"En sted ude i fremtiden sidder jeg og smiler, for jeg har lige lært, at min eneste ene også elsker mig."

Måske findes der ikke en eneste ene. Måske findes de kun i øjeblikket, indtil man vokser fra hinanden. Men det er jo også noget pis. For selvfølgelig findes der én eller flere personer derude, som følger min tidslinje og passer perfekt til mig. Der er simpelthen for mange mennesker til at det ikke ville kunne ske. Om jeg så møder ham, det er spørgsmålet.

Det går op og ned for tiden. Jeg bliver lagt mærke til af de forkerte personer og bliver brændt af af de rigtige. Tænk at vi er blevet sådan mod hinanden. Så egoistiske, at man ikke kan sige ordentligt fra. Det er blevet socialt acceptabelt ikke at dukke op, hvis man ikke gider. Ingen undskyldning behøvet. På samme måde, som det er blevet socialt accepteret at "skal vi danse?" betyder "skal vi kysse?". Jeg synes ikke det er i orden.