"I nat mistede jeg min jakke på en bar. I min jakke lå min tørklæde fra Sri Lanka, mine ikke særlig varmende læderhandsker og alle mine nøgler.
Det er nok det mest nedern jeg har prøvet i år, men det er ikke nødvendigvis fordi min omfavnende jakke, som jeg rent faktisk tog mig selv i at savne, da jeg rejste rundt i Honduras, lige pludselig er væk... Det er mere fordi jeg øjeblikket før jeg opdagede min manglende jakke havde fået den afklaring jeg manglede, og besluttet mig for bare at gå. Og så blev jeg ligesom forhindret i de to ting blev udført ordentligt. Så i stedet var jeg lidt tvunget til at bruge mere tid sammen med ham, der havde så evigt meget skyldfølelse, selvom jeg i virkeligheden bare ville videre med mit liv.
Du knuste mit hjerte. Ikke i går, da du sagde du ikke ville være sammen med mig, men forleden, da du hellere ville danse med hende fra din gruppe end mig. Du knuste mit hjerte alle de gange du ikke var ærlig over for mig, ligemeget hvor lidt du følte du gjorde det mod mig. Måske helede du i virkeligheden mit hjerte en smule i går, da du endelig fortalte hele sandheden.
Lige nu er jeg ked af det. Tårene triller ned af kinderne, når jeg tænker på at vi for good er slut. Men det er jo ikke "kærligheden" jeg er ked af er forbi, det er venskabet jeg er ked af er ridset, flået og efterladt. Jeg vil så gerne bare kunne skrive til dig og grine med dig uden bagtanker, men det fungerer ikke længere. Jeg har brug for plads og for ikke at blive mindet om det jeg har mistet. Derudover er det for uoverskueligt, at alle mine nøgler mangler og jeg ikke kan komme ind nogen steder."
De ord skrev jeg den 30. april, da alt var sort og uoverskueligt. Samme mand, som jeg dengang så inderligt ønskede at få et stabilt forhold til igen, sagde til mig nytårsaften, at han elskede mig og det venskab, vi havde fået bygget op. Der er en mening med galskaben, og i det her tilfælde, der helede tiden selv de dybeste sår.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar