Jeg siger til mig selv, at jeg ikke vil nøjes.
Så derfor nøjes jeg ikke. Jeg siger til mig selv, at jeg først vil slå mig ned med ham, der får mig til at glemme ham den anden.
Men det kan umiddelbart godt blive et problem, for "ham den anden" er jo ham jeg vil have. Og kærlighed deler sig som regel ikke ud på flere personer.
Så hvad gør jeg nu? Jeg er 6,5 år for ung, bor det helt forkerte sted og er ikke engang sikker på min personlighed er hvad han søger. Så hvordan klarer jeg den her?
Jeg er blevet et halvt år ældre, et helt år mere moden og en hel del mere sikker på mine prioriteter. Men er det nok til at han vil have mig?
Skal vi ikke håbe på, at jeg faktisk er så unik, som alle citaterne siger? Skal vi ikke håbe på, at vi på et tidspunkt ender på samme linje, og retter os mod det samme mål? Jeg sagde jeg ville opsøge ham senere, han sagde det kunne være for sent, for hvad nu hvis han fandt en anden? Det gjorde han. Og det gik i opløsning igen. Men jeg står her stadig. Med stålfast vilje og bløde knæ. Og jeg opsøger ham.
Det farlige ved at række efter noget frem for at nøjes - det er brandfaren. Hvis jeg brænder fingrene her, så tager gløderne nok en del mere med. Men er det ikke det vi lærer fra nutiden film? At kærlighed kræver ofre og sats? Forhelvede, hvis jeg bare vidste hvad jeg skulle gøre...
Men når alt kommer til alt står jeg stadig efter så mange måneder med bløde knæ og hovedet fuld af to dages snurrende romance. Min stemme bliver blød og mit sind lyst, når jeg tænker på ham. Så hvorfor skulle jeg nøjes med et åndssvagt tinder-match, når der er chance for den helt store romance? Hvis jeg da bare lige kommer over på den anden side af vandet........
Ingen kommentarer:
Send en kommentar