Jeg har de sidste mange (læs: 9 år) hadet at være alene hjemme fredag aften. Jeg har tit overvejet hvorfor, for det er både (meget naturligt) når andre er ude og have det sjovt, men sku også når ingen andre har nogen planer. Jeg hader det. Inderligt. Så meget at jeg begynder at småpanikke, tænke dårlige tanker om alt og alle og prøve at finde på ting, jeg egentlig ikke gider at lave, bare for ikke at sidde alene med mine tanker.
Jeg har i lang tid overvejet hvad fanden det egentlig er, der går mig på. Og i dag, da jeg sad i vindueskarmen og lyttede til fuglene synge godnat, så gik noget op for mig.
Der var engang, da jeg var i mit dybt ustabile forhold, at jeg en weekend havde fået nok. Jeg havde fået nok af at skændes, af at bruge al min overskydende tid på at ses med en fyr, der mildest talt fik mig til at føle mig mindre værd end lort. Så jeg havde sagt fra en weekend. Jeg havde faktisk sagt, at jeg synes vi lige skulle holde en lille pause. For jeg havde brug for at trække vejret. Det tog han ikke så pænt for det første, men derudover valgte han at se "en lille pause" som ham der var fri som en fugl. Han valgte derfor at poste ubehagelige ting på facebook om ham og andre piger. Ting, som fik mig til at tro hans facebook var blevet hacket eller at der var noget galt med ham. Jeg rakte derfor ud efter ham, selvom jeg egentlig hellere ville have ro fra ham. Og han var led mod mig. For det var ham selv der havde valgt hvad han ville poste, og han måtte godt hygge sig med andre piger, når nu jeg ville have en pause. Den følelse det gav mig, var ikke just uvant for mig på det tidspunkt, men ikke desto mindre var den forfærdelig. Jeg følte mig magtesløs. Som om mit forhold løb ud mellem fingrene på mig, som var det sand. Der var intet jeg kunne gøre. Jeg kunne råbe og skrige i telefonen. Jeg kunne græde mit hjerte ud. Jeg prøvede alle tricks i bogen, for at få ham til at sige "bare rolig skat, jeg elsker dig", fordi det virkede som det eneste der kunne få mig til at falde ned igen. Men det sagde han ikke. I stedet lagde han på, og efterlod mig tilbage med panik der fyldte hver en krog af min krop.
Jeg er rimelig stærk. Jeg fik mig selv til at blive mere fattet, jeg holdt om mig selv og prøvede at gøre aftenen så god som mulig, for mig selv, på trods af at jeg vidste noget var galt. Og jeg klarede det helt til lørdag - en lørdag, hvor han gik ud og fik lavet en tungepiercing med en pige 4 år ældre end ham selv, en lørdag, hvor han fik hende til at slå op med mig for ham, med de mest modbydelige historier om ham der knaldede hende.. eller andre... eller bege dele, så længe han da ikke var samme med mig mere. Lørdagen er jeg kommet over. Lørdagen gjorde mig så sur, at jeg endelig fik respekt nok for mig selv til at slutte det. For good. Lørdagen gjorde, at jeg aldrig så mig tilbage.
Men den fredag der, den sidder fast som bare pokker. Panik-følelsen er indkodet i min krop og minder mig hver alene-fredag om, at man ikke kan stole på nogen. Og jeg ved godt det er noget fis, for man kan godt stole på mennesker. Jeg kan godt stole på mine venner, min familie, og jeg kan bestemt godt stole på den kæreste, jeg er så heldig at have i dag. Men min krop går stadig i panik. Og så står jeg der, og mangler et svar på messenger. Det eneste jeg kan se at det er flere timer siden han har været online, og jeg bliver virkelig bange for hvad det betyder. Jeg bliver nødt til at tale mig selv ned, opsætte worst case-scenarier, som jeg egentlig godt ved, at selv dem ville jeg kunne klare. Alt sammen bare for ikke at begynde at sidde og ryste alene i mit hjem.
Jeg lovede mig selv, at det 1,5 års ustabile forhold skulle ophøre med at betyde noget for mig, når jeg ramte 25. Jeg lovede mig selv det ikke skulle ødelægge mere. Og det tror jeg måske heller ikke nødvendigvis det gør, for jeg er på vej ind til mig selv. På vej ind i de mørkeste kroge for at finde ud af og lære at tackle de ting, der er så ulogisk farlige for mig. For hver dag vi ikke er sammen, så vokser jeg. Det har været en lang kamp, og en fandens lang vej. Men du har taget de sidste 9 år af mit liv, nu synes jeg det er på tide at jeg kommer videre. Så meget videre at en aften i mit eget selskab, også en fredag aften, skal ses som noget fantastisk positivt frem for noget andet.
