Kære læser!
Ligemeget hvad du vælger, så bliver det altid forår.
Jeg valgte, om noget forkert, men det blev jo forår alligevel. For nu står jeg indhyllet i sol og glæder mig til hver dag.
Jeg kan ikke forstå hvad der skete. Jeg gik jo bare i byen. Jeg sagde endda nej til at kysse dig. Og så gik jeg og grinte af mig selv resten af aftenen, for hvad skulle det nu til for? Jeg tror ikke engang du havde lagt mærke til mig før den aften. Næste dag svarede jeg dig jo bare. Jeg var lidt ligeglad, for jeg havde en date senere på ugen. Men du blev ved. Og under en uge senere sad jeg og smilte over tanken om dig. Men hvad skete der? Jeg husker hverken at du eller jeg flirtede eller kom med kommentarer, men da jeg gik i seng en uge efter var det med et smil på læben og dig i tankerne.
Det bedste var, at der var ro. Mit sind var roligt, mine tanker var glade. Der var ikke mere giftigt kærestesorg tilbage, der var bare ro. Om det så var dig eller tiden der havde hjulpet, det er om noget ligegyldigt. Det eneste der betød noget for mig var, at jeg havde energi nok til at stå op om morgenen og smile til hele verdenen.
Jeg har svært ved at forstå hvad det er nu. For to uger siden vidste jeg ikke rigtig at du eksisterede, og nu glæder jeg mig til at se dig. Men lad os tage et skridt af gangen og se, hvad vi har at gøre med. Min største frygt er at jeg ikke kan være mig selv. Min fantastiske, dejlige selv, som jeg endelig er blevet genforenet med. Men sådanne tanker tror jeg er meget normale at have, når man bevæger sig ud i så ukendt farvand. For hvem er du? Andet end stille og bestemt? ... Altså andet end du er ham, der står med frosted tips i baggrunden på mange af mine efterskolebilleder.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar