Da jeg kom hjem gik der derimod ned ad bakke. Jeg havde mistet glæden ved mit forhold, og ret hurtigt efter fik jeg konstateret svamp i underlivet. Jeg ved ikke om det har nogen sammenhæng. Højst sandsynligt ikke, jeg var jo lige kommet hjem fra Honduras - det kan lige så godt have været årsagen, men lige nu forbinder jeg de to ting. Jeg kom til lægen, fik noget medicin - men jeg fik det ikke bedre. Efter en uges tid ringede jeg derop igen, fik af vide jeg skulle vente, fik det ikke bedre, ringede der op igen - og det var starten på den ondeste cirkel, jeg nogensinde har befundet mig i.
At have svamp i underlivet er en mærkelig ting. Det ses på som noget ulækkert, men i virkeligheden er det bare en gene. En konstant gene, der minder en om, at man altså ikke er helt rask. Men de tager det ikke alvorligt nok hos lægerne, så der gik nogle måneder før jeg fik en henvisning til en speciallæge. De tager det midlertidigt heller ikke særlig seriøst, for der skal man vente et halvt år, før der er tid til én. Jeg var dog et af de bedre stillede mennesker, hvis forældre havde en god sundhedsforsikring, hviket betød, at jeg efter et par dage kunne komme til den længe ventede speciallæge. Og nyheden der var så nedslående som alle andre; der er ikke noget at se. Er du sikker på det stadig gør ondt og klør? JA.
Og sådan har det fortsat siden da. Det klør, jeg tager medicin, det holder op en dag eller to, jeg bliver glad.. lige indtil symptomerne starter igen.
Du lærer at leve med det efterhånden. Og så er der de nætter, hvor det æder dig op indefra, og du ligger grædende i din seng hele natten, fordi smerten ikke vil stoppe. Det skete fornylig igen.
Så jeg tog til lægen - du har svamp, sagde han. Sikke en overraskelse. Hjem og tag dine sædvanlige piller, som du på nuværende tidspunkt har spist så mange af, at du er overbevist om at du er imun over for dem.
Jeg ringede til min mor, som foreslog zoneterapi og alternativ medicin. Og det var så vejen ind til hvad der for tiden er min hverdag. Jeg fik lov til at snakke med en rigtig usympatisk dame nede i helsekostbutikken, der mest af alt fortalte mig, at jeg ikke gjorde det rigtigt. Så der stod jeg, fuldstændig psykisk udmattet af at have et kløende underlig for 23. måned i træk, fuldstændig uvidende om noget som helst, andet end at lægens medicin ikke virkede, og blev skældt ud over min kost. Det var ikke en god oplevelse, og jeg gav godt nok op, da jeg bagefter skulle betale 300 kr. til en uges naturmedicin - på SU.
Men det klør, og jeg vil være rask, så jeg har taget opgaven på mig, at spise rigtigt. Og hvis du ikke ved hvad en candida kur er, så kan jeg fortælle dig, at der intet er over den kur, som er betegnet direkte sundt. Jeg må ikke spise noget, som jeg plejer. Jeg må spise grøntsager (men naturligvis ikke alle), kylling, fisk, æg og A38. Og det er sådan set det. Jeg skal holde mig fra frugt, rødt kød, hvedemel, gær, sukker og alt andet, som kan indeholde kulhydrater eller noget man plejer at spise. Men i det mindste må jeg få avokado, så det lever jeg højt og dyrt på.
Nu har jeg været på den her kur i en halv uge. Det er ingenting, men jeg er udmattet. Så fandens udmattet, fordi hele mit liv synes at handle om hvordan jeg kommer op ad bakken i skole og hvordan jeg bliver mæt den pågældende dag.
Jeg er... det stærkeste menneske jeg selv kender, men jeg må anerkende, at jeg er ved at knække. For en ting er maden, og åh gud, hvis det nu bare var den. En anden ting er den ulidelige kløe der følger mig hele tiden, og tvinger mig ud af koncentration, når jeg prøver at læse i en bog eller have sex med min kæreste. Jeg kan ingenting af betydning. Jeg har hjemve og savner de venner, som jeg har kendt mere end et halvt år. Jeg har ikke lyst til at være sød, jeg har ikke lyst til at sige undskyld, når jeg siger noget forkert. Jeg er ligeglad med at skændes eller putte. Jeg er ligeglad med universitet og alt der følger med.
Jeg har undertrykt min helbredelsestilstand så godt jeg har kunnet de sidste to år. I morgen undertrykker jeg den højst sandsynligt igen, men i dag er det svært, og det var det også i går. Jeg beder med alt hvad jeg har til, at blive rask igen. Rask i både krop og sind, så jeg kan nyde andres selskab, nyde kærligheden til min kæreste og glæde mig over at være mig igen.
Men kære Lucca, jeg lover dig, at jeg nok skal kæmpe det bedste jeg kan. Du fortjener at have det godt.
