Grunden til jeg hader at være alene fredag aften

Jeg har de sidste mange (læs: 9 år) hadet at være alene hjemme fredag aften. Jeg har tit overvejet hvorfor, for det er både (meget naturligt) når andre er ude og have det sjovt, men sku også når ingen andre har nogen planer. Jeg hader det. Inderligt. Så meget at jeg begynder at småpanikke, tænke dårlige tanker om alt og alle og prøve at finde på ting, jeg egentlig ikke gider at lave, bare for ikke at sidde alene med mine tanker.

Jeg har i lang tid overvejet hvad fanden det egentlig er, der går mig på. Og i dag, da jeg sad i vindueskarmen og lyttede til fuglene synge godnat, så gik noget op for mig.

Der var engang, da jeg var i mit dybt ustabile forhold, at jeg en weekend havde fået nok. Jeg havde fået nok af at skændes, af at bruge al min overskydende tid på at ses med en fyr, der mildest talt fik mig til at føle mig mindre værd end lort. Så jeg havde sagt fra en weekend. Jeg havde faktisk sagt, at jeg synes vi lige skulle holde en lille pause. For jeg havde brug for at trække vejret. Det tog han ikke så pænt for det første, men derudover valgte han at se "en lille pause" som ham der var fri som en fugl. Han valgte derfor at poste ubehagelige ting på facebook om ham og andre piger. Ting, som fik mig til at tro hans facebook var blevet hacket eller at der var noget galt med ham. Jeg rakte derfor ud efter ham, selvom jeg egentlig hellere ville have ro fra ham. Og han var led mod mig. For det var ham selv der havde valgt hvad han ville poste, og han måtte godt hygge sig med andre piger, når nu jeg ville have en pause. Den følelse det gav mig, var ikke just uvant for mig på det tidspunkt, men ikke desto mindre var den forfærdelig. Jeg følte mig magtesløs. Som om mit forhold løb ud mellem fingrene på mig, som var det sand. Der var intet jeg kunne gøre. Jeg kunne råbe og skrige i telefonen. Jeg kunne græde mit hjerte ud. Jeg prøvede alle tricks i bogen, for at få ham til at sige "bare rolig skat, jeg elsker dig", fordi det virkede som det eneste der kunne få mig til at falde ned igen. Men det sagde han ikke. I stedet lagde han på, og efterlod mig tilbage med panik der fyldte hver en krog af min krop.

Jeg er rimelig stærk. Jeg fik mig selv til at blive mere fattet, jeg holdt om mig selv og prøvede at gøre aftenen så god som mulig, for mig selv, på trods af at jeg vidste noget var galt. Og jeg klarede det helt til lørdag - en lørdag, hvor han gik ud og fik lavet en tungepiercing med en pige 4 år ældre end ham selv, en lørdag, hvor han fik hende til at slå op med mig for ham, med de mest modbydelige historier om ham der knaldede hende.. eller andre... eller bege dele, så længe han da ikke var samme med mig mere. Lørdagen er jeg kommet over. Lørdagen gjorde mig så sur, at jeg endelig fik respekt nok for mig selv til at slutte det. For good. Lørdagen gjorde, at jeg aldrig så mig tilbage.

Men den fredag der, den sidder fast som bare pokker. Panik-følelsen er indkodet i min krop og minder mig hver alene-fredag om, at man ikke kan stole på nogen. Og jeg ved godt det er noget fis, for man kan godt stole på mennesker. Jeg kan godt stole på mine venner, min familie, og jeg kan bestemt godt stole på den kæreste, jeg er så heldig at have i dag. Men min krop går stadig i panik. Og så står jeg der, og mangler et svar på messenger. Det eneste jeg kan se at det er flere timer siden han har været online, og jeg bliver virkelig bange for hvad det betyder. Jeg bliver nødt til at tale mig selv ned, opsætte worst case-scenarier, som jeg egentlig godt ved, at selv dem ville jeg kunne klare. Alt sammen bare for ikke at begynde at sidde og ryste alene i mit hjem.

Jeg lovede mig selv, at det 1,5 års ustabile forhold skulle ophøre med at betyde noget for mig, når jeg ramte 25. Jeg lovede mig selv det ikke skulle ødelægge mere. Og det tror jeg måske heller ikke nødvendigvis det gør, for jeg er på vej ind til mig selv. På vej ind i de mørkeste kroge for at finde ud af og lære at tackle de ting, der er så ulogisk farlige for mig. For hver dag vi ikke er sammen, så vokser jeg. Det har været en lang kamp, og en fandens lang vej. Men du har taget de sidste 9 år af mit liv, nu synes jeg det er på tide at jeg kommer videre. Så meget videre at en aften i mit eget selskab, også en fredag aften, skal ses som noget fantastisk positivt frem for noget andet.

To dele af et forvirret sind

Jeg føler mig som to halve. Som om jeg ikke kan forene mig selv med mig selv.

Halvdelen af mig lever her. I København. I min kærestes lejlighed, med min kærestes interesser og med noget der fungerer semi godt. Her kunne jeg godt se mig selv være, engang, hvis og når jeg er mere stabil.

Den anden halvdel er lidt rodløs. Hun har boet i Aalborg og haft hjemme der. Så har hun boet lidt på fyn, lidt rundt omkring i verden og lidt i Struer. Hun er lidt forvirret, men måske mest af alt forvirrende, hende her. Det er hende der er drevet af glæde. Hende der jagter alt der føles godt, alt der er en god historie, alt der giver sommerfugle i maven. Det er hende der har gå-på-mod og ikke kan se en forhindring i afstand. Og det var hende jeg havde med på Roskilde.

Lige nu har jeg dem begge med i København. For jeg er hjemløs lige for tiden, hvilket betyder at hende den sjove af mig lever inde i mit hoved lige nu, uden at få lov til at være sig selv. Hun er fanget i noget der egentlig bør være et stabilt forhold. I et forhold hvor man ikke behøver gøre ting der er sindsoprivende, ikke behøver at fortælle hinanden man elsker hinanden hele tiden og egentlig bare bruger aftenen i sengen med en god film (der minimum har tager 30 minutter at vælge). Der kan hun ikke lide at være, for her kan jeg ikke finde mig til ro.

Den ene dag kan jeg ikke stoppe med at græde. Alt føles uoverskueligt og helt helt forkert. Det er ligemeget om det er en måde at smile på eller manglen på ord. Alt føles som et angreb mod mig, og der er ingen bekræftelse at finde i noget som helst. Jeg går ud fra jeg må have nogle signaler der går helt galt inde i hovedet på mig, siden samme situation den ene dag kan være dejlig og den næste være horribel.
Og så er der den anden dag. Den anden dag kan jeg være stabil, glad, strålende og ikke til at slå igennem. På disse dage skammer jeg mig over at have været så synderknust dagen før, for jeg forstår vitterlig ikke mig selv.

Den ene halvdel kommer snart hjem. Hjem til det der føles med som at være mig. Hjem til Aalborg. Men det skræmmer mig at skulle tage hjem. For hvad nu hvis jeg ikke har hjemme der mere? Hvad nu hvis det føles endnu værre end det gør nu? Nej, man skal ikke tage sorger på forskud, den har jeg da fanget. Hvorfor tror du jeg tager dem på forskud? Tror du virkelig jeg bare gerne vil gøre mig selv ked af det? Selvfølgelig vil jeg da ikke det.

Jeg tager sorgerne på forskud fordi jeg har prøvet det. Fordi da jeg tog hjem i sommers var det forfærdeligt. Fordi jeg har gået på gaderne og haft mit hoved et helt andet sted end nutiden. Fordi jeg bliver revet rundt i minder og følelser, som jeg egentlig ikke har, men som jeg bliver snydt til at tro jeg har. Og så har jeg ikke lyst til at tage tilbage og opleve det. Igen. Så vil jeg meget hellere bare blive her i København, og lade hende den tossede version af mig integrere sig her, så mine to halve kan blive forenet til en hel.

Det er hårdt aldrig at føle sig forstået. Det er hårdt at se folk nikke eller prøve at snakke en efter munden, og samtidig godt kunne se de på ingen måde ved hvordan du har det. Jeg forstår godt folk deltager i grupper med andre folk, der har oplevet det samme som en selv. Jeg mangler virkelig også den slags forståelse. Og det handler ikke om kærestersorger, afvisninger, at mangle bekræftelse, at have stress eller at være hjemløs. Det handler om andre mennesker, der har oplevet at føle sig revet over i to uden chance for at samle sine dele til en hel igen.

Til min kære onkel

Kære du..

Jeg er ked af, at du ikke er blandt os længere. Jeg sidder tilbage med skyldfølelse og uafklarede følelser, på trods af det er 7 måneder siden du gik bort. På trods af at jeg kun er halvt så gammel som du blev, så følte jeg et enormt pres på mine skuldre. En usynlig forventing om at jeg skulle være der for dig, for jeg følte om nogen, at jeg kunne trænge igennem. Men det gjorde jeg ikke. For jeg havde nok at se til med mig selv.. Jeg sad i præcis den situation, som alle andre nok gør nu, når de kigger på mig og ikke kan se hvor slemt den nogen dage står til. Og jeg har skyldfølelse. Jeg har dårlig smag i munden. Jeg har enormt dårlig samvittighed. Jeg ville ønske jeg havde kigget på dig, givet dig de flere kram, ringet til dig, bare været der. Jeg ville ønske jeg havde gjort noget, når nu du ikke havde det godt, og når nu jeg så tydeligt kunne se det. Men det gjorde jeg ikke. Og nu er du væk. Du kommer aldrig nogensinde tilbage. Jeg kommer ikke til at høre din stemme igen, dit grin eller dine flabede kommentarer. På den anden side kommer jeg aldrig til at bekymre mig om dig heller, men bekymringen lyder næsten bedre, end denne skyldfølelse gør.

Hvis du var i live, så ville jeg ringe til dig. Lige nu. Og spørge hvordan det går. Hvis du var i live, så ville jeg bide den akavede stemning i mig og besøge dig. Bruge tid med dig, lave ting med dig. Give begge vores liv mening på en ny måde. Hvis du var i live... Men det er du ikke. Og det knuser mit hjerte. Igen og igen. For jeg er ikke færdig med at kende dig. Jeg er ikke færdig med at drømme om dengang du får en kone og børn. Omend det ikke er dine egne børn - måske er det børn fra hendes tidligere forhold. Men der er børn. Og det hele giver dit liv mening. Men det kommer aldrig til at ske, for du er her ikke længere...

Hold op hvor er du uafsluttet inde i mit hoved. Jeg forstår ikke hvordan det hele gik fra dig, der sidder glad i vores sofa med gode gaver til Elena og jeg, til at jeg sidder alene i min seng og modtager et opkald fra min fra. Jeg forstår ikke hvordan vi pludselig stod til din begravelse, og at du lå derinde i kisten. Det giver ikke mening inde i mit hoved. Regnestykket går ikke op.. For du var jo kun 48?

Jeg savner dig. Og jeg er stadig sur. Jeg ved ikke hvordan jeg skal give slip på den sure følelse, der fylder min krop og giver mig dårlig samvittighed. Jeg ved ikke hvordan jeg skal give slip på dig, og huske dig for de gode ting. Jeg ville bare ønske jeg kunne gøre mere, end at sidde og fælde tårer over billeder, som jeg aldrig vidste ville komme til at betyde så meget for mig.

Det er efterhånden lang tid siden jeg har sat mig ned og skrevet noget betydningsfuldt her. Men sådan går det jo nemt, når man enten har det godt eller når man er ude og have gang i alt muligt. Og på det sidste, der har jeg virkelig været ude og haft gang i alt muligt.

Jeg har de sidste 52 uger, alle ugerne mellem de to Roskilde Festivaller, været vild med en bestemt fyr. En af dem der, der ikke er godt for noget. En af dem, der gør en lykkelig, når han kigger på en, men ulykkelig øjeblikket efter. En af dem, som var helt fantastisk for mig for at komme videre og få min ekskæreste på aftand, men bestemt ikke var god på nogle andre punkter. Jeg har i så mange uger, så mange måneder, og efterhånden mange år, lagt min energi i forkerte fyrer. Og hvorfor? Fordi jeg simpelthen ikke kan se forskel på en god og en dårlig fyr. Jeg kan simpelthen ikke se at den ene slags fyr er dårlig for mig, for jeg tror altid at lige netop jeg kan redde ham. Nu, hvor jeg sidder lidt på den anden side, kan jeg endelig se hvor dårlig nogle fyrer egentlig er. Men hvorfor sidder jeg på den anden side? Fordi jeg har mødt en helt fjerde fyr.. En der også gør mig blød i knæene, men måske også en, der faktisk er god.

Jeg ved jo ikke om han er god. Hvornår er de nogensinde gode? Hvornår ved man nogensinde, om de er gode? Men han er anderledes. Han er mere moden og langt bedre til at vise sin interesse end jeg før har været vant til. Jeg er ikke i tvivl om at denne mand kan lide mig og jeg er faktisk heller ikke så meget i tvivl om min voksende interesse for ham.

Og så forsvandt koncentrationen. De sociale medier lokkede for et øjeblik, og så fløj tankerne væk fra beretningen om, hvordan jeg endnu engang har forelsket mig lidt i en fyr fra hedehusene på Roskilde Festival. Første gang jeg gjorde det var det en vidunderlig historie. Selvom jeg er glad for vi er fra hinanden, så var det sku en god historie. Og nu har jeg fundet en ny og forbedret version, så mon historien faktisk kan blive virkelig denne gang? Jeg håber. Jeg er træt af at spille, men denne mand giver mig lyst til at vinde.

Når man tager på orlov

Sidste dag i Cartagena. Sidste dag for denne gang.

Nu er festen forbi, og i morgen vender jeg næsen mod Danmark. Selvom jeg kun skal være der i 6 dage, før jeg tager ned til varme Vietnam, så runder vi alligevel et hjørne og afslutter et kapitel i dag. De sidste dage har været vidunderlige. Jeg har brugt dem med Thomas, som deltog i mit arrangerede smykkekursus og gav mig enorme mængder af kærlighed.

Men hvad har jeg egentlig lært? Før jeg tog af sted var jeg træt. Træt og følelsesløs. Jeg glædede mig ikke til at komme af sted, jeg følte mig forkert og bagud, fordi jeg hverken havde en kæreste, et barn eller en lejlighed jeg delte med nogen. De første dage i Italien var ikke gode. De var hårde at komme igennem og jeg følte mig ikke særlig godt tilpas. Men det er også en følelse, og det resulterede i at jeg efter en uge fandt mig en date at snakke med, arrangerede at komme videre fra vingården og gøre ting, der gjorde mig glad. På Vingården i Assisi lærte jeg en masse om kærlighed, mens jeg brugte tiden på at lave ingenting og falde ned ovenpå min stressede januar. Sønnen i familien og hans kæreste havde et langdistance forhold  med ham i Italien og hende i Miami. Det fantastiske var, at deres forhold var så tydeligt fyldt med kærlighed. Det gjorde ikke noget, at han flirtede med andre eller havde været sammen med hele byen, han ville have hende nu, og hun ville have ham. Og det blev så klart, at kærlighed handler om mere end hvem man boller med. Deres kærlighed var ægte, ren og de havde bare deres lille tomands-klub, hvor de respekterede og elskede hinanden. Det var smukt.

Så tog jeg videre til Lucca og arbejdede lidt hos en familie der. Her lærte jeg noget mere om kærlighed. Moren var 37 med en mand på nogen-og-halvtreds og to børn på 13 og 8. Og hun var ikke færdig med at være ung. Hun var ikke færdig med at bokse og udvikle sig. Hun ville videre i sin karriere, hun ville ud og feste, hun var bare ikke færdig. Og det gjorde mig glad at opdage, at hvis jeg fik en kæreste og barn lige nu, så ville det være mig om 13 år. Og jeg skal forfanden da ikke tage en beslutning nu, fordi jeg er ensom, der gør mig ulykkelig om 13 år, når jeg ikke kan løbe fra mand og barn. Så det var en god lektie. Det er faktisk helt okay at være single!

Videre til Rom med Jerie. Det var fantastisk dejligt at se en veninde, der har kendt én så længe. Hun kunne huske alle betydningsfulde ting fra mine yngre år, så vi havde en masse gode snakke om det! Jeg er glad for at hun stadig er i mit liv. Så det jeg lærte der, var at jeg har gode venner, også selvom de er lidt langt væk på nogle tidspunkter.

Nice var rar, smuk, og jeg fik gåsehud bare af at se havet i solskin. Jeg elsker havet, og der skulle ikke mere til end det, før jeg følte mig rigtig godt tilpas der. Elena og jeg havde en god uge, fyldt med shopping og kiggen på byen. Jeg lærte ikke så meget, men kunne godt mærke at det er svært for mig altid at være den ledende rolle. Specielt når hun bare gerne vil sige ja til alting.

Og så tog jeg til Jamaica. Og Jamaica var fantastisk. Der var sol og varme, blåt vand, en fantastisk stjernehimmel, ildfluer og mimoser i græsset. Jeg var så glad, og det blev selvfølgelig ikke dæmpet af at møde Lukas der. Han var så sød og betænksom, og fik mig til at se alting derhjemme så klart. Jeg indså, at de søde 3 drenge jeg har brugt rigtig mange måneder på at have gående rundt i hovedet ikke er gode nok. De giver mig ikke kærlighed og tid, når jeg har brug for det. De er ikke lige så betænksomme, og på mange punkter er de bare et middel for at overleve. Men ham Lukas, han gjorde mig glad. Og mine kinder stoppede ikke med at gøre ondt hele ugen han var der. Jeg følte mig så elsket og værdifuld. Det var fantastisk. Og det var svært at undvære ham, da han tog videre til Colombia, selvom jeg vidste 2 uger ville gå hurtigt, før jeg ville følge efter. I denne tid mødte jeg dog andre skønne mennesker, blandt andet Zoé, som om noget er det bedste jeg har oplevet på min tur. Vi havde det fantastisk sammen. Vi grinte og grinte, vi pjattede og dansede og var virkelig gode veninder på den korte tid vi havde sammen. Af hende lærte jeg, at jeg ikke har brug for en mand, jeg har bare brug for nogen at grine med. We had a blast, og det var hjerteskærende at sige farvel til hende og tage mod Colombia.

Og shit, Colombia. Det var aldrig meningen jeg skulle ende op i sydamerika, og slet ikke Colombia, et land, som jeg ingenting aner om! Men jeg fulgte Lukas hertil og blev hurtigt klar over han bare slet ikke var den samme, som jeg mødte på Jamaica. Han var sur og nedladende, og jeg følte mig ærlig talt rigtig dårligt tilpas i hans selskab. Så jeg forlod ham. Og dét var sværere end meget andet jeg har prøvet, for det betød mere eller mindre at jeg ville skulle finde rundt i Colombia alene, hvis ikke der lige var andre at klikke med. Men det var det bedste jeg kunne gøre for mig selv, og så snart han var ude af billedet kunne jeg trække vejret igen! Dér lærte jeg at stole på mig selv. Og så derudover, at alting nok skal gå, for jeg rejste da bare videre med Tim efter det, så det var ikke noget problem at jeg ikke kunne et ord spansk i et rimelig farligt land.
Colombia lærte mig, at jeg ikke er lesbisk, og at jeg faktisk ikke er interesseret i at prøve en pige. Jeg havde muligheden, men endte op med en veninde i stedet for en pige-kæreste. Og sammen med alt andet er jeg også taknemmelig for det! Colombia lærte mig at stoffer ikke er det farligste i verden, når du ikke har et misbrug. Tiden her lærte mig, at jeg er god nok præcis som jeg er, men at jeg altid haf-asser alting. Jeg sætter ikke mig selv først og jeg gør det meste for at være på okay fod med de andre i stedet for at gøre hvad gør mig glad. Colombia lærte mig ikke at være så bange for andre mennesker og kulturer, for selvom en masse mennesker stjæler og slår ihjel, så er vi her alle sammen for at overleve, og hvis nogen får mad på bordet ved at stjæle min telefon, så go ahead. Jeg vil ikke lade min glæde afhænge af den.
Jeg har lært at konstant prævention og konstant kontakt med omverdenen ikke rigtig er nødvendig for at være glad. Jeg har lært at hvile meget mere i min krop, om den er oppustet eller ubeskyttet, så elsker jeg den hver dag. Praktisk har jeg lært noget om smykketeknik, hvilket var mere end fantastisk! At sidde der og nørkle med smykker er lige så meget meditation for mig som min meditations-app, og det kan meget vel være den måde jeg kan deale med stress i fremtiden.

Sidst men bestemt ikke mindst har Tom lært mig, at jeg ikke skal nøjes. Den perfekte fyr, som jeg faktisk gerne vil bruge min energi, tid og kærlighed på, findes. Og jeg er mere værd end at blive brugt engang imellem af en eks eller en liderlig fyr, der ikke kan finde ud af hvad han vil. Det er okay at sige nej, det mister jeg ikke noget på.

Så tak. Tak til mig selv, for at gøre lige præcis hvad jeg havde brug for. Tak til Italien, Frankrig, Jamaica og Colombia for at lære mig præcis hvad jeg ville. Tak for tiden her, tak for venskaberne og tak for at give mig præcis det jeg kom for. Jeg er evigt taknemmelig, og jeg er så glad for at have en solsikke på min krop resten af livet, der kan symbolisere alt dette.

Jeg kæmper og kæmper for at holde mit hjerte åbent - så lille dig kan forblive hos mig. Den her afstand har ikke været god for mig. Jeg har glemt om du er sjov - hvilket er vigtigt for mig at du er. Jeg har glemt om du er flot, for de billeder du sender er intetsigende. Jeg har glemt hvordan dit smil ser ud, hvordan dine kærlige ord lyder og om du i virkeligheden gør mig glad. Jeg føler mig ikke glad. Jeg føler mig fanget. Og hvorfor? For jeg har selv valgt at tage til Colombia med dig. Jeg har selv valgt at tænke over en fremtid sammen.

Men søde du, hvis ikke du vil have en fremtid med ham, så behøver du ikke. Så tager du hjem - og så er du fri. 

Til gengæld har jeg lært, at jeg reagere voldsomt på ikke at blive forstået. Det er meget vigtigt for mig at blive forstået HVER GANG. Specielt af en som dig, som udgiver sig for at læse mig som en åben bog. Dig har jeg specielt brug for forstår mig hver gang. Dele af mig kan faktisk godt se fordelen i at åbne op og investere energi i dig. Dele af mig kan se en lykkelig fremtid. Og så er der dele af mig, der ikke kan se os ses igen efter Colombia. Dele af mig der ikke engang kan se os ses igen.

Jeg stoler ikke så vanvittigt meget på andre mennesker. Han siger det grunder i, at jeg ikke stoler på mig selv - og det kan jeg godt se, hvis jeg ser efter i krogene. Jeg har svært ved at stole på mig selv, for jeg ændrer seriøst mening som vinden blæser. Jeg har svært ved at stole på de glade følelser, specielt hvis de er associeret med en mand, for så snart jeg ikke kan se ham kan jeg ændre mening. Og nu siger jeg kan, for nogengange tager det mig 8 måneder at komme videre, når en mand har vist mig interesse. Men her spiller det selvfølgelig også ind, at netop disse mænd ikke forventer noget af mig - eller føler de skylder mig noget.

Selvom jeg oftest har lyst til en mand kun med øjne for mig, der tænker på mig og skriver til mig hele tiden, så vil jeg efter 3 uger helst have en mand, der lever sit eget liv, men som gerne vil dele det med mig.

Tro på dig selv.

Wauw. I am even more insecure about myself than I first thought.

Jeg synes egentligt jeg var begyndt at have det fint med at være alene. Jeg kunne tage nogle fine billeder, male i min malebog, gå nogle dejlige ture og snakke med mig selv. Én uge skulle der til at ændre det. En fyr skulle give mig kærlighed opmærksomhed igen, og nu skælver jeg ved tanken om at være alene igen. Det gør ondt i maven, når han ikke svarer eller skriver. Det får mig til at gennemtænke vores situation igen og igen, og jeg finder altid frem til, at det nok er fordi han har det bedre hvor han er nu.

Og jeg ved jo det er løgn. Jeg ved jo godt, at han ikke har ændret sig særlig meget på de sidste to dage. At han ikke har set hele verden i et nyt lys og at han ikke er gone forever. Jeg ved godt, at det er meningen han skal være min lige nu. Men forhelvede det gør ondt at 1) være uden ham og 2) ikke rigtig have kontakt med ham. Pludselig forsvinder alt tiltro til mig selv og min tro på ham. Pludselig er det ligegyldigt at han selv har sagt han kan lide mig, at han glæder sig til at se mig og dele hans oplevelser med mig. Pludselig tror jeg heller ikke på ham, ligesom jeg ikke tror på nogen andre. Og hvad fanden siger det ikke om mig selv?

Min tiltro til mig selv er så iturevet. Jeg stoler ikke på mig selv, og specielt ikke på mit værd. Så her sidder jeg, i paradis, hvor jeg for 9 dage siden var lykkelig og bider negle over om ham der, der er 4 år yngre end mig selv, som kaldte mig det vigtigste for to dage siden, for hvad nu hvis han ikke kan lide mig mere?

Det er latterligt. Det er forkert, og det er dét jeg har brug for at arbejde på. Min tro på mig selv. Intet andet.

Du er en speciel type at have i sit liv.
På den ene side er du så dum... Både douchbag-dum og ikke-klog. Hvem fanden prøver at finde noget positivt i ens familiemedlems død? Der skal ikke siges noget positive og der skal ikke gøres andet end at vise medlidenhed. Simple as that. Medmindre du er min kæreste eller en meget tæt veninde, så skal du få mig til at snakke - og græde, så det kommer ud. Men det er du ikke.

På den anden side er du det her friske pust - den her humørbombe, som jeg ikke kan lade være med at elske at snakke med. Jeg stråler, når vi griner sammen. Jeg glæder mig over livet, når du er i det, for din glade tilværelse smitter af på mig! (Ja, ligemeget hvor lidt kilden i maven jeg insisterede på der var, så var der nok nogle rimelig varme følelser blandet ind i vores bekendtskab)

Og du har simpelthen den koldeste facade. Næsten uigennemtrængelig facade, der kun knækker lidt, når rejsningsproblemerne bliver for uoverskuelige. Og nu har jeg gået her i snart en måneds tid og prøvet at være din veninde, men gang på gang indset at du bare er en ligeglad idiot (!!!) - og så ringer du. Fuld. Måske ringede du kun fordi jeg havde givet dig lidt skæld ud tidligere, men ikke desto mindre ringede DU i en brandert. Jeg ligger højst sandsynligt meget mere i det end jeg bør, men man ringer sku ikke lige til hvemsomhelst, når man er fuld - kun dem man tænker på.

Så der stod vi og snakkede i telefon. Og først blev jeg sur, fordi du var en idiot. Du var uforstående overfor det rod jeg står i. De stressede følelser jeg kæmper med. De anfald jeg får. Men det er okay, jeg kom ikke til dig for hjælp, jeg kom til dig for afledning. Og afledning fik jeg da, da du imod alle odds, og helt sikkert imod din vilje, begyndte at lukke mig ind. Du fortalte implicit om hvor meget det gik dig på, at din mor ikke var mere omsorgsfuld og om det, at det var svært at performe i sengen. Du fortalte om hvordan du ikke ville lukke nogen ind, hvordan ingen vidste at du havde problemer, og hvordan det hele egentlig bare var et spil, det der med sex. Det var ikke rigtig fordi du havde lyst længere... Og så sagde du lige undskyld for ikke at have behandlet mig heelt godt. Og det blev jeg glad for!

Jeg er bekymret for dig, og jeg er alt for glad for dig. Jeg vil dig dit absolut bedste, men jeg vil allerhelst at det er mig der viser dig der (ikke nødvendigvis giver, men viser). Men det giver mig godt nok er selvtilfreds smil at se, at du er ved at gå samme vej, som jeg har gået, når det var lige præcis det jeg forudså. Søde du, jeg håber tiden gør os til gode venner, men jeg vil ikke ofre min tålmodighed på det.

Tiden heler alle sår

"I nat mistede jeg min jakke på en bar. I min jakke lå min tørklæde fra Sri Lanka, mine ikke særlig varmende læderhandsker og alle mine nøgler.
Det er nok det mest nedern jeg har prøvet i år, men det er ikke nødvendigvis fordi min omfavnende jakke, som jeg rent faktisk tog mig selv i at savne, da jeg rejste rundt i Honduras, lige pludselig er væk... Det er mere fordi jeg øjeblikket før jeg opdagede min manglende jakke havde fået den afklaring jeg manglede, og besluttet mig for bare at gå. Og så blev jeg ligesom forhindret i de to ting blev udført ordentligt. Så i stedet var jeg lidt tvunget til at bruge mere tid sammen med ham, der havde så evigt meget skyldfølelse, selvom jeg i virkeligheden bare ville videre med mit liv.

Du knuste mit hjerte. Ikke i går, da du sagde du ikke ville være sammen med mig, men forleden, da du hellere ville danse med hende fra din gruppe end mig. Du knuste mit hjerte alle de gange du ikke var ærlig over for mig, ligemeget hvor lidt du følte du gjorde det mod mig. Måske helede du i virkeligheden mit hjerte en smule i går, da du endelig fortalte hele sandheden.

Lige nu er jeg ked af det. Tårene triller ned af kinderne, når jeg tænker på at vi for good er slut. Men det er jo ikke "kærligheden" jeg er ked af er forbi, det er venskabet jeg er ked af er ridset, flået og efterladt. Jeg vil så gerne bare kunne skrive til dig og grine med dig uden bagtanker, men det fungerer ikke længere. Jeg har brug for plads og for ikke at blive mindet om det jeg har mistet. Derudover er det for uoverskueligt, at alle mine nøgler mangler og jeg ikke kan komme ind nogen steder."

De ord skrev jeg den 30. april, da alt var sort og uoverskueligt. Samme mand, som jeg dengang så inderligt ønskede at få et stabilt forhold til igen, sagde til mig nytårsaften, at han elskede mig og det venskab, vi havde fået bygget op. Der er en mening med galskaben, og i det her tilfælde, der helede tiden selv de dybeste sår.

10 ting jeg knapt nok vidste om mig selv

1. Som lille kunne jeg ikke have at folk rørte ved mine ting. Når jeg var til stede i rummet var det semi-okay, men hvis nogen begik sig på mit værelse uden jeg var til stede, så kunne jeg bryde helt sammen. I dag har jeg det okay med at lade folk sidde i mine møbler og feste i min lejlighed.

2. Når jeg ryger, så mindes jeg Jakob og efterskoletiden. Det er stadig en vidunderlig og mærkelig følelse det giver mig i kroppen. Jeg har aldrig længes efter noget så meget, som jeg længes efter den tid. Og det er mærkeligt, for jeg ved den rev mig i stykker.

3. Da jeg var lille så jeg altid bogstaver i skyerne. Og jeg tolkede dem, så de passede ind til hvordan jeg gerne ville have min virkelighed til at se ud. Eksempelvis så jeg tit et A og et L sammen, for Alex og Lucca.

4. Jeg havde engang et helt bestemt armbånd, som altid fik mig til at føle mig langt mere voksen og moden end jeg var.

5. Jeg har intet problem med at stikke af fra alt og alle jeg kender. At sige stop til noget jeg har i min hverdag derimod er det sværeste jeg ved.

6. Jeg bryder mig ikke om saftevand af nogen form, udelukkende af den grund, at min tandlæge engang sagde til mig det ikke var så godt for tænderne.

7. Jeg bliver vild med folk, fordi de har nogle gode egenskaber, som jeg selv synes jeg mangler.

8. Jeg er fuldstændig tosset med at sejle. Det kunne jeg gøre hele dagen lang, hvis jeg fik muligheden.

9. Jeg har kysset med cirka 23 drenge. Og en hel del piger også.

10. Jeg er aldrig blevet slået op med af en fyr jeg elskede. Og jeg frygter så inderligt den dag nogen ikke vil have mig mere. Det er jeg faktisk så bange for, at jeg ikke tør binde mig. Sådan rigtigt.