Du er en speciel type at have i sit liv.
På den ene side er du så dum... Både douchbag-dum og ikke-klog. Hvem fanden prøver at finde noget positivt i ens familiemedlems død? Der skal ikke siges noget positive og der skal ikke gøres andet end at vise medlidenhed. Simple as that. Medmindre du er min kæreste eller en meget tæt veninde, så skal du få mig til at snakke - og græde, så det kommer ud. Men det er du ikke.

På den anden side er du det her friske pust - den her humørbombe, som jeg ikke kan lade være med at elske at snakke med. Jeg stråler, når vi griner sammen. Jeg glæder mig over livet, når du er i det, for din glade tilværelse smitter af på mig! (Ja, ligemeget hvor lidt kilden i maven jeg insisterede på der var, så var der nok nogle rimelig varme følelser blandet ind i vores bekendtskab)

Og du har simpelthen den koldeste facade. Næsten uigennemtrængelig facade, der kun knækker lidt, når rejsningsproblemerne bliver for uoverskuelige. Og nu har jeg gået her i snart en måneds tid og prøvet at være din veninde, men gang på gang indset at du bare er en ligeglad idiot (!!!) - og så ringer du. Fuld. Måske ringede du kun fordi jeg havde givet dig lidt skæld ud tidligere, men ikke desto mindre ringede DU i en brandert. Jeg ligger højst sandsynligt meget mere i det end jeg bør, men man ringer sku ikke lige til hvemsomhelst, når man er fuld - kun dem man tænker på.

Så der stod vi og snakkede i telefon. Og først blev jeg sur, fordi du var en idiot. Du var uforstående overfor det rod jeg står i. De stressede følelser jeg kæmper med. De anfald jeg får. Men det er okay, jeg kom ikke til dig for hjælp, jeg kom til dig for afledning. Og afledning fik jeg da, da du imod alle odds, og helt sikkert imod din vilje, begyndte at lukke mig ind. Du fortalte implicit om hvor meget det gik dig på, at din mor ikke var mere omsorgsfuld og om det, at det var svært at performe i sengen. Du fortalte om hvordan du ikke ville lukke nogen ind, hvordan ingen vidste at du havde problemer, og hvordan det hele egentlig bare var et spil, det der med sex. Det var ikke rigtig fordi du havde lyst længere... Og så sagde du lige undskyld for ikke at have behandlet mig heelt godt. Og det blev jeg glad for!

Jeg er bekymret for dig, og jeg er alt for glad for dig. Jeg vil dig dit absolut bedste, men jeg vil allerhelst at det er mig der viser dig der (ikke nødvendigvis giver, men viser). Men det giver mig godt nok er selvtilfreds smil at se, at du er ved at gå samme vej, som jeg har gået, når det var lige præcis det jeg forudså. Søde du, jeg håber tiden gør os til gode venner, men jeg vil ikke ofre min tålmodighed på det.