Min vidunderlige veninde roste mig i går over min evne til at feste uden alkohol. Min søde, vidunderlige veninde, som jeg altid har misundt, fordi hun hviler så meget i sig selv, roste mig for at være nok i mig selv. Det varmede mit hjerte. Og det at have hende ved min side, var næsten  nok til at hele mit hjerte, der gang på gang blev knust, hver gang jeg kiggede op og så ham stå der. 

Jeg er, ærlig talt, træt. Af drenge. Både af dem der interesserer sig, men ikke forstår. Og dem der forstår, men ikke interesserer sig. Jeg er træt af at få spørgsmålet om hvordan det går og om jeg er okay, uden at der bliver gjort noget ved det når jeg svarer ærligt. Det går - men jeg er ikke okay. Mit hjerte er rimelig gennembanket. Først af mig selv, der ikke kan finde ud af at elske min vidunderlige kæreste. Dernæst af ham den anden, der absolut skulle få mig til at vakle, falde for ham, for derefter at efterlade mig i det hul han selv havde gravet til mig. Hvis der er noget jeg gerne vil, så er det at kravle ud af det hul og fortsætte med at være mig på bedste vis. Og det er det jeg kæmper mig hen imod. 

Jeg synes jeg kæmper størstedelen af mit liv. Og jeg synes der er nogle seriøse op- og nedgange i det. Jeg kan ikke helt forstå, at det skal være så svært at være stabilt glad i længere tid, uden at hele ens virkelighed bliver rystet ved de mindste ændringer. 

Hvorfor kan jeg ikke slappe af, når jeg forestiller mig du er mindre interesseret i mig? Jeg er jo kun interesseret i dig, når du ikke viser mig opmærksomhed. Når du er lige der ved siden af mig, så kan jeg jo godt mærke at mit hjerte ikke hamrer af sted. Jeg har ikke sommerfugle i maven og jeg kan godt lade dig være (men det er jo ikke sjovt, vel?). Så hvorfor interesserer det mig, at du måske ikke er interesseret i mig længere? Det giver jo god mening, og det er jo set før, men for pokker det er irriterende. Jeg gider ikke bruge mere energi på at bekymre mig om dig, når jeg er sammen med mennesker, der helt hundrede elsker mig. Forhelvede dreng, du gør mig sindssyg, men ikke på den gode måde. Eller er det måske det kærlighed i virkeligheden er? Har jeg mon været fanget i noget roligt, sikkert og u-heartbreaking for længe eller er jeg ved at blive tosset? Jeg kan ikke finde ud af hvordan man bliver lykkelig - er det ved den stabile søde mand eller ved ham, der gør en crazy og udfordre én i alting?

Det burde være ved ham den søde og stabile, ikke?
Men jeg er faktisk i tvivl. For jeg er mest mig selv, når jeg bliver udfordret.

Nu har det sidste halve år haft en uforklarlig fascination af en fyr, som jeg godt ved jeg aldrig ville passe sammen med. Jeg er ikke på alle punkter blevet klogere på ham eller på fascinationen, men jeg er blevet klogere på mig selv. Det jeg efterhånden er kommet frem til er, at det er ham der fremprovokerer de ustabile tendenser i mig. Det startede måske som noget bedre, noget sundere og noget man godt kunne overveje at kaste sig ud i, for at leve resten af livet lykkelig. Men det er det ikke længere. Nu er det noget giftigt og usundt, som får en til at ønske man bare skulle feste med veninderne frem for ham. Han gør mig lykkelig-ulykkelig, skifter mening og udstråling som vinden blæser, og han er mest af alt super dårlig til at lytte til mig, når jeg prøver at lukke ham ind. Jeg ved ikke om det betyder noget positivt eller negativt for min omkringværende situation, men jeg ved i hvert fald at jeg må komme videre nu - for det der pis gør mig kun ulykkelig.

Helt seriøst - når jeg overvejer at fortælle ham om mine destruktive tanker, som han siger han skal til at hjemad.. Come on! Det har aldrig været måden at få en fyr til at blive på og det har aldrig været nogen sund måde at tænke på. Så jeg forblev stille, fulgte ham til døren og besluttede mig for at være glad da han gik - og det virkede.

Søde kære du, du er så stærk i dig selv. Du behøver ikke - og har aldrig behøvet - en af hankøn til at definere dig og hvornår du er glad. Du kan sagtens være glad for dig selv, så længe du beslutter dig for det. Jeg tror på dig - på mig - og starter helingsprocessen lige nu.

I går opfodrede min kæreste mig til at skrive ærligt; for han læser det jo alligevel ikke. Og ja, sagen er jo nok at jeg ikke skriver ærligt og offentligt længere, for jeg er bange for at det vil skræmme ham.. og såre ham.

But here it goes, de tanker som jeg bærer på for tiden..

Fredag aften var speciel. Jeg lever i den her fase, hvor jeg benægter at have interesse i min studiekammerat, på trods af jeg gang på gang modbeviser mig selv. Derudover lever jeg i benægtelse af at der er noget helt galt i mit forhold, fordi jeg ikke vil skuffe 21-årige mig, der mødte hendes drømmefyr. Fredag aften var jeg specielt opsat på ikke at vise overfor alle andre, hvordan det egentlig var jeg havde det. Specielt fordi det ville få mig til at virke klæbende og desperat. Det eneste jeg havde lyst til var nemlig at spille bordfodbold, beerpong eller bare have en god snak... med dig. But no - for alle de andre skal ikke have ret, og du skal ikke føle jeg er vild med dig.

Hvorfor vil jeg ikke have du skal vide hvordan jeg har det lige nu? Fordi jeg ikke ved om det er sandt. Når vi danser, når jeg kan føle dig længes efter mig, når du har fået noget at drikke og jeg er i godt humør.... Når du står derinde bag ruden en sen nattetime efter at vi har grint og danset hele natten.. Så kunne jeg godt dig. Resten af livet. For den følelse af glæde jeg får i maven, når jeg kigger på dig i situationen.. Den er sku guld værd. Men så rammer virkeligheden - og så mødes vi, når du ikke har drukket. Pludselig har vi ikke noget at snakke om, pludselig siger du nogle mærkelige ligegyldige ting, pludselig er magien væk. Og i de øjeblikke beslutter jeg mig endnu engang - nårja, vi passer jo slet ikke sammen. Vi er jo knapt nok tiltrukket af hinanden, hvad var det for noget pjat at tænke vi to nogensinde kunne blive mere end vi er. Og så er alt godt. For et øjeblik - indtil vi mødes om natten endnu engang.

Jeg er vild med det menneske du gør mig til, når du selv har selvtillid og tillid nok til at være dig. Frie dig. Jeg er ikke nødvendigvis vild med det menneske du gør mig til i hverdagene. Og så alligevel - for hvem ellers kan jeg stå i en tebutik med og dufte til alverdens te for at udpege den bedste af hver slags? Sandheden er nok, at der er rigtig mange jeg kunne det med. Eller at det er helt ligegyldigt at jeg kan det med dig, for det er ikke det der tæller i det lange løb. Sandheden er nok at jeg prøver at lægge noget i noget, som ikke er noget særligt. Sandheden er nok, at jeg i desperation søger efter noget, der slår benene væk under mig, ligesom vi alle sammen gør. Det er nok ikke dig, der vil gøre mig lykkelig, ligesom det nok heller ikke er det vidunderlige menneske jeg kalder min kæreste. I hvert fald ikke lige nu. Men jeg har ikke lyst til at slå op - jeg har ikke lyst til at komme videre. For han lytter til mig, ham min søde skat. Endelig lytter han til mig, og snakker med mig om hvad det er der virkelig går mig på. Endelig åbner jeg op, endelig fortæller jeg om de ting, som gør så fucking ondt jeg ikke har sagt dem højt før nu. Og hvordan kan jeg nogensinde tilgive mig selv, hvis jeg forlader sådan en mand? Det gør man jo ikke.. han er jo alt hvad vi kvinder drømmer om i en mand.


Jeg er forvirret, og jeg er tilmed ked af at være så forvirret. Jeg vil gerne snart have ro - uden at det skal knuse mit og jeres hjerter. Men mest af alt vil jeg bare gerne vide, at jeg kan stole på mig selv. For de her følelser... De her tusinde følelser, der konstant skifter, de er ulidelige. Hvis jeg ikke kan stole på mig selv, hvordan skal jeg så komme videre?