Følgende er skrevet den 21/10-2011

Lucca, du er en stærk pige. Jeg håber du kommer langt i dit liv, og bliver ved med at holde fast i denne styrke, som du endnu engang har tilkæmpet dig. Husk dette øjeblik, for i virkeligheden har du intet at klage over lige nu. Du er venner med de drenge der har betydet mest for dig i dit liv, du er veninder med alle du vil, og du har endda overskud til at tænke på andre. Du er fri og glad og kan gøre hvad du vil. Dit eneste ansvar er en kæreste, som du er så fantastisk glad for. Han elsker dig, og du elsker ham. Husk på denne kærlighed, for den er på alle måder mere værd end et lille crush du sikkert får på en masse drenge fremover. Det er Niklas du vil savne som en vanvittig, hvis han var væk. Det er Niklas der er den prins, som du har allermest brug for og lyst til nu. Hvis du nogensinde kommer ud i det rod med uvenskaber og længsel efter folk igen, så husk på dette øjeblik. Du skal vide, at det altid vil blive gode igen.

Du er en sej pige, en hård pige og en god pige. Du har hjertet på det rette sted, så fuck alt andet.
Jeg elsker dig.

I'm wearing the smile you gave me

Åh du, søde menneske. Mine mundviger vender opad, mine øjne stråler og mit hoved bliver fyldt med gode minder når jeg tænker på dig. Jeg troede helt seriøst ikke, at så kort tid kunne betyde så meget. Det var så inspirerende at møde dig, at høre dit syn på livet og at lære af dig. Du havde så meget at sige, så meget at give. Og selvom du holdt godt igen med at give, så fik jeg stadig så meget. Om ikke andet, så fik jeg en vished omkring mig selv. En vished, som jeg hver gang jeg er i tvivl, tager frem og læner mig op ad.
Jeg har kendt de fleste mennesker i mit liv langt længere tid end dig. Men det er som om, at jo længere tid dit ansigt eksistere i mit hoved, jo mere stoler jeg på dig. Dine ord betyder meget mere end alle andres, selvom de er præcis de samme.
Jeg ved godt vi ikke har en fremtid sammen. Vi har ikke engang en nutid sammen. Men du er en af de mennesker, som har tændt en uslukkelig flamme inden i mig. Du vil være et af de mennesker jeg tænker på, når jeg skal vælge min fremtid. "Hvad ville du gøre?" "Hvordan vælger jeg, så jeg selv bliver gladest?"

De sidste par år er jeg begyndt at tro på skæbnen. At alt sker, fordi der er en mening med det. Du tager så mange valg i dit liv, der har betydning på så mange ting. Jeg kan kigge mange år tilbage, og se lige præcis hvorfor jeg endte her, hvor jeg er nu. Men der var godt nok mange ting der talte imod, at jeg endte her. Jeg tror du var det element, der tog alle mine omveje, og rettede dem ind på samme, rigtige spor.
Det rigtig spor. Mit spor. Min vej gennem livet er i virkeligheden en helt unik vej, som muligvis kun min soulmate også følger. Gennem livet har jeg stødt på mange andre veje. Disse veje har lokket meget, og jeg er da også blevet på dem længe, nogen længere end andre. Men på et eller andet tidspunkt har du levet nok i andres fodspor, gået nok på forkerte stier. Det er her du ser op, og ser din egen vej ligge et par afstande til højre, venstre, under dig, over dig, foran dig eller bagved dig. Giver det ikke lidt sig selv, at du ikke kan være rigtig lykkelig, hvis din personlige vej ligger for langt væk fra der hvor du befinder dig? Hvis du kan kigge på din skæbne, så kan du næsten ikke udleve den.
Jeg kan lige nu kigge hen på min gamle vej, den vej jeg troede var min egen. Den vej jeg drejede af lidt for sent, men dog i tide.

Jeg tror du er god for mig. Du er det helt rigtige at stræbe efter. Du er ikke perfekt selv, og det ved du, men du er perfekt for mig. Det perfekte idol. Du er ham, der gav mig et kæmpe smil på læberne. Det smil, som jeg i dag bærer med stolthed!