Ja.
Det har været mit svar hver eneste gang nogen har spurgt mig. For det gør jeg. Jeg tror på, at der ud af alle de millioner mennesker der findes, findes ét enkelt individ, som er fuldstændig perfekt for mig, og jeg for vedkommende. Og udover det, så tror jeg på, at når jeg finder vedkommende, så vil vi vide det med det samme.
Der er mange der ikke tror på en såkaldt soulmate. Og jeg forstår dem godt. For hvad er chancen for, at du finder ham eller hende, blandt så mange mennesker, hvorad du aldrig møder størstedelen af dem? Chancen er lille. Og hvis du skulle ud og lede, så tror jeg heller ikke nødvendigvis, at du ville kunne opspore vedkommende. Og det er derfor vi har skæbnen.
Jeg tror på skæbnen. Jeg tror på, at når jeg går rundt for mig selv, så tager skæbnen mig af de rigtige stiger, og fører mig de rigtige steder hen. Det synes jeg også allerede, at jeg har bevist for mig selv. Men jeg bliver jo også nødt til at tro lidt på skæbnen, for ellers er det nogengange svært at acceptere, at jeg ikke kom ind på psykologi-studiet i København, og at jeg pludselig flyttede til Aalborg mod en stor del af min lyst.
Jeg tror der er en mening med det hele, og samtidig er jeg også overbevist om, at vi selv kan vælge vores veje her i livet. Men der må komme nogle vendepunkter, som vi ikke kan komme uden om. Mennesker som vi skal møde, ligemeget hvad. Valg som vi skal tage, ligemeget hvordan vores liv ser ud.
Tag fx min første kæreste. Jeg mødte ham først på den ene internet side, for derefter at miste al kontakt og næsten snuble over ham på den anden. Anden gang holdt vi kontakten ved lige, hvilket førte til et hav af nye bekendtskaber, og i sidste ende, at jeg sidder her i dag.
Men det var ikke nødvendigvis skæbnen jeg skulle diskutere, det var den der soulmate. Jeg læste et citat i dag:
"You don't measure love in time. You measure love in transformation. Sometimes the longest connections yield very little growth, hvilke the briefest of encounters change everything. The heart doesn't wear a watch - it's timeless. I doesn't care if you has 40 year anniversary if there is no juice in the connection. What the heart cares about is resonance. Resonance that opens it, resonance that enlives it, resonance that calls it home. And when it finds it, the transformation begins..."
Du, kære du, havde samme hjerterytme som jeg. Du blev mit hjem, ligegyldigt hvor få timer vi havde sammen. Du var bragt til mig af skæbnen, det er jeg ikke et sekund i tvivl om. Jeg tror ikke du var min soulmate, men du var fandens tæt på. Jeg har aldrig mødt nogen, der inspirerede og udfordrede mig så meget. Jeg har mødt nogen, som fik mg til at kæmpe lige så meget, som du får mig til at gøre nu, men aldrig på så elskelig en måde.
Mit liv er blevet beriget af mødet med dig. Jeg håber vi har en fremtid i hinandens liv, for hvordan skulle jeg kunne være mig, uden dig?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar