Nåååår, nu jeg med!

Sooo... Now i get it.
Og alt jeg kan sige... er undskyld.

Undskyld for at påføre dig den smerte, der kommer af at være forelsket i én man ikke kan regne ud. Det var på ingen måde pænt gjort af mig. Og nej, selvfølgelig kunne du ikke regne det ud, selvom jeg synes jeg lagde en masse tydelige tegn. Selvfølgelig kunne du ikke forstå det, selvom jeg fortalte dig jeg ikke var noget anderledes alle de andre sindssyge kvindemennesker. Hvad regnede jeg med? Du var forelsket!

Det er ikke sjovt at stå i den situation, hvor du kan mærke dit hjerte slå for en anden, uden at være sikker på det er gengældt. Og man ved bare det er for sent, at din skæbne er i en andens hænder. Ligemeget hvor meget du fortæller dig selv, at selv hvis det går galt, så skal det nok gå, så frygter du. Frygter at du en dag skal leve uden den anden. Også selv efter så kort tid.

Nanna siger jeg ikke har holdt en pause. At jeg ikke har skubbet kærligheden væk. Det mener jeg dog, at jeg har. Fysisk kærlighed er ikke det samme som psykisk kærlighed. Og jeg har ikke ville nøjes. Jeg har ikke lukket nogen ind. Indtil nu.

For satan, hvor skulle jeg have set den komme. Jeg skulle have tænkt det, første gang jeg så dig. Jeg ville ønske jeg havde set på dig og vidst, at du ville være ham. Ham jeg havde drømt så længe om at møde. Men det gjorde jeg ikke. Jeg fejede dig direkte ind under gulvtæppet sammen med de resterende uopnåelige fyre. De fyre, som er lidt for selvfede og lidt for gode til at være sande. Hvad siger det ikke om mig, at have tiltrukket en fyr som dig? Jeg kan umuligt være den samme længere. Denne gang må jeg virkelig have ændret mig.

Jeg skulle have tænkt mere over dig, da jeg pegede på billedet og fortalte min veninde, at jeg havde mødt din ven i byen. Jeg skulle have tænkt mere over dit så indbydende udseende. Men det gjorde jeg ikke.

Men her er vi så. Og der er ingen vej tilbage. Jeg er så helt igennem vild med dig. Med din personlighed, dit udseende, din opførsel, din stemme, din smag, din bevidsthed. Alt ved dig trækker mig ind, og beder mig om at blive. Jeg kan ikke forestille mig noget bedre sted at være, end hos dig. I dine arme... Jeg håber du har det bare halvt lige så godt som mig.

Og lige netop af den grund forstår jeg det. Jeg forstår hvordan det er, at være så åndssvagt forelsket i et andet menneske, og lide under den uvished der er, når tingene ikke er afklaret. Så hvis der nogensinde kommer et øjeblik, hvor jeg igen har en andens hjerte i hænderne, så passer jeg på det.