Tro på dig selv.

Wauw. I am even more insecure about myself than I first thought.

Jeg synes egentligt jeg var begyndt at have det fint med at være alene. Jeg kunne tage nogle fine billeder, male i min malebog, gå nogle dejlige ture og snakke med mig selv. Én uge skulle der til at ændre det. En fyr skulle give mig kærlighed opmærksomhed igen, og nu skælver jeg ved tanken om at være alene igen. Det gør ondt i maven, når han ikke svarer eller skriver. Det får mig til at gennemtænke vores situation igen og igen, og jeg finder altid frem til, at det nok er fordi han har det bedre hvor han er nu.

Og jeg ved jo det er løgn. Jeg ved jo godt, at han ikke har ændret sig særlig meget på de sidste to dage. At han ikke har set hele verden i et nyt lys og at han ikke er gone forever. Jeg ved godt, at det er meningen han skal være min lige nu. Men forhelvede det gør ondt at 1) være uden ham og 2) ikke rigtig have kontakt med ham. Pludselig forsvinder alt tiltro til mig selv og min tro på ham. Pludselig er det ligegyldigt at han selv har sagt han kan lide mig, at han glæder sig til at se mig og dele hans oplevelser med mig. Pludselig tror jeg heller ikke på ham, ligesom jeg ikke tror på nogen andre. Og hvad fanden siger det ikke om mig selv?

Min tiltro til mig selv er så iturevet. Jeg stoler ikke på mig selv, og specielt ikke på mit værd. Så her sidder jeg, i paradis, hvor jeg for 9 dage siden var lykkelig og bider negle over om ham der, der er 4 år yngre end mig selv, som kaldte mig det vigtigste for to dage siden, for hvad nu hvis han ikke kan lide mig mere?

Det er latterligt. Det er forkert, og det er dét jeg har brug for at arbejde på. Min tro på mig selv. Intet andet.