"... But i miss him."
"So miss him. And send him a little love and a little light every time."
Kære, søde du, jeg savner dig.
Hvis du ikke savner mig, eller ikke kan holde ud hvor meget du savner mig, så synes jeg du skal gå igen. For det her er ikke for sjov. Det her gør ondt.
Jeg ville selv mene, at jeg er en stærk person. Men min underbevidsthed er ikke i lige så stærk som mig, og derudover har den en enorm trang til drama. Min underbevidsthed er en hel sucker for drama, hvilket ofte har ført mig ud på et sidespor, med halvdelen af min vennekreds stående ved siden af, nærmest råbende, at jeg skulle passe på mig selv. Men jeg er ligeglad. Jeg synes generelt min underbevidsthed har helt styr på mine værdier og lyster. Indtil denne gang. Denne gang er det ikke sjovt at drømme om dig. Der er intet at hente i dybtfølte drømme, for ligemeget hvad de siger, er jeg fast besluttet. Det er egentlig også meget godt, at jeg er så fast besluttet, for jeg lover dig, min underbevidsthed gør hvad den kan for at få mig løbende hjem til dig igen. Det gør så ondt at drømme om dig. Det gør ondt at savne dig. Det gør næsten så ondt, at jeg overvejer om det er det rigtige valg jeg tog...
Men det var det. Og det er det stadig. Der er ingen grund til at holde to parter sammen, hvis de ikke bliver lykkelige af det. Du gav mig din del af lykken. Jeg havde i så lang tid så meget lykke i mig. Jeg var og er dig så taknemmelig for alt hvad du har givet mig. Det føles så nemt at sige vi var perfekte sammen. Det føles så nemt at savne dig, at mangle dig, at ville have dig.. Men det er ikke det vi skal. Det er slut, jeg er alene, og det er sådan det må være.
Jeg kigger tit på datoen, og kan knapt nok forstå vi stadig er i samme måned. Så ekstremt meget er sket på de sidste ugers tid, men det er først nu det går op for mig, at sket er sket. Virkeligheden går op for mig lidt efter lidt. Hver gang føles det som en helt ny åbenbaring, selvom det kun er en lille viderebygning af gårsdagens åbenbaring.
Men søde, kære du. Jeg håber du har det godt. Eller i hvert fald bedre end mig lige nu. Og jeg håber du savner mig lige så meget som jeg savner dig, for hvem skulle jeg ellers dele dette savn med? Jeg håber du tager en dyb indånding hver dag, og får det bedste ud af hvad du har. Og så håber jeg inderligt jeg engang ser dig igen, for det venskab som vi tabte hen af vejen, det ligger lige nu på jorden og skriger efter at blive taget op. Men jeg kan ikke nå det endnu, jeg kan ikke holde ud at samle det op.. endnu. Men en skønne dag skal alt nok blive godt igen. Det lover jeg det vil!
tirsdag den 28. oktober 2014
tirsdag den 21. oktober 2014
Tanker om fortiden
Dette indlæg har jeg skrevet for nogle år siden, men det er stadig vanvittig relevant:
"Det var dig, der var utilstrækkelig. Det var dig, der ikke fungerede. Men på en eller anden syg måde fik du hevet mig ind i det. Du fik mig til at fremstå som uundværlig. En byrde ingen pige på 16-17 år burde have. Jeg ville ønske nogen havde kommet og taget den byrde af mine skuldre. Jeg ville ønske en mor eller far havde sagt til mig, at det var okay at gå. De skulle nok tage den derfra. Men det gjorde de ikke. Hvorfor gjorde I ikke noget?
I alt for lang tid har jeg været vred og hadsk overfor mindet om den pige, som rent faktisk tog byrden fra mig. Vreden har kogt i mig ved tanken om hendes ord til mig. Måske er det tid til at finde ro og tilgive hende hendes ugerninger. Måske var det det bedste der nogensinde kunne være sket for mig. Hun tog min byrde. Tog mit ansvar, og efterlod mig med en følelse af frihed. Jeg burde have hadet den følelse jeg blev efterladt med, men jeg elskede hvert sekund af den. Månederne efter break-uppet var de bedste nogensinde. Det er først år efter, at fortiden er begyndt at indhente mig.
Her til aften sendte P3 en historie om en pige og hendes voldelige forhold. Og på trods af der aldrig var direkte fysisk vold i vores forhold, så kunne jeg, der sjældent føler nogen virkelig forstår mig, følge hver en tanke, hændelse og følelse i hendes historie. Måske var der alligevel inddirekte vold i vores forhold. For han gjorde mig jo utryg, da han bankede hånden ind i væggen lige ved siden af mit hoved. Han gjorde mig utryg når han greb min arm i et forsøg på at holde mig fast. Han gjorde mig utryg når han smækkede med døre eller råbte af mig. Der blev plantet en frygt, som jeg kan mærke stadig sidder dybt begravet i mig.
Pigen i radioen havde et forhold med sin voldelige kæreste i 2,5 år. Men det var kun de 3 sidste måneder der var voldelige. Mit forhold varede sammenlagt og rundt regnet 1,5 år. Det skræmmer mig, at tænke på hvor gruelig galt det kunne have gået, hvis omstændighederne havde givet os et år mere sammen. Hvor havde jeg trukket grænsen?
Nu anser jeg mig selv som en stærk person, og jeg vil nødigt tænke på mig selv, som én der faktisk ville finde sig i at blive slået. Alligevel ligger tanken i baghovedet og rumsterer, for hvem ved om jeg kunne have sluppet byrden af mig selv?
Men jeg kom ud. Jeg kom videre. Jeg slap fri.
Det gjorde pigen i radioen også. Efterfølgende fik hun en kæreste, som var noget så vild med hende. De var sammen i 2 år. I deres forhold blev den nye kæreste dog testet utrolig meget. Testet for hans kærlighed - var den nu ægte nok? Ville det samme kunne ske igen?
I et ekstremt forhold som dette oplever man følelser, når de er på sit højeste. Glæde bliver til lykke, bitterhed bliver til vrede, nervøsitet bliver til angst. Ligepludselig bliver det svært at forstå en anden person kan elske en, uden at det skal forklares gennem tåre og store kærlighedserklæringer.
Nu skal man selvfølgelig ikke lade sit kærlighedsliv og tanker styres af en enkelt piges historie fortalt i radioen. Men når en fortælling rammer plet på den måde, så kan man ikke lade være med at tænke en ekstra gang over den. Jeg vil gerne tænke i årssagssammenhænge. Jeg vil gerne vide at mine fejl og mangler kan skyldes noget i min fortid, så jeg har en chance for at rette op på den. Måske er det mig der ikke kan se virkelighedens sammenhæng, og måske er sammenhængen helt som beskrevet. Dog ville det da være dejligt at finde en forklaring på, hvorfor jeg kan gå i panik når min kæreste bare vil kærtegn mig."
"Det var dig, der var utilstrækkelig. Det var dig, der ikke fungerede. Men på en eller anden syg måde fik du hevet mig ind i det. Du fik mig til at fremstå som uundværlig. En byrde ingen pige på 16-17 år burde have. Jeg ville ønske nogen havde kommet og taget den byrde af mine skuldre. Jeg ville ønske en mor eller far havde sagt til mig, at det var okay at gå. De skulle nok tage den derfra. Men det gjorde de ikke. Hvorfor gjorde I ikke noget?
I alt for lang tid har jeg været vred og hadsk overfor mindet om den pige, som rent faktisk tog byrden fra mig. Vreden har kogt i mig ved tanken om hendes ord til mig. Måske er det tid til at finde ro og tilgive hende hendes ugerninger. Måske var det det bedste der nogensinde kunne være sket for mig. Hun tog min byrde. Tog mit ansvar, og efterlod mig med en følelse af frihed. Jeg burde have hadet den følelse jeg blev efterladt med, men jeg elskede hvert sekund af den. Månederne efter break-uppet var de bedste nogensinde. Det er først år efter, at fortiden er begyndt at indhente mig.
Her til aften sendte P3 en historie om en pige og hendes voldelige forhold. Og på trods af der aldrig var direkte fysisk vold i vores forhold, så kunne jeg, der sjældent føler nogen virkelig forstår mig, følge hver en tanke, hændelse og følelse i hendes historie. Måske var der alligevel inddirekte vold i vores forhold. For han gjorde mig jo utryg, da han bankede hånden ind i væggen lige ved siden af mit hoved. Han gjorde mig utryg når han greb min arm i et forsøg på at holde mig fast. Han gjorde mig utryg når han smækkede med døre eller råbte af mig. Der blev plantet en frygt, som jeg kan mærke stadig sidder dybt begravet i mig.
Pigen i radioen havde et forhold med sin voldelige kæreste i 2,5 år. Men det var kun de 3 sidste måneder der var voldelige. Mit forhold varede sammenlagt og rundt regnet 1,5 år. Det skræmmer mig, at tænke på hvor gruelig galt det kunne have gået, hvis omstændighederne havde givet os et år mere sammen. Hvor havde jeg trukket grænsen?
Nu anser jeg mig selv som en stærk person, og jeg vil nødigt tænke på mig selv, som én der faktisk ville finde sig i at blive slået. Alligevel ligger tanken i baghovedet og rumsterer, for hvem ved om jeg kunne have sluppet byrden af mig selv?
Men jeg kom ud. Jeg kom videre. Jeg slap fri.
Det gjorde pigen i radioen også. Efterfølgende fik hun en kæreste, som var noget så vild med hende. De var sammen i 2 år. I deres forhold blev den nye kæreste dog testet utrolig meget. Testet for hans kærlighed - var den nu ægte nok? Ville det samme kunne ske igen?
I et ekstremt forhold som dette oplever man følelser, når de er på sit højeste. Glæde bliver til lykke, bitterhed bliver til vrede, nervøsitet bliver til angst. Ligepludselig bliver det svært at forstå en anden person kan elske en, uden at det skal forklares gennem tåre og store kærlighedserklæringer.
Nu skal man selvfølgelig ikke lade sit kærlighedsliv og tanker styres af en enkelt piges historie fortalt i radioen. Men når en fortælling rammer plet på den måde, så kan man ikke lade være med at tænke en ekstra gang over den. Jeg vil gerne tænke i årssagssammenhænge. Jeg vil gerne vide at mine fejl og mangler kan skyldes noget i min fortid, så jeg har en chance for at rette op på den. Måske er det mig der ikke kan se virkelighedens sammenhæng, og måske er sammenhængen helt som beskrevet. Dog ville det da være dejligt at finde en forklaring på, hvorfor jeg kan gå i panik når min kæreste bare vil kærtegn mig."
Ensomhed
Hvor føles det hele dog tomt. For først gang i flere evigheder føler jeg, at jeg ikke hører til nogen stedet. Jeg hører ikke til hos nogen, som jeg ellers altid har gjort. Der er ikke den ene person, som kan gøre mig i godt humør. Lige nu er jeg bare mig. Alene blandt mennesker jeg kalder venner.
Men min ensomhed er selvforskyldt. Det er konsekvenserne af mit helt eget valg. Det første eget valg jeg har taget i mange år. Det er noget jeg har gjort for mig selv, og ingen andre. Der stod nemlig ikke nogen på den anden side med åbne arme, som det altid har gjort. Det overrasker mig en smule, selvom jeg egentlig havde set frem til at være alene. Det overrasker mig, hvor elsket jeg har været før, af så mange rundt omkring mig. Og det gør ondt i hjertet at vide, at de nu er uendelig langt væk. Det er ikke sjovt, når glæden afhænger af andre mennesker, og du sidder alene i din seng.
Men mist nu ikke modet, vejen til glæden er ikke så lang. Du kan finde den på egen hånd. Er det ikke lige netop derfor du er i denne her situation? For at stå på egne ben og finde din egen glæde. Du ved jo godt, at når du finder glæde i dig selv og dine egne hobbyer, så kommer alle de andre uanmeldt rendende.
Men puha, hvor gør det ondt at være alene. Jeg tror det er sundt for mig.
Men min ensomhed er selvforskyldt. Det er konsekvenserne af mit helt eget valg. Det første eget valg jeg har taget i mange år. Det er noget jeg har gjort for mig selv, og ingen andre. Der stod nemlig ikke nogen på den anden side med åbne arme, som det altid har gjort. Det overrasker mig en smule, selvom jeg egentlig havde set frem til at være alene. Det overrasker mig, hvor elsket jeg har været før, af så mange rundt omkring mig. Og det gør ondt i hjertet at vide, at de nu er uendelig langt væk. Det er ikke sjovt, når glæden afhænger af andre mennesker, og du sidder alene i din seng.
Men mist nu ikke modet, vejen til glæden er ikke så lang. Du kan finde den på egen hånd. Er det ikke lige netop derfor du er i denne her situation? For at stå på egne ben og finde din egen glæde. Du ved jo godt, at når du finder glæde i dig selv og dine egne hobbyer, så kommer alle de andre uanmeldt rendende.
Men puha, hvor gør det ondt at være alene. Jeg tror det er sundt for mig.
Abonner på:
Opslag (Atom)