hvilke 3 ting ville han/hun tage med på en øde ø?

Det kan godt være jeg ikke har en hobby, men det er tydeligt at se, at jeg ikke fungere uden konstant kontakt med omverdenen/andre mennesker. Jeg har nu været uden kontakt med nogen i 30 min.. og jeg har lige indset, at det ikke har været sket i rigtig rigtig lang tid. Jeg føler mig helt alene.. virkelig underligt ensom.
De havde nok ret, dengang de skrev i min blå bog, at en af de tre ting jeg ville tage med på en øde ø var en at snakke med.

JEG KEDER MIG!
Snak med mig!
... Eller hent min kæreste hjem fra Berlin!

komplimenter

Aww.. han har lige skrevet, at han savner mit smukke ansigt og min vidunderlige stemme.
Det er så sjældent jeg får komplimenter. Hans ord varmer helt ind under huden!

citater

Jeg faldt tilfældigt over disse to citater:

"Det er utroligt, hvad et menneske kan udholde blot det finder en mening eller grund med lidelsen." - Søren kirkegaard

"Truth is, everybody is going to hurt you, you just gotta find the ones worth suffering for." - Bob Marley

Hvor er det smukt, og sørgeligt på samme tid.
Det vækkede et eller andet inde i mig.

Uff.. Hvor ville jeg gerne finde svar på noget. Hvad ligger bag det store murstenstykke tæppe som dækker for mit udsyn?

kommunikation

Vi kan vidst godt blive enige om, at det ikke er mig der har fat i den lange ende af det her. Jeg er ved at miste grebet, og har ikke længere noget at byde på. Kilden til kærlighed er kommunikation. Hvorfor benytter vi os ikke bare af den? Det plejede vi at være fantastisk gode til!
Faktisk var den kommunikation noget af det jeg savnede allermest.
Hvis der er noget der går dig på, så sig det. Åben munden og sig det.
Og nu vi er i gang, så prøv at åben øjnene samtidig. Måske når du at se det sidste der er tilbage af hende du engang kaldte din.

når 2 bliver til 11

Waaauw.
Alt har været spøjst og skønt i dag.
I går fik jeg den glædelige overraskelse, at Anna og Søren var i København! Og de skulle med til Skum-event! Så det skulle jeg selvfølgelig også. Og det var mange til skum event! Alle mulige fra venner til bekendte, fra en pige til mit tyskhold til min nogle af mine venners venner. Det var spøjst at se så mange kendte og bekendte ansigter, og jeg blev helt glad i deres selskab.
Men klimaks var simpelthen da jeg sidder omringet af gode venner og hygger og pludselig kigger op. Foran mig står to strålende velkendte ansigter. Sådan virkelig velkendte. Sara og Clara! Roomies! Lige dér, foran mig, på cafe Klaptræet i København. Mine to skønne roomies! Nikoline var der også! Og nøøøøj. Hvor var det dog vidunderligt at se 4 velkendte og elskede ansigter fra Femmøller igen. Specielt når det var så spontant!

Det var skønt at gå i aftensolen gennem strøget med Anna og Søren.. Det var skønt at føle sig hel igen, uden at skulle bruge hele Jylland til det. Det var skønt at skønt at få en så glædelig overraskelse og nu er det bare også skønt at tænke tilbage på i dag.
I dag var en virkelig lykkelig dag!
Og i morgen farver vi mit hår igen. Endelig. Jeg kan ikke vente med at slippe af med det der ligner grå pletter i hovedbunden!

Årh seriøst, gid der var flere weekender som denne. Weekender hvor man virkelig er i live. Og weekender hvor man tager ud for at møde 2 mennesker, og ender ud med at se 11 velkendte smilende personer.

indebrændt

Gå ikke foran mig, det kunne være jeg ikke kunne følge med.
Gå ikke bag ved mig, for det kunne være jeg gik for hurtigt.
Nej, gå du blot ved min side, og vær min ven. Det er på denne måde vi bedst kan følge hinanden.


Lige børn leger bedst.

Hver gang vi åbner munden og fortæller om de fede oplevelser fra efterskolen, så gør vi det ikke for andres skyld. Vi gør det ikke for at fortælle dem noget, men tværtimod for at mindedes det selv.

Trisja og Louise betaget af at tage billeder af vores højtelskede skole

Casper og Mads på vej til stranden - femmøller i baggrunden

Emily

Julia og Anders

Jakob

Louise og Laura

Mit allerhelligste. Mit liv. Mit år. Mine minder. Mine ting. Min hverdag. Min overbo. Mit værelse.

Som Bjarne bum/bim eller en af de andre lærer sagde: "Hvor er det dog betryggende at vide!!"

Toggerbo

.... <3

Med tårer i øjnene og smil på læberne.

Blackstreet - No Diggety

Gruppekram

Røg

Kontaktgruppe 6

Jeg har så mange billeder.
Billeder der aldrig bliver set.
Billeder der bare indeholder minder.
Strålende minder!
Jeg hører No Diggety.
Seriøst, intet kan slå den energi og lyd der var, når vi 100 i fællesskab sang til.

øøøh.. jaja, overskrift!

Så er vi i gang igen. Kemi, dansk, fysik, jep. Det hele er der, og det skal alt sammen laves.
Det gider jeg ikke.
Jeg bryder mig rigtig lidt om at gå i skole. Ikke altid på grund af lektierne og afleveringerne. De høre jo til ved enhver skole, men lige nu så er det bare ikke helt godt.
Der er en helt masse ting fra starten af skoleåret som jeg føler mangel på. Blandt andet de dejlige grineflip og at alle var rigtig gode venner.
Det er altid dejligst i de første 2 måneder, indtil man lærer hinanden at kende. For at være ærlig, så er det ikke altid lige fedt at lære folk at kende.

Min dag har absolut ikke været god, men jeg har holdt modet oppe, og for det er jeg stolt af. Jeg har gjort rent i dag, og hun virkede heller ikke så munter i dag. Jeg kan nu ret godt lide den dame jeg gør rent hos. Specielt når hun hele tiden siger "ikke sandt" med sit søde smil og ikke vil sætte mig til for meget af gangen. Det er dejligt at jeg skal begynde at komme der oftere nu.

Jeg synes faktisk jeg har ret godt styr på kemien, dansk og specielt fysik, så jeg tror ikke disse afleveringer bliver min død. Men sjove er de dog ikke. Hvornår er afleveringer nogensinde det?
Men den novelle vi skal skrive en analyse og fortolkning over er godt nok ulækker og bizar på sin helt egen måde! Det skræmte mig da lige lidt.

I morgen bliver forhåbentlig god. Vi skal bare lave matematik og samfundsfag hele dagen. Og så skal jeg ud til min skønne veninde med det lange lyse hår der er lilla for enden!
Det er sjovt, vi har været veninder/kærester i 3,5 år, og vi klinger fantastisk også selvom hun er den mest snobbede scenekid og jeg en fail pop-et-eller-andet. Men man skulle tro vi efterhånden kendte hinanden efter 3,5 år, og ja, det gør vi vel også. Men vi kender ikke hinanden på nogen måde som man skulle tro. Vi har et afslappet og fedt forhold, hvor vi gør mest ud af at grine og ikke så meget ud af alt det andet. Jeg kan godt lide hende. Sådan virkelig godt!

Det var dejligt i fredags. Nok en af de skønneste dage i lang tid.
Alenetid i Århus.
Det var dejligt at se folk. Dejligt at se andre mennesker i Århus, og dejligt at mærke byen alene igen. Mmhm. Jeg bryder mig rigtig godt om Århus.

På fredag bliver jeg måske hentet fra skole. Og måske skal min kæreste lave rib eye steak til mig. Det kunne jeg godt bruge. Og et kram. Et rigtig langt og dejligt kram.

Tør slet ikke, vil slet ikke, kan slet ikke

Hun gør mig ondt. Indeni. Hun flænser mig i stykker indeni, og fjerner alt hvad der hedder tillid og respekt. Jeg respekterer hende ikke. Jeg dybest set hader hende. Faktisk hader jeg hende så meget, at jeg forstår jaluxidrab. Skræmmende, ikke? Gu' fuck er det skræmmende. Jeg kan ikke genkende mig selv, og jeg har slet ikke lyst til at kende den side af mig selv, der hellere vil hugge sin arm af end at have hun eksisterer. Mit blod er bogstavelig talt i kog. Og hvorfor? I have no fucking idea. Fordi denne pige åbenbart rammer plet på min frygt, og trykker på knapper jeg ikke vidste fandtes.
Min krop siger fra, når det gælder hende. Jeg lyder både bestemmende, opmærksomhedskrævende og overdrivende angående det her, men dybt ærligt, det er hvad jeg føler. Min krop går i flip og min hjerne lukker ned.
Hvad fanden er der at gøre?

Jeg bliver bange for mig selv. Rædselsslagen.

TTF

En af de ting jeg elsker ved at være i Århus/Jylland/ude på landet, næsten lige så meget som selve byen, er nogle af de bonde-røvs jyder jeg kender og føler mig godt tilpas med! Sådan faktisk super godt tilpas med, fordi jeg har snakket med dem på de rigtige tidspunkter, i de rigtige mængder, så ingen af os kender hinanden særlig godt, men alligevel elsker vi hinandens selvskab (og ja, det er henvendt til én fantastisk pige, som jeg har fået æren af at kende).
De dejlige mennesker skal jeg se på fredag! Efter at have været i Århus alene, hentet kæresten fra skole og været lidt mere glad! Jeg kan slet ikke vente!
Hvor bliver det vidunderligt at springe i armen på min længe savnede veninde, der er to år yngre end mig og alligevel matcher mig fuldstændig.

blablabla

Faktisk slog min vinterdepression sent til i år. Først her efter jul kunne jeg mærke den rigtigt. Måske fordi jeg glemte at spise mine vitaminer, måske fordi de første vintermåneder var præget af et glædeligt gensyn med kærligheden. Jeg kan ikke huske min Januar og Februar, trods de lige har været der. Det eneste der står klart i min hukommelse er vinterferien. Den var også god, lidt solrig og fyldt med glæde. Yay, vi kunne godt bruge nogle flere vinterferier! Nu er det marts, og min kalender siger at alene er vi gode, men sammen er vi super. Den fortæller mig også at det er forår, på trods af at vejret siger noget andet.
Mit hoved og min krop er svag og føles brændende. Jeg er ved at blive syg, selvom jeg ikke må eller skal. Når foråret slår til regner jeg stærkt med et bedre helbred. Man siger ens immunforsvar bliver styrket af glæde og grin. Skal vi ikke grine noget mere så?

Sjovt at der er sådan en magtkamp. Sjovt at vi er så forskellige og alligevel så ens. Sjovt at det hele handler om publikum. Nej.. Det er ikke sjovt. Det er pisse frustrerende.

Der er sjældent noget bedre end håndholdte minder.

Jeg har rendt lidt frem og tilbage her til aften for at finde min gamle computer taske, som jeg brugte på efterskolen. Ikke at jeg fandt den, men jeg fandt det jeg ledte efter, som jeg troede lå inde i den.
Jeg ledte et efter et grønt stykke papir med mit navn på. Ud fra hvert bogstav i mit navn er der skrevet en ting som jeg er, skrevet af min kontaktgruppe i sidste uge af efterskolen. Nam!
Legende.
Unik.
Crazy.
Cool.
Alsidig.
Jublende.
Uforglemmelig.
Levende.
Icetea lover.
En ener.

Udover det grønne stykke papir med disse ord på fandt jeg et billed, som jeg ærlig talt havde glemt alt om. Billedet forestiller den venstre hems på værelse 26, lyseblå gang, Femmøller efterskole. I baggrunden er der en blå dør, toppen af mit skab, toppen af min guitar, Claras øverste hylde, Saras sengetøj og en hvid savnet lampe.
Forgrunden består selvfølgelig af os 4 piger, der hver især opfører os som om vi skal have taget et billed for livet. Skulle vi ikke også det? Det er det i hvert fald blevet til. Jeg får tårer i øjnene og en klump i halsen når jeg kigger på de 3 andre smukke tøser. Savnet er ikke gået væk endnu. Ikke det mindste.

Går savnet nogensinde væk?
Savnet og manglen på bedste år af mit liv?
Alle siger gymnasiet bliver de fedeste og bedste år af dit liv, men ærlig talt.. hvordan skulle det nogensinde måle sig med oplevelsen af efterskole?
Alt er hvad vi gør det til, og vi kan sagtens gøre gymnasieårene til de bedste nogensinde i vores liv, men det gør vi ikke. Ikke endnu i hvert fald.
Det er lidt ærgeligt.. og skuffende.

Hold op hvor jeg dog savner at gå på efterskole!