10 ting jeg knapt nok vidste om mig selv

1. Som lille kunne jeg ikke have at folk rørte ved mine ting. Når jeg var til stede i rummet var det semi-okay, men hvis nogen begik sig på mit værelse uden jeg var til stede, så kunne jeg bryde helt sammen. I dag har jeg det okay med at lade folk sidde i mine møbler og feste i min lejlighed.

2. Når jeg ryger, så mindes jeg Jakob og efterskoletiden. Det er stadig en vidunderlig og mærkelig følelse det giver mig i kroppen. Jeg har aldrig længes efter noget så meget, som jeg længes efter den tid. Og det er mærkeligt, for jeg ved den rev mig i stykker.

3. Da jeg var lille så jeg altid bogstaver i skyerne. Og jeg tolkede dem, så de passede ind til hvordan jeg gerne ville have min virkelighed til at se ud. Eksempelvis så jeg tit et A og et L sammen, for Alex og Lucca.

4. Jeg havde engang et helt bestemt armbånd, som altid fik mig til at føle mig langt mere voksen og moden end jeg var.

5. Jeg har intet problem med at stikke af fra alt og alle jeg kender. At sige stop til noget jeg har i min hverdag derimod er det sværeste jeg ved.

6. Jeg bryder mig ikke om saftevand af nogen form, udelukkende af den grund, at min tandlæge engang sagde til mig det ikke var så godt for tænderne.

7. Jeg bliver vild med folk, fordi de har nogle gode egenskaber, som jeg selv synes jeg mangler.

8. Jeg er fuldstændig tosset med at sejle. Det kunne jeg gøre hele dagen lang, hvis jeg fik muligheden.

9. Jeg har kysset med cirka 23 drenge. Og en hel del piger også.

10. Jeg er aldrig blevet slået op med af en fyr jeg elskede. Og jeg frygter så inderligt den dag nogen ikke vil have mig mere. Det er jeg faktisk så bange for, at jeg ikke tør binde mig. Sådan rigtigt.

Der står en kvinde inde i spejlet og smiler til mig. Hun glæder sig til at komme ud i aften, fordi hun muligvis skal danse med det mest fremmede menneske i hendes liv, men også det mennesker, som hun lige nu baserer ufattelig meget håb på.

Denne kvinde, der smiler til mig fra spejlet af, er en smule fremmed, for det føles ikke som om jeg burde smile. Men jeg har lyst, for jeg føler jeg kan trække vejret en lille smule mere i dag end jeg kunne i går. Jeg føler at det nok skal blive okay. Og selvfølgelig skal det det, for hvorfor skulle man ellers slå op? Til gengæld føles det ikke helt som om vi har slået op.. Det føles som om jeg bare har fået to dages fri fra virkeligheden.

I dag helede mit hjerte

I dag helede mit hjerte.

Dels fordi min bedste veninde altid vil være der. Hun er min eneste ene, min stabile soulmate.
Dels fordi jeg tog mig sammen, og var en veninde. En veninde, overfor dig, som jeg egentlig meget hellere vil være end alt det jeg har været på det sidste. Det er ikke mega sjovt at vide, at der er sommerfugle i maven på dig over en anden, men det er bedre end ikke at være venner med dig. Og no matter what, så vil vi altid have hvad vi havde. Det kan ingen tage fra os. Jeg er stadig hende der gjorde dig sindssyg. Hende, der ved lige hvad hun laver.

Derudover så gjorde min bedste veninde mig opmærksom på én ting; Lucca, du fortæller hvad du gerne vil, og det du gerne vil, er at kæmpe videre. Så kæmpe videre er det jeg gør. Jeg håber det bliver rigtig godt igen en gang. Jeg tror på det. Jeg kæmper for det. Samtidig med jeg kæmper for vores venskab, for heldigvis har vi stadig et år tilbage i hinandens selskab.

Jeg nedskrev to meget vigtige sætninger i dag; "Det er ucharmerende, når du ikke gør dit bedste." og "Du ved du er på vej videre, når du glemmer, at han ikke har svaret."

Egentlig har jeg lige dårlig samvittighed over det nu, for han ved jo egentlig godt, at han måske ikke er så klog, så flot og så populær, som han gerne vil være. Problemet var jo bare, at det var han i mine øjne.. I hvert fald ind til for 1,5 måned siden. Jeg føler mig stadig snydt, når jeg ikke modtager sjove snaps eller mærkelige beskeder om natten, når han er fuld. For i bund og grund betyder det jo bare, at han er kommet videre. Vi ved alle sammen, at alkohol giver en mere lyst til at skrive til de der mennesker, som man crusher en lille smule på - og det er så tydeligt ikke længere mig.

Men det er okay. Og det har været okay i noget tid. Det er specielt okay, når jeg bliver mindet om at du egentlig ikke er et menneske, som jeg ønsker at dele mit liv med. Du er ikke engageret, du gør ikke dit bedste og helt generelt, så er du sku ikke så imponerende. I hvert fald ikke medmindre man tæller at holde sig længe vågen og være mest fuld med, som ting der imponerer damerne.

Du var, og er, however et menneske, der giver mig en eventyrlysten følelse i maven. Du giver mig lyst til at danse hele natten, skippe søvn for dybe samtaler og stikke af til alverdens hjørner af vores skønne verden. Jeg tror ikke du har det på samme måde - jeg tror ikke du har lyst til at rejse ud med mig, men det er også okay. Det er nok i virkeligheden ikke dig, der er så fascinerende, men mere tanken om det nye, spændende og sindsoprivende, som stadig findes derude i verden.

Der er sket så ufatteligt meget de sidste to år. Og selvom jeg troede, at det at få jeres venskaber tilbage ville betyde en hel masse, så tog jeg vist fejl. For i kender mig ikke på samme måde mere. I have changed, som man nu gør, når man lever uafhængigt af visse personer i en vis periode.

Og der faldt tiøren. For selvfølgelig har ham min ekskæreste også ændret sig. Han har endda haft længere tid end to år til at gøre det. Og måske er det ikke fordi han ikke må se os længere, måske har han bare ikke lyst. Jeg kan godt nikke genkende til det - der er da også folk jeg egentlig havde det fint med, som jeg ikke har lyst til at bruge tid med mere. Det er bare for besværligt og overhoved ikke det værd. Måske indså han, at jeg ikke længere var det værd, da jeg var en smule offensiv til nytår. Jeg ved ikke om der er nogen måde at gøre op for det igen, og jeg ved ikke engang om jeg bør prøve. Hvis han er glad i sit nye liv, så er jeg glad på hans vegne.. Selvom jeg er ked af det på mine vegne, fordi jeg har mistet ham som en del af mit liv.


Nå, for at vende tilbage til sporet, så handlede det her egentlig om den ven, der om lidt kommer på besøg. Jeg er bange for han tror han ved for meget om mig, og derfor tillader sig at opføre sig derefter. Det orker jeg i bund og grund ikke... Så nu må vi se hvordan den næste tid bliver.

Min vidunderlige veninde roste mig i går over min evne til at feste uden alkohol. Min søde, vidunderlige veninde, som jeg altid har misundt, fordi hun hviler så meget i sig selv, roste mig for at være nok i mig selv. Det varmede mit hjerte. Og det at have hende ved min side, var næsten  nok til at hele mit hjerte, der gang på gang blev knust, hver gang jeg kiggede op og så ham stå der. 

Jeg er, ærlig talt, træt. Af drenge. Både af dem der interesserer sig, men ikke forstår. Og dem der forstår, men ikke interesserer sig. Jeg er træt af at få spørgsmålet om hvordan det går og om jeg er okay, uden at der bliver gjort noget ved det når jeg svarer ærligt. Det går - men jeg er ikke okay. Mit hjerte er rimelig gennembanket. Først af mig selv, der ikke kan finde ud af at elske min vidunderlige kæreste. Dernæst af ham den anden, der absolut skulle få mig til at vakle, falde for ham, for derefter at efterlade mig i det hul han selv havde gravet til mig. Hvis der er noget jeg gerne vil, så er det at kravle ud af det hul og fortsætte med at være mig på bedste vis. Og det er det jeg kæmper mig hen imod. 

Jeg synes jeg kæmper størstedelen af mit liv. Og jeg synes der er nogle seriøse op- og nedgange i det. Jeg kan ikke helt forstå, at det skal være så svært at være stabilt glad i længere tid, uden at hele ens virkelighed bliver rystet ved de mindste ændringer. 

Hvorfor kan jeg ikke slappe af, når jeg forestiller mig du er mindre interesseret i mig? Jeg er jo kun interesseret i dig, når du ikke viser mig opmærksomhed. Når du er lige der ved siden af mig, så kan jeg jo godt mærke at mit hjerte ikke hamrer af sted. Jeg har ikke sommerfugle i maven og jeg kan godt lade dig være (men det er jo ikke sjovt, vel?). Så hvorfor interesserer det mig, at du måske ikke er interesseret i mig længere? Det giver jo god mening, og det er jo set før, men for pokker det er irriterende. Jeg gider ikke bruge mere energi på at bekymre mig om dig, når jeg er sammen med mennesker, der helt hundrede elsker mig. Forhelvede dreng, du gør mig sindssyg, men ikke på den gode måde. Eller er det måske det kærlighed i virkeligheden er? Har jeg mon været fanget i noget roligt, sikkert og u-heartbreaking for længe eller er jeg ved at blive tosset? Jeg kan ikke finde ud af hvordan man bliver lykkelig - er det ved den stabile søde mand eller ved ham, der gør en crazy og udfordre én i alting?

Det burde være ved ham den søde og stabile, ikke?
Men jeg er faktisk i tvivl. For jeg er mest mig selv, når jeg bliver udfordret.

Nu har det sidste halve år haft en uforklarlig fascination af en fyr, som jeg godt ved jeg aldrig ville passe sammen med. Jeg er ikke på alle punkter blevet klogere på ham eller på fascinationen, men jeg er blevet klogere på mig selv. Det jeg efterhånden er kommet frem til er, at det er ham der fremprovokerer de ustabile tendenser i mig. Det startede måske som noget bedre, noget sundere og noget man godt kunne overveje at kaste sig ud i, for at leve resten af livet lykkelig. Men det er det ikke længere. Nu er det noget giftigt og usundt, som får en til at ønske man bare skulle feste med veninderne frem for ham. Han gør mig lykkelig-ulykkelig, skifter mening og udstråling som vinden blæser, og han er mest af alt super dårlig til at lytte til mig, når jeg prøver at lukke ham ind. Jeg ved ikke om det betyder noget positivt eller negativt for min omkringværende situation, men jeg ved i hvert fald at jeg må komme videre nu - for det der pis gør mig kun ulykkelig.

Helt seriøst - når jeg overvejer at fortælle ham om mine destruktive tanker, som han siger han skal til at hjemad.. Come on! Det har aldrig været måden at få en fyr til at blive på og det har aldrig været nogen sund måde at tænke på. Så jeg forblev stille, fulgte ham til døren og besluttede mig for at være glad da han gik - og det virkede.

Søde kære du, du er så stærk i dig selv. Du behøver ikke - og har aldrig behøvet - en af hankøn til at definere dig og hvornår du er glad. Du kan sagtens være glad for dig selv, så længe du beslutter dig for det. Jeg tror på dig - på mig - og starter helingsprocessen lige nu.

I går opfodrede min kæreste mig til at skrive ærligt; for han læser det jo alligevel ikke. Og ja, sagen er jo nok at jeg ikke skriver ærligt og offentligt længere, for jeg er bange for at det vil skræmme ham.. og såre ham.

But here it goes, de tanker som jeg bærer på for tiden..

Fredag aften var speciel. Jeg lever i den her fase, hvor jeg benægter at have interesse i min studiekammerat, på trods af jeg gang på gang modbeviser mig selv. Derudover lever jeg i benægtelse af at der er noget helt galt i mit forhold, fordi jeg ikke vil skuffe 21-årige mig, der mødte hendes drømmefyr. Fredag aften var jeg specielt opsat på ikke at vise overfor alle andre, hvordan det egentlig var jeg havde det. Specielt fordi det ville få mig til at virke klæbende og desperat. Det eneste jeg havde lyst til var nemlig at spille bordfodbold, beerpong eller bare have en god snak... med dig. But no - for alle de andre skal ikke have ret, og du skal ikke føle jeg er vild med dig.

Hvorfor vil jeg ikke have du skal vide hvordan jeg har det lige nu? Fordi jeg ikke ved om det er sandt. Når vi danser, når jeg kan føle dig længes efter mig, når du har fået noget at drikke og jeg er i godt humør.... Når du står derinde bag ruden en sen nattetime efter at vi har grint og danset hele natten.. Så kunne jeg godt dig. Resten af livet. For den følelse af glæde jeg får i maven, når jeg kigger på dig i situationen.. Den er sku guld værd. Men så rammer virkeligheden - og så mødes vi, når du ikke har drukket. Pludselig har vi ikke noget at snakke om, pludselig siger du nogle mærkelige ligegyldige ting, pludselig er magien væk. Og i de øjeblikke beslutter jeg mig endnu engang - nårja, vi passer jo slet ikke sammen. Vi er jo knapt nok tiltrukket af hinanden, hvad var det for noget pjat at tænke vi to nogensinde kunne blive mere end vi er. Og så er alt godt. For et øjeblik - indtil vi mødes om natten endnu engang.

Jeg er vild med det menneske du gør mig til, når du selv har selvtillid og tillid nok til at være dig. Frie dig. Jeg er ikke nødvendigvis vild med det menneske du gør mig til i hverdagene. Og så alligevel - for hvem ellers kan jeg stå i en tebutik med og dufte til alverdens te for at udpege den bedste af hver slags? Sandheden er nok, at der er rigtig mange jeg kunne det med. Eller at det er helt ligegyldigt at jeg kan det med dig, for det er ikke det der tæller i det lange løb. Sandheden er nok at jeg prøver at lægge noget i noget, som ikke er noget særligt. Sandheden er nok, at jeg i desperation søger efter noget, der slår benene væk under mig, ligesom vi alle sammen gør. Det er nok ikke dig, der vil gøre mig lykkelig, ligesom det nok heller ikke er det vidunderlige menneske jeg kalder min kæreste. I hvert fald ikke lige nu. Men jeg har ikke lyst til at slå op - jeg har ikke lyst til at komme videre. For han lytter til mig, ham min søde skat. Endelig lytter han til mig, og snakker med mig om hvad det er der virkelig går mig på. Endelig åbner jeg op, endelig fortæller jeg om de ting, som gør så fucking ondt jeg ikke har sagt dem højt før nu. Og hvordan kan jeg nogensinde tilgive mig selv, hvis jeg forlader sådan en mand? Det gør man jo ikke.. han er jo alt hvad vi kvinder drømmer om i en mand.


Jeg er forvirret, og jeg er tilmed ked af at være så forvirret. Jeg vil gerne snart have ro - uden at det skal knuse mit og jeres hjerter. Men mest af alt vil jeg bare gerne vide, at jeg kan stole på mig selv. For de her følelser... De her tusinde følelser, der konstant skifter, de er ulidelige. Hvis jeg ikke kan stole på mig selv, hvordan skal jeg så komme videre?

Jeg vidste egentlig ikke, at hendes ord havde sat sig så dybt.
En halvfuld aften i vejle på min venindes højskole sad jeg og snakkede med min veninde. Hun sagde til mig, at jeg ikke lukker folk ind. Ikke sådan rigtigt. Jeg fortæller dem gode og private historier, så de tror jeg har lukket dem ind, men jeg lukker dem ikke sådan helt rigtigt ind.

Jeg ved ikke om jeg er bange for det her faste forhold, fordi jeg ikke har lyst til at være sammen med ham resten af livet, eller fordi jeg er bange for at nogen skal kende mig så godt, som nogen vil, når de bor sammen med mig. Men et eller andet er jeg bange for, for jeg finder på undskyldninger hele tiden. Både over for mig selv og alle andre.

Jeg har et mål med mit liv; at være glad. Sindsoprivende og skingrende lykkelig. Og hvis jeg i perioder ikke er lykkelig, så vil jeg i det mindste være helt basic glad ind til benet.

Men hvordan opnår man så det? Mit svar gennem hele livet har været; ved at have en kæreste. Og ja, en kæreste gør dig både glad (og lykkelig) og får dig til at føle alt andet er mindre vigtigt. Et eller andet sted er jeg bare pisse bange for, at jeg ikke kan være lykkelig alene. Jeg er rædselsslagen over måske aldrig at opleve verden på egen hånd, uden flirt eller andet i baghånden. Jeg er bange for ikke at få lov at opleve den frihed, der er ved at være single. Og her mener jeg virkelig ikke den single-type, der kan score som hun vil. Det jeg mangler at opleve i mit liv, som jeg virkelig er bange for aldrig at opleve er at kunne tage ud at rejse, uden at savne hjem. Jeg mangler at kunne tage i byen og først komme hjem når festen for mig er slut, uden at have den mindste smule dårlig samvittighed over det måske var lidt sent. Jeg mangler ikke at have dårlig samvittighed over at drømme om en anden fremtid, ikke at have dårlig samvittighed over at han ikke er i alle mine drømme... Jeg mangler at forelske mig i mig. At have nok i mig.

Og det værste ved det her er, at jeg allerede kan ovenstående ting. Jeg har så meget frihed i mit forhold, at jeg som single-kvinde ville hade mig selv for at ønske noget så latterligt som frihed til at komme hjem klokken 8 om morgenen efter en fest, fordi det kan jeg allerede. Og alligevel er det de ting der dukker op, når jeg skal forklare hvad singlelivet egentlig er.

Jeg elsker den her flotte, vidunderlige mand jeg har fundet. Hvad fanden skal jeg gøre for at opretholde min kærlighed til ham?