der kommer af at være forelsket i én man ikke kan regne ud. Det var på ingen måde pænt gjort af mig. Og nej, selvfølgelig kunne du ikke regne det ud, selvom jeg synes jeg lagde en masse tydelige tegn. Selvfølgelig kunne du ikke forstå det, selvom jeg fortalte dig jeg ikke var noget anderledes alle de andre sindssyge kvindemennesker. Hvad regnede jeg med? Du var forelsket!

Det er ikke sjovt at stå i den situation, hvor du kan mærke dit hjerte slå for en anden, uden at være sikker på det er gengældt. Og man ved bare det er for sent, at din skæbne er i en andens hænder. Ligemeget hvor meget du fortæller dig selv, at selv hvis det går galt, så skal det nok gå, så frygter du. Frygter at du en dag skal leve uden den anden. Også selv efter så kort tid.

Nanna siger jeg ikke har holdt en pause. At jeg ikke har skubbet kærligheden væk. Det mener jeg dog, at jeg har. Fysisk kærlighed er ikke det samme som psykisk kærlighed. Og jeg har ikke ville nøjes. Jeg har ikke lukket nogen ind. Indtil nu.

For satan, hvor skulle jeg have set den komme. Jeg skulle have tænkt det, første gang jeg så dig. Jeg ville ønske jeg havde set på dig og vidst, at du ville være ham. Ham jeg havde drømt så længe om at møde. Men det gjorde jeg ikke. Jeg fejede dig direkte ind under gulvtæppet sammen med de resterende uopnåelige fyre. De fyre, som er lidt for selvfede og lidt for gode til at være sande. Hvad siger det ikke om mig, at have tiltrukket en fyr som dig? Jeg kan umuligt være den samme længere. Denne gang må jeg virkelig have ændret mig.

Jeg skulle have tænkt mere over dig, da jeg pegede på billedet og fortalte min veninde, at jeg havde mødt din ven i byen. Jeg skulle have tænkt mere over dit så indbydende udseende. Men det gjorde jeg ikke.

Men her er vi så. Og der er ingen vej tilbage. Jeg er så helt igennem vild med dig. Med din personlighed, dit udseende, din opførsel, din stemme, din smag, din bevidsthed. Alt ved dig trækker mig ind, og beder mig om at blive. Jeg kan ikke forestille mig noget bedre sted at være, end hos dig. I dine arme... Jeg håber du har det bare halvt lige så godt som mig.

Og lige netop af den grund forstår jeg det. Jeg forstår hvordan det er, at være så åndssvagt forelsket i et andet menneske, og lide under den uvished der er, når tingene ikke er afklaret. Så hvis der nogensinde kommer et øjeblik, hvor jeg igen har en andens hjerte i hænderne, så passer jeg på det.

Jeg bilder mig selv ind, at jeg alle dage er din eneste ene, selvom du kun få dage er min. 

Det duer jo ikke.

Så det er et fortsat farvel og tak.

One day, I just gotta let go..

Men de venner gør det så svært at komme videre i mit liv. Hvis jeg kunne, ville jeg slette al kontakt. Give op på de sidste to og ikke se tilbage. Ude af syne, ude af sind.
Det var sådan jeg havde forestillet mig det, da jeg tænkte over det. At jeg ville glide lige så stille ud af dit liv. Lade alle venner blive ved dig, så jeg ikke rendte på jer i byen, ikke behøvede at såre nogen.

Men jeg er den eneste her der er såret.

Gamle minder og gamle følelser trækker i mig. Det er ikke følelsen af at være forelsket i dig - for det er jeg ikke, det er følelsen af jalousi der stadig trænger igennem. Selvom jeg har mistet alt er jeg stadig bange for at miste dig til hende. Det er ikke den nye dame eller de nye venner der fremkalder disse følelser, men de gamle bekendtskaber. Hende jeg var så bange for ville overtage min plads.. Hende der faktisk overtog min plads.

Men jeg skal nok klare mig.

Det er bare det der med at give slip. Det er så svært.

Tænk dig nu om, Lucca

Følgende sætninger har kørt rundt i hovedet på mig i dag:
"Jeg sætter jer alle sammen op på piedestaler, hvor i ikke hører til. Opfinder følelser for jer, som jeg aldrig har haft. Og det resulterer i, at den eneste jeg faktisk ønsker at føle noget for bliver sat i baggrunden."

Jeg kan meget ærligt tælle de personer jeg har været stormende forelsket i på en hånd. Der er ikke så mange, og det har ikke rigtig gået med nogen af dem. Men på den sidste tid har flere forskellige haft min interesse, desværre uden så meget held. For så var der det ene eller det andet galt med dem. Jeg fandt ligesom ikke ro. Så kan man diskuterer vidt og bredt om hvor godt man skal kende hinanden, for at kunne bedømme det, men det der tror jeg bare ikke på. Hvis det ikke føles rigtigt, så er det ikke rigtigt. Og det har altså ikke været rigtigt siden i sommers.

.. Nu er problemet bare, at min hjerne er uenig. Måske bare for at provokerer mig, ligesom jeg kan lide at provokere andre. Jeg tænker høje tanker om lave mennesker, og tror i var gode for mig, på trods af det var mig der sagde nej tak. Og jeg lyver altså ikke overfor mig selv - så jeg ved jeg har sagt nej tak med en legit grund. Men nejnej, lad mig da bare tænke sødt om jer, for at ødelægge hvad jeg egentlig går og bygger op her.

Jeg ved ikke hvad jeg skal tænke og føle. Jeg bliver forvirret og stresset over at skulle tage stilling til noget. På den ene side vil jeg så gerne have en der holder om mig og elsker mig, men på den anden side er tanken om forventninger og aftaler for meget for mig. Jeg frygter allerede på nuværende stadie at blive skuffet, når jeg engang begynder at forvente noget. Og jeg har ikke lyst til at blive skuffet mere. Så lidt, at jeg hellere bare vil passe mig selv.
.. Og så alligevel. Han er så sød og betænksom. Så god til mig. Og lige pludselig i lyset af andres godhed tænker man tilbage til de tidligere bekendtskaber, som var så nervepirrende forkerte, og tror at alt også var godt dengang.. Og såååå...

Nej.

Det der generer mig allermest er hans skyldfølelse over at droppe mig som han gjorde. Hvorfor skal alle andre kende til den skyldfølelse, når jeg ikke har fået en undskyldning? Det var faktisk ikke særlig sjovt for mig at lytte til dine meninger om mig. Og det var faktisk ikke særlig sjovt, da alle tog dit parti. Så jo tak, jeg vil gerne have en undskyld, et stort kram og en motivation til at vi kan være venner igen. Det bliver tre rigtig lange år, hvis vi ikke snart snakker sammen. Det bliver tre utrolig lange år, hvis min mave skal trække sig sammen, hver eneste gang du går ind af døren.
Jeg er så fascineret af dig.
Og tanken om at du stadig fortalte om mig for to måneder siden, gør mig blød i knæene og varm om hjertet.

Men nej.

Og så er der min smukke fantastiske ven på den anden side af vandet - hvad er det der gør mig så tiltrækkende ved ikke at ville se dig? Jeg ventede på dig. I 9 måneder ventede jeg. Og så gav jeg op. Men jeg giver bare alligevel aldrig helt op. Og nu har jeg svært ved at beslutte mig og sige nej tak, fordi jeg står med valget mellem en god mand og en spændende flirt.
Hvordan kan det være så svært at vælge den gode mand, når du udmærket godt selv ved, at det er det rigtige?

Men som sagt, jeg sætter jer alle sammen op på piedestaler. Jeg har aldrig haft nogle følelser for jer, og chancen for at jeg får dem er minimal. Men jeg tror jeg har haft de hersens følelser, så nu vrider fantonfølelserne sig inde i mig og fortæller mig, at I er værd at gå efter.

Og sådan ville jeg også have det, hvis jeg valgte min nuværende ro fra.

K vs C

Lige nu fremprovokerer jeg følelser fra gamle tider, fordi det skræmmer mig at gå mod nye. 

Jeg finder gamle billeder frem og drømmer mig tilbage.. Til den gang vi var syv gode venner i byen, og jeg var ene pige. Tre er drengene på billedet kunne ikke være mere ligegyldige. Det er de sidste tre mine tanker går til. Det føles mærkeligt, at jeg har accepteret vores situation. At jeg endelig har accepteret virkeligheden. Men det er også hjerteskærende trist, at jeg aldrig sagde rigtig farvel til de to af jer.. 

Et år forinden jeg flyttede var vi uadskillelige. Da jeg skulle to enkelte måneder til udlandet kunne vi ikke få nok af hinanden. Den ene aktivitet erstattede den anden, så vi ikke behøvede at sige farvel...

I var mine bedste venner. Alle tre. I var de mænd, der gav livet mening på hverdagsplan. Og jeg savner jer rigtig meget. Alle tre. Men livet går videre. Og i går var det tre nye fyre, der prægede min snapchat, min aften og mit humør. 

Nu er tiden inde. Nu er dagen kommet, hvor jeg giver slip. Nu er tiden kommet, hvor det faktisk er for sent for os.

Mine hænder ryster af at skulle skrive det. For når det først står derude, så er det virkeligt. Og nu står det derude. 

Hvad er det ved alkohol, der får os til at se virkeligheden klarere? I går var mit hoved fyldt med tanker om alt hvad jeg skulle nå. I dag er der ro. Det eneste der plager mig er det savn, som opstår, når jeg ikke er sikker på han vil se mig lige så meget som jeg vil se ham. 

Jeg ved ikke om han vil danse med mig. Jeg ved ikke om han vil poserer for mig. Jeg ved ikke om han vil interesserer sig for de samme ting som mig. Jeg ved ikke om han vil kunne lide mig. Jeg ved ikke om han vil tørre mine øjne, om han vil forstå mine kampe. Jeg ved ikke om jeg kan stole på ham, om han vil smile til mig på gangen, om han vil tage med mig på ferie. Jeg ved ingenting om ham, andet end at han holder mig tæt om natten og får mig til at smile. Men jeg håber. Og jeg tror på det. 

Ham der står med frosted tips i baggrunden af mange af mine efterskolebilleder

Kære læser!
Ligemeget hvad du vælger, så bliver det altid forår.
Jeg valgte, om noget forkert, men det blev jo forår alligevel. For nu står jeg indhyllet i sol og glæder mig til hver dag.

Jeg kan ikke forstå hvad der skete. Jeg gik jo bare i byen. Jeg sagde endda nej til at kysse dig. Og så gik jeg og grinte af mig selv resten af aftenen, for hvad skulle det nu til for? Jeg tror ikke engang du havde lagt mærke til mig før den aften. Næste dag svarede jeg dig jo bare. Jeg var lidt ligeglad, for jeg havde en date senere på ugen. Men du blev ved. Og under en uge senere sad jeg og smilte over tanken om dig. Men hvad skete der? Jeg husker hverken at du eller jeg flirtede eller kom med kommentarer, men da jeg gik i seng en uge efter var det med et smil på læben og dig i tankerne.

Det bedste var, at der var ro. Mit sind var roligt, mine tanker var glade. Der var ikke mere giftigt kærestesorg tilbage, der var bare ro. Om det så var dig eller tiden der havde hjulpet, det er om noget ligegyldigt. Det eneste der betød noget for mig var, at jeg havde energi nok til at stå op om morgenen og smile til hele verdenen.

Jeg har svært ved at forstå hvad det er nu. For to uger siden vidste jeg ikke rigtig at du eksisterede, og nu glæder jeg mig til at se dig. Men lad os tage et skridt af gangen og se, hvad vi har at gøre med. Min største frygt er at jeg ikke kan være mig selv. Min fantastiske, dejlige selv, som jeg endelig er blevet genforenet med. Men sådanne tanker tror jeg er meget normale at have, når man bevæger sig ud i så ukendt farvand. For hvem er du? Andet end stille og bestemt? ... Altså andet end du er ham, der står med frosted tips i baggrunden på mange af mine efterskolebilleder.

"En sted ude i fremtiden sidder jeg og smiler, for jeg har lige lært, at min eneste ene også elsker mig."

Måske findes der ikke en eneste ene. Måske findes de kun i øjeblikket, indtil man vokser fra hinanden. Men det er jo også noget pis. For selvfølgelig findes der én eller flere personer derude, som følger min tidslinje og passer perfekt til mig. Der er simpelthen for mange mennesker til at det ikke ville kunne ske. Om jeg så møder ham, det er spørgsmålet.

Det går op og ned for tiden. Jeg bliver lagt mærke til af de forkerte personer og bliver brændt af af de rigtige. Tænk at vi er blevet sådan mod hinanden. Så egoistiske, at man ikke kan sige ordentligt fra. Det er blevet socialt acceptabelt ikke at dukke op, hvis man ikke gider. Ingen undskyldning behøvet. På samme måde, som det er blevet socialt accepteret at "skal vi danse?" betyder "skal vi kysse?". Jeg synes ikke det er i orden.

Er jeg for ung og for forkert?

Jeg siger til mig selv, at jeg ikke vil nøjes.
Så derfor nøjes jeg ikke. Jeg siger til mig selv, at jeg først vil slå mig ned med ham, der får mig til at glemme ham den anden.
Men det kan umiddelbart godt blive et problem, for "ham den anden" er jo ham jeg vil have. Og kærlighed deler sig som regel ikke ud på flere personer.

Så hvad gør jeg nu? Jeg er 6,5 år for ung, bor det helt forkerte sted og er ikke engang sikker på min personlighed er hvad han søger. Så hvordan klarer jeg den her?
Jeg er blevet et halvt år ældre, et helt år mere moden og en hel del mere sikker på mine prioriteter. Men er det nok til at han vil have mig?
Skal vi ikke håbe på, at jeg faktisk er så unik, som alle citaterne siger? Skal vi ikke håbe på, at vi på et tidspunkt ender på samme linje, og retter os mod det samme mål? Jeg sagde jeg ville opsøge ham senere, han sagde det kunne være for sent, for hvad nu hvis han fandt en anden? Det gjorde han. Og det gik i opløsning igen. Men jeg står her stadig. Med stålfast vilje og bløde knæ. Og jeg opsøger ham.

Det farlige ved at række efter noget frem for at nøjes - det er brandfaren. Hvis jeg brænder fingrene her, så tager gløderne nok en del mere med. Men er det ikke det vi lærer fra nutiden film? At kærlighed kræver ofre og sats? Forhelvede, hvis jeg bare vidste hvad jeg skulle gøre...

Men når alt kommer til alt står jeg stadig efter så mange måneder med bløde knæ og hovedet fuld af to dages snurrende romance. Min stemme bliver blød og mit sind lyst, når jeg tænker på ham. Så hvorfor skulle jeg nøjes med et åndssvagt tinder-match, når der er chance for den helt store romance? Hvis jeg da bare lige kommer over på den anden side af vandet........

Hvordan jeg nok skal klare mig

På efterskolen, da forholdet gik skævt - da fik jeg problemer. Jeg fik problemer med mig selv og min krop - den begyndte at opføre sig fuldstændig modsat af mine forventninger.

Jeg medførte de problemer til næste forhold, og er først nu begyndt at bearbejde dem. Nu går det op for mig, at det aldrig var min krop der var noget galt med. Det var mit hoved. Mine tanker. Jeg var bundet i et mønster jeg ikke kunne bryde ud af. Kun i beruset tilstand kunne jeg se et glimt af den anden verden - den min krop mente jeg hørte til.

Jeg var glad for mit forhold. Rigtig ovenud lykkelig i flere perioder. Du gjorde mig tosset, glad og svimmel 80 % af tiden, men jeg har for nyligt lært, at 80 % kun er nok i et ægteskab med børn. I et ungdomsforhold skal det være godt altid. Selv når det er skidt.
Selvom det piner mig at tænke på det, så må jeg nok indse, at vi to aldrig var ment til at holde. Vi var for forskellige. Vi fandt hinanden i nød, og fik sammen kæmpet os stærkere. Med hånden på hjertet ved jeg godt, at jeg aldrig havde klaret de sidste fire år uden dig. Du har reddet mig, og det er jeg dig evigt taknemmelig for. Desværre ændrer det ikke på den kendsgerning, at vi ikke var ment til hinanden. I hvert fald ikke for evigt.

Så derfor ved jeg at jeg bliver okay. Jeg ved at der er en for mig derude, som det fungerer med 100 % af tiden og som min krop vil reagere positivt på. Og derfor vil jeg ikke lade mig nøjes.

Jeg har ingen idé om hvor hurtigt du forelskede dig i hende, og om det vil holde. Jeg kan ikke forestille mig, at du nogensinde ville gide et forhold, hvis du ikke var helt klar på det. Samtidig kan jeg heller ikke forestille mig et forhold kan holde, når det starter med at skulle holde kærligheden skjult for din eks.
Men hvis du læser dette, så giv slip på din skyldfølelse. Lær af den, og lad den gå. Jeg er ikke helt okay endnu, men for hver dag der går, giver jeg mere og mere slip. På et tidspunkt skal vi nok mødes i midten til hvad end vi har tilbage mellem os.
Hvis hun er din eneste ene, så er der ikke mere at gøre der. Hvis hun ikke er, så skal du nok også lære det. Alt imens lever jeg mit eget liv som single, og nyder at min krop og mit sind endelig er i balance.

Men så gav jeg slip

Det føles lidt som en falliterklæring, at sige den mest inspirerende person, som jeg har mødt i Danmark, er din farfar.

Men ikke desto mindre er det sandt. Så nu nyder jeg regnen, fuglesang kl 3 om morgenen og at gøre en forskel.

Desuden aner jeg ikke, hvorfor jeg tog kontakt til ham den 26-årige igen, men jeg er glad for at jeg gjorde det. Man må nu engang værne om de mennesker, som bliver sat på ens vej.

Min hukommelse er et kæmpe univers, som kun jeg kan navigere rundt i. Jeg er ked af alle i andre synes det er en byrde at skulle huske, hvad jeg fortæller jer. Jeg forventer ikke i husker det hele. Hvis i vil, så fortæller jeg gerne det hele igen. Men jeg er nu engang glad for at alle minderne ligger gemt i små galakser inde i hovedet på mig. Og mest af alt er jeg glad for, at jeg kan navigere så let rundt imellem dem.

Mit liv er på vej den rigtige retning. Jeg er meget tilfreds i min utilfredshed. Jeg er taknemlig for hvad jeg har fået, hvad jeg har givet og hvad jeg er blevet. Tak til lørdag aften og fuglesang.
Der var et øjeblik jeg troede jeg skulle falde, for aldrig at rejse mig igen. Men så gav jeg slip.

It's you, it's you, it's all for you.

Det var den bedste beslutning at medbringe mit kamera den dag.
Det var den bedste beslutning at tage det polaroidbillede.
Det var den bedste beslutning at drikke dig fuld.
Det var den bedste beslutning at danse til langt ud på natten.
Det var den bedste beslutning at du kom i seng så sent.
Det var den bedste beslutning, fordi det betød du blev.
Det var den bedste beslutning at sætte mig ved siden af dig.
Det var den bedste beslutning at svømme med dig.
Det var den bedste beslutning at købe ind til mad med dig.
Det var den bedste beslutning at få taget billeder med dig.
Det var den bedste beslutning, for nu kan jeg bruge det som baggrundsbillede.
Nu kan jeg sidde og kigge på dit smil, hver gang det revner indeni.

Jeg håber du er okay, der hvor du er. Jeg håber du heler i takt med mig. Jeg håber vi ses til forår. Jeg håber du bliver ved med at snakke med mig. Jeg kan godt lide at snakke med dig.

Jeg skylder dig utrolig meget lige nu, eller også skylder jeg skylden på dig nu?
Regardless what, så er du den klippe jeg klamrer mig til nu.
Tak, for alt hvad du giver mig.

Jeg elskede dig i øjeblikket, og jeg håber der kommer flere af de øjeblikke.

Tror du på soulmates? Tror du på den eneste ene?

Ja.
Det har været mit svar hver eneste gang nogen har spurgt mig. For det gør jeg. Jeg tror på, at der ud af alle de millioner mennesker der findes, findes ét enkelt individ, som er fuldstændig perfekt for mig, og jeg for vedkommende. Og udover det, så tror jeg på, at når jeg finder vedkommende, så vil vi vide det med det samme.
Der er mange der ikke tror på en såkaldt soulmate. Og jeg forstår dem godt. For hvad er chancen for, at du finder ham eller hende, blandt så mange mennesker, hvorad du aldrig møder størstedelen af dem? Chancen er lille. Og hvis du skulle ud og lede, så tror jeg heller ikke nødvendigvis, at du ville kunne opspore vedkommende. Og det er derfor vi har skæbnen.
Jeg tror på skæbnen. Jeg tror på, at når jeg går rundt for mig selv, så tager skæbnen mig af de rigtige stiger, og fører mig de rigtige steder hen. Det synes jeg også allerede, at jeg har bevist for mig selv. Men jeg bliver jo også nødt til at tro lidt på skæbnen, for ellers er det nogengange svært at acceptere, at jeg ikke kom ind på psykologi-studiet i København, og at jeg pludselig flyttede til Aalborg mod en stor del af min lyst.
Jeg tror der er en mening med det hele, og samtidig er jeg også overbevist om, at vi selv kan vælge vores veje her i livet. Men der må komme nogle vendepunkter, som vi ikke kan komme uden om. Mennesker som vi skal møde, ligemeget hvad. Valg som vi skal tage, ligemeget hvordan vores liv ser ud.
Tag fx min første kæreste. Jeg mødte ham først på den ene internet side, for derefter at miste al kontakt og næsten snuble over ham på den anden. Anden gang holdt vi kontakten ved lige, hvilket førte til et hav af nye bekendtskaber, og i sidste ende, at jeg sidder her i dag.

Men det var ikke nødvendigvis skæbnen jeg skulle diskutere, det var den der soulmate. Jeg læste et citat i dag:
"You don't measure love in time. You measure love in transformation. Sometimes the longest connections yield very little growth, hvilke the briefest of encounters change everything. The heart doesn't wear a watch - it's timeless. I doesn't care if you has 40 year anniversary if there is no juice in the connection. What the heart cares about is resonance. Resonance that opens it, resonance that enlives it, resonance that calls it home. And when it finds it, the transformation begins..."

Du, kære du, havde samme hjerterytme som jeg. Du blev mit hjem, ligegyldigt hvor få timer vi havde sammen. Du var bragt til mig af skæbnen, det er jeg ikke et sekund i tvivl om. Jeg tror ikke du var min soulmate, men du var fandens tæt på. Jeg har aldrig mødt nogen, der inspirerede og udfordrede mig så meget. Jeg har mødt nogen, som fik mg til at kæmpe lige så meget, som du får mig til at gøre nu, men aldrig på så elskelig en måde.
Mit liv er blevet beriget af mødet med dig. Jeg håber vi har en fremtid i hinandens liv, for hvordan skulle jeg kunne være mig, uden dig?

Der findes tre virkeligheder

Inde i mit hoved er der tre versioner af dig. Og tre versioner af virkeligheden.

Der er virkeligheden med drømmescenariet, hvor du var verdens bedste for mig. Hvor alt var lidt nemmere end nu, fordi vi var to. Alting så lidt lysere ud, fordi du altid kunne tage mig i armene og opmuntre mig. Vi var os to mod verden, et unbreakable bånd. Det var vores to mands klub, som ingen forstod. Det er denne virkelighed jeg savner. Det er den jeg stræber efter i svære tider, og den jeg er sur over jeg nogensinde forlod.

Der er den virkelighed, som jeg husker gennem mine egne ord. Følelsesmæssigt er den væk, men gennem udtalelser og nedskrevne ting husker jeg den. Det er den virkelighed der var svær. Den der var hård at komme igennem, fordi jeg følte mig på den forkerte sti. Det er den virkelighed, hvor jeg ville læse til psykolog og flytte sammen med dig. Men det er også den virkelighed, hvor vi ikke var to. Vi var mange flere, og der var ikke rigtig plads til mig. Du var min bedste ven, men også min største udfordring. Det er den virkelighed, der er rar at glemme, men som jeg alligevel er glad for at jeg ikke er en del af.

Og så er der den virkelighed, som jeg ser, hver eneste gang jeg snakker med dig. Det er den virkelighed, hvor du er min ven, min støttende klippe, som ikke på noget tidspunkt fejler. Det er her tågen letter, og jeg indser at alting ikke er så hårdt. At det ikke var det mest forkerte valg jeg tog. Det er her jeg indser, at alt nok skal blive okay igen engang. Og bedre end det, det er den virkelighed, som jeg faktisk kan udleve. Det er sandheden, som bare alt for tit ligger gemt bag tåge og bekymringer. Det er den virkelighed, der bliver min virkelighed, når jeg vælger at have det godt.

Det er hoved årsagen til min utallige opkald til dig. Jeg gider ikke se på dig som en helt eller en skurk. Jeg vil se på dig som den du er; det bedste og mest godhjertede mennesker jeg kender. Alle mine bekymringer og tanker forsvinder, når din stemme optræder. Du minder mig om hvem jeg selv er. Du heler mig. Igen.