b r y d r y t m e n

Nogle gange, oftest om aftenen, undrer jeg mig over hvorfor jeg klippede mit hår af og farvede det rødt. Men så går det endnu engang op for mig, at det er sådan jeg. Pigen, der efter en lang og romantisk film, sidder med tårer i øjnene og en stærk trang til at løbe ud i natten på bare tæer i regnvejr. Igen og igen har jeg lyst til at gøre det, som ingen vil have mig til, men alle ville smile over. Jeg får lyst til at opleve lykkelige øjeblikke om og om igen. Øjeblikke jeg før har haft lyst til at glemme, fordi de skulle symbolisere en tid i et liv, som ikke burde huskes. Men jo, alle de øjeblikke burde huskes. Også de øjeblikke på en fremmed strand, hvor der var for koldt til at bade. Ellers øjeblikkene på en velkendt skole, i en slidt sofa på biblioteket, hvor 4 venner altid mødtes for at læse biologi, men aldrig fik det gjort færdigt. Øjeblikke, som har fået dig til at smile. De må ikke glemmes. Det ville da være synd og skam. Og har du nogensinde overvejet hvor gennemtrængende skønt det er, at flække af grin over en halv akavet situation længere fremme i tiden? Det er de aftener, hvor man går hjem på skyer. Disse fantastiske tider, som sjældent forekommer, og når de endelig gør, så er det oftest i et par timer eller mindre. Lykke findes ikke i to personer der er sammen for evigt, men måske mere i idéen om, at det kan lade sig gøre. Og måske findes lykken kun i små doser, når man allermest har brug for det. Lykken er hos mig i aften. Den sidder i mit hjerte og gør mig helt skør. Der findes intet bedre, vel?