Der står en kvinde inde i spejlet og smiler til mig. Hun glæder sig til at komme ud i aften, fordi hun muligvis skal danse med det mest fremmede menneske i hendes liv, men også det mennesker, som hun lige nu baserer ufattelig meget håb på.

Denne kvinde, der smiler til mig fra spejlet af, er en smule fremmed, for det føles ikke som om jeg burde smile. Men jeg har lyst, for jeg føler jeg kan trække vejret en lille smule mere i dag end jeg kunne i går. Jeg føler at det nok skal blive okay. Og selvfølgelig skal det det, for hvorfor skulle man ellers slå op? Til gengæld føles det ikke helt som om vi har slået op.. Det føles som om jeg bare har fået to dages fri fra virkeligheden.