Jeg føler mig som to halve. Som om jeg ikke kan forene mig selv med mig selv.
Halvdelen af mig lever her. I København. I min kærestes lejlighed, med min kærestes interesser og med noget der fungerer semi godt. Her kunne jeg godt se mig selv være, engang, hvis og når jeg er mere stabil.
Den anden halvdel er lidt rodløs. Hun har boet i Aalborg og haft hjemme der. Så har hun boet lidt på fyn, lidt rundt omkring i verden og lidt i Struer. Hun er lidt forvirret, men måske mest af alt forvirrende, hende her. Det er hende der er drevet af glæde. Hende der jagter alt der føles godt, alt der er en god historie, alt der giver sommerfugle i maven. Det er hende der har gå-på-mod og ikke kan se en forhindring i afstand. Og det var hende jeg havde med på Roskilde.
Lige nu har jeg dem begge med i København. For jeg er hjemløs lige for tiden, hvilket betyder at hende den sjove af mig lever inde i mit hoved lige nu, uden at få lov til at være sig selv. Hun er fanget i noget der egentlig bør være et stabilt forhold. I et forhold hvor man ikke behøver gøre ting der er sindsoprivende, ikke behøver at fortælle hinanden man elsker hinanden hele tiden og egentlig bare bruger aftenen i sengen med en god film (der minimum har tager 30 minutter at vælge). Der kan hun ikke lide at være, for her kan jeg ikke finde mig til ro.
Den ene dag kan jeg ikke stoppe med at græde. Alt føles uoverskueligt og helt helt forkert. Det er ligemeget om det er en måde at smile på eller manglen på ord. Alt føles som et angreb mod mig, og der er ingen bekræftelse at finde i noget som helst. Jeg går ud fra jeg må have nogle signaler der går helt galt inde i hovedet på mig, siden samme situation den ene dag kan være dejlig og den næste være horribel.
Og så er der den anden dag. Den anden dag kan jeg være stabil, glad, strålende og ikke til at slå igennem. På disse dage skammer jeg mig over at have været så synderknust dagen før, for jeg forstår vitterlig ikke mig selv.
Den ene halvdel kommer snart hjem. Hjem til det der føles med som at være mig. Hjem til Aalborg. Men det skræmmer mig at skulle tage hjem. For hvad nu hvis jeg ikke har hjemme der mere? Hvad nu hvis det føles endnu værre end det gør nu? Nej, man skal ikke tage sorger på forskud, den har jeg da fanget. Hvorfor tror du jeg tager dem på forskud? Tror du virkelig jeg bare gerne vil gøre mig selv ked af det? Selvfølgelig vil jeg da ikke det.
Jeg tager sorgerne på forskud fordi jeg har prøvet det. Fordi da jeg tog hjem i sommers var det forfærdeligt. Fordi jeg har gået på gaderne og haft mit hoved et helt andet sted end nutiden. Fordi jeg bliver revet rundt i minder og følelser, som jeg egentlig ikke har, men som jeg bliver snydt til at tro jeg har. Og så har jeg ikke lyst til at tage tilbage og opleve det. Igen. Så vil jeg meget hellere bare blive her i København, og lade hende den tossede version af mig integrere sig her, så mine to halve kan blive forenet til en hel.
Det er hårdt aldrig at føle sig forstået. Det er hårdt at se folk nikke eller prøve at snakke en efter munden, og samtidig godt kunne se de på ingen måde ved hvordan du har det. Jeg forstår godt folk deltager i grupper med andre folk, der har oplevet det samme som en selv. Jeg mangler virkelig også den slags forståelse. Og det handler ikke om kærestersorger, afvisninger, at mangle bekræftelse, at have stress eller at være hjemløs. Det handler om andre mennesker, der har oplevet at føle sig revet over i to uden chance for at samle sine dele til en hel igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar