Du er en speciel type at have i sit liv.
På den ene side er du så dum... Både douchbag-dum og ikke-klog. Hvem fanden prøver at finde noget positivt i ens familiemedlems død? Der skal ikke siges noget positive og der skal ikke gøres andet end at vise medlidenhed. Simple as that. Medmindre du er min kæreste eller en meget tæt veninde, så skal du få mig til at snakke - og græde, så det kommer ud. Men det er du ikke.

På den anden side er du det her friske pust - den her humørbombe, som jeg ikke kan lade være med at elske at snakke med. Jeg stråler, når vi griner sammen. Jeg glæder mig over livet, når du er i det, for din glade tilværelse smitter af på mig! (Ja, ligemeget hvor lidt kilden i maven jeg insisterede på der var, så var der nok nogle rimelig varme følelser blandet ind i vores bekendtskab)

Og du har simpelthen den koldeste facade. Næsten uigennemtrængelig facade, der kun knækker lidt, når rejsningsproblemerne bliver for uoverskuelige. Og nu har jeg gået her i snart en måneds tid og prøvet at være din veninde, men gang på gang indset at du bare er en ligeglad idiot (!!!) - og så ringer du. Fuld. Måske ringede du kun fordi jeg havde givet dig lidt skæld ud tidligere, men ikke desto mindre ringede DU i en brandert. Jeg ligger højst sandsynligt meget mere i det end jeg bør, men man ringer sku ikke lige til hvemsomhelst, når man er fuld - kun dem man tænker på.

Så der stod vi og snakkede i telefon. Og først blev jeg sur, fordi du var en idiot. Du var uforstående overfor det rod jeg står i. De stressede følelser jeg kæmper med. De anfald jeg får. Men det er okay, jeg kom ikke til dig for hjælp, jeg kom til dig for afledning. Og afledning fik jeg da, da du imod alle odds, og helt sikkert imod din vilje, begyndte at lukke mig ind. Du fortalte implicit om hvor meget det gik dig på, at din mor ikke var mere omsorgsfuld og om det, at det var svært at performe i sengen. Du fortalte om hvordan du ikke ville lukke nogen ind, hvordan ingen vidste at du havde problemer, og hvordan det hele egentlig bare var et spil, det der med sex. Det var ikke rigtig fordi du havde lyst længere... Og så sagde du lige undskyld for ikke at have behandlet mig heelt godt. Og det blev jeg glad for!

Jeg er bekymret for dig, og jeg er alt for glad for dig. Jeg vil dig dit absolut bedste, men jeg vil allerhelst at det er mig der viser dig der (ikke nødvendigvis giver, men viser). Men det giver mig godt nok er selvtilfreds smil at se, at du er ved at gå samme vej, som jeg har gået, når det var lige præcis det jeg forudså. Søde du, jeg håber tiden gør os til gode venner, men jeg vil ikke ofre min tålmodighed på det.

Tiden heler alle sår

"I nat mistede jeg min jakke på en bar. I min jakke lå min tørklæde fra Sri Lanka, mine ikke særlig varmende læderhandsker og alle mine nøgler.
Det er nok det mest nedern jeg har prøvet i år, men det er ikke nødvendigvis fordi min omfavnende jakke, som jeg rent faktisk tog mig selv i at savne, da jeg rejste rundt i Honduras, lige pludselig er væk... Det er mere fordi jeg øjeblikket før jeg opdagede min manglende jakke havde fået den afklaring jeg manglede, og besluttet mig for bare at gå. Og så blev jeg ligesom forhindret i de to ting blev udført ordentligt. Så i stedet var jeg lidt tvunget til at bruge mere tid sammen med ham, der havde så evigt meget skyldfølelse, selvom jeg i virkeligheden bare ville videre med mit liv.

Du knuste mit hjerte. Ikke i går, da du sagde du ikke ville være sammen med mig, men forleden, da du hellere ville danse med hende fra din gruppe end mig. Du knuste mit hjerte alle de gange du ikke var ærlig over for mig, ligemeget hvor lidt du følte du gjorde det mod mig. Måske helede du i virkeligheden mit hjerte en smule i går, da du endelig fortalte hele sandheden.

Lige nu er jeg ked af det. Tårene triller ned af kinderne, når jeg tænker på at vi for good er slut. Men det er jo ikke "kærligheden" jeg er ked af er forbi, det er venskabet jeg er ked af er ridset, flået og efterladt. Jeg vil så gerne bare kunne skrive til dig og grine med dig uden bagtanker, men det fungerer ikke længere. Jeg har brug for plads og for ikke at blive mindet om det jeg har mistet. Derudover er det for uoverskueligt, at alle mine nøgler mangler og jeg ikke kan komme ind nogen steder."

De ord skrev jeg den 30. april, da alt var sort og uoverskueligt. Samme mand, som jeg dengang så inderligt ønskede at få et stabilt forhold til igen, sagde til mig nytårsaften, at han elskede mig og det venskab, vi havde fået bygget op. Der er en mening med galskaben, og i det her tilfælde, der helede tiden selv de dybeste sår.