kæreste.

Hmmmm?
På vej hjem i toget i dag, tænkte jeg det hele igennem. Altså alle de der tanker som var poppet ind i hovedet på mig i løbet af denne weekend.
Tanker om manipulation, og om at sno folk rundt om sin lillefinger. Tanker om hvorfor ens hjerne gør som den gør, og tanker om hvad jeg har oplevet, der får mig til at gøre de her skøre ting.
Jeg er egentlig ked af det, og på nogen punkter føler jeg virkelig at jeg skylder en undskyldning. Jeg er ked af sommerferien. JEG, mig, Lucca, min identitet og mit ego, har haft en skøn sommerferie. En uge på fantastiske Roskilde, nogle dage med min skønne kæreste, to ikke så vellykket uger i Kroatien, og så hjem til et fantastisk Danmark, hvor både selvtilliden og bevidstheden var i top. Jeg sluttede af med et brag. Både et festligt brag, og et følelsesmæssigt brag.
Ja, jeg troede jo jeg gjorde det rigtige, ikk?
Jeg troede forhelvede, i min angste og pressede situation, at den eneste vej mod bedring var at flygte. Selvfølgelig troede jeg det. Det tror jeg jo altid? Men nej, det bedste var ikke at stikke halen mellem benene, og slet ikke på den måde jeg gjorde det på.
Jeg skulle have bedt om en pause.... Ikke en pause fra mit forhold, en flirt eller mine venner. Men en pause fra verden. Jeg skulle have taget mig et pusterum, alene med mig selv, for at finde ud af hvad det var jeg ville med det hele. Men det gjorde jeg ikke. Jeg tog som sædvanligt drastiske beslutninger, og endte ud med selv at være ked af det.
Derfor føler jeg, at jeg burde undskylde.
Jeg skal undskylde for at have gjort tingene som jeg gjorde.
Inderst inde.. Inde under de mange lag af facader jeg tror er mig, så er der noget godt gemt. Det er jeg sikker på. Det er denne godhed der får mig til at savne min fantastiske veninde, som selv er gemt bag mange lag af mærkelige personligheder. Det er også denne godhed, der gang på gang får mig til at sige "Jeg elsker dig jo skat!", selvom jeg egentlig har lyst til at råbe og skrige.
Jeg tror der er noget godt gemt, og jeg vil have det gode ud.
For nu er jeg træt af at føle mig som et dårligt menneske, når jeg får mine kære til at græde, eller får dem til at synes jeg er sej. Jeg er ikke sej. Jeg er ikke speciel. Det eneste jeg med sikkerhed er, er en lille pige, der bare gerne vil have ro.
Og på en eller anden måde, så har jeg fundet ro.
Jeg har fundet ro i min kæreste, fordi han af alle mennesker ødelagde alle mine facader så meget, at jeg kunne se mig selv.
Prøv at tænk over det. Jeg troede jeg var en glad og lykkelig pige, der havde det sjovt med sine venner og veninder. Jeg var også glad, ingen tvivl om det, og det er jeg stadig. Jeg er en person der smiler og griner meget, og det var jeg også dengang i 4. klasse hvor vi skrev poesibøger. Men da jeg gik på efterskole - jeg husker tydeligt en dag jeg gik udenfor efter aftensmad, hvor Jakob kom ud efter mig, og hvor jeg brød sammen, fordi jeg simpelthen ikke anede hvem jeg var. Den der glade pige, som rendte rundt i sommerferien 2009 og var så lykkelig, hun var bare væk? Og ja. Hun både var og er væk, fordi det var ikke mig. Selvfølgelig var det mig, for lige meget hvor mange facader vi påfører os, så er vi jo stadig i den samme krop, med de samme vaner osv. Men for at holde mig til pointen; prøv at forestil dig, at du tror du er noget, men det bliver brudt ned, og så står du der forholdsvis nøgen, og kigger på en personlighed du næsten havde glemt eksisterede?
 Mærkelig mærkelig følelse. Men jeg tror det var det der holdte mig fast, at han viste mig hvem jeg var, på en måde jeg ikke selv kunne håndtere.
Han er ingen helgen, ikke på nogen måde. Han er ikke et vidunderbarn, der går rundt og hjælper folk i identitetskriser. Men han var min redning. Min redning i det net jeg havde forvildet mig lidt for langt ud i.
Nu har jeg det bare mærkeligt.
Jeg kan ikke helt holde styr på mine tanker, eller dette blogindlæg. Efter den her weekend med kærlighed og åbenbaringer, så har jeg stadig svært ved at finde hoved og hale på mig selv.
Én ting ved jeg dog er sikkert. Mit kendskab til ordet "manipulation" bliver snart større end det var før.

Tror i selv, at den dejlige, glade pige, som tilsyneladende ikke har noget problem med hverken venner eller drenge er et vidunderbarn? Det værste er, at jeg godt ved at jeg er den dårligste når det kommer til en masse punkter. I får det jo bare ikke at se.
That's my confession.
Og ja, jeg skylder jer en undskyldning.
Også fra i sommers, hvor jeg troede alt kunne løses ved at stikke af.
Det kan det ikke, og nu skal jeg betale for det.
Og selvom det lyder crazy, fordi kærlighed skal jo bare være rent og fint og fantastisk, så fuck af. Der er intet i det her forhold der er normalt, og jeg ville nok ikke være her hvis det var. Jeg er stærk nok til at klare det, det skal ikke betvivles.

Faktisk, så har jeg haft den mest fantastiske weekend.
Jeg har min kæreste, nu med ny månedsdag! Jeg har mig selv, og jeg er et skridt nærmere den der ro, som jeg søger så meget efter.