Jeg nedskrev to meget vigtige sætninger i dag; "Det er ucharmerende, når du ikke gør dit bedste." og "Du ved du er på vej videre, når du glemmer, at han ikke har svaret."

Egentlig har jeg lige dårlig samvittighed over det nu, for han ved jo egentlig godt, at han måske ikke er så klog, så flot og så populær, som han gerne vil være. Problemet var jo bare, at det var han i mine øjne.. I hvert fald ind til for 1,5 måned siden. Jeg føler mig stadig snydt, når jeg ikke modtager sjove snaps eller mærkelige beskeder om natten, når han er fuld. For i bund og grund betyder det jo bare, at han er kommet videre. Vi ved alle sammen, at alkohol giver en mere lyst til at skrive til de der mennesker, som man crusher en lille smule på - og det er så tydeligt ikke længere mig.

Men det er okay. Og det har været okay i noget tid. Det er specielt okay, når jeg bliver mindet om at du egentlig ikke er et menneske, som jeg ønsker at dele mit liv med. Du er ikke engageret, du gør ikke dit bedste og helt generelt, så er du sku ikke så imponerende. I hvert fald ikke medmindre man tæller at holde sig længe vågen og være mest fuld med, som ting der imponerer damerne.

Du var, og er, however et menneske, der giver mig en eventyrlysten følelse i maven. Du giver mig lyst til at danse hele natten, skippe søvn for dybe samtaler og stikke af til alverdens hjørner af vores skønne verden. Jeg tror ikke du har det på samme måde - jeg tror ikke du har lyst til at rejse ud med mig, men det er også okay. Det er nok i virkeligheden ikke dig, der er så fascinerende, men mere tanken om det nye, spændende og sindsoprivende, som stadig findes derude i verden.