Jeg bilder mig selv ind, at jeg alle dage er din eneste ene, selvom du kun få dage er min. 

Det duer jo ikke.

Så det er et fortsat farvel og tak.

One day, I just gotta let go..

Men de venner gør det så svært at komme videre i mit liv. Hvis jeg kunne, ville jeg slette al kontakt. Give op på de sidste to og ikke se tilbage. Ude af syne, ude af sind.
Det var sådan jeg havde forestillet mig det, da jeg tænkte over det. At jeg ville glide lige så stille ud af dit liv. Lade alle venner blive ved dig, så jeg ikke rendte på jer i byen, ikke behøvede at såre nogen.

Men jeg er den eneste her der er såret.

Gamle minder og gamle følelser trækker i mig. Det er ikke følelsen af at være forelsket i dig - for det er jeg ikke, det er følelsen af jalousi der stadig trænger igennem. Selvom jeg har mistet alt er jeg stadig bange for at miste dig til hende. Det er ikke den nye dame eller de nye venner der fremkalder disse følelser, men de gamle bekendtskaber. Hende jeg var så bange for ville overtage min plads.. Hende der faktisk overtog min plads.

Men jeg skal nok klare mig.

Det er bare det der med at give slip. Det er så svært.

Tænk dig nu om, Lucca

Følgende sætninger har kørt rundt i hovedet på mig i dag:
"Jeg sætter jer alle sammen op på piedestaler, hvor i ikke hører til. Opfinder følelser for jer, som jeg aldrig har haft. Og det resulterer i, at den eneste jeg faktisk ønsker at føle noget for bliver sat i baggrunden."

Jeg kan meget ærligt tælle de personer jeg har været stormende forelsket i på en hånd. Der er ikke så mange, og det har ikke rigtig gået med nogen af dem. Men på den sidste tid har flere forskellige haft min interesse, desværre uden så meget held. For så var der det ene eller det andet galt med dem. Jeg fandt ligesom ikke ro. Så kan man diskuterer vidt og bredt om hvor godt man skal kende hinanden, for at kunne bedømme det, men det der tror jeg bare ikke på. Hvis det ikke føles rigtigt, så er det ikke rigtigt. Og det har altså ikke været rigtigt siden i sommers.

.. Nu er problemet bare, at min hjerne er uenig. Måske bare for at provokerer mig, ligesom jeg kan lide at provokere andre. Jeg tænker høje tanker om lave mennesker, og tror i var gode for mig, på trods af det var mig der sagde nej tak. Og jeg lyver altså ikke overfor mig selv - så jeg ved jeg har sagt nej tak med en legit grund. Men nejnej, lad mig da bare tænke sødt om jer, for at ødelægge hvad jeg egentlig går og bygger op her.

Jeg ved ikke hvad jeg skal tænke og føle. Jeg bliver forvirret og stresset over at skulle tage stilling til noget. På den ene side vil jeg så gerne have en der holder om mig og elsker mig, men på den anden side er tanken om forventninger og aftaler for meget for mig. Jeg frygter allerede på nuværende stadie at blive skuffet, når jeg engang begynder at forvente noget. Og jeg har ikke lyst til at blive skuffet mere. Så lidt, at jeg hellere bare vil passe mig selv.
.. Og så alligevel. Han er så sød og betænksom. Så god til mig. Og lige pludselig i lyset af andres godhed tænker man tilbage til de tidligere bekendtskaber, som var så nervepirrende forkerte, og tror at alt også var godt dengang.. Og såååå...

Nej.

Det der generer mig allermest er hans skyldfølelse over at droppe mig som han gjorde. Hvorfor skal alle andre kende til den skyldfølelse, når jeg ikke har fået en undskyldning? Det var faktisk ikke særlig sjovt for mig at lytte til dine meninger om mig. Og det var faktisk ikke særlig sjovt, da alle tog dit parti. Så jo tak, jeg vil gerne have en undskyld, et stort kram og en motivation til at vi kan være venner igen. Det bliver tre rigtig lange år, hvis vi ikke snart snakker sammen. Det bliver tre utrolig lange år, hvis min mave skal trække sig sammen, hver eneste gang du går ind af døren.
Jeg er så fascineret af dig.
Og tanken om at du stadig fortalte om mig for to måneder siden, gør mig blød i knæene og varm om hjertet.

Men nej.

Og så er der min smukke fantastiske ven på den anden side af vandet - hvad er det der gør mig så tiltrækkende ved ikke at ville se dig? Jeg ventede på dig. I 9 måneder ventede jeg. Og så gav jeg op. Men jeg giver bare alligevel aldrig helt op. Og nu har jeg svært ved at beslutte mig og sige nej tak, fordi jeg står med valget mellem en god mand og en spændende flirt.
Hvordan kan det være så svært at vælge den gode mand, når du udmærket godt selv ved, at det er det rigtige?

Men som sagt, jeg sætter jer alle sammen op på piedestaler. Jeg har aldrig haft nogle følelser for jer, og chancen for at jeg får dem er minimal. Men jeg tror jeg har haft de hersens følelser, så nu vrider fantonfølelserne sig inde i mig og fortæller mig, at I er værd at gå efter.

Og sådan ville jeg også have det, hvis jeg valgte min nuværende ro fra.