forandring

På den sidste måneds tid (plus nogle dage) er der sket utrolig meget. Helt ufattelig meget.
Jeg blev helt træt og syg af alt hvad der egentlig foregik i hovedet på mig. Så jeg besluttede at lave om på det. Jeg fandt omveje og genveje ud af den kvalmende tilværelse jeg til sidst var blevet spærret inde i.

Det startede lidt med mit tøj. Poptøs? Ej ved du nu hvad. Jeg blev simpelthen så træt af at være fanget i det samme stramme tøj, der skulle sidde perfekt og ligne alle andres. Hvis vi kigger tilbage, så var det ikke engang sådan jeg ville være dengang. Men som alt andet kom det snigende ind på mig, et skridt af gangen. Så langsomt, at jeg først, da jeg var ved at blive kvalt, slog øjnene op og så mig selv. Fanget i et spind jeg aldrig havde ønsket.
Så tøjet var altså det første der røg. Eller blev fortyndet. Blandet op med nogle farver, nogle blomster og noget liv. Jeg kan godt lide min stil for tiden!
Så var der jo også det problem, at min appetit for alt, hvad jeg før havde smagt, var død. Fuldstændig død. Så jeg begyndte at spise gulerødder og drikke øl, fordi det var det eneste jeg havde lyst til og det var bestemt ikke noget der havde minder. Sådan kan man jo også omlægge sine spisevaner.
Håret var det næste. Hele livet har de drenge jeg har spurgt foretrukket piger med langt hår. "Jeg kan altså godt lide det hår du har nu" har svaret været, når jeg har overvejet at klippe lidt af. Så nu røg det. Af lyst og i protest. Jeg behøver nemlig ikke indrette mig efter nogen når der handler om mit udseende og mine drømme. Jeg er mig, og jeg er et frit menneske. Så håret røg. Og ved i hvad? Det ser brandgodt ud.
Flere huller i ørene bliver det næste. Det er ikke det vildeste man kan gøre, på nogen måde. Men jeg har haft lyst til det så længe, og der har aldrig rigtig været opbakning om det. Men det er også ligegyldigt nu. Jeg kan nemlig godt lide idéen om forandring.
Efter sommeren bliver mit hår mørkt rødt. Eller lilla. Eller bare en intens mørkebrun farve. Flot bliver det sikkert. Men lige nu nyder jeg min underlige lysebrune-agtige hårfarve!

Men egentlig er det jo ikke mit udseende det handler om. Inde i mig er der sket mindst dobbelt så meget.
Forleden så jeg en film, hvor kvinden på et tidspunkt sagde noget i stil af: "Mine venner plejede at kalde mig glade Marie. Men sammen med dig har jeg altid følt mig så kedelig. Nu er jeg glad igen. Jeg har fået mig selv igen."
Jeg tror ikke det kan beskrives bedre. Sådan føler jeg.
Jeg føler glæde.
Og hvad endnu bedre er, hvad der betyder endnu mere, end at have fundet mig selv og gøre de ting jeg har lyst til, er de mennesker jeg omgås.
Jeg er verdens heldigste pige. Uden pis. Der er så mange, som er blevet lagt lidt til side, eller blevet sat lidt for meget i 2. række. Der er så mange, som jeg ikke har haft overskud til, og som jeg har savnet så meget.
Og da jeg allermest havde brug for dem, så stod de foran min dør med kram og smil. Og hvad mere kan en såret og udnyttet pige ønske sig, end sine venner og veninder? Jeg er så overlykkelig for jer alle sammen!

Jeg sidder med det største smil lige nu. Tanken om at så meget jeg troede var tabt er tilbage er så fantastisk! Så henrivende og dejlig. Jeg elsker min tilværelse lige nu!
Alting er godt og livet er smukt. Lad os holde en fest!

PS. Min kæreste (og nøj hvor jeg elsker at kunne kalde ham det) er så så så så evigt skøn!