hej lille tulipan?

Vi er ved at blive syge i hovederne. For mange lektier, for mange afleveringer, for mange følelser, frustrationer og uafklarede spørgsmål flyver rundt i hovederne på os. Så bliver den ene klippet, og så er den anden i dårligt humør. Ingen af os virker normale mere. Vi er alle sammen stressede, syge i hovedet eller bare ganske normalt mærkelige. Det skal nok blive godt. Eller nej, tror faktisk det snart blive værre. Det er noget mærkeligt noget. For mange tal og bogstaver der skal gå op i hinanden og passe sammen. Det fungerer ikke. Men i morgen bliver en god dag! Ja det gør så. Forresten så er jeg angst. Ret tit, og ret meget. Men jeg kan ikke gøre noget ved det, andet end at tage mig selv i hånden og sige at jeg skal tage mig sammen. De elsker mig alle sammen derude, og ligesom jeg fik af vide i går, så vil intet nogensinde hjælpe. Intet andet end tryghed. Jeg får snart tryghed, og så bliver det hele lidt bedre. Vi skal bare holde ud, og kæmpe med os selv. Åh gud, gid du ville skrive dig selv, danske kronik om Afghanistan krigen. Jeg kan ikke lide dig. Tænk hvis kærlighed var noget vi havde privat. Noget vi kunne pakke ned i en lille æske og gemme væk når den ikke skulle bruges, men samtidig også  tages frem og iklæde os, når det var noget vi havde behov for. Tænk hvis kærlighed ikke omhandlede andre mennesker, og deres liv og behov og tanker. Det kunne være smart.. Og en smule ensomt.
Jeg glæder mig til i morgen.

GODDAG!

Nu smider jeg dig ud. Gemmer dig væk. Ligger dig på hylden. Glemmer dig. Tilgiver dig. Skriver dig ned på et stykke papir og brænder dig. Maler dig til. Sletter dig. Jeg trækker vejret og giver simpelthen slip på dig. Farvel, og tak for at have gjort mig til den jeg er!

Mhhm, i dag er en god dag. Jeg føler mig afklaret, tilfreds, glad, fri, frisk, klar på det hele og tilmed også en smukke lykkelig! Besøget hos psykologen i dag gav mig meget, og fysikprøven i morges som jeg klarede godt trak i hver fald heller ikke ned på humøret! Jeg gik tidligere fra skole, og har ikke fået fravær endnu. Jeg har det godt og er glad, og vinteren udenfor kan bare komme an, for her sidder jeg, udstyret med både vinterjakke og godt humør! Så kom an, hvis du tør!

Jeg forstod hvorfor jeg lige pludselig i sommerferien fik tilbagefald og begyndte at hade dig så grusomt igen, og i dag giver jeg simpelthen slip. Min egen lykke er lige udenfor. Den står lige der ude og banker på, og nu vil jeg gå ud og lukke den ind! Goddag lykke, kom indenfor og vær min ven!

Og vi to? Ja, vi skal nok klare den. Vi skal have det godt og sund og lære det fantastiske ved tillid. Jeg ved vi kan, og jeg tror på os.
Tak verden, for denne fantastiske dag.
Ja, selv regnen er tilgivet for at ødelægge mit hår, da jeg ventede på min bus.

Hurra for kærligheden, ærligheden, livet og lykken!

ham der der forstår mig.

Misundelse er en grim ting, ikk?

Jeg ser tit andres billeder og tænker "Ha, er det alt de kan?", "Ej, det der det kan man altså ikke!" eller "Efteraber.... bare fordi I gerne vil være med...". Du ved, sådan nogle rigtige dumme 'nøøøh! jeg er bare bedre!.. tror jeg nok' ting, som overhoved ikke er behøvet i hverdagen.
Så siger jeg til mig selv, at jeg nok bare er misundelig.
Men ærlig talt, hvad er det jeg er misundelig på?

Jeg er ikke misundelig på at nogen kan skrive flere ord i sin tysk stil end mig. Jeg er ikke misundelig på at nogen har flere veninder end mig. Jeg er ikke misundelig på alle de tøse ting andre kan lave. Jeg er ikke misundelig på andres udseende, tøj eller kærester (jo, måske forelsker jeg måske i min venindes tøj og tænker, at jeg bare MÅ eje noget i samme stil, men hvem gør ikke det?). Jeg er ikke misundelig på andres skills i fagene, eller andres måde ikke at lave lektier på. Jeg er ikke særlig misundeligt anlagt, for jeg har stort set alt hvad jeg ønsker mig (når man ikke tænker på jeg dagligt brokker mig over skolen og afstanden til Århus), men et eller andet må tricke mig.
Måske er jeg simpelthen misundelig på, at jeg ikke fik den samme opvækst som alle andre. Måske er jeg misundelig på, at jeg ikke er pigen der får normale karakterer i skolen, har en fast og stabil kæreste, har det skide godt med alle sine veninder og lever et ganske normalt liv. For dét er i hvert fald ikke noget jeg hverken gør eller har.
Det hele skal enten være helt i den ene eller den anden ende. Enten skal jeg være skide god til det, og det skal gå pisse godt, eller også skal jeg slet ikke kunne finde ud af det eller det skal bare være noget lort. Sådan er mit liv vidst lidt bygget op..
Hvis I forstår?

Måske ikke. Min mor ville ikke forstå det.
Men det ved jeg heldigvis at han gør.

jajajaja.

Jeg overvejer lidt, hvornår noget som helst nogensinde er ægte?
Hvornår er folk ægte? Hvordan og hvornår ved man om de lyver?
Hvad fanden er vi? Og hvor skal vi hen? Hvad skal vi bruge vores liv til?
Hmm.. Tror jeg har en smule meningsløshed i min skoledag.

Er han mon ægte? Eller er det bare sådan en af de der forestillinger om, at alt er helt vildt godt, som jeg har mig nogen gange?

ærlighed

Nogen gange tænker jeg tilbage på den aften.
Og det er det eneste jeg kan sige. At jeg stadig tænker på den.


Faktisk havde jeg skrevet et langt blogindlæg om den aften, og om mine følelser. Et ærligt blogindlæg. Men nu ligger det i word i stedet for. Det er ikke for sarte sjæle, og ikke for omverdenen, selvom jeg egentlig gerne vil fortælle jer om mit liv. Jeg ved hvad i vil sige, og jeg vil ikke høre det.

Alligevel så tak til Sara, for at være der for mig den aften. Jeg er dig evigt taknemmelig for det.

Ferie, Femmøller og fantastiske minder.

Kan i huske efterårsferien sidste år? Kan i huske FE for et år siden? Kan i huske hvordan det stak i alle hjerter, da vi for første gang skulle skilles i mere end en weekend? Kan i huske hvor underligt naturligt det var at være væk fra vores nye samfund, men endnu mere crazy at komme tilbage og indfinde sig i det igen?


Lige nu går der så en myg hen over mit gulv. Jeg nænner ikke at slå den ihjel. Den kære skabning har jo måske også et liv at leve. Måske har den også minder om et andet smukt liv, som den savner.

Jeg savner Femmøller. Savner hver og ét af de mennesker. Jeg savner lærerne, stemningen, hyggen, oplevelserne, minderne. Jeg savner at være et latterligt efterskolebarn, men ved i hvad? Det var det bedste!
Men selvom jeg savner det, og selvfølgelig gør jeg det, så er jeg også glad for min nutid. Selvom jeg hader at stå slavisk op hver morgen, køre med 385 bussen i skole, som altid kommer for sent, og hader at sidde og lave absolut ingenting i skoletimerne, så kan jeg nu meget godt lide det.
Spcielt kan jeg lide de øjeblikke, hvor der lige pludselig går "efterskole" i os, og vi render rundt og ter os som tossede. Det er det bedste. Det bringer en milliard gode minder frem, og det er lige der alt har sit grundlag. I minderne.
Minder er fantastiske, glædesfremkalende og smukke. De kan være alt, både positivt og negativt, men bedst af alt, så er minder det eneste i dit liv, som aldrig vil forandre sig. De vil altid være dine personlige på nethinden, som kan få et smil frem i din hverdag. Måske er det derfor vi holder så godt fast på dem.

*Laver det der ansigt, jeg altid laver når nogen eller noget irriterer mig*

Forhekselse! Ja, det er lige ordet.

Farvel kvalitet, og goddag kære kære skod-blender.

I dag skal jeg lave pandekager til aftensmad. Mums? Ja da! Men bare ikke i dag, eller nogensinde igen. Og ingen sjov i at lave det mere, for mine kære forældre synes det var en god idé at smide MIN smoothieblender ud!?

Grunden var den, at da jeg kom hjem fra efterskole sagde de en masse pis om at den var gået helt i stykker, hvorefter jeg gik ud, trykkede på knappen og min elskede blender startede i fuld fart igen. Se? Ingen fejl ved den. Men alligevel, 3 måneder efter, synes de, at vi skulle have en ny, fordi den var jo gået i stykker (mmhm, nårja!?), så vi fik en sort, grim, glas-blender, som vejer en milliard ton (før der er kommet noget i), og er meget meget mindre. Hurra tænker jeg og brokker mig over det, for den anden virker fint. De siger, at den er nede i kælderen, så det tænker jeg ikke mere over.
Og hvad så nu? Jo, da jeg nu skal til at lave pandekager, så ser jeg til min skræk, at min højtelskede blender ikke er nede i kælderen. Hvor er den så? Jo ser du, den har min far kørt på lossepladsen.

For det er jo også smart?! Ja da! Lad os smide Luccas fantastiske, praktiske, fintvirkende og multifunktionelle blender ud, for nu har vi jo købt en anden skrotbunke. Ja tak.. Nej vel?

Men denne blender ville jeg så prøve, efter jeg var kommet mig lidt over mit bitchflip på den, men opdager så til min skræk, at lortet ikke engang er stort nok til at indeholde den lille portion mælk/sukker/æg/mel osv. der skal til at lave pandekager til 4 mennesker!? ................

Og, bare for at gøre det endnu mere perfekt, så havde min gamle blender en tud, hvorfra man kunne hælde væsken direkte ned i en kop i passende mængde, så man kunne hælde den på panden og lave en pandekage ud fra den mængde væske. Så kan i nok også gætte, at det har den glasspand til den nye blender ikke. Så ikke nok med at den er tungere (ja, glas er tungt), mindre og grimmere, så er den fandme også umulig at bruge til pandekager! Se! Min smoothieblender var bedre til pandekager end dig, lorteblender. Jeg hader dig. Grusomt. Jeg gider slet ikke lave pandekager mere. Du har frataget mig min lyst. Lorteblender.

Så farvel super skønne, dejlige, flotte, loyale, praktiske, hjælpende, lette og brugbare smoothieblender, jeg tror du var mit hjertes udkårende. Men nu ses vi aldrig mere. Måske mente min far du var for ung til mig, og kørte dig derfor på lossepladsen. Men jeg er ligeglad! Kærlighed har nemlig ingen alder!!

.

Lige nu.. Der har jeg følelsen af at være sat fri.
Fuldstændig fri!

Ærlighedens puslespil.

De siger jeg er stærk.
Jeg kæmper mig, med hjælp fra min styrke, op af den dybe grøft jeg er i.
Jeg vil ikke give op, selvom jeg er så forbandet udmattet af at blive smasket i gulvet gang på gang.
Hvor er der ro? Er der nogensinde ro nogen steder?