Kigger mig for sidste gange ind i spejlet, før jeg sætter mig ved computeren og begynder at skrive dette indlæg.
Helt bogstavelig talt og bund seriøst, hvad fanden er der sket?
Jeg ser mig i selv i spejlet, retter min makeup, kører håret tilbage så det sidder godt og smiler til mig selv. Jeg har da efterhånden fået godt styr på mig selv, hva? Sådan du ved, en blanding af at gå i tøj der klæder én, uden samtidig at være for slutty. Tjaee, hvis jeg selv må sige det, så klarede jeg det sku da godt.
Yeah.. right? Not a fucking shit. Hvor helvede er jeg henne?
Der var engang en pige, en blond pige med for stort tøj og afslappet stil, der rente rundt til en fest, med en kjole, der faldt ned og en kæreste der for første gang nogensinde, troede jeg var ham utro. Den pige, der lå ude på trampolinen sammen med 3 andre. 2 drenge og en pige, som jeg tydeligt husker hvem var, og snakkede om venskaber. Den pige der senere gik og snakkede med sin ven, sin gode ven (den selvsamme ven, som efter en uge og en dag, havde taget hende til side, tørret hendes tårer væk og sagt opmuntrende ord) om bedste venskaber. For jeg var hans bedste veninde. Ja, jeg var. Han sagde udtrykkeligt, at jeg var en af hans allerbedste veninder.
......
........
....
Sidste skoledag sagde han tak, for den skønne tid vi havde haft sammen, og den havde han været rigtig glad for. Der var absolut ingen kærlighed indblandet, det var ren og skær fantastisk venskab, som forsvandt... Ligesom så meget andet. Men hvad skete der....
Jeg kan kigge tilbage i tiden, forestille mig de samme scenarier og genopleve de fantastiske stunder med forskellige mennesker, og se mig selv høre og fortælle hemmeligheder, fordi vi var venner. Og så kan jeg sidde her. Jeg kan huske tiderne, men ikke forestille mig de har været ægte. Og det skræmmer mig. Det ærger og skræmmer mig, at jeg ikke har de venskaber mere. Jeg er endda bange for at skrive til mine roomies, for hvad skal jeg sige? Og hvordan skal jeg sige det på en måde, så det er ærligt og ikke bare "Hej-vi-bliver-nok-nødt-til-at-snakke-sammen-vi-er-trods-alt-gamle-roomies". Jeg vil så gerne... Men jeg ved ikke hvordan. Og netop derfor stiller jeg spørgsmål til hvem fanden jeg er.
Jeg ved godt at alle skifter venner, omgangskredse og livsstil engang imellem, men hvorfor har der været så mange faser hos mig? Jeg kan se mig selv være nære venner med et hav af mennesker, som jeg ikke engang ville turde sige hej til i dag, og uden grund. For vi blev aldrig uvenner? Det er fandme da mærkeligt..
Og hvad så om ½ år? Hvad så om 2½, når vi går ud af gymnasiet? Hvordan mon de venskaber holder sig? Hvad skal der mon til, før jeg befinder mig i en ny vennegruppe, og kigger længselsfuldt tilbage til 1.t og vores lille crew?
Jeg vil ikke væk fra "vores lille crew".. Jeg har det godt der, og bryder mig godt om det. Men igen, jeg elskede jo også mine gamle venskaber? Men lod tiden rive dem fra hinanden.
I min lektiebog for 2½ år siden skrev jeg 5 pigenavne, for 2 år siden var det forkortet til 4, og nu er der kun 2 af dem som jeg snakker oprigtig med stadig. Men jeg savner de andre, og vil gerne have dem i mit liv...
Måske har det bare noget med tid og prioteringer at gøre? Der må jo også være en grænse. Vi kan jo ikke være venner med alt og alle som vi møder.
Eller kan vi?
Som regel afspejler mine blogindlæg dagens handlinger, som regel gør alles blogindlæg det, men i dag er det virkelig med hensigt på én ting. Mine venskaber. For dem bliver der stillet mange spørgsmål ved i dag..
Det er rigtigt, at jeg aldrig har tid til min gode ven gennem 13-14 år. Men jeg har en grund, et overskudsproblem, som jeg kæmper med. Og efter 8 timers lang skoledag, irriterende tanker og den største hovedpine du kan tænke dig, så er det bare ikke det nemmeste at have overskud til gamle venner. Det eneste man har brug for der er sin seng, og sin kæreste der kan holde om én, og fortælle at han i det mindste altid vil være der.
Jeg vil ikke miste nogen venner, og jeg er inderligt ked af at jeg mistede venskaber til min daværende bedste ven... Jeg er også ked af at i ikke alle sammen er mine bedste venner, selvom vi er røv-tætte, men hvad er bedste venskab egentlig?
Den der gang hvor vi stod og nød natteluften ud af altanvinduet, med dobbeltdynen omkring vores letbeklædte kroppe og snakkede om det hele, der vidste jeg hvad bedste venskab var.
For mig er det, når man er så tæt på et andet menneske, at man kan aflæse hvert et åndedrag, hvert et blink og hver en skjult tanke.
Måske er det derfor bedste venskaber er så uhyre specielt for mig...
Vi ligger jo ikke alle sammen det samme i alting, vel?
Men det er mærkeligt.. At man kan ændre sig så meget, over så forholdsvis kort tid. Jeg har ikke lyst til at ændre mig, for jeg havde det godt som skrupskør og lalleglad blondine. Jeg har det også godt som halvsindssyg, kageglad brunette, men jeg vil bare aldrig ende op med ensformige venner, valgt ud fra den norm vores samfund skaber, som en kedelig poptøs. Jeg vil bare være mig, frigjort fra det hele, med verden foran mine fødder.
Og jaja, jeg ved godt det er meget at forlange, men uden drømmene, så ender vi jo op som røvkedelige prototyper...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar