Er der nogensinde nogen, der savner nogen?

Jeg ved, at jeg savner nogen. Jeg savner mange. På daglig basis og på ærlig vis. Men gør I andre det? For det hører man ikke rigtig om. Man hører om kærester, der savner hinanden på grund af fysisk afstand. Men hvad med vennerne? Savner I nogensinde hinanden?

For i skriver ikke. I ringer ikke. I tager ikke kontakt.
De fleste af jer sidder derhjemme og er sørgmodige over, at flere af jeres venskaber er gået i stykker. I fik aldrig liige taget jer sammen til at skrive til hinanden - men hey, vedkommende skrev jo heller ikke til jer? Så er det nok okay, at det venskab er gået til spilde. Man skal jo ikke påtvinge venskab. Afstand giver jo perspektiv på hvem der er ens rigtige venner, ikke?

Jeg er træt af jer. Jeg er træt af at I ikke ringer til mig eller jeres venner, når I savner dem. Jeg er træt af at I ikke tror I er gode venner længere, fordi I ikke kan finde ud af at holde kontakten. I er nogle røvhuller. Mod mig, mod jeres venner, mod jer selv.

De fleste gange skal man huske at feje foran sin egen dør, før man peger fingre af andres fejltrin. I dette tilfælde har jeg fejet godt og grundigt, for jeg holder kontakten. Jeg skriver til jer, så snart i dukker op i mine tanker, så snart jeg savner jer. Jeg skriver og ringer for at holde gnisten i live og dele mit liv med jer. Og I er gang på gang glade for initiativet - Ja, det er sørme også lang tid siden, lad os finde ud af noget! - men det bliver ikke vedligeholdt. Og I ringer aldrig tilbage. I skriver aldrig tilbage. I skriver aldrig.

Rigtige venner kan gå dage, uger, måneder uden at snakke sammen, og stadig være lige så fine venner, når man endelig ses. Men ved I godt, at det fortager sig med tiden, jo længere tid vi ikke har snakket sammen?

Jeg forstår ikke hvordan I kan være så optaget af jer selv og at andre skal kontakte jer. Vi er forhelvede kun en spritbilists dårlige valg væk fra evigheden. Vi må tage os sammen, og elske hinanden, i stedet for at savne hinanden i smug.

Lige nu sidder jeg med en følelse af, at der aldrig er andre end min mor der har savnet mig. Jeg kan ikke forestille mig nogen tænke på mig med et smil på læben og en tanke om, at det forhelvede kunne være godt at se mig igen. For det er der ikke nogen der siger. Jo, bevares, I svarer pænt "lige over" og "i lige måde" når jeg utallige gange siger det til jer - men siger I det nogensinde?
Jeg håber inderligt, at nogen savner mig. At nogen gider tænke på mig og mindes mit selskab, når jeg ikke er der.

Det er en modbydelig tanke at have - at ingen savner dig. Jeg formoder det kommer af de nedslagtninger jeg selv, som alle andre, har haft gennem livet. Hvem fanden kan også finde på at mobbe en anden person, fordi hun giver dig det dyrebareste hun har - sin kærlighed? Fucking børn..